Læsetid: 2 min.

Mellem fiktion og virkelighed

Hovedpersonen i ’Party Girl’ er også mor til den ene af instruktørerne, og den handler i vid udstrækning om hendes liv. Information har mødt instruktørerne bag det virkelighedsbaserede drama om frihed og kærlighed
De tre franske instruktører; fra venstre, Marie Amachoukeli, Samuel Theis og Claire Burger.

Loic Venance

29. januar 2015

En film om at leve på kanten. Sådan beskriver to af de tre instruktører bag Party Girl, Claire Burger og Samuel Theis, selv historien om den aldrende natklubværtinde Angélique, der har svært ved at lægge det udsvævende liv bag sig.

Angélique Litzenberger spiller sig selv i filmen – det gør alle de øvrige skuespillere også – og den er i vid udstrækning baseret på hendes eget liv som værtinde på mere eller mindre tarvelige natklubber i en by ved den fransk-tyske grænse. Samuel Theis, Litzenbergers søn, spiller også med i filmen og er ligesom sine to medinstruktører vokset op i byen, hvor handlingen foregår. Sammen har de tre dannet en art kunstnerisk kollektiv, hvor de udforsker alternative måder at lave film på.

»Vores arbejde overbeviste os om, at det var muligt at lave film på denne måde; med ikkeprofessionelle skuespillere og i en konstant dialog mellem fiktion og virkelighed,« siger Theis om baggrunden for Party Girl, der vandt debutantprisen på sidste års filmfestival i Cannes.

»Som skuespiller fik Angélique et gennembrud i en kortfilm, vi lavede, og det var tydeligt, at hun kunne spille, og at man har lyst til at se på hende og er interesseret i hende og det røre, hun skaber. Det gav os alt sammen lyst til at lave en film om hende og dele af hendes liv. Vi kunne have lavet en dokumentarfilm, men det ville vi ikke. Vi var enige om, at hun var spændende som en fiktiv figur i en film.«

»Hun inspirerede os,« siger Claire Burger om Angélique.

»Man stiller en masse spørgsmål, når man ser på hende. Spørgsmål, der handler om frihed, kærlighed, det at være alene eller sammen, loyalitet. Det var noget, vi også udforskede i vores kortfilm, så der er altså ikke tale om familieterapi i Party Girl. Det er ikke bare Samuel, der vil fortælle historien om sin mor. Det handler mere om, at vi som instruktører og kunstnere ville udforske disse spørgsmål og denne måde at arbejde på.«

Party Girl er dog stadig en personlig film, understreger Samuel Theis, men det er, fordi de tre instruktører har indført træk af sig selv i historien.

»Vi kaster et kunstnerisk blik på en virkelighed, og det, vi har oplevet gennem de seneste år, ligger dybt i filmen. For eksempel det at leve på kanten, som Angélique gør. Som kunstnere føler vi os forbundne med det. Vi lever ikke et konventionelt liv, og jeg tror, at alle de spørgsmål om livet og den frygt, vi selv har, er med i filmen – også Angélique som kvinde for Claire og Maries (Marie Amachoukeli er den tredje instruktør af Party Girl, red.) vedkommende og som mor for mit vedkommende.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu