Maskiner med en plan

Robotter er ikke kun baseret på teknologiske muligheder, men også på et arsenal af fantasier og forestillinger. De fortjener både at blive udforsket og udfordret
Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet lagde hus til workshoppen om robotteknologi. Deltagerne var bl.a. designere, kunsthistorikere, litterater og kunstnere.

Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet lagde hus til workshoppen om robotteknologi. Deltagerne var bl.a. designere, kunsthistorikere, litterater og kunstnere.

Tor Birk Trads
6. januar 2015

Der er fem slags sugerør, papæsker i fire størrelser, rigeligt med elastikker og en hullemaskine til hver. Det virker umiddelbart meget analogt, men dagens workshop handler ikke desto mindre om robotteknologi. Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet lægger hus til, deltagerne er designere, kunsthistorikere, litterater, kunstnere og lignende.

Den amerikanske kunstner Ian Ingram skal i løbet af to dage vise dem, hvordan man ud fra grundlæggende mekaniske principper laver en lille maskine med aksler af sugerør og remme af elastikker, der ved hjælp af simpel hardware og enkle koder kan blive til robotter, der kan reagere på og interagere med deres omverden. Det er den slags robotskulpturer, Ingram laver i sin egen kunstneriske praksis, og det er derfor, at forskningsnetværket for robotkultur og -æstetik, ROCA, har inviteret ham på et tiugers arbejdsophold i København. Et trin ad gangen forklarer han de basale mekaniske principper. Folk bøjer sig over materialerne, klipper, klistrer, samler og koder. De fleste giver et lille ryk fra sig, når tiøren falder, og det lykkes at få maskinen til at bevæge sig efter planen.

Forestillinger om robotter

»En robot er en maskine, der kan handle og påvirke sin omverden, og som i et eller andet omfang kan sanse sine omgivelser og forbinde sine handlinger med sine sansninger,« fortæller Ian Ingram, der både er uddannet som kunstner og robotteknolog.

»Den definition kan de fleste blive enige om. Men den er så bred, at den kan rumme alt fra en termostat til Terminator

Ian Ingram mener, at en robot skal leve op til to kriterier mere:

»En robot adskiller sig for det første fra dyr, herunder mennesket, ved at være fuldstændig kunstigt skabt. Hvis der er overlap mellem det kunstige og det organiske, er der efter min mening tale om en cyborg. For det andet er robotter kendetegnet ved, at de giver indtryk af at have bevidste hensigter. På den måde appellerer robotter til det samme sted i hjernen som et andet menneske eller et dyr og forstyrrer ens kognitive inddeling af omverdenen i levende og ulevende.«

Forestillingen om et kunstigt frembragt væsen, der udvikler autonomi og undslipper menneskelig kontrol, går meget længere tilbage end robotbegrebet og de teknologier, der gør det muligt for nutidens robotter at assistere menneskeheden med alt fra støvsugning til rumfart. Mytologiske figurer som Pygmalion, Golem og Frankensteins monster er eksempler på menneskelige frembringelser, der til menneskenes skræk og rædsel udvikler bevidsthed, vilje og handleevne. Dette skrækscenarie lever videre i populærkulturens robotskildringer, og selv om der næppe er meget reel robotskræk at spore i nutidens menneskehed, er det stadig værd at interessere sig for, hvilke forestillinger vores skepsis og begejstring for diverse nye frembringelser bunder i. Og det er netop en del af forskningsnetværkets eksistensberettigelse, fortæller medstifter og lektor i visuel kultur Gunhild Borggreen:

»Vi afdækker, hvor de kulturelle forestillinger om robotter, vi bærer med os – og som designere bærer med sig – kommer fra. En anden del er at studere samtidskunstværker, der inkluderer og tematiserer robotteknologi. At se på hvad de værker kommer med, der kan forstyrre eller berige vores forestillingsverden. Den tredje del af netværkets opgave er den praksisbaserede forskning, som f.eks. i dag, hvor vi prøver materialet og de mekaniske og programmeringsmæssige principper af med egne hænder.«

Gunhild Borggreen har en baggrund i japanske studier og forsker i japansk samtidskunst, som i mange tilfælde inkluderer og kommenterer på robotteknologi. Teaterinstruktøren Hirata Oriza samarbejder eksempelvis med robotingeniøren Ishiguro Hiroshi om at skabe teaterforestillinger, hvor robotter spiller sammen med mennesker, og kunstneren Torimutsu Momoyo bygger humanoide robotter, der ligner forretningsmænd med jakkesæt og slips og kravler rundt på jorden i det offentlige rum som en parodi på både teknologi og mentalitet. Samtidskunsten indtager ofte en kritisk position over for den meget teknologibegejstrede officielle linje i Japan, hvor robotteknologien forventes at booste den japanske økonomi og løse landets demografiske problemer ved at overtage dele af omsorgsarbejdet.

Meget af forskningen i sociale robotters interaktion med mennesker er baseret på stereotype forestillinger om, hvordan mennesker i forvejen kommunikerer med hinanden, som f.eks. når servicerobotter udstyres med feminine stemmer. På den måde reproduceres kulturelle koder i design og brug af teknologi, og her kan kunstnere komme med andre, mere kritiske tilgange til, hvordan mennesker og robotter kan interagere med hinanden, mener Gunhild Borggreen.

»I robotforskningen er selve teknologien selvfølgelig i fokus, men inden for psykologien og socialvidenskaberne arbejder man også med det sociale aspekt, altså hvilke former for interaktion der virker mellem teknologien og mennesket. Robotters udformning, lyde og funktionaliteter trænger til også at blive diskuteret ud fra æstetiske, kulturelle og kunstneriske vinkler.«

Forskningsnetværket er indtil videre en løs sammenslutning, der mødes til seminarer og oplæg; ansøgningerne om forskningsmidler har endnu ikke givet pote. Workshoppens deltagere har alle baggrund i kreative og æstetiske fag. Her er en kostumedesigner, der er taget otte måneder til Danmark for at eksperimentere med interaktive tekstiler, og hendes makker, der er kunsthistoriker ansat ved IT-Universitetet. Én forsker i utopiske kroppe, og én interesserer sig for det filosofiske spørgsmål om, hvad agens er.

En robot er en maskine, der kan handle og påvirke sin omverden, og som i et eller andet omfang kan sanse sine omgivelser og forbinde sine handlinger med sine sansninger

Ian Ingram
Kunstner og robotteknolog

Transhumanisme

I løbet af teknologihistorien har prognoserne for, hvornår nye opfindelser ville se dagens lys og ændre samfundet radikalt, tit været lidt for optimistiske. Robotteknologi spiller stadig en væsentligt mere diskret rolle, end fortidens fremtidsscenarier lagde op til. Robotterne er behjælpsomme med mere og mere, men stadig et pænt stykke fra at overtage verdensherredømmet. Udødelighed lader heller ikke til at være lige om hjørnet. Ikke desto mindre accelererer den teknologiske udvikling, og det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det i den forbindelse handler om at sætte eller rykke grænser. Transhumanismen er navnet på en intellektuel bevægelse, der helt og holdent går ind for det sidste: Teknologien skal rykke grænserne for det menneskeligt mulige. Den skal opgradere menneskekroppen teknologisk og på den måde mindske menneskelige lidelser og øge menneskets fysiske, kognitive og affektive kapaciteter. Fremtidens menneske skal kunne klare mere, tænke bedre, se skarpere, høre tydeligere og leve længere – hvis ikke ligefrem evigt.

Ian Ingrams projekter kan næsten virke som en sindig kontrast til transhumanismens grandiose planer. Hans robotskulpturer er designet til at kommunikere og interagere med forskellige ikkemenneskelige dyrearter. Robotter, der imiterer spætters hakken på træstammer, egerns advarselssignaler, firbens territorieafmærkning og ænders parringsleg. Der er noget ydmygt over Ingrams robotprojekter. Han bruger snarere teknologien til at udforske naturen og de mangfoldige principper for afkodning og kommunikation, der findes i den, end til at udfordre den. Den robotskulptur, han arbejder på under sit ophold i København, skal efterligne skadens bevægelsesmønster og forhåbentlig give nogle lokale skader indtryk af, at nogen henvender sig til dem.

»Når skader skraber deres næb, er det en mindre instinktiv og mere flertydig gestus end dem i mine tidligere værker. Jeg er interesseret i, hvordan skader vil opfatte bevægelsen hos maskinen, hvilke informationer de får ud af det. Næbskrabningen har både en praktisk funktion – at rense næbet, når fuglen har spist – men det kan også være et udtryk, skaden tyr til, når den ikke kan bestemme sig for, hvordan den skal gribe en situation an,« fortæller Ian Ingram, der forestiller sig, at de ægte levende skader vil betragte hans robot som meget velnæret og nervøs.

Rundtomkring i undervisningslokalet sidder forskerne og finder ud af, hvordan de skal gribe situationen an. Klør sig i nakken og bider i blyanten, mens de forbinder de simple mekaniske apparater, de samlede først på dagen, til computere og små motorer. Et lille stykke hardware gør det ligetil at programmere maskinerne, der rundt omkring i hesteskoformationen begynder at bevæge sig.

Ian Ingram udstiller det værk, han har lavet under sit ophold, i Nikolaj Kunsthal 15.-22. januar. Der er en artist talk samme sted kl. 17 på udstillingens åbningsdag

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu