Interview
Læsetid: 9 min.

’Lad være med at være en kujon’

Vi kender ham som Batman og snart også som Birdman. Men Michael Keaton er meget mere end det. Information har mødt den amerikanske skuespiller, der hele tiden arbejder for at blive en bedre kunstner, er stolt af sit mod til at udfordre sig selv og egentlig ikke bryder sig om for megen opmærksomhed
Kultur
22. januar 2015
Jeg har været heldig, at jeg tidligt i min karriere havde mulighed for at bevæge mig ud på kanten. Den første ’Batman’-film, jeg lavede, var risikabel, siger Michael Keaton.

Yoram Kahana

»Det er, hvad det er.«

Det er måske ikke lige de ord, man forventer at høre den Oscarnominerede og Golden Globe-vindende Michael Keaton sige om sin hovedrolle i mexicanske Alejandro González Iñárritus fremragende Birdman, som er grunden til, at alle igen med begejstring taler om den 63-årige skuespiller.

Men nu er Keaton heller ikke en helt almindelig filmstjerne. Da han for nylig modtog en Golden Globe for sin præstation i Birdman, talte han om sin beskedne opvækst – han var det yngste barn af syv i en fattig familie fra Pennsylvania – og takkede ydmygt for de muligheder, han havde haft som skuespiller.

Da jeg sammen med en håndfuld andre journalister sidder over for ham på et hotel i London for at tale om Birdman, tager skuespilleren også som noget af det første luften ud af fortællingen om Michael Keaton som årets comeback kid. Det er en fortælling, som ikke mindst de amerikanske medier elsker, når det er sæson for alle de store filmpriser; det giver dem noget at skrive om. Sidste år var det Matthew McConaughey, i år er det Keaton.

Sådan er livet

»Det er sjovt, at folk ikke omsider har forstået, hvordan det fungerer,« siger Michael Keaton, en såre afslappet, imødekommende og jordbunden herre, der ikke umiddelbart udstråler megen af den sitrende energi, utålmodighed og præcise komiske timing, som på lærredet har været en del af hans varemærke, siden man første gang lagde mærke til ham i rollen som maniske Bill Blazejowski i Ron Howards komedie Natholdet (1982). Karaktertræk, man også genfinder i Birdman.

»Det handler om, hvornår man får muligheden. Det er ikke, fordi man har nogen kontrol over det. I nogen grad har jeg kontrol over, hvad jeg har lyst til at lave, men filmen kom, da den kom. Hvis den var kommet for 10 år siden, ville jeg have lavet den på det tidspunkt. Det er det samme arbejde, det samme job. Man løser bare opgaven. Det er ikke, fordi man siger: ’Nu vil jeg gerne have den rolle.’ Man er heldig, hvis man får tilbudt noget, der bare er rimeligt godt. Der er ikke så mange gode roller. Så møder man en god instruktør. Det skete nu for mig, og det er også sket andre gange. Og det kommer til at ske igen. Det er bare, hvad det er. Nogle gange får man tilbudt gode ting, andre gange gør man ikke. Sandsynligheden for, at man får tilbudt en god rolle, bliver større, hvis ens seneste film indtjente 100-150 millioner dollar. Gjorde den ikke det, bliver det sværere. Sådan er livet.«

Og det er altså ikke, fordi Keaton ikke har arbejdet de seneste mange år. Faktisk har han haft temmelig travlt med at lave både film og tv-serier. Men det er de færreste af dem, der har givet lige så megen genlyd, som de tre Tim Burton-film, som for alvor gjorde ham til stjerne: Beetlejuice (1988), Batman (1989) og Batman Returns (1992). Og så er der trods alt blevet længere mellem hovedrollerne og de gode karakterroller, selv om Keaton, med en lidt slidt kliché, ofte er det bedste i de film, han er med i.

Brillant rolle

Hvilket bringer os tilbage til Alejandro González Iñárritus Birdman, der allerede hyldes verden over, ikke mindst på grund af Michael Keatons frygtløse præstation. Filmen handler om skuespilleren Riggan Thomson (Keaton), der er kendt for rollen som superhelten Birdman og nu forsøger at få comeback som seriøs skuespiller og instruktør på Broadway. Det går dog ikke som planlagt. Thomson må slås med sin datter (Emma Stone), der er på afvænning, sine skuespillere, ikke mindst den utilregnelige Mike (Edward Norton), og sit eget ego, sin tvivl og usikkerhed, der manifesterer sig som stemmer i hans hoved. Birdman hvisker ham bogstavelig talt i øret.

Det er en brillant rolle til Keaton, og da den mexicanske instruktør bag Kærlighedens køtere, Babel, 21 gram og Biutiful spurgte, om Keaton ville være med i en film, sagde han ja med det samme.

»Jeg havde set hans film,« siger Keaton, »og jeg vil gerne være i selskab med – skuespillere vil, medmindre de er skøre, gerne være i selskab med – virkelig godt materiale og dygtige mennesker. I hans tilfælde er man sammen med en ’kunstner’. Det er et ord, kunstner, der bliver misbrugt, men det er det, man gerne vil være i selskab med og selv være. Det er ikke det, man hele tiden er, men det er det, man gerne vil være. Selv i en stor, dum, sjov, fjollet film prøver man et eller andet sted derinde at være en lille smule kunstnerisk eller meget kunstnerisk. Jeg læste Alejandros manuskript, og jeg havde kun sagt nej, hvis det havde været virkelig rædselsfuldt. Og det var det ikke. Det var godt. Men jeg sagde ikke ja til et manuskript, jeg sagde ja til ham. Og da han fortalte mig, hvordan han ville lave filmen, hvordan han havde det i sit liv, og hvad han ville sige med filmen omkring mennesker, kærlighed og kunst, sagde jeg: ’Wow, okay’, og da jeg så læste manuskriptet, mens jeg tænkte på alt det, han havde fortalt mig, tænkte jeg: ’Det her bliver noget særligt. Det bliver sikkert også ret hårdt’.«

Og det blev hårdt, fortæller Michael Keaton. Men hårdt og vanskeligt er ikke en dårlig ting i hans bog. Tværtimod kan det være sjovt, og det var det på Birdman, der er optaget på et rigtigt teater i New York i lange uklippede indstillinger, hvilket ville kunne skræmme selv den mest garvede skuespiller.

Men det er kun godt at være en smule bange, mener Keaton, der nyder at udfordre sig selv.

»For mig betyder hårdt og svært ikke, at man skal stoppe. Svært betyder, at man skal blive ved. Hvis man er atlet, bliver det kun hårdere og hårdere og hårdere. Man er god som barn, og man bliver bedre og bedre og får flere muligheder for at vise, hvad man kan. Det bliver intenst. Som skuespiller tænker jeg ikke, at ’jeg tror, at jeg bliver lige præcis så god og ikke bedre.’ Man ønsker sig bare at blive ved og forbedre sig, og så bliver det hårdere. Jeg ville selvfølgelig ikke have lavet Birdman, hvis den havde været hård at lave og ikke det værd. Men det var spændende og udfordrende, og jeg tænkte: ’Det her bliver svært at få til at lykkes, og jeg vil gerne se, om jeg kan klare det.’«

Jagten på perfektion

Fordi Birdman er optaget, som den er – i lange, flydende og ubrudte indstillinger med et steadicam ført af mesterfilmfotografen Emmanuel Lubezki, der skal give illusionen af, at der ikke er et eneste klip i filmen – er den også gennemkoreograferet som få andre film. Og da både Alejandro González Iñárritu og Lubezki er perfektionister, stillede det store krav til skuespillerne.

»Vi gentog scenerne igen og igen hele dagen lang,« siger Michael Keaton.

»Vi ændrede og justerede dem undervejs, fordi ligegyldig hvor præcist og koreograferet det var, var det umuligt at kontrollere alting. Tag bare kameraet. Vi skulle også øve med kameraet, så de vidste, hvor vi var. Chivo (Emmanuel Lubezkis kaldenavn, red.), er om muligt endnu mere perfektionistisk end Alejandro, og sammen er de lige ved at drive en til vanvid. Men på den gode måde, fordi det er så vigtigt for dem, og de er så gode sammen. Alting skulle være helt rigtig. Enhver præstation. Der er øjeblikke i filmen, hvor jeg, når jeg ser dem, tænker, at ’det er ikke min bedste præstation’. Men måske var det den anden skuespillers bedste præstation, og lyset var perfekt. Man kommer ikke til at gøre det bedre end det.«

Udmattende narcissisme

Det er fristende at drage en parallel mellem Birdman og Michael Keatons eget liv og karriere – Batman minder om Birdman – hvilket mange også har gjort, fordi det er en god historie. Men det skal man ikke, siger skuespilleren selv og understreger, at han er et helt andet og meget mere roligt menneske end Riggan Thomson, der i løbet af filmen kommer nærmere og nærmere på sammenbruddets rand.

