Læsetid 5 min.

Metalstudier

Metalmusikken er tung og massiv, akkorderne massive som blokke – ligesom universets logoer med deres klare symboler og gotiske skrift, som giver en nærmest fysisk oplevelse, mener metalforsker Vitus Vestergaard, der selv spiller guitar i et doom metal-band
Metalmusikken er tung og massiv, akkorderne massive som blokke – ligesom universets logoer med deres klare symboler og gotiske skrift, som giver en nærmest fysisk oplevelse, mener metalforsker Vitus Vestergaard, der selv spiller guitar i et doom metal-band
Dennis Andersen
20. januar 2015

Skriften er ornamenteret på grænsen til det ulæselige. Musikken har navne som trash, black metal og doom. For udenforstående kan det være uforståeligt og utilnærmeligt. For andre er der tale om klart afgrænsede undergenrer inden for heavy metal med hver deres visuelle udtryk. Og så er der nogle, for hvem det er et forskningsområde. Den hårde metalmusik er for adjunkt Vitus Vestergaard fra Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet både en passion og et forskningsområde. Han spiller selv guitar i et doom metal band og er aktiv i et nyetableret akademisk forskningsområde, Metal Studies.

»Min interesse er både personlig og professionel. Metalmusikken har stor dybde med alle de alvorlige temaer og store følelser, den tager op. Det er en genre, der er defineret ved stor intensitet, og som hele tiden udforsker sine grænser – f.eks. hvor langsomt eller hurtigt, man kan spille,« forklarer Vitus Vestergaard.

»Samtidig byder metalmusikken på en guldgrube af temaer, når man som jeg beskæftiger sig med kulturstudier. Typografi, designhistorie, medieproduktion, tekstanalyse og sammenhængen mellem det auditive og det visuelle. Derfor er Metal Studies et meget tværfagligt forskningsområde, der favner fag som musikvidenskab, marketing, litteraturvidenskab, kulturstudier og filosofi.«

Direkte samarbejde med fans

Selv har Vitus Vestergaard valgt at undersøge metalmusikkens visuelle side – nærmere bestemt gruppernes logoer.

Som et led heri er han idémand til udstillingen Marks of Metal, der åbner på Mediemuseet i Odense torsdag den 15. januar. Udstillingen viser en lang række logoer og deres kontekst i form af pladecovers, badges, t-shirts og bladforsider. En tre meter lang skakternet væg præsenterer et stort udvalg af sort-hvide logoer; men der bindes også tråde til skrift- og designhistorien, og endelig beskrives de produktionsprocesser, der ligger bag et nyt logo. Selve musikken spiller en mindre rolle, men udstillingen vil dog eksemplificere sammenhænge mellem det musiske og det visuelle udtryk.

»Der er ikke tale om en kunstudstilling, men en kulturhistorisk udstilling, hvor vi går bag om de udstillede logoer. Vi interesserer os ikke kun for skrift og grafik, men også for fankulturen,« forklarer museumsinspektør Lise Kapper, som fandt sammenkoblingen af en musikgenre og dens grafisk udtryk så interessant, at hun sagde: »Ja tak«, da hun blev præsenteret for ideen.

»Som museum vil vi gerne samarbejde med forskningsinstitutioner og med brugere, som har en anden ekspertise. Her har vi f.eks. samarbejdet med en lokal forening kaldet Metal Mekka, og faktisk er udstillingens titel valgt efter en afstemning på deres Facebookside,« siger hun.

Mediemuseet har bedt den belgiske logodesigner Christophe Szpajdel om at fremstille udstillingens titel som logo. Szpajdel har tegnet utallige logoer for bands herunder store navne som norske Emperor og stillet sin egen samling til rådighed for udstillingen.

Den gotiske skrift

Vitus Vestergaard bladrer i en bog med eksempler på logoer, som Szpajdel har skabt. Generelt gælder det, at de er monokrome, ornamenterede og meget symmetriske. Men de varierer, hvad angår selve skrifttypen og symbolikken. I mange logoer benyttes gotisk skrift i mere eller mindre ornamenteret grad, fortæller han og placerer et par gamle blytyper med gotisk skrift på bordet for at vise ligheden.

