Læsetid: 7 min.

Længslernes falmede mørke

Hans Henrik Lerfeldts værker trak i deres samtid en seksuel underverden frem i lyset – men kan det ses i dag, hvor de er blevet overhalet af en webbaseret billedkultur, som grænseløst og blikkeligt stiller alt til rådighed?
Kultur
23. januar 2015
Et af Lerfeldts typiske surrealistiske malerier med kvinde og insekt: ’Model med flue’, (1981).Foto fra udstillingen

Et af Lerfeldts typiske surrealistiske malerier med kvinde og insekt: ’Model med flue’, (1981).
Foto fra udstillingen

En af de væsentlige forandringer, som internettet har medført, er, at billeder er tilgængelige på måder, de ikke tidligere var. Det er allerede blevet vanskeligt at forestille sig en tid, hvor der var knaphed på billeder, hvor billeder var sjældne. En tid, hvor især tabubelagte billeder, som ingen ønskede at blive sat i forbindelse med, ikke blot var vanskelige at få fingre i, men næsten uopdrivelige.

For 30-40 år siden var det imidlertid virkeligheden. I 1970’erne og 1980’erne, da billedkunstneren Hans Henrik Lerfeldt (1946-89) skabte hovedparten af sine værker, var adgangen til nichegenrer inden for pornografien, såsom bondage, fetich og sadomasochisme, helt anderledes vanskelig, end den er i dag, hvor en simpel Googlesøgning på ‘bondage’ for eksempel giver mig 123 millioner hits på 0,46 sekund.

Ganske vist var forbuddet mod billedpornografien blev ophævet i 1969, men de mere specielle lystformer var det stadig vanskeligt at opdrive billeder af.

Fra en situation med sjældenhed har vi med andre ord bevæget os til en situation med en overflod – ja, nogen vil måske mene en syndflod – af skildringer af ’afvigende’ seksuelle praksisser. En overflod, som er øjeblikkeligt tilgængelig og endda kan tilgås med en vis følelse af anonymitet og diskretion, som tidligere var helt uopnåelig – hvor illusorisk den så end er i en digital virkelighed, hvor NSA og andre altid kigger med. Dermed er der også sket en kolossal ændring i, hvordan vi bliver eksponeret for denne type billeder, og hvilket betydningsindhold de medbringer. En implikation af deres tidligere sjældenhed var, at de blev oplevet som kuriøse og farlige med al den tillokkende mystik, pirring og nyfigenhed, som det ukendte, aparte og utilgængelige kan indgyde, hvor de i dag snarere er blevet trivialiseret allemandseje med udgivelser som Fifty Shades of Grey og lignende kioskbaskere.

I deres samtid fremstod Hans Henrik Lerfeldts motiver som sære optegnelser fra en hjemvendt antropolog, der havde begivet sig på en rejse dybt ind i hjertets mørke og var vendt tilbage med vidnesbyrd om eksotiske livsformer, ritualer og praksisser fra en fjern, seksuel underverden.

Eksponeringen af denne dunkle og pikante erotiske eksotisme stod således i ledtog med den overgribende italesættelse af seksualiteten, man i den moderne tidsalder har været besatte af, sådan som Michel Foucault overbevisende argumenterede i hans sidste, ufuldendte studie, Viljen til viden fra 1976.

Seksualitetens lystøkonomi suppleres i den moderne periode af en vidensdiskurs, som systematiserer og kortlægger begæret i alle dets former og afskygninger, tvinger en fejende projektørs blændende søgelys ind over »det fragment af natten, som vi alle bærer i os,« som Foucault skrev. Måske er kortlægningen i dag tilendebragt ...

Seksualvidenskab og lyst

Seksualvidenskaben bærer fra sin begyndelse denne dobbelthed af lyst og viden i sig. Akkumulationen af viden om seksualitetens fordækte sider følges med potentialet for tilsvarende lystansamlinger, hvilket optrykkene af store oplag og flere udvidede udgaver af seksualvidenskabelige klassikere som Richard von Krafft-Ebings Psychopathia Sexualis fra 1886 og Alfred Kinseys Sexual Behavoir in the Human Male fra 1948 demonstrerer.

Disse videnskabelige værkers succes langt hinsides et snævert fagfælleskab vidner om, at de kunne læses med noget andet for øje end den rigide opregning af patologiske adfærdsformer, nemlig som en slags kvasipornografisk pirringslitteratur og som mulige eksempler til efterfølgelse.

Krafft-Ebings malende ekstrakter fra retsprotokoller, hvor seksuelle afvigeres sager bliver behandlet, giver et godt billede af, hvordan den møjsommelige systematisering af seksuelle minoriteter bringer en egen lystøkonomi med sig. Den stærke fokusering på sadomasochistiske og fetichistiske aktiviteter i Psychopathia Sexualis henter mange billeder frem, som minder om scenarierne hos Hans Henrik Lerfeldt.

Under et afsnit om skofetichisme beretter Krafft-Ebing for eksempel om en ung mand, der som 17-årig blev forført af sin franske guvernante:

»Midt i denne situation faldt hans blik på guvernantens højelegante støvletter. De gjorde et vældigt indtryk. Hans udvekslinger med denne løsagtige person varede i fire måneder. Mens disse attouchements fandt sted, blev hendes støvletter til en fetich for den ulykkelige«.

Mandens tilstand udartede angiveligt til, at han alene kunne opnå seksuel ophidselse i samvær med det andet køn, hvis der indgik sko, og endda kun høje elegante franske sko, i akten.

Inden for den psykoanalytiske tænkning, der senere blev udviklet, beskrives tilbøjeligheder, som udvælger sig et andet seksualobjekt end ’det normale’ – et uegnet surrogat, som Sigmund Freud betegnede det – også som fetichisme, fordi det er sammenligneligt »med den fetich, i hvilken den vilde ser sin gud legemliggjort«.

Normalitetens helligdom er i denne logik selve reproduktionen, hvis indfrielse opnås gennem det heteroseksuelle samleje. Uden omveje, uden svinkeærinder.

Men selve den litteratur, der så rigt på detaljer og så fuld af indlevelse beskriver omvejene og de intense nydelser, der kan udvindes af dem, kan ikke sige sig fri fra instruktivt at have bidraget til udbredelsen af de ’uegnede surrogater’. Med Foucault må man spørge, »om ikke scientia sexualis, siden det 19. århundrede – under sin anstændigt positivistiske sminke – i det mindste i visse henseender har fungeret som en ars erotica.« Den moderne tidsalders seksualvidenskab kan med andre ord ses som en epokal variant af den mere æstetisk og etisk betonede elskovslære, som man kender den fra den indiske kamasutra.

Billedpornografien ydede sit eget bidrag til den moderne tidsalders italesættelse af seksualiteten inden for dette pudsige sammenløb af umiddelbart uforenelige registre: det videnskabelige og det æstetiske.

Til forskel fra seksualvidenskaben blev pornografien straks efter fotografiets opfindelse genstand for forbud, der skulle dæmme op for dens uhindrede udbredelse. Langt op i det 20. århundrede var denne situation den gængse i de vestlige kulturer, og billederne fandt deres egne måder at trække næring af de forbud, som blev opstillet omkring dem. Som om selve dette dialektiske spil mellem forbud og overskridelse, tabu og transgression, havde større kraft end den drøm om frihed, som ophævelsen af spillet indebar.

Det er i dette lys, man må se Hans Henrik Lerfeldts ouevre, der med stor konsekvens fremstillede seksuelle praksisser, som var omgærdet af forbud – hvis ikke i juridisk forstand, så i hvert fald i social henseende – fordi de så entydigt udpenslede en omvejenes seksualæstetik, en lang vandring uden mål.

Pornodrøm

I Hans Henrik Lerfeldts billedverden udgør adskillelsens og afstandens pirrende forvrængninger hovedmotivet. Omvejene er ophøjet til at være alt, en massiv og overbefolket hovedfærdselsåre.

Så fotografisk feberklart som det hele kan tage sig ud i hans mest hyperrealistiske og kliniske air brush-værker fra begyndelsen af 1980’erne, ligeså dunkelt, distant og afsnappet er det ved nærmere øjesyn. Det er ikke en erfaret virkelighed, der fremstilles, fornemmer man.

De reb, som surrer kvindernes arme og ben sammen, gnaver sig ikke ind i huden, men angiver højst en symbolsk fiksering. Det er en billedvirkelighed, fjern og usanset. En lige dele simulakral og surreel pornodrøm af blankt skinnende stiletter, nylonstrømper, silkehandsker og hofteholdere tilsat et overdimensioneret regimente af insekter: stålblanke fluer og græshopper med armerede skjoldkroppe.

Det er billeder malet efter billeder malet efter drømme. Afstande, uoverstigelige kløfter, manisk gentaget, igen og igen, som en ond drøm, et uudsletteligt minde, en uudsigelig hemmelighed.

I nogle af de senere arbejder opløses klarsynet i Lerfeldts motiver af en slags gestisk censur, hvor plamager af maling løber ned eller sprøjtes ud over de omstændeligt optegnede figurationer, så der opstår barrierer for vores blikke. Eller han fortegner motiverne ved at bevæge dem under fotokopiering, så de fotografiske forlæg sløres og strækkes – en form for perspektivisk forvrængning, som Lerfeldt også overfører til sit maleri.

Alt står frem med ublu overtydelighed for i samme moment at blive tildækket, halvskjult, så hemmeligheden bevarer sin inderste ukrænkelighed intakt.

I det motiviske indhold kan man også iagttage den gentagne fascination af afstande og tilsløringer hos Lerfeldt, ikke mindst i de tilbagevendende skildringer af det sadomasochistiske teaters ritualiserede iscenesættelser af magtrelationer, dominans og underkastelse.

Mange af forlæggene for disse arbejder er hentet direkte fra pornografiens kanon, hvorfra man for eksempel genkender 1950’ernes store amerikanske bondageikon, Betty Page, som ofte indgår i Lerfeldts motiver.

Bondage udgør måske mere end nogen anden ’perversion’ en raffinering og æstetisering af den seksuelle relation, der samtidig udsætter, forhaler og annullerer klimaks til fordel for en udstrækning af pirringstilstandens varighed, længslens fikserede bevægelse.

Det er en blå verden, isnende melankolsk og sart længselsbåret, som var hele det Lerfeldtske billedunivers blot en vedvarende og sammenhængende reportage om ét og samme tab, et ubærligt kærlighedstab.

Gad vide, om det kan ses i dag, hvor skildringerne af sex i alle dens varianter er legio, og de formørkede dimensioner af Lerfeldts ouevre derfor også står i risiko for at blive berøvet deres alvorstunge dybde.

Mister man dermed også den nagende fornemmelse af at kigge ind i et tilfrosset, blåt univers, der er som fostret under en sort sol? Den fornemmelse, som jeg tror, at Lerfeldts værker – sammen med en hip effekt af omkostningsfri kinkyness – afsatte i deres publikum i hans egen levetid.

Hans Henrik Lerfeldt – ’Heavy’. Gl Holtegaard. Attemosevej 170. Holte. Indtil den 12. april

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Ja, Lerfeldts billeder virker sjovt nok netop ved deres afstand til objektet - de er ikke den udøvendes perspektiv, de er voyeurens, de er måske i høj grad illustration til John Fowles's klassiker "Offer for en samler". Og derfor virker de, også provokerende.

En klam fætter ...

Steffen Gliese

Jeg fornemmer, Jan Weis, at du ikke har set billederne in natura. ;-)