Læsetid: 5 min.

Kom og oplev USSR!

Sovjetunionens dygtigste kunstnere lavede i 1930’erne meget smukke reklameplakater for det statslige rejsebureau Intourist. Nu skaber flere udstillinger og bogudgivelser atter opmærksomhed om deres æstetik og den historiske sammenhæng, de indgår i
5. januar 2015

Strandliv på Krim, eventyr på Den Georgiske Hærvej og forrygende rejse med tog over en viadukt i Armenien. Det sovjetiske turistbureau Intourist lancerede i starten af 1930’erne en stor reklamekampagne for at lokke vesterlændinge til revolutionens hjemland. I november havde Christie’s en sjælden samling Intourist-plakater under hammeren. Ifølge det engelske auktionshus gør den klare art deco-inspirerede grafik og fascinerende historiske kontekst dem interessant for både russiske og europæiske samlere.

Auktionen i London er blot ét blandt flere udtryk for den stigende opmærksomhed om plakaterne – og ikke kun blandt kunsthandlere. Flere bogudgivelser og udstillinger bidrager til tendensen. Online-plakatgalleriet Antikbar har specialiseret sig i denne form for grafisk design. Deutsches Historisches Museum i Berlin præsenterede i 2013 flere plakater i denne stil under titlen Rund um die Welt. Da GRAD: Gallery for Russian Arts & Design åbnede sidste år i London, var det med en udstilling om Intourist-plakater og art deco-kunstnerne, der udformede dem. Flere anerkendte forskere bidrog til GRAD-udstillingens katalog See USSR – Intourist posters and the marketing of the Soviet Union, som var det første større forsøg på at løse gåden om de dragende plakater. for motiverne indeholder nogle fascinerende paradokser og ved første øjekast mystiske selvmodsigelser, som tigger om at blive forklaret: Hvorfor udstyrer sovjetiske kunstnere som Aleksandr Sjitomirskij og Sergej Igumnov de rejsende på plakaterne med åbne biler – det ultimative borgerlige statussymbol – og i vinden frit blafrende halstørklæder, når de suser gennem Georgien og Armeniens storslåede natur? Hvorfor legemliggør de i deres værker fra henholdsvis 1939 og 1935 på den måde individualisme og personlig frihed – værdier, der normalt ikke som det første forbindes med det socialistiske Sovjetunionen, men snarere med det kapitalistiske Vesten?

Hvorfor bruger de i det hele taget art deco som grafisk udtryk, når denne stilart overvejende forbindes med noget luksuspræget – populær som den var blandt 1920’erne og 1930’ernes intellektuelle overklasse i Frankrig og USA?

Det nydelsessyge Sovjet

Også Intourist-kunstneren Marija Nesterova-Bersina bryder med de traditionelle vestlige fordomme om Sovjet-propaganda på sin ikoniske plakat USSR Health Resorts, som historikerne fra GRAD-projektet ikke kan datere præcist. Den forestiller en unge kvinde omgivet af eksotisk vegetation og med en strand i baggrunden. Henslængt nyder hun livet under en parasol på en af Sovjetunionens mest populære feriedestinationer – sandsynligvis Krim eller Abkhasien. Nogle bestemte værdier antages at appellere til beskueren og fremstilles som særligt attråværdige: Afslapning, fokus på egen nydelse, sorgløshed, og fravær af ansvar over for fællesskabet. Individualisme går igen, idet hun sidder alene – hendes socialistiske medborgere befinder sig langt væk i baggrunden. Måske kan man ligefrem tolke nydelsessyge, ja sågar hedonisme eller en uansvarlig og egoistisk levevis ud af plakaten. Under alle omstændigheder er det milevidt fra, hvad vi normalt forstår ved sovjetisk propaganda. Intourist-kampagnen står i kras kontrast til andre plakater fra USSR rettet mod landets egen befolkning. De formidler ofte det helt modsatte: hårdt arbejde, fokus på kollektivet, industri, fabrikker, skorstene, brave kolkhos-bønder og så videre.

Tiltrække turister

Denne modsætning mellem de to grupper plakater skaber en fascinerende dobbeltvirkelighed, der er delt op i en intern og ekstern fremstilling af Sovjetunionen. Den kan belyses ved at inddrage lidt historie og kendskab til landet:

»1930’erne var en tid, hvor USSR gik igennem en enorm hurtig industrialisering. Regeringen indså, at der var brug for hård valuta for at finansiere fabrikkernes udstyr og teknologi. At tiltrække købestærke udenlandske turister var en måde at skaffe penge til at opbygge landet. Intourist var en del af den strategi,« forklarer ekspert i denne type sovjetiske plakater, Kirill Kalinin, og fortsætter:

»Da Intourist blev grundlagt i 1929, red USSR på en bølge af selvtillid. Europa og USA var i knæ på grund af økonomisk krise, der efterlod millioner i fattigdom. Mange i Vesten kom frem til, at noget var fuldstændig galt med den kapitalistiske måde at organisere samfundet på. De begyndte at se mere positivt på det ambitiøse sovjetiske eksperiment, der udgjorde et alternativ til det sociale kaos. Det ansporede privilegerede vesterlændinges rejselyst og trang til at opleve noget helt andet. Årene op til 1929 havde i USSR været præget af NEP – en halvkapitalistisk politik, som skabte en vis velstand i de større byer og en slags nyt borgerskab. Derfra er springet til den ’dekadente’ art deco ikke så langt, som man måske skulle tro,« siger Kirill Kalinin.

Inspiration

Og der var faktisk inspiration at hente hjemme, understreger han.

»Intourist-kunstnerne kan have været inspireret af datidens nyrige i Moskva og Leningrad og deres levevis. Stalinismen og den af staten dikterede kunstretning socialistisk realisme var under opsejling, men arven fra 1920’erne, som i intellektuelle kredse var kendetegnet ved en vis løssluppenhed, begejstring for revolutionen og kunstnerisk eksperimenteren, kunne stadig spores.«

I begyndelsen måtte kunstnerne ifølge Kalinin overvinde sig selv for at imødekomme ønsket om et kommercielt budskab. Det faktum, at de brugte ’bourgeois marketing’ til at sælge verdens første socialistiske land til Vesten kolliderede for mange med deres selvopfattelse og de principper, som USSR byggede på. Men plakatmagerne udviklede hurtigt et billedsprog, som var let af aflæse, genkende og relatere til for den vestlige beskuer.

»De studerede nøje plakater fra lignende turistkampagner i Europa for at ramme rigtigt. Ofte overtog eller videreudviklede de komposition og billedelementer. Det var adaption af art deco snarere end imitation,« siger Kalinin.

Plakaternes objekter, figurer og strømlinede design udtrykker fart og formåen. De understreger, hvad moderne teknologi giver af muligheder for at rejse både eventyrligt og bekvemt. De åbne biler, der går igen i Intourist-kampagnen, kan nemt være en tribut til art deco-dronningen Tamara de Lempickas legendariske Tamara i den grønne Bugatti fra 1925.

Hjalp reklamefremstødet så? Fik vesterlændingene lyst til at opleve USSR? Officielle data fra Intourist er aldrig blevet offentliggjort. Men af historikeren Samantha Kravitz’ arbejde The Business of Selling the Soviet Union: Intourist and the Wooing of the American Travellers, 1929-1939 fremgår det, at sovjetstaten bød omkring 50.000 udenlandske rejsende velkommen i 1934. Det var mere end en tredobling i forhold til det hidtil højeste antal i 1930, hvor 15.000 begav sig ind i verdens første socialistiske land.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Arendal
  • Joen Elmbak
Torben Arendal og Joen Elmbak anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Fantastiske plakater! Art deco plakatkunst er aldrig blevet overgået. Jeg kan se Poirot bare for at nyde indledningen med lokomotivet.

Preben Haagensen, Gert Selmer Jensen, Bill Atkins, Claus Oreskov, Rune Petersen, Per Torbensen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Bent Nørgaard

Hej Martin. Du har helt ret i at Skoda lavede nogle meget fine biler - men det var FØR Tjekkoslovakiet
blev "befriet" af Stalin. Så kom perioden med model 105 - den er den der er skyld i skodavitserne. Efter murens fald laver Skoda fine biler igen. Hvad kan man lærer af det?

Felicia (1955) og Octavia (1957) er fine biler, men lur mig om ikke de baserer sig på teknologi udviklet før kommunismen.
Efter disse modeller går det kun ned ad bakke.

Bent Nørgaard

Selv kammerat Putin kører ikke i østfremstillede biler. Ja Egon, du har ret i, at efter model 440, som er første førsøg på en bil efter 1950, er det gået ned ad bakke for Skoda. Helt til 1991. I det år overtog WV mange af aktierne, og efter 1996 er fabrikken nærmest en satelit til WV. Siden 1991 er det kun gået en vej, og det er frem.

Claus Oreskov

Selvfølgelig er det både interessant og positivt at man endelig i vesten har fået øjnene op, men samtidig slæber man tons tunge negative stereotyper om Sovjetunionen med i rygsækken. Kirill Kalinin er ikke nogen ekspert, men han bliver det set med vestens øjne fordi han levere varen! Sidestillingen med Intourist plakater og påståede modsatte tendenser i sædvanlige sovjet plakatkunst er meget søgt. Sovjetisk plakatkunst kom hele vejen omkring menneskelig færden og var ikke begrænset til: ” hårdt arbejde, fokus på kollektivet, industri, fabrikker, skorstene, brave kolkhos-bønder og så videre. ”Humor f.eks. var udbredt blandt de første plakatkunstnere i Sovjetunionen og genren holdt sig.
Vil man se andre sider ved tidens kunst i Sovjetunionen så har jeg på min blok en ganske god oversigt: http://kilaasi.blogspot.dk/2012/06/sovjet-modernisme-malerkunst-og-kultu...
Individualisme var også en del af det sovjetiske samfund, men ikke som rendyrket egoisme ligesom her hos os.
Eksempel på Majakovskijs ROSTA vindue. Har du ekstra madvarer, så løb hen og del med fællesskabet. Viser enkelt individet som kommer fælleskabet til hjælp:
http://kilaasi.blogspot.dk/2013/02/vladimir-majakovskij-oprreren-mod-den...

Jeps - mægtigt flotte plakater, helt enig. Og de foranlediger så kommentarerne til at dreje sig om Tjekkiske (!) biler.......
De kunstneriske kvaliteter ufortalt så er det vel for pokker da svært (læs: umuligt!) ikke at betragte plakaterne i den kontekst de er skabt: som propaganda for et gennemsyret sygt, undertrykkende og menneskefjendsk system, hvor man ved at opstille skønmalerier forsøgte at lokke svage sjæle til at lægge hård valuta og samtidigt bidrage til en generelt forfalske billede af de virkelige forhold.
OK - turister kan sikkert have haft dejlige ophold med lokale skønheder og vine fra Krim - ligesom Sohn og resten af "Parteigenosse" jo heller ikke oplevede ufrihed eller virkeligheden, når de var på venskabsbesøg hos bagmændene bag jerntæppet - men det ændrer jo ikke ved virkeligheden!?
Bliver næste slagnummer div. hverve- og propagandaplakater fra SS og fra "der Stürmer"? De har vel også kunstneriske kvaliteter, er spændende komponeret og har flotte stilliserede afbildninger af stålsatte tyske viljer og den karaktaristiske tyske militærhjelm.
Kan man betragte ting uden at reflektere over konteksten og lade den påvirke bedømmelsen? I så fald ER Merde d'Artist altså blot ja: lort på dåse og vi risikerer at lægge yderligere til historieløsheden.

Claus Oreskov

@hans lemming. Hvornår var du i Sovjetunionen og hvor har du din detalje viden fra – siden du skriver at Sovjetunionen var: ” et gennemsyret sygt, undertrykkende og menneskefjendsk system, hvor man ved at opstille skønmalerier forsøgte at lokke svage sjæle til at lægge hård valuta og samtidigt bidrage til en generelt forfalske billede af de virkelige forhold.” Jeg kan se at du ingen gang har læst artiklen ordentlig for så havde du lagt mærke til bemærkningen ” Da Intourist blev grundlagt i 1929, red USSR på en bølge af selvtillid. Europa og USA var i knæ på grund af økonomisk krise, der efterlod millioner i fattigdom” – der henvises til at medens man i de kapitalistiske lande havde hungersnød så var der fuld beskæftigelse i Sovjetunionen. Du vil sikkert gerne vide sandheden om livet dengang i Sovjet så her er nogle bøger på dansk:
M. Iljin ved R.Broby- johansen: ”Det Russiske System”.
John Scott: ”Bag Ural”.
Du kan også læse Hedrick Smith: ”Russerne – hvordan er deres dagligliv? Hvordan styres de? Hvad drømmer de om? Hvad frygter de? Her er information om perioden efter de andre bøger jeg anbefalede. Ligesom i resten af universet stod tiden ikke stille i Sovjetunionen og der er stor forskel på hvilken tidspunkt du ser på dette samfund. Lige efter 2. verdenskrig f.eks. havde det sovjetiske samfund lidt kolossale tab faktisk hvad der svare til 125 års BNP (efter tidens gennemsnit). Ser du på tiden med 5. årsplæner ser du et samfund i voldsom udvikling. Fra at være et feudal samfund, hvor hoved parten af indbyggerne var analfabeter og med børnearbejder, ingen arbejdes rettigheder 14 timeres arbejdsdag, ingen adgang til lægehjælp eller uddannelser, bondesamfund – afskaffede man under 5. års plænerne analfabetismen, alle fik adgang til uddannelser, børnearbejde blev afskaffet dagen efter Lenins parti overtog magten. På 2 årtier blev Sovjetunionen verdens anden stærkeste økonomi, ligesom landet var blevet industrialiseret.
Imidlertid er vi heri vesten dagligt blevet bombarderet med anti-sovjetisk propaganda i tonsvis. CIA agenter har overvåget og infiltreret statsapparatet i hele verden, uddannelses institutioner, medierne, pressen. Tusinder af bøger og artikler har misinformeret om de socialistiske lande. Afhoppere fra Sovjetunionen blev millionærer ved at tilsvine deres tidligere fædreland. Men ser man nøje efter så var deres antal få – under 100. Imidlertid blev disse få personers udsagn betragtet som den skinbarlige sandhed medens man var ligeglad med hvad de resterende 150 millioner sagde og mente. Den amerikanske professor i litteratur John V. Fleming har i bogen ”The Anti- Communist Manifestos” klargjort at vestens opfattelse af Sovjetunionen kan føres tilbage til 4. skønlitterære værker. Det kan jo give kuldegysninger at tænke på.

Per Torbensen, Gert Selmer Jensen, Rune Petersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Håber ikke hans lemming har sin viden om Sovjetunionen fra DR Ks propaganda kanal. Af og til vises klip fra Joseph Goebbels propaganda film på DR K – stumper fra propaganda ministerens film er lagt ind i flere af de anti- sovjetiske film på denne kanal.

Lidt elementær periode-inddeling er her på sin plads. Især 1920erne og de poststalinistiske tiår kunne byde på interessant, formalt eksperimenterende og socialt og psykologisk undersøgende kunstliv, men indførelsen af den dogmatiske socialrealisme i 1930-32 og tiårene under Stalin resulterede i et mere stivnet parti-troskab, som også prægede perioden helt frem til Gorbatjovs Perestrojka. Det gjaldt både maler- , film- og digtekunsten, skulpturen, og den klassiske og rytmiske musik.

Der er adskillige eksempler på kampagner, censur og beslutningsgange, der skulle ensrette kunsten; nogle af de kendteste eksempler er Zhdanovs kampagner mod komponister som Sjostakovitj m.fl. under Stalin, kampagnen mod komponistgruppen De Syv under Brezhnev, nedprioriteringen af Eisenstein´s "Ivan Den Grusomme"-films fortsættelse, digteren Mandelstam´s eksil og død, og kampagnerne mod komponister som Roslavets og Mosolov, etc.

Lidt yderligere eksempler her:
http://en.wikipedia.org/wiki/Censorship_in_the_Soviet_Union

Typisk er personbilen den vigtigste indikatorer for de to samfundssystemer. I mit barndomshjem havde vi bil fra 1964 og frem til 1992. Den første var en Skoda Popular og den anden var en Lada (1300?). De kørte hver dag og transporterede os i weekender og på campingferier rundt i Europa. Min far der var maskinmester kunne reparere alt selv uanset hvor vi befandt os. Det var faktisk en del af pakken når man købte en østbil, at den var skruet sammen, så den kunne fikses selv i øde ufremkommelige områder. Hvad mere kan man forlange. Bil i 28 år for ca 36.000 kr. Ok, lakken blev på begge biler ret så mat med tiden.

Per Torbensen, Claus Oreskov, Gert Selmer Jensen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

De siger, at lemminger bevæger sig i store flokke og hovedløst kaster sig ud over skrænter.
Det er imidlertid også bare en myte, som vi er blevet fortalt så ofte, at vi ikke kan lade være at tro på den.

Niels Duus Nielsen, Rune Petersen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@Joen Elmbak. Kunsten i Sovjetunionen var mere nuanceret end som så! Også den megen udskældte socialrealisme. Agata Pyzik skriver i St. Petersburg Times at socialrealisme er mange ting og i særdeleshed andet end realisme.
http://sptimes.ru/index.php?action_id=2&story_id=41565&section&fb_action...
Det var en kunstart med mange kombinationsmuligheder som bl.a. flirtet med modernistiske maleri og kritik af statens politik. Agate beskriver al dette og også et museum for denne kunst: the Institute of Russian Realist Art. Sovjetkunsten stod ikke stille selv midt under Stalins regering blev kunstnerne inspireret af f.eks. Otto Dix og George Grosz. Ligesom man var påvirket af Bauhaus mexicanske murmalerier og meget andet. Sovjetunionens kunst er mangfoldig og rig på smukke oplevelser og jeg har den dybeste medlidenhed, med dem der ikke kan få øje på æstetikken, for bare ideologisk had og afsky.
Her hjemme var der en god udstilling på Lousiana i 2002 om Russisk Avantgarde – Bøger med mange fantastiske forlæg. Kunstner gruppen ”Ruder knægt” var virksom ind i 30´Sovjetunionen.
I 2005 udgav det russiske forlag Kontakt- Kultura om sovjetisk plakatkunst med grundige kulturhistoriske beskrivelser på russisk og engelsk:
Elena Barkhatova: ”Sovjet Constructivist Posters”. Jeg ved ikke om den kan fås I vesten men så er der jo en oplagt grund til at tage et smut over til Rusland.

"Kunsten i Sovjetunionen var mere nuanceret end som så!"

Diversiteten er også en pointe i mit indlæg, men der bliver så ikke tale om en ensidig panegyrik fra min side, dertil er beviserne for censur og tragedier for mange.

I øvrigt en smutter at kalde det "socialrealisme"; der skulle have stået "socialistisk realisme", selvfølgelig.

Med hensyn til blandt andet en vurdering af. den i Vesten oppiskede snak om en gennemsyrende censur i Sovjetunionen, skriver Karl Schlögel i sin bog "Moskau 1937" ( i samtid med den omhandlede plakatkunst) følgende :

The editorial offices of over 540 magazines were based in Moscow. The range of magazines covers almost every aspect of human activity: there is an Archive of Pathological Anatomy and the Architecture of the USSR; political magazines such as Class Struggle and the Marxist Historian stand alongside such classics of modern magazine design as the USSR under Construction, whose editors had their offices in Spiridonovskaya ulitsa 2, whose editor-in-chief was the future `enemy of the people' Georgu Piatakov, and whose deputy was Evgenia Yezhova, the wife of the future head of the NKVD. It would seem that magazines for coping with the problems of everyday life were in particular demand, such as Nutrition, Mother and Child, Insurance, Street and Car, the Life of the Blind and the Radio Front. There was a broad spectrum of specialist magazines, such as the Engineer's Messenger, Air-Fleet Courier, Spa Customer, Physiotherapy and Pig Breeding.

At Moskva var en livlig international metropol med et frit og rigt kulturliv fremgår klart af Karl Schlögels bog, der beskriver også beskriver Moskvas jazz-kultur:

Leading cultural figures took part in it, and the fact that it ended when it did was the result of a direct intervention by Stalin himself. The issue at stake in this controversy was whether jazz was essentially a decadent, bourgeois phenomenon or whether such a thing as proletarian dzhaz could conceivably exist. Pravda had the final word - at least in this round. Its own pages had been filled with a passionate plea for a proletarian, Soviet dzhaz.3 The issue on which this controversy focused was anything but marginal. On the contrary, it was a highly topical subject, as can be seen from a glance at the events calendar of the Moscow newspapers. Leonid Utesov's concerts were always completely sold out, as was his guest appearance in the Variety Theatre of the Central House of the Red Army in Moscow in July 1937.

Nåh, ja det fremgår ikke hvordan diskussionen i Pravda endte:

New York Times reported in 1935:

Workers could listen to dzhaz and learn the foxtrot and the tango in the factory clubs. Diplomats from the US Embassy, such as George Kennan. himself an enthusiastic jazz guitarist, went to the Hotel Moskva in order to hear a famous dzhaz musician of this period -- Iakov Skomorovskii. Dzhaz flourished, although there was a shortage of both sheet music and instruments -- where were you supposed to find a saxophone! - and American jazz records were expensive rarities. Even so, Weintraub's Syncopators came to Moscow and Leningrad in 1935 and Antonin Ziegler's Jazz Revue from Prague played in the Metropol between midnight and 3 a.m., before returning to Czechoslovakia in November 1937. And, last but not least, dzhaz had its supporters in the upper echelons of power. Voroshilov, the People's Commissar for Defence, was an admirer and patron of dzhaz and was said to be an enthusiastic dancer; the film mogul Boris Shumiatskii was a dzhaz fan, and even in the NKVD men such as Ivan Medved were avid collectors of dzhaz records.'

Claus Oreskov

Det er tragisk at man i vesten kun fokusere på dissidenter og deres kunst, medens man komplet ignorere de mange kunstner og kunstværker fra Sovjetunionen som ikke repræsentere en kritik af systemet. Det svare til at, man hvad Danmark angår, kun anerkender Jens Jørgen Thorsen, roser ham til skyerne og ignorere Thorvaldsen.
Jeg spekulere over hvor mange talenter som er gået tabt i den kapitalistiske verden fordi de var opvokset i fattige kår eller fordi deres kunst var forud for tiden og derfor ikke kunne sælge. Sammenlignet med Sovjetunionen, der udklækkede flere kunstnere end noget andet land, så er det vesten der på barbarisk vis har udelukket og ekskluderet de mange talenter som der ikke var profit i!

Karsten Olesen

En meget vigtig del af borgerkrigen 1918-22 udspillede sig i Ukraine, og kan følges på plakater fra tiden.

Donbass spillede en afgørende rolle:

Plakaten "Donbass, Ruslands hjerte" viser, hvordan hele det øvrige Rusland holdes igang af kul fra Donbass:

http://en.wikipedia.org/wiki/File:The_Don_Basin_-_the_heart_of_Russia.jpg

"Ukrainere og russere - samme mål" - de spidder i fællesskab en udbytter:

http://digitalpostercollection.com/propaganda/1917-1923-russian-civil-wa...

Den Hvide Hær brænder høsten:

http://englishrussia.com/2011/01/27/art-of-soviet-propaganda/

Her plakater i lidt mere traditionel stil:

http://library.brown.edu/cds/Views_and_Reviews/medium_lists/postcards.html

Man ser bl. a.:

- de hvide generaler som ententens - kapitalisternes - blodhunde

- "Kolchak, arbejderes og bønders bøddel"

- en præst og en kulak

- kulakken der holder kornet tilbage fra de sultende

- imperialismen som en slange rundt om verden

Flere på:

https://www.google.dk/images?hl=da&q=bolchevik+poster&gbv=2&sa=X&oi=imag...

Claus Oreskov, Bill Atkins og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Rent faktisk har man helt bogstaveligt genbrugt mange af disse plakater i propaganda tilknyttet de nyligt opståede ukrainske "republikkers" propaganda og blot shinet dem lidt op i tekster m.v., i en blanding af USSR-nostalgi og manglende ressourcer.

Elmbak, dine eksempler understreger blot, at den nazistiske trussel, krigen mod Sovjetunionen, samt den efterfølgende Kolde krig, var skyld i, at Sovjetunionen måtte afbryde en gryende guldalder for proletarklassen i de tidlige 30'ere - samtidig med at kapitalismen i Vesten var kollapset. En guldalder som arbejdere over hele verden derfor fulgte med stor opmærksomhed.

Per Torbensen, Claus Oreskov og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Enhver kan jo læse linkene og se, at udviklingen begyndte tidligere end du påstår, især i 30erne. Du burde kende disse navne og vedkende dig de stalinistiske udrensninger.

Joen Elmbak, jeg kan vedkende mig, at fra dag ét, da proletarerne havde proklameret deres egen stat, angreb kapitalistiske hære denne stat, samt at der efter Vestens kollaps i 1929, opstod en verdensomspændende interesse i den globale arbejderklasse for det socialistiske eksperiment i Sovjetunionen. En udvikling der gjorde at den gryende Nazisme i Tyskland blev et velkomment redskab i kapitalismens hænder.

Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Claus Oreskov og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Dit indlæg lyder som en fuld frikendelse af Stalin-regimet, helt uden forbehold.
Det må i øvrigt være nok fra min side denne gang.

@claus oreskov
indrømmet: jeg har ikke været i USSR (heller ikke i 20'-30'erne) og har - som de fleste af os, antager jeg - alene min viden på anden, tredje, fjerde hånd. Og jeg har heller ikke detailkendskab eller fuldt overblik over udviklingen under de forskellige perioder i landet.
Tak for dine henvisninger til litteratur - det er noteret! Falder dog straks over fex Broby-Johansen...... var han ikke erklæret kommunist og tro støtte af Sovjet hele vejen? Han var sikkert i Sovjet, men er hans beskrivelser/oversættelser til at stole på? Tja-bum-bum... Hvad med dine øvrige henvisninger?
Jeg husker ikke forfatter eller titel, men jeg har en fyldig selvbiografi fra en revolutionær fra allerede før de glade oktoberdage helt frem til efter "den store fædrelandskrig", hvor hans opstigen i heirakiet og - i forhold til resten af befolkningen - vellevned i skyggen af umenneskelige forhold, udrensninger, korruption, totalt fravær af friheder etc. bliver for meget og får ham til at forlade landet.
Han er vel så en af de frafaldne du nævner, hvis beskrivelser ikke kan tages for gode varer, og på den måde bliver det hele naturligvis lettere at tage stilling til.
At der skete betydelige fremskridt for befolkningen (altså den del, som partiet ikke mente kunne undværes) i form af uddannelse etc., industrialisering osv. er der næppe uenighed om. Jeg mener jo blot fortsat - ligesom jeg vil mene om Kina, Cuba, Nordkorea eller Nazityskland - at det jo ikke kan ses isoleret eller legitimere overgreb, manglende friheder etc. Vel? - eller....?
Måske er din grundindstilling, at der ikke skete udrensninger, frihedsindskrænkninger, sultkatastrofer eller deportationer, fængslinger og arbejdslejre i USSR eller måske i væsentligt mindre omfang - eller at betydningen heraf skal nedtones.
Og mener jeg så bare ikke er redeligt! Dertil er det alt-alt for tæt på, på alle måder!
Du håber jeg ikke alene får mine informationer fra DRK. Jeg håber så, at du ikke alene har dine oplysninger fra følgagtige skribenter med ideologien i orden og den sunde fornuft i lommen på partiledelsen. Det kommer der sjældent noget godt ud af.

@niels engelsted: ..... årh, nej!! var det hvad det ku' blive til? Eller henviser du til den fortsatte tilstedeværelse af nyttige idioter, som tror på kommunismens vellsignelser?

Niels Engelsted

hans, ja, der var lidt flovt, undskyld, men du må have hørt det før, og ikke kun på grund af navnet.

hans lemming, "kommunismens velsignelser" er jo ikke noget man "tror" på: Det er noget man beslutter!

Niels Duus Nielsen, Rune Petersen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

@bill atkins
Jeg kan godt lide din erkendelse af, at man beslutter "kommunisme ER velsignelse" - forstået (antager jeg) som: "jeg VED at kommunisme er godt" . Ikke noget med at tro, mene, synes, ingen slinger i valsen. Næh - "dette er sandheden, har jeg besluttet!" Interessant er jo så blot, HVORDAN man når frem til en sådan erkendelse!?
Det ses også hos Scientology, Islam, Indre Mission etc. - ingen grund til egen tankevirksomhed, svarene ligger i "de hellige skrifter" og udlægningen heraf foretaget af de skriftkloge. Så bliver livet også så dejligt nemt: spise, ski.., sove! Willing suspension of disbelief.

Tak for henvisning til et "alternativit" opslag om kommunisme og bemærk det klare råd på "Leksikons" startside: "tvivl på alt!!" Se, dét er kloge ord. Men hvordan fan... beslutter man så at kommunisme er velsignelse..... mon så ikke vi er tilbage til at tro? det er da til at blive rundtosset af, er det ikke :-)

Undskyld at jeg bragte kætteriske tanker som kunne antyde lidt skepsis vedr. kommunisme ind på dette forum.

Må jeg anbefale:
Mikhail Bulgakov 'Den hvide garde' fornylig oversat til dansk
Broby-Johansen sagde jo at han var og blev kommunist, modsat de russiske såkaldte 'kommunister'
Hvad han præcis mente med et det ikke helt klart, men hans respekt for det russiske kommunist parti kunne ligge på et meget lille sted. Han var stor i sine dyder og stor i sine lyder

Næh, hans lemming, det der skulle have været din aha-oplevelse er, at 'kommunisme' er udtænkt, som den ypperste form for demokrati, og så diskuterer man (uden sproglige fiksfakserier) - i bedste demokratiske stil - derudfra, , men det er sjældent nogen tør det.

Broby Johansen var meget begejstret for den kinesiske udgave af kommunismen, og optrådte gerne med lysbilleder og foredrag fra sine mange rejser i Kina - et ret usædvanligt rejsemål tilbage i 80'erne.

Lennart Kampmann

Kommunismen er endt på historiens mødding, hvor Sovjetunionen også ligger. Det er der god grund til, og der er intet formildende at nævne om de to emner.
Sovjetunionen var et diktatur.
Nordkoreanske parader er da også flotte, men det gør ikke landet demokratisk.

med venlig hilsen
Lennart

Lennart, jeg kan forstå at du forkaster 'kommunismen' som idé, uden at ville diskuterer den, og det sker alene udfra de fejlslagne forsøg, der historisk har været gjort på, at gennemføre 'kommunismen'. Det er jo ikke en normal samfundsvidenskabelig metode du anvender, Lennart.

En ting er, at du ikke vil diskutere kommunismen som idé, eller kommunismens problemer i praksis, noget andet er, at du dermed overgiver dig til det kapitalistiske samfundssystem, som ikke levner menneskeheden demokratisk indflydelse, eller mulighed for, at styre deres egen udvikling her på jorden. Og konsekvensen er, med Thomas Piketty's ord:

’Jeg har bevist, at under de nuværende omstændigheder kan kapitalismen simpelthen ikke fungere’
http://www.information.dk/494589

Kommunismen og marxismen dukker hele tiden op i den samfundsvidenskabelige diskussion, fordi kapitalismen gang på gang viser sig ikke, at kunne løse menneskehedens problemer, og så er det jo noget arrogant, at afvise en diskussion med ordene: "Kommunismen er endt på historiens mødding" Punktum. Vi har et kæmpe materiale både teoretisk og praktisk, at diskuterer ud fra, og meget tyder på, at vores opfattelse af kommunismen ikke stemmer overens med virkeligheden, samt, at vi overser den kendsgerning, at ingen kommunistiske eksperimenter har fået lov at foregå uden krigserklæring og handelshindringer fra den kapitalistiske verden. ...bortset fra Kina som er ude i et eksperiment med en blandingspolitik. I sig selv ganske spændende. Vores egen skandinaviske blandingsøkonomi er jo desvære under hastig afvikling...

Lennart, prøv for eksempel at google "Pyongyang youtube" - ikke at det beviser noget andet end at du sikkert har et forvrænget billede af virkeligheden - apropos nærværende artikels tema.

Jeg viste nogle af de fremkommende video for en ung mand, studerende, der lige havde været i Sydkorea, og stået og set ind over grænsen til Nordkorea. Han's første bemærkning var: "Nordkorea? kan man komme derind?" ..og så: "Det ser helt photoshoppet ud"...

Claus Oreskov, Rune Petersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Karsten Olesen

Stalin fik først fuld kontrol med KGB omkring 1929-30, efter at have vundet magten over Politbureauet i 1927.

Vidnesbyrdene om en vis liberalisme i tiden før 1930 er mange, se f. eks. Oreskovs dokumentation om Majakovski.

http://kilaasi.blogspot.dk/2013/02/vladimir-majakovskij-oprreren-mod-den...

Der er heller ingen tvivl om, at den generation, der påbegyndte uddannelser og erhverv før 1930, gjorde det i god tro.

Nogle af de første tegn på øget repression - som er omtalt i Solzhenitsins Gulag-bøger - fandt sted netop i Donbass-området: Shakhty-processen:

http://en.wikipedia.org/wiki/Shakhty_Trial

Shakhty ligger på den østlige side af grænsen:

http://en.wikipedia.org/wiki/Shakhty

Og "Ingeniør-processen", hvor omkring 50 ingeniører anklagedes for "sabotage":

http://en.wikipedia.org/wiki/Wrecking_(Soviet_crime)

Nu har der sikkert eksisteret både sjusk, forsømmelse og virkelig sabotage, men det er klart, at det er en af indfaldsvejene til den afskaffelse af retssikkerheden, som fandt sted.

Fra 1930 kunne Stalins "management-konsulenter" ensrette landet på det lokale plan ved hjælp af falske anklager og skueprocesser, hvor kritisk holdning i sig selv var en forbrydelse.

Lad aldrig Corydon komme så langt!

Jeg må give Niels Engelsted ret - hvis man er artdeco-fan, er indledningen til den gamle Poiretseire med de 45 minutters episoder det rende svir. Det gælder også indretningen af Poirots lejlighed, den ejendom han bor i - ligesom man har gjort sig stor ulejlighed med at lade handlingerne udspille sig i artdeco-bygninger. Der må ligge en imponerende research bag. Jeg han med lyst gense episoderne uden at bekymre mig det fjerneste om handlingen, blot at nyede synet af arkitekturen.

Claus Oreskov

@ hans lemming. Jo vidst var Broby- Johansen kommunist det er jo det betryggende ved ham. Hans gerning var ikke bare festfyrværkeri men samfundsomvæltende og bevidsthedsudvidende. Vil man kende til hans værk kan jeg anbefæle: R. Broby- Johansen: ”Imprimatur” bind 1&2. Her er opsamlet et livs artikler, kommentarer til tidens dårskab og flere ”futuristiske” digte. Også den verden af Futurisme- Art Deco som den Sovjetiske plakatkunst tilhører strejfer han i artiklen om Dziga Vertof´s film ”Manden Med Filmkameraet” og så sandelig i klummen om ”Marxistisk Typografi” som hans bog ”Det Russiske System” (sammen med M.Iljin) selv er et eksempel på.
De frafaldende som du ironisere over er virkeligt misbrugt og manipuleret af CIA & MI5 samt højre pressen. Såmænd også at venstre pressen som på et meget tidligt tidspunkt blev infiltreret meget dygtigt af især MI5 agenten Arthur Koestler – der i parentes var forfatter til den skønlitterære roman ”Mørke midt på dagen”. Dette er en af de 4. romaner som danner bagrund for vestens opfattelse af Sovjetunionen under den kolde krig (Se John V. Fleming: ”The Anti- Communist Manifestos”. Frankrig og det franske venstre var den vigtigste bastion at indtage for CIA & MI5 og her satte man Koestler ind (Se: trilogien – ”Mandarinerne” af Simone de Beauvoir. Arthur Koestler hedder Scriassine i bogen)I det virkelige liv troede både Simone de Beauvoir og Albert Camus(Henri i bogen) på Koestler medens Jean- Paul Sartre (Dubreulih i bogen) var stærkt i tvivl. Og ja jeg mener at det du omtaler som ”udrensninger, frihedsindskrænkninger, sultkatastrofer eller deportationer, fængslinger og arbejdslejre i USSR” ikke fandt sted på den måde som det fremstilles i vesten. Sandheden er mere kompleks og differentierede men også meget mere spændende! Der var eksempler på det hele men ikke i den størrelses orden som vi bliver indoktrineret til at tro og heller ikke anderledes end de samme fænomener i andre lande og nationer f.eks. USA. Snydtes du at frihedsgudinden er grim fordi amerikanerne myrdede 10 millioner indianer – nej vel!
PS: mine informationer om livet i Sovjetunionen har jeg fra mine egne besøg i landet og fra mit årelange arbejde i Rusland. Jeg har f.eks. for væne at opsøge alderdomshjem og tale med de gamle om livet dengang. Jeg har gennem årende talt med mange hundrede personer og ingen husker Sovjetunionen sådan som vi har fået at vide det var!
PS: du omtaler en selvbiografi fra en revolutionær du ikke kan huske titlen på! Kan det være: Victor Serge: En Revolutionæres erindringer”?

Lennart Kampmann

@ Bill Atkins
At yde efter evne og nyde efter behov....jo da, jeg er bekendt med kommunismen. Både i teori og som mislykket statsgrundlag. Teorien er absolut blottet for forståelsen af individualisme og i praksis har alle forsøg på at gennemføre kommunisme fejlet, og det selv om der har været udrejseforbud. Kommunismen er en menneskefjendsk ideologi, der slavebinder os alle. Jeg kan vist ikke sige det mere klart.

At du så forsøger at mene at kapitalisme er demokratiets modsætning må stå for din regning. Hvordan kan du overhovedet have et demokrati uden individuelle borgere med ret til ejendom og ret til frugten af eget arbejde?

Hvis vi endelig skal takke Stalin/kommunismen for noget må det være at ofre millioner af stakkels russere for at befri Europa for nazismen. Men det gør ikke ideen om kommunisme skønnere.

Jeg har selv været i Leningrad og Moskva i det hedengangne Sovjetunionen i 1989. Jeg har været i Poznan, Polen i 1982. Jeg er vaccineret mod statssocialisme.

med venlig hilsen
Lennart

Lennart, jeg synes ikke du virker specielt præcis omkring hvor kommunismens teoretiske grundlag skulle pege på slavebinding af befolkningen, mere end det kapitalistiske produktionssystem gør. Og hvorfor kommunismen ikke kan være demokratisk opbygget, eller at borgerne i et samfund med fælles eje, ikke skulle kunne være individuelle forklare du ikke. Derimod kan jeg fortælle dig at den stadig stigende fattigdom i det kapitalistiske system ikke føre til hverken frihed, demokrati eller individualisme for de fattigdomsramte.

Det er en udbredt opfattelse at fattigdommen falder i disse år, men det der sker er en udjævning af middelklassens levestandard, eksv. er de mange der hevet ud af fattigdommen i Kina jo blevet tildelt job som tilsvarende er nedlagt i Vesten, og det til en betydelig lavere løn.

Piketty påpeger at ejendom og indtjening koncentreres hos færre og færre og at flere ikke kan leve af deres ugeløn. Det er fremtidens problem, Lennart.