Læsetid 8 min.

Man kan godt blive forløst i fællesskab

Konsekvensen af tidens individdyrkelse kan være ensomhed, mener fire unge musikere med klassisk konservatoriebaggrund. Mød klangkollektivet We like We, der dyrker det kreative fællesskab
Kvinderne i musikkollektivet We like We ønskede ikke, at man kunne se deres ansigter på pladecoveret. I stedet lod de fl etninger forbinde dem i et fællesskab, de synes er vigtige end de individuelle egotrip, som dyrkes på blandt andet Facebook

Kvinderne i musikkollektivet We like We ønskede ikke, at man kunne se deres ansigter på pladecoveret. I stedet lod de fl etninger forbinde dem i et fællesskab, de synes er vigtige end de individuelle egotrip, som dyrkes på blandt andet Facebook

PR Foto
12. januar 2015

Egentlig ville de gerne lave et nummer, der skulle være en proklamering af retten til at være individ. Men »The Sound of My Own Voice«, som sangen hedder, viste sig at ændre karakter undervejs.

»Til at begynde med var det en ret stærk og selvhævdende sang, men den endte med at blive sindssygt sørgelig, fordi der ligger noget meget ensomt i at sige, at man kun lytter til sin egen stemme. Det lukker sig om sig selv. Det er fandeme sørgeligt at have brug for at sige, at man ikke har brug for andre,« siger Sara Nigaard Rosendal.

Hun spiller slagtøj i We like We, der består af fire musikere med uddannelsesbaggrund fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Vi sidder i et tidligere industrikompleks på Vestamager, hvor gruppen har øvelokale. Der er tykke tæpper på gulvet, og et stort antal trommer i mange forskellige størrelser er stablet op på en reol langs hele den ene langside.

Den ambivalente frihedshymne »The Sound of My Own Voice« indgår på We like Wes kritikerroste debutalbum, A New Age of Sensibility, som i november udkom på pladeselskabet The Being Music, der er drevet af Jomi Massage alias Signe Høirup Wille-Jørgensen. Med klassisk instrumentering, elektroniske påvirkninger og strukturerede improvisationer udforsker de fire musikere her temaer som selvstændighed og fællesskab, adskillelse og længsel.

Alt smeltede sammen

We like We karakteriserer sig selv som et ’klangkollektiv’. Men egentlig var det først på et forholdsvist sent tidspunkt i processen omkring debutpladen, at det stod klart for violinist Katrine Grarup Elbo, cellist Josefine Opsahl, slagtøjsspiller Sara Nigaard Rosendal og vokalist Katinka Fogh Vindelev, at der var noget særligt at hente i deres kollektive dynamik. Da de sidste februar var i studiet, lykkedes det til deres overraskelse at indspille nummeret »Unite Me« i allerførste take. Der var helt stille i lokalet, da de var færdige.

»Vi var ikke andet end fire store par øjne, der bare gloede vantro på hinanden. Da vi hørte nummeret bagefter, tudede vi næsten alle sammen. Det skete bare sådan her,« siger Sara Nigaard Rosendal og knipser med fingrene.

»Alt smeltede sammen, og alle klange var forbundet. Der tænkte jeg: Okay, det her kan altså et eller andet. Jeg vidste det godt i forvejen med min fornuft, men her kunne jeg altså mærke, at det havde nogle dybder,« siger hun.

Josefine Opsahl fortsætter: »Jeg tror, det er, fordi vores musik får lov at blive i et felt, hvor det ikke er ren impro, men alligevel beholder en smag af, at vi er meget frie i forhold til hinanden. Da vi sad med det i studiet, kunne man høre, at vi fire bare klinger sammen. Det øjeblik var helt magisk. Det er ikke bare som at spille et stykke kammermusik, hvor det lyder smukt, fordi nogen har udtænkt det på forhånd. Det var sådan et øjeblik, hvor vi bare mærkede hinanden musikalsk lige nu og her. Og det var for vildt.«

For We like We betyder den flade og kollektivistiske struktur helt konkret, at de skiftes til at skabe nogle lydlige flader, hvor de andre får mulighed for at lyse op. På den måde fungerer kollektivet som en platform, hvor de gensidigt giver plads til hinanden, uden at det sker på bekostning af den enkeltes stemme.