»I 1800-tallet var der en hel skriftstrid mellem de gotiske bogstaver og dem, vi nu kalder de almindelige – de såkaldte antikva-typer. De sidste var nye og blev opfattet som smarte og elitære, mens de gotiske var folkelige og velkendte,« forklarer han.

»Metalmusikken gør ofte brug af gotisk skrift for at vise en samhørighed med de ofte arkaiske universer, der indgår tekstmæssigt og visuelt. Det gælder middelalderen, antikken, den nordiske mytologi, det religiøse og det spirituelle eller fantasyuniverser som Tolkiens. Man bliver så at sige hensat til en anden tid, som når vi i dag kigger på gotisk skrift.«

Et tydeligt eksempel er det finske doom metal band Thergothon, hvis logo består af massive blokke med gotisk skrift – nærmest som typer fra en sættekasse.

»Deres logo harmonerer perfekt med musikken, som er langsom, baspræget, tung og massiv, så hver eneste akkord nærmest føles som en af disse massive blokke,« fortæller Vitus Vestergaard.

Den gotiske skrift er især karakteristisk for undergenrer som doom og black metal, hvorimod trash-grupper som f.eks. Pantera bruger en mere moderne og industriel skrifttype. Mange logoer har tydelige referencer til kunst- og arkitekturretninger som gotik, jugendstil og art deco, mens andre er inspireret af naturen og benytter grene, insekter og knogler som ornamentering. Hos flere bands kan det være svært at læse skrifttyperne, men det betyder ikke så meget, mener Vitus Vestergaard.

»På det rent denotative niveau vækker selve udseendet genkendelse hos fans, og man får en nærmest fysisk oplevelse gennem de krøllede og ornamenterede bogstaver. På det konnotative niveau refererer det så til en lang række betydninger,« siger han med reference til semiotikkens opdeling i tegns betydning såvel direkte leksikalt som associativt og tolkningsmæssigt.

Sjælens have

Valget af logo er ikke tilfældigt og har stor betydning for de enkelte grupper.

»Det er deres udgangspunkt og identitet. Derfor er der også god grund til det, når nogen skifter logo. Så har de bevæget sig rent musikalsk, så der ikke længere er overensstemmelse,« siger Vitus Vestergaard og nævner det italienske black metal band Hortus Animae, hvis nye logo præsenteres på udstillingen.

»De ville gerne have et logo, som var ornamenteret, symmetrisk, kroget og med gotisk skrift som typiske black metal logoer, men som samtidig kunne udtrykke deres musikalske og lyriske univers. Hortus Animae betyder ’Sjælens Have’ på latin, og derfor indgår der blomster, døde grene, druer og slanger som symboler, hvor druerne samtidig refererer til Italien,« forklarer han.

Et andet black metal band, som gør brug af natursymbolik, er danske Solbrud, som sidste år vandt musikbladet Gaffas pris for årets danske hardrock-udgivelse med albummet Jærtegn, og som optræder ved åbningen af udstillingen i Odense. Logoets ornamenterede skrift udgøres af krogede stammer og grene og er tegnet af forsanger og guitarist Ole Luk.

»Jeg arbejdede fra starten på, at der skulle være symmetri i logoet, men har prøvet mange idéer af, før jeg begyndte at arbejde med træerne. Skriften skulle gerne være delvist læselig, samtidigt med at bogstaverne helst ikke skulle være for pæne og måske kedelige. Da musikken er kompleks, skulle logoet også have en vis vildskab over sig,« forklarer Ole Luk.

»Selvom jeg ikke er religionstilhænger, vidste jeg, at jeg ikke selv ville synge om satan og religion generelt, men hellere finde inspirationer andre steder, i naturens storhed og vilde kræfter, som også sætter lidt i perspektiv, hvor små og ligegyldige vi mennesker er, selvom vi forsøger at finde en højere mening med tilværelsen. Jeg synes selv, logoet passer til tematikken i vores musik. Der er noget jordbundent over det, og træerne er selvfølgelig en tydelig parallel til skoven og naturen, som vi alle fire holder af.«

Dