Læsetid: 7 min.

Knut Hamsun – et norsk traume

I Norge kan kunstnere næsten per definition ikke være onde, og derfor er Hamsuns forfatterskab med dets valorisering af kunsten på bekostning af moralen en vedvarende kilde til anfægtelse
Hamsun var altid den samme. Det er hans læsere, som er forvirrede og har fået et problem: At der af slet moral og menneskelig ondskab kan opstå den mest vidunderlige kunst! Dette er Hamsuns forfatterskab ét langt eksempel på.

Hamsun var altid den samme. Det er hans læsere, som er forvirrede og har fået et problem: At der af slet moral og menneskelig ondskab kan opstå den mest vidunderlige kunst! Dette er Hamsuns forfatterskab ét langt eksempel på.

Scanpix

23. januar 2015

I sin introduktion til Tore Rems bog Knut Hamsun. Rejsen til Hitler skrev Peter Nielsen i sidste uges bogtillæg: »I virkeligheden er det jo meget enkelt. Selv om Hamsun politisk åbenlyst var en enorm skurk, så han kan godt have skrevet nogle af de største romaner i det tyvende århundred.« Set fra Danmark kunne det ikke desto mindre se ud til, at nazismen er blevet Hamsuns største brand. For hvad har været den stærkeste impuls til at beskæftige sig med Hamsun efter krigen? Jo, netop mandens nazisme!

Så simpelt er ikke i Norge. Her har man i 80 år ført intense diskussioner om Hamsuns nazisme. Tore Rems bog er da også en både velskrevet og velresearchet bog om Knut Hamsuns politiske liv under krigen. Det er et imponerende værk, et stykke grundforskning. Debatten om Hamsuns rolle under krigen burde dermed være lagt død: Han var nazist og antisemit. Der er der ganske vist en del, der længe har vidst, men nu må vel selv den mest modvillige nordmand give sig?

Dog er der to vigtige forhold, som bogen ikke omtaler. Bogen har en skjult polemik, og man skal lede i noteapparatet for at finde deltagerne i den langvarige og hede Hamsun-debat. Desuden går bogen ikke ind på spørgsmålet om, hvorvidt forfatterens nazistiske sympatier må få konsekvenser for vurderingen af hans forfatterskab. Disse to problemfelter vil jeg derfor tage op i det følgende.

Den kritiske tradition

I en anmeldelse af Ringen sluttet (1936) skrev digteren Alf Larsen, at Hamsun er »nazismen på forhånd«. Efter krigen fortsatte Aasmund Brynildsen denne linje med Svermeren og hans demon (1952). I bogen Det reaktionære oprør. Om fascismen i Hamsuns forfatterskab (Giersing et al. 1975) tages tråden op fra Leo Löwenthals ideologikritik af Hamsun fra 1937.

Mere blæst vakte Allen Simpsons Knut Hamsuns antisemitisme (Edda, 1977). Allen Simpson påviser klart, hvordan norske forskere bortforklarer Hamsun antisemitiske holdninger. Artiklen fremkaldte vrede reaktioner fra norske apologeter såsom Sten Sparre Nilson, Langslet og Atle Kittang.

Senere har Ståle Dingstad taget tråden op i sin doktorafhandling, Hamsuns strategier (2003). Her hævdes det overbevisende, at Hamsun var både nazist og antisemit. Det samme sker i min bog, Solgudens fald. Knut Hamsun – en litterær biografi (2004).

Den apologetiske tradition

Den apologetiske tradition begyndte med Nordahl Grieg, som i 1936 hævdede, at »det dybeste i hans digtning er ubesmittet«. Efter krigen erklærede Sigurd Hoel dristigt: »I hele Knut Hamsuns forfatterskab findes der, så vidt jeg ved, ikke en eneste antisemitisk erklæring«.