»Det er dér, kollektivet blomstrer. Når alle er store individer, der vil ud med noget, løfter man ikke hinanden op. Det er sgu ikke der, det lever. Det sker først, når alle både tager og giver plads til at være sig selv. Man kan godt blive forløst i fællesskab,« siger Josefine Opsahl.

Katinka Fogh Vindelev forklarer, at det for hende som klassisk skolet sanger har været spændende ikke at skulle stå i forgrunden.

»Det har været interessant for mig at træde ud af den rolle og få lov til at være ren tekstur. Jeg er interesseret i at være et instrument, jeg er ikke interesseret i at være en galionsfigur,« siger hun.

»Katinka er jo ikke forsanger i det her band,« siger Sara Nigaard Rosendal og kigger på bandkammeraten. »Du står jo ikke og synger en sang som sådan. Du er et instrument, som vi kalder vokal.«

Sammenflettet

Den er den kollektive sårbarhed, som fotografiet på deres pladeomslag skal illustrere, forklarer Katrine Grarup Elbo. På billedet har de fire kvinder håret flettet sammen i en lang fletning, der kæder deres kroppe sammen. I den sammenviklede masse af lysebrunt, mørkebrunt og lyst hår er det ikke til at skelne, hvilken hårpragt der tilhører hvem.

På pladeomslaget ser man slet ikke deres ansigter. Og egentlig signalerer det det modsatte af en ’ansigtsbog’, forklarer We like We, der har valgt deres bandnavn som en kommentar til Facebooks selvbekræftelseskultur, hvor vi alle sammen lever fra det ene virtuelle egotrip til det næste.

»Det var ret vigtigt for os, at man ikke kunne se vores ansigter. Hvis man bare ser fire unge kvinder på et typisk bandfoto, kommer det nemlig hurtigt til at handle om noget andet. Vi synes, vi har et sindssygt vigtigt budskab, så det var ikke så vigtigt at vise, hvordan vi ser ud i ansigtet, men mere at give en fornemmelse af, hvordan vi er forbundet. Det kan man vise ved hjælp af fletningerne. Håret er stadig anonymt,« siger Sara Nigaard Rosendal.

Efter We like We fik ideen til deres fletningecover, opdagede de Fællesbogen af tekstkollektivet Frit Flet, som er et samarbejde mellem forfatterne Line Knutzon, Naja Marie Aidt og Mette Moestrup. I bogen står der ingen individuel afsender på hver enkelt tekst. I stedet underskriver forfatterne sig som enten a, b eller c.

»Da vi fik den bog, tænkte vi: Det her er vores manifest,« siger Katrine Grarup Elbo.

Ligesom Frit Flet arbejder We like We ikke som en gruppe solister, men snarere som forskellige kræfter i et kollektiv, der skubber og trækker i hinanden og på den måde udvikler hinanden. Det er ligegyldigt, hvem der er citeret for hvad: Det er det, der bliver sagt, der er spændende, og ikke hvem der har sagt det.

Behov for nærvær

Ifølge We like We er det ikke tilfældigt, at vi inden for flere forskellige kunstformer lige nu ser en tendens til, at folk slutter sig sammen i arbejdsfællesskaber. Når den samme tendens opstår flere steder på samme tid, er det et udtryk for et behov i tiden. En reaktion på et eller andet, der trænger sig på.

»Det siger noget om, at folk har brug for fællesskaber. Det er noget, folk kan spejle sig i,« mener Sara Nigaard Rosendal.

»Do it together i stedet for do it yourself,« siger Katinka Fogh Vindelev.

Sara Nigaard Rosendal, der selv er i starten af tyverne, mener at kunne registrere et socialt skift i hendes generation. »Dem, der måske er i fyrrerne nu, har været meget selvrealiserende: Jeg skal opfylde min drøm karrieremæssigt. Det bliver meget perfektionistisk, det der ræs. Jeg synes, jeg kan se en tendens til, at man kan finde tilbage til lidt blødere værdier. Jeg oplever, at folk får børn og kommer i faste forhold tidligere og fester lidt færre år, inden de kommer i faste forhold. Men alt kører jo i en pendulbevægelse af reaktion og modreaktion. Nu er der kommet et behov for noget nærvær. Man står sammen i stedet for selv at kæmpe med sine egne ting,« siger hun.

En decideret modbevægelse til samtidens individdyrkelse er kollektivet We like We dog ikke. Det er stadig et vigtigt udgangspunkt at være stærkt funderet i sig selv.

»Det er smukt, at vi har så meget personlig frihed i dag, men konsekvensen af det kan være ensomhed. Eller det kan være, at vi alle sammen forurener så meget, at jorden går under lige om lidt. Hvis man ikke anerkender, at det hele hænger sammen, og mine handlinger, min energi og mit udtryk påvirker mennesker omkring mig, så er der virkelig noget i vejen,« siger Josefine Opsahl.

Grænselandet er mest frugtbart

Dagen forinden er Katrine Grarup Elbo og Josefine Opsahl blevet interviewet til et kulturprogram i Radio 24syv. De var ikke helt tilfredse med indslaget, fordi radioværten lagde ud med at præsentere dem som et ’kvindeensemble’. Og ligesom de flere gange har oplevet at blive omtalt som ’kvindeband’ og ’tøseband’ – som om der skulle være en sensationsværdi i, at kvinder spiller musik – er de også blevet overrasket over, i hvor høj grad folk er blevet forvirrede over ikke at kunne placere deres musik i nogen af de forhåndenværende genrekategorier. Folk bliver berøringsangste og utrygge, når de ikke ved, hvad det er, de har med at gøre.

Men som Katinka Fogh Vindelev forklarer, er de alle fire rundet af den klassiske musik. Det er det sprog, de betjener sig af, og den tradition, de er tro imod. Og samtidig modellerer de musikken mere skulpturelt i fælles improvisationer. På den måde ligger de meget langt fra en traditionel idé om en komponist eller en dirigenten, der tager føringen og på forhånd udstikker slagets gang.

Sara Nigaard Rosendal ser det som noget positivt, at bandets musik er svær at kategorisere.

»Det er altid i grænselandet, at tingene er mest frugtbare. Det kan man også se i naturen: I skovbrynet lige på grænsen mellem skov og mark er der den mest mangfoldige flora og fauna.«

De tre andre griner lidt af hendes poetiske sammenligning.

»Jeg ved godt, det er corny, men det er altså rigtigt,« siger hun og fortsætter mere alvorligt: »Men også i forhold til køn og queerteori er det oppe i tiden ikke at rubricere ting. Når man putter ting i bokse, er det, som om man skal mene noget om det i stedet for bare at opleve det. På den måde tror jeg, man skærer en stor del af oplevelsen fra. Musik er jo bare musik – føler du noget, eller føler du ikke noget? Rører det dig, eller rører det dig ikke? Det er meget mere spændende end at skulle definere, hvad det er.«

We like We: ’A New Age of Sensibility’. The Being Music

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Annika Tiin Nielsen
Annika Tiin Nielsen

De tanker flugter med nogle af Peter Bastians vigtigste tanker om kammermusik fra Ind i Musikken.

I 2015 er der måske bare endnu mere behov for at betone det - at individet kan forløses fællesskabet. I hvert fald det skabende fællesskab.

Brugerbillede for emil groth

Det, at jeg kan kommenterer denne artikel, vil jeg betegne som sovepude-individualisme og dette fænomen trives i bedste velgående, faktisk snyder jeg mig selv.
Der kræves ikke noget tid, der kræves ikke noget arbejde/anstrengelser med andre mennesker, når jeg skriver kommentaren. Når jeg kommenterer digitalt er jeg adskilt. Vi er i adskillesens guldalder.

Fællesskabet havde sin berettigelse i en anden tid, hvor sekunderne var længere, hvor forløbet ikke var blevet udvisket af digital kommunikation, og ekstrem resultats-mindedhed.
Fællesskab er nostalgisk med en guldalder der hører fortiden til.

Ønske sig universelt fællesskabs genkomst kan man godt skyde en lang pil efter, det kan jeg sige med 100 procent træfsikkerhed:-)

Ellers en meget sød, interessant artikel.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Ja, netop, Kristian Rikard, og i høj grad nogle af 80er-eksperimenterne med Marilyn Mazur; men også internationale navne fra som Charles Mingus (der er en fantastisk plade fra Carnegie Hall med kun to numre, der hver fylder en LP-side: Perdido og C Jam Blues.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Til Emil Groth må jeg nu sige, at det modsatte vist er tilfældet: takket være digitaliseringen kan man næsten ikke bevæge sig et sted hen i verden, uden på forhånd at have opnået kontakt med folk, man kan møde - eller have udviklet lange venskaber, som endelig fuldbyrdes i ansigt-til-ansigt.