Læsetid: 8 min.

Man kan godt blive forløst i fællesskab

Konsekvensen af tidens individdyrkelse kan være ensomhed, mener fire unge musikere med klassisk konservatoriebaggrund. Mød klangkollektivet We like We, der dyrker det kreative fællesskab
Kvinderne i musikkollektivet We like We ønskede ikke, at man kunne se deres ansigter på pladecoveret. I stedet lod de fl etninger forbinde dem i et fællesskab, de synes er vigtige end de individuelle egotrip, som dyrkes på blandt andet Facebook

Kvinderne i musikkollektivet We like We ønskede ikke, at man kunne se deres ansigter på pladecoveret. I stedet lod de fl etninger forbinde dem i et fællesskab, de synes er vigtige end de individuelle egotrip, som dyrkes på blandt andet Facebook

PR Foto

12. januar 2015

Egentlig ville de gerne lave et nummer, der skulle være en proklamering af retten til at være individ. Men »The Sound of My Own Voice«, som sangen hedder, viste sig at ændre karakter undervejs.

»Til at begynde med var det en ret stærk og selvhævdende sang, men den endte med at blive sindssygt sørgelig, fordi der ligger noget meget ensomt i at sige, at man kun lytter til sin egen stemme. Det lukker sig om sig selv. Det er fandeme sørgeligt at have brug for at sige, at man ikke har brug for andre,« siger Sara Nigaard Rosendal.

Hun spiller slagtøj i We like We, der består af fire musikere med uddannelsesbaggrund fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Vi sidder i et tidligere industrikompleks på Vestamager, hvor gruppen har øvelokale. Der er tykke tæpper på gulvet, og et stort antal trommer i mange forskellige størrelser er stablet op på en reol langs hele den ene langside.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Annika Tiin Nielsen

De tanker flugter med nogle af Peter Bastians vigtigste tanker om kammermusik fra Ind i Musikken.

I 2015 er der måske bare endnu mere behov for at betone det - at individet kan forløses fællesskabet. I hvert fald det skabende fællesskab.

Det, at jeg kan kommenterer denne artikel, vil jeg betegne som sovepude-individualisme og dette fænomen trives i bedste velgående, faktisk snyder jeg mig selv.
Der kræves ikke noget tid, der kræves ikke noget arbejde/anstrengelser med andre mennesker, når jeg skriver kommentaren. Når jeg kommenterer digitalt er jeg adskilt. Vi er i adskillesens guldalder.

Fællesskabet havde sin berettigelse i en anden tid, hvor sekunderne var længere, hvor forløbet ikke var blevet udvisket af digital kommunikation, og ekstrem resultats-mindedhed.
Fællesskab er nostalgisk med en guldalder der hører fortiden til.

Ønske sig universelt fællesskabs genkomst kan man godt skyde en lang pil efter, det kan jeg sige med 100 procent træfsikkerhed:-)

Ellers en meget sød, interessant artikel.

Steffen Gliese

Ja, netop, Kristian Rikard, og i høj grad nogle af 80er-eksperimenterne med Marilyn Mazur; men også internationale navne fra som Charles Mingus (der er en fantastisk plade fra Carnegie Hall med kun to numre, der hver fylder en LP-side: Perdido og C Jam Blues.

Steffen Gliese

Til Emil Groth må jeg nu sige, at det modsatte vist er tilfældet: takket være digitaliseringen kan man næsten ikke bevæge sig et sted hen i verden, uden på forhånd at have opnået kontakt med folk, man kan møde - eller have udviklet lange venskaber, som endelig fuldbyrdes i ansigt-til-ansigt.