Baggrund
Læsetid: 6 min.

Den lyserøde farve er en krigsdragt

Når mannequinerne for tiden går ned ad podierne til Copenhagen Fashion Week, bliver der igen talt om, hvordan moden belaster miljøet og skaber usunde kropsidealer. Men kan man stadig bruge mode til at kritisere samfundet? Og hvordan gør man oprør gennem sin påklædning i en tid, hvor enhver kan gå i H&M og købe en Sex Pistols-T-shirt og et par forrevne jeans?
Kultur
30. januar 2015
Maja Malou Lyse: ’Womanliness can be assumed and worn as a mask’. Fra udstillingen ’Rundgang’ på Charlottenborg, København i 2014

Det er efterhånden længe siden, en ung mand med langt hår og trompetbukser kunne chokere nogen.

»Det er blevet sværere at gøre oprør gennem ydre koder. Vi er blevet så vant til at se oprørskoder som partisantørklæder, hanekamme og piercinger, at det nærmest ikke har nogen effekt længere,« siger Ane Lynge-Jorlén.

Hun er ph.d. og modeforsker, og hun kuraterede sidste år udstillingen Clash – Modstand i Moden på HEART i Herning.

Hun mener, at vi i vid udstrækning er blevet immune over for rebelsk beklædning. Både fordi social modstand udtrykt gennem klædedragten ikke længere er så marginal som tidligere, men også fordi den sprængfarlige ammunition, der ligger i modkulturen, er blevet allemandseje.

»Siden 1960’erne er moden blevet demokratiseret, men den er også blevet langt mere kompleks. Moden var tidligere en tydelig klassemarkør, men nu kan vi alle sammen deltage i moden på mange forskellige måder,« siger hun og fortsætter:

»Men når det så er sagt, så findes der også steder i moden, hvor det ikke handler om at legitimere det normative. Der er steder, hvor man kan være aktivistisk eller kønspolitisk undergravende i forhold til den type krop, der ellers bliver dyrket i moden.«

»Så der er nogle modsætninger i modens system, der er potente nok til at italesætte noget, der egentlig er ret radikalt. Der er masser af eksempler på, at folk bruger påklædningen som en måde at italesætte en anderledes identitet eller position at tale ud fra,« siger Ane Lynge-Jorlén.

Aggressivt piget

En af de folk er 21-årige Maja Malou Lyse, der dyrker hvad hun selv kalder et »aggressivt piget udtryk«. Hun sidder i sit atelier på Kunstakademiet i København. Håret er sat op ved tindingerne med små transparente plasticklemmer, og læberne skinner af rosa lipgloss.

Atelieret har hun indrettet som et teenagepigeværelse fyldt med lyserøde nipsting og forskønnelsesredskaber. På bordet ligger et penalhus af neonpink plys og et eksemplar af Christina Hagens bog Boyfrind sammen med bunker af feministisk teori.

Både i hverdagspåklædning og i sin kunstpraksis er Maja Malou Lyse optaget af at reclaime farven lyserød, forklarer hun. Det handler om at gøre oprør ved at tage magten over farven. Eksempelvis gennem selvportrætterne på hendes Tumblr ’Girlification’ eller hendes cyberfeministiske internetkunstprojekt Booth Bitch. Her forsøger hun at tillægge den ellers svage og underdanige farve en styrke, som udfordrer samfundets gængse forståelse af femininitet.

»Jeg er meget bevidst om at bruge en udpræget piget kultur, en meget normativ opfattelse af femininitet. Ved at tage de her elementer og forholde mig til, hvilke værdier de indebærer, kan jeg nedbryde dem eller tilføre dem en anden forståelse,« forklarer hun.

Påklædning som performance

Gennem tiden har moden været set ned på som noget overfladisk og irrelevant, forklarer Ane Lynge-Jorlén. At vi kan undersøge mode som et seriøst kulturelt udtryk er noget relativt nyt.

»Moden var noget, der tilhørte minoriteter, som historisk set ikke har haft så meget magt, det vil sige kvinder og homoseksuelle. Og derfor er moden blevet set som noget, der ikke har været vigtigt, magtfuldt eller har kulturel værdi,« siger Ane Lynge-Jorlén.

Det forhold er dog ved at ændre sig, så den nedladende holdning ikke længere gennemsyrer samfundets syn på mode.

Maja Malou Lyse har svært ved at identificere sig med begrebet mode.

»Jeg forbinder mode med en kapitaldrevet industri, som på mange måder bibeholder en enormt heteronormativ forståelse af køn og skønhed. Så jeg vil egentlig ikke sige, at mode interesserer mig særlig meget. Jeg vil nok snarere formulere det som en visuel kultur eller nogle visuelle koder. Det er noget, jeg forholder mig til og bruger meget aktivt,« siger hun.

Hun er påvirket af queerteoriens opfattelse af kønnet som s,ocialt skabt. Når man anskuer kønnet som en konstruktion, giver det en frihed, for så har man også lov til at manipulere med det.

»Det har jeg fundet en styrke i. Den lyserøde farve er ligesom en krigsdragt, jeg tager på. Det bliver et våben. Jeg kan tage den her kjole på og være ekstremt bevidst om, hvilket signal den udsender,« siger hun og kigger ned på sin tynde, stramme jerseykjole med print af Barbiedukker og pinkfarvede hjerter.

Kjolen er en billig kinavare, hun har købt på et marked i London. Hun kommer slet ikke i almindelige modeforretninger, men finder det meste af sit tøj i genbrugsbutikker eller i børneafdelingerne.

Hendes påklædning er en performativ handling, forklarer hun.

»Når jeg for eksempel skal tale med dig eller fremlægge et værk foran min klasse, bliver den her kjole som en krigsmaske. Der er meget styrke og selvtillid i det. Tingene får en meget specifik affektionsværdi for mig. Så på den måde har jeg en diametralt modsat forståelse af de koder i forhold til samfundet.«

Provokerende koder

Da Ane Lynge-Jorlén selv var 13-14 år gammel, gik hun med næsering og palæstinatørklæde. Det oplevede hun som oprørsk i det miljø, hun dengang frekventerede. Men nu er de koder nærmest blevet en kliché på et oprør. Men selv om vi er blevet immune over for bestemte kulturelle koder, kan der godt være andre koder i omløb, som kan vække anstød.

»Det handler om konteksten for kulturen. Hvilke kulturer, man stiller sig i. Og det ikke-normative, det afvigende køn, der ikke kan placeres i prædefinerede kasser for, hvordan man skal være mand eller kvinde – det tror jeg er noget, der stadig kan provokere,« siger Ane Lynge-Jorlén.

Maja Malou Lyse oplever med jævne mellemrum at blive konfronteret med folks fordomme. Nogle oplever hendes påklædning som provokerende. Især om sommeren, når hun går på gaden i en lille lyserød kjole – men med lange, mørke hår stikkende frem under armene og på benene.

»Det opfordrer virkelig til en indre konflikt,« siger hun.

»Når jeg påtager mig en enormt feminiseret identitet, så sender det et helt underbevidst signal om, at jeg er ikke-intimiderende. Jeg er, hvad du forventer. Men jeg har så bare skruet helt op for volumen, så det bliver hyperfeminiseret. Det bliver enormt voldsomt. Det kan blive helt vulgært. Og det er meget sjovt at møde folks fordomme på den front.«

En lyserød bevægelse

I 2012 flyttede Maja Malou Lyse til London for at deltage i den post-cyberfeministiske bevægelse sammen med veninden Arvida Byström, der startede kunstkollektivet Girls Get Busy. Men både i snævre og brede kredse i populærkulturen ser hun tegn på, at farven lyserød bliver rehabiliteret. Det er lige fra rapperen Nicki Minaj, der i sine musikvideoer fyrer helt op for et hårdtpumpet Barbiedukkelook, til den pink kulør, som det svenske parti Feministisk Initiativ bruger i sit logo. På den måde skal the pink movement – den nyfeministiske bevægelse, hun betragter sig selv som en del af – ikke opfattes som en subkultur.

Maja Malou Lyse mener, at populærkulturen og modeindustrien bibeholder mange usunde idealer og forståelser. Men populærkulturen er ikke gennemgående undertrykkende.

»Populærkulturen kan reclaime sin egen magt, lidt på samme måde som feminisme reclaimer pink. Beyoncé er et ret godt eksempel på, at feminisme kan nå ud nogle helt andre steder – at feminisme ikke kun er noget, der er svært tilgængeligt,« siger hun.

Ane Lynge-Jorlén mener, det er en smule misvisende at tale om subkulturer i dag. Snarere har vi at gøre med mange forskellige sideordnede produktioner af kultur. I dag ser vi en slags vekselvirkning eller dialog mellem to systemer: Undergrunden og den kommercielle del af moden, forklarer hun.

Hun mener, at moden godt kan have en indvirkning på samfundet. For eksempel på den binære opfattelse af kønsidentiteter.

»Der kan opstå en trickle down-effekt, hvor moden positivt kan påvirke en samfundsmæssig udvikling. For eksempel, når modefirmaet Givenchy anvender transkønnede modeller, der bryder med normerne. Jeg tror, at den leg med ydre markører godt kan medvirke til at holdningsændre på længere sigt,« siger Ane Lynge-Jorlén.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Interessant. Det får mig til at tænke på filmen Kamikaze Girls, hvor Ichiko fra den kvindelige motorcykelbande The Ponytails bliver sat overfor sin diamentrale modsætning: Momoki, en fanatisk tilbeder af Lolita-tøjstilen.