»Jeg siger det, som det er, og så må folk tro på mig eller ej,« siger Keaton.

»Jeg tænker ikke lige så meget over tingene, som folk tror, at jeg gør. Jeg tror, at folk tænker meget mere over, hvordan jeg tænker over tingene, end jeg selv tænker over dem. Jeg har ikke samme personlighed som Riggan, men jeg er da et menneske, og det er han også. Jeg har øjeblikke, hvor jeg ikke har det så godt og tænker, ’mand, jeg ser ikke godt ud i dag’, eller ’den person opførte sig mærkeligt’. Jeg er et menneske, og det er det, mennesker gør. I den forstand er alle i dette rum ligesom Riggan Thomson.«

Desuden handler Birdman slet ikke om en skuespiller. Den handler om Alejandro González Iñárritu selv, forklarer Keaton, og om nogle store, universelle temaer: »Hvad man bruger sit ego til, hvilken løgner ens ego er, og hvilken sandhedssiger ens ego også er. Hvordan klarer jeg det selv? Jeg ved det ikke. Jeg tror, at jeg er for doven til at bruge lige så meget energi på at tænke på mig selv som Riggan Thomson. Det er udmattende at være så narcissistisk. Det har jeg ikke lyst til.«

Tidligt i sit liv og sin karriere lærte Michael Keaton også, at det ville være en fejltagelse at tro, at han var bedre end alle andre. Det er dumt, og det skal man lade være med, siger han.

»Og man skal lade være med at bruge alle sine penge og opføre sig som en idiot. Det er ganske indlysende for mig. Sådan opfører man sig bare ikke dér, hvor jeg kommer fra.«

Han holder en pause og siger så: »Jeg har en udtalt trang til at være uafhængig, og jeg kan ikke lide at være afhængig af, at andre tager beslutninger om, hvorvidt jeg er god eller ej. Det er op til mig, hvad jeg synes. Og jeg ved bare, at jeg vil være stolt af det, jeg laver, og være god til det, jeg laver. Den ene ting, jeg er stolt af ved mig selv, er, at jeg er modig. Man har ikke noget valg. Man skal være modig, fordi ellers ser man tilbage på sit liv og tænker: ’Hvorfor prøvede jeg ikke det og det?’ Jeg har været heldig, at jeg tidligt i min karriere havde mulighed for at bevæge mig ud på kanten. Den første Batman-film, jeg lavede, var et sats (dengang var superheltefilm på ingen måde populære som nu, red.). ’Hvis den film ikke virker, vil vi ikke se godt ud, Tim Burton, Jack Nicholson og mig. På den anden side, hvis filmen virker …’ Lad være med at være en kujon.«

Spørger man Michael Keaton, hvordan han har det med berømmelse, svarer han lige så jordbundet og snusfornuftigt, som han har gjort det hele interviewet.

»Jeg kan jeg ikke lide at være i vælten hele tiden. Jeg bryder mig ikke om alt for megen opmærksomhed. Det er lidt mærkeligt for en skuespiller. Men det er, hvad det er. Så dårligt er det heller ikke. Jeg er glad for at lave det, jeg laver. Det er en velsignelse. Dette er en velsignelse.«

Han slår ud med hånden mod os journalister og hotelværelset, vi sidder i.

»Det kommer også an på, hvad man mener med berømmelse. Hvis det er en, der kommer og siger: ’Hej, jeg kan virkelig godt lide det, du laver,’ så er det da ganske rart. Man får lov til at besøge en fed by som London og tale med andre mennesker. Men det bliver mærkeligt, når det kun handler om skuespil og film. Skuespillet er det, jeg tjener mine penge på, og der følger rare ting med. Det er ikke nødvendigvis det menneske, jeg er.«

Hvad er Keaton så for et menneske? Han er far. Det understregede han, da han i sin Golden Globe-tale takkede sin bedste ven, den voksne søn, Sean, og i London forklarer Keaton, at han af hensyn til sønnen undervejs har sagt nej til mange roller, der kunne have gjort ham endnu mere berømt.

»Jeg ville ikke være en fraværende far. Jeg ville gerne være i nærheden. Jeg prøvede at vælge film, som det var værd at rejse væk for at lave. Men jeg kunne så godt lide at være far. Det er også meningen. Det er ens arbejde. Man er far.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her