Litteraturen genfinder verdens hemmelige hjørner

En utilgængelig klippeø på den anden side af jorden eller et klistermærke på en mur i Paris. På jagt efter det fremmede og det mærkværdige kaster en ny bølge af geografisk inspireret litteratur et nyt lys over den geografiske periferi. Her er det med andre ord slut med at grave og rode i hjemstavnens muld. Det er især tydeligt på den internationale litteraturscene, der i de seneste år har budt på en række udgivelser, som vender sig mod geografien efter inspiration, men som samtidig gør op med den objektivitet, som et traditionelt landkort lægger op til.

I stedet opsøger forfatterne de hjørner af verden, der unddrager sig satellitternes søgelys: de skriver det marginales geografi. Litteraturen er draget af alt det, som forbliver fremmed på trods af teknologiens ihærdige forsøg på at registrere og dokumentere alt. Det er tyske Judith Schalanskys Atlas over afsidesliggende øer, som netop er udkommet på dansk, et eksempel på. Med sirligt tegnede kort og i historiske og poetiske anekdoter portrætterer hun halvtreds øer, der ligger så langt fra deres hovednation, at de bliver »fodnoter til fastlandet«. Schalansky skriver om vindomsuste klippeøer, smalle koralrev, øer med suggestive navne som Ensomhedsøen eller Skuffelsens Øer eller den nu ubeboede ø St. Kilda, der i mange år var plaget af uforklarlig spædbarnsdød. Alle sammen øer, som forfatteren »aldrig har været på og aldrig vil komme til«, men som hun ikke desto mindre beskriver nysgerrigt i litterær, fortællende form.

Når Schalanskys bog, der ellers kom på tysk allerede i 2009, oversættes nu, kan det ses som et varsel om den litterære geografis indtog herhjemme. Med hjemstavnslitteraturens lokale fokus som en forløber, retter litteraturen nu blikket mod det marginale og fremmede som en kontrast til det globale overblik. Det giver også et anderledes blik på Udkantsdanmark, ikke som hjem, men som en genstand for antropologens eller turistens nysgerrige interesse.

En ø har en ende

Tidligere i år udkom De danskes øer – Bind I, en lille, hvid bog af Sigurd Buch Kristensen, der ligesom Schalanskys atlas handler om øer, om end i de mere nære farvande. Bogens jegfortæller rejser rundt med sin kæreste mellem de danske sydhavsøer, og turistens oplevelser af de fremmedartede steder blandes med indre monologer om køn, natur og om, hvordan man kan leve sammen.

Buch Kristensens bog er en genskrivning af første bind i Achton Friis’ monumentale trebindsværk af samme navn (1926-28), og med sin lethed og korthed udgør bogen en modvægt til Friis’ stort anlagte ø-geografi. Her er ikke nogen ambitioner om at male et fuldkomment billede, både fordi det subjektive blik er begrænset og farver alt, og fordi øerne viser sig ikke at være de afgrænsede steder, som man kunne tro:

»År for år vokser revet, vandstrømme flytter sand og sten ind mod Svendborgsund og får revet til at vokse. Vi står på revets yderste spids. Den barnlige forestilling, at en ø har en ende og begyndelse. At revet er dette steds ende og begyndelse. Der er ingen her, der kan se os. Der er ingen, der ved, hvem vi er.«

Ligesom i Friis’ bøger er der billeder i Buch Kristensens genskrivning, men ikke traditionelle landskabsscener: i stedet får vi fotografiske snapshots af rejsen, fragmenter af øerne, som de er oplevet. På den måde er der tale om en form for antiatlas: billede og tekst supplerer hinanden, men ligesom i Schalanskys tekster er den udtømmende beskrivelse skrinlagt til fordel for den poetiske detalje.

Christian Yde Frostholm er også litterær turist i den Montana-prisnominerede Paris – En Brugsanvisning (2013), eller i hvert fald i princippet: faktisk kender han Paris så godt, at det er svært at blive overrasket. Løsningen bliver at fjerne blikket væk fra monumenter og seværdigheder. Med hjælp af benspænd hentet fra den franske forfatter Georges Perecs forfatterskab, begynder Frostholm at opdage stedets undseelige og tilsyneladende ubetydelige attraktioner. Reglerne, han henter fra Perec, fordrer blandt andet, at han skal »læse, hvad der står skrevet på gaden« og »tvinge sig selv til at skrive det, som ikke har nogen interesse, det mest åbenlyse, det simple, det mest kedelige«.

Det bliver til en fragmentarisk guidebog, hvor detaljen blæses op: et sted får forfatteren skældud af en franskmand for at fotografere et klistermærke. »Mais il n’y a rien!«, udbryder den ophidsede pariser, »der er jo ingenting!« Det var en af Perecs mærkesager, at litteraturen skulle få øjnene op for det infraordinære – alt det, der er så almindeligt og så indbygget en del af hverdagen, at det næsten bliver usynligt. Som de mange telefonbokse, Frostholm fotograferer, der nu tjener som boliger for hjemløse. Det infraordinære bliver en nøgle, der åbner stedet på en ny måde og afslører, hvor mange mærkværdige fortællinger, der folder sig ud for øjnene af en. Samtidig bliver det paradoksalt nok sværere at få øje på Paris i bogen, jo mere close-up stedet betragtes: Byen er lige så sær og detaljerig som enhver anden storby på jorden.

Med verden i lommen

Vendingen mod fragmentets og detaljens litterære geografi er måske et produkt af globaliseringens fokus på helhed og sammenhæng. Fra et teknologisk perspektiv er afstand ikke længere en uoverkommelig hindring. Med fly er ingen steder længere end et døgns rejsetid væk, og orker man ikke boardingpass og flymad, kan man logge på Skype fra sin Macbook og straks være i kontakt med onkler og tanter down under. Internetgiganten Google står stærkt på markedet for digital kartografi, og enhver der ejer en smartphone går rundt med verden i sin lomme. Google Street View lover endda øjeblikkelig visuel adgang til gadeplan på fremmede steder – med et klik kan du flytte blikket til en øde bjergvej i Norge og videre til en tætbe- folket brasiliansk megatropolis.

Der er en fin grænse mellem kortlægning og overvågning i Googles projekt, der ikke nøjes med at tegne streger, men faktisk affotograferer verden. De løfter på den måde en arv fra geografiens fader, Ptolemæus (ca. 100-170), for hvem det gjaldt om at skabe »et billede af alle kendte dele af jorden«. Det er jo bogstaveligtalt det, Google er i færd med. Så har geografien fundet sit ultimative medium i det digitale? Nej, lyder det fra Judith Schalansky: papiratlasset har stadig sin berettigelse. Hun voksede op i et delt Tyskland, og nationalstatens foranderlighed er en af de ting, hun nævner som årsag til sin interesse for kort:

»Atlas for enhver, hed mit livs første atlas. At det – ligesom ethvert andet – var underlagt en ideologi, fremgik med al ønskelig tydelighed af verdenskortet i det, som var placeret således på en dobbeltside, at Forbundsrepublikken Tyskland og DDR lå på to forskellige bogsider. Her gik ingen mur ned mellem de to Tysklande, intet Jerntæppe, men den uovervindelige fals, som skinnede hvidt på begge sider.«

Illusioner

At kortet kan være et politisk instrument, vidner også opdagelsesrejsernes og kolonitidens historie om: De, der fra Vesten fandt vej til de hvide pletter på verdenskortet, kunne plante hjemlandets flag og udfylde hullerne med nye stater. Men som Schalansky påpeger, er end ikke satellitperspektivet neutralt: »At ville gøre verden synlig med ét blik skaber problemer, som ikke kan løses tilfredsstillende. Alle projektioner viser verden forvredet. Enten passer afstandene, vinklerne, eller forholdene mellem fladerne ikke. Derfor opstår for eksempel det vinkeltro verdensbillede med skamløst forvredne landeproportioner, hvor det næststørste kontinent Afrika ser lige så stort ud som verdens største ø Grønland, som imidlertid i virkeligheden er fjorten gange mindre.«

Det kort, hun refererer til, er det helt almindelige, som børn præsenteres for i skolen – den såkaldte Mercator-projektion, som strækker globen runding ud på en todimensionel flade, men altså samtidig skaber illusioner om størrelsesforholdene. Som præcise opmålinger af verden står Schalanskys kartografiske tegninger da også i kon- trast til den tekst, der følger dem. Her er det fortællingen, der er bærende, og historie og geografi fletter sig ind i den litterære fiktion. Den litterære kartografi gør en dyd af præmissen om, at alle kort er forvridninger og derfor fiktioner i en vis forstand.

Den opfattelse deler Schalansky med en række amerikanske atlasforfattere, navnlig Denis Wood og Rebecca Solnit. I Everything Sings: Maps for a Narrative Atlas (2010) lægger Wood skæve kartografiske vinkler på hjembyen Boylan Heights, North Carolina. Han tegner et kort over postbuddets faste rute gennem byen, et over gadebelysningen og et, der viser vandrørenes løb under jordens overflade. Der er i bogstavelig forstand tale om en by med mange lag. Boylan Heights er ikke bare en typisk mindre by i det sydlige USA, men et helt bestemt sted, hvor helt bestemte mennesker indgår i bestemte relationer. I Rebecca Solnits Infinite City: A San Francisco Atlas (2010) finder man blandt andet et kort, der viser vej til både sommerfuglehabitater og queer public spaces. Eller et kort over fire indbyggeres forskellige hjem og arbejdspladser gennem livet, krydret med en mere dyster statistik: røde prikker, der markerer, hvor folk er blevet sat på gaden mellem 2000 og 2005. Disse dobbelteksponeringer skal illustrere, at der findes lige så mange versioner af den californiske kystby, som der findes san franciscans:

»Som indbygger i denne by gennem tredive års tid slår det mig igen og igen, at ikke to mennesker bor i den samme by. Dine nuværende omgivelser eksisterer i forhold til dine andre steder, det sted, der har formet dig, og hvilket som helst sted, der har haft indflydelse på din etniske oprindelse og din uddannelse – og i forhold til din rolle i det sted, du er på nu: om folk ser mistroisk på dig, om du er urolig eller selvsikker, om mange eller få mennesker ser ud som dig, om du løber i parken eller drikker i gyderne, om du svømmer i bugten eller arbejder i højhusene som børsmægler om dagen eller om natten som pedel.«

På den måde er byen uendelig, fordi den kan ses fra uendeligt mange perspektiver. Der er ingen grænse for hvor mange kort, man kan tegne, og hvor mange historier, man kan fortælle: Der vil altid være nye synsvinkler, man kan indtage.

En lignende logik er på færde i Simon Fruelunds roman Pendlerne, der udkom tidligere i år. Her følger vi et morgentog henover Sjælland gennem korte glimt af passagerernes perspektiver. Togrejsens geografiske bevægelse bliver model for den litterære: hvert kapitel er en station, hvor nye passagerer kommer til, og dermed også nye synsvinkler – vi får kun lov at lytte med på hver persons tanker én gang. På den måde får læseren en masse ansatser til historier, der aldrig skrives færdig. Hverdagen er et sammenrend af livsfragmenter. Tognettet er en metafor med en stærk appel til forbindelsen mellem det geografiske og det sociale rum – også Peder Frederik Jensen gør brug af den i titlen på sin novellesamling om landets dystre udkant, Banedanmark (2014). Steder er skabt af de relationer, der krydses dér og de fortællinger, der udspiller sig i bygninger, gader og transportmidler. Men, synes den nye marginallitteratur at minde om, man kan aldrig få det hele med, og derfor kan man lige så godt lade være med at prøve.

Litterær geografi

Hjemstavnslitteraturen har måske fundet sin afløser i en litterær geografi, der kredser om fragmentet, detaljen og den ufærdige fortælling, som vækker nysgerrighed over for stedet på ny. Hvad der er lokalt og hjemligt, og hvad der er fremmed og fjernt, er alligevel kun et spørgsmål om øjnene, der ser – eller rettere, hvor de ser fra. Som Judith Schalansky skriver: »På den endeløse, kugleformede Jord, kan et hvilket som helst punkt blive centrum.«

Hvorfor ikke også et parisisk klistermærke?