Denne holdning fik støtte fra Danmark med Thorkild Hansen trebindsværk: Processen mod Hamsun (1978), som gav anledning til en af Nordens største mediedebatter.

Den stærkeste fortaler for det norske apologetiske syn er professor Atle Kittang, som i bogen Luft, vind, ingenting (1984) hævder, at Hamsun er en ironiker, som ikke selv står inde for de ideologiske strukturer i sine bøger. Jon Langdal udfordrede Kittang og den norske Hamsun-forskning med artiklen: »Hvordan trylle bort det ubehagelige?« (Agora 1999). Den kittangske tankegang har længe præget det norske akademiske system. Dette kom ikke mindst til udtryk i Ingar Sletten Kolloens store Hamsun biografi, Svermeren og Erobreren (2003-04). Kolloen er ikke i tvivl om, at Hamsun var nazist, men for så vidt angår spørgsmålet, om han var antisemit, siger han med Kittang, at svaret er »tvetydigt«. Det har været en central opgave at dokumentere denne ’tvetydighed’, siger han. Selv efter Tore Rems bog fastholdes synspunktet. Kolloen placerer sig dermed som kulminationen på den norske apologetiske tradition.

Det er Hamsuns person, der skaber problemet. Man kan ikke begribe, at den elskede digter og Nobelpristager, Norges stolthed, kunne gå hen og blive nazist. I Norge kan kunstnere nemlig næsten per definition ikke være onde. Onde kunstnere kan til nød findes nede i EU, i Frankrig med Céline eller i Tyskland med Gottfried Benn eller i USA med Ezra Pound, alle tre store kunstnere og nazister. Men ikke i Norge, som længe har hvilet i den nationalromantiske forståelse af kunstnere som nationens samvittighed, det såkaldte Bjørnson-syndrom.

Æstetik og moral

Siden Platon har kunst været knyttet til det gode, det smukke og det sande. Men op igennem 1800-tallet og videre frem begynder forholdet mellem kunst og moral at blive problematiseret. Det sker i en række forfatterskaber, for eksempel hos Charles Baudelaire, Henrik Ibsen og Thomas Mann. I Hamsuns tilfælde bliver forholdet ekstra prekært og giver anledning til et særligt Hamsun-traume, fordi det rykkes ind i den størst tænkelige moralske kontekst: Den Anden Verdenskrig. Ondskaben er her nazismen og landsforræderi, og æstetikken udtrykkes i Paa gjengrodde stier (1949). Her er det gode og det sande fraværende, mens ondskaben transformeres til skøn kunst.

Allerede i Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1888) skrev Hamsun, at moralen er »det mindst menneskelige i mennesket«. Hans kunst har aldrig haft det moralsk gode og sande som sigtepunkt, tværtimod. Lige siden han trådte frem med sit angreb på ’de fire store’ (Norges dengang førende forfattere: Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Jonas Lie og Alexander Kielland, red.) i 1891, har han opponeret imod, at kunsten skulle stilles i det godes eller i samfundets tjeneste. Kunst bør ikke være demokratisk eller moralsk opbyggelig overhovedet. For Hamsun var kunst noget aristokratisk, en elitær beskæftigelse.

Hamsuns berømte lyriske romaner Sult, Mysterier, Pan og Victoria er så påvirket af den æstetiske skønhed, at de ikke lader sig genfortælle med ens egne ord. For værkernes egenart ligger i deres stil, hvor stemmeføringen er vigtigere end det, der formidles. Det samme gælder også for Hamsuns senere kollektivromaner, hvor den episke realisme for det meste bliver påskud for, hvad han selv kaldte for ’sproglige lykketræf’. Hans romaner kan derfor rumme protonazistiske træk, som aldrig samler sig til nogen ideologi, fordi Hamsun konstant sidder og taler med, får ideer undervejs – indfald, der ofte går på tværs af et politisk program. For Hamsun er det vigtigste, at kunstens magi er intakt og fuldtonende – så betyder det mindre, om den episke struktur er fragmentarisk og usammenhængende. Derfor kunne han forblive den store beundrede, uafhængige kunstner i mellemkrigstidens polariserede verden, mellem fascisme og kommunisme. Alle kunne nyde hans bøger.

Hemmligheden bag Hamsun

Det er denne tone, som er hemmeligheden bag Hamsun. Den kan ikke analyseres, for den griber læseren under bevidsthedens tærskel. Drivkraften bag denne skønne kunst er paradoksalt nok en stærkt konfrontatorisk holdning. Med Amerika-bogen og sin foredragsturné i 1891 viste Hamsun for første gang denne side af sig selv. Han blev høj på konfrontationen. Den var poetisk igangsættende. Den største konfrontation af alle blev selvfølgelig den, som Hamsun stod med efter krigens afslutning i 1945. Her befandt han sig på taberne side med udsigt til retsforfølgelse og muligvis dødsdom. Han sad på Landviks alderdomshjem, ensom og isoleret. Da sker det mirakuløse, at han igen begynder at dryppe ord (Hamsuns eget udtryk). Lige siden 1936, da Ringen sluttet udkom, har han ligget brak. Og det er længe for en Hamsun. Men nu skaber isolationen, udstødelsen og følelsen af at have hele verden imod sig den samme kreative impuls, som dengang han skrev Sult. Parallelt med genoplivning af denne kreativitet kører den norske stat retssag mod ham. Da hans forsvar anmoder om oplysninger til brug for at føre sagen, føler Hamsun sig forstyrret i sit arbejde og skriver irriteret: »Den møgsag«. Med denne holdning udtrykker han sin suveræne foragt for den legitime norske regering, retsvæsenet og retsopgøret, hvilket han også føler, han kan tillade sig, for nu skriver han jo igen! Hans holdning er således klar nok: til helvede med moralen og leve litteraturen! Paa gjengrodde Stier begynder ikke med 9. april 1940, men med befrielsen maj 1945. Således flytter Hamsun fokus fra det, han gjorde mod de norske myndigheder under krigen, til det, som de gjorde ved ham efter krigen, dvs. den sympativækkende offerrolle søges erobret.

Hovedpersonen i bogen er ikke en brutal nazist, men en harmløs og distingveret ældre herre med selvironi og humor, en slags gentlemanboheme med rødt tørklæde om halsen, et godt øje til damerne og empati for et forfrossent grantræ, kort sagt en iscenesættelse af en gammel bekendt, den charmerende vandringsmand, som får læseren til at smile og sige til sig selv: Denne bog kan da umuligt være skrevet af en nazist! Paa gjengrodde Stier er et mesterværk af litterær forførelse. Her tjener kunsten ikke sandheden og erkendelsen, men camouflagen. Med dette arbejde tryller Hamsun alt det ubehagelige væk, så læserne kommer i tvivl og må spørge sig selv: Var han virkelig nazist? Har vi gjort ham uret? På denne måde genvinder han sine læsere. Med denne bog lykkedes Hamsun at sætte præmisserne for eftertidens (mis)forståelse af hans rolle under krigen. Dermed står man med det paradoks, at det norske Hamsun-problem ikke så meget er Hamsuns som offentlighedens. Hamsun var altid den samme. Det er læserne, som er forvirrede og har fået et problem: At der af slet moral og menneskelig ondskab kan opstå den mest vidunderlige kunst! Dette er Hamsuns forfatterskab ét langt eksempel på. Og dette strider imod noget fundamentalt i den norske litterære institution.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Jørgen Haugan er norsk forfatter og litteraturforsker, p.t. tilknyttet Københavns Universitet som lektor emeritus

Indlægget er en kommentar til artiklen 'Hamsuns rejse til Hitler' af Peter Nielsen. Læs artiklen her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels P Sønderskov
  • Grethe Preisler
Niels P Sønderskov og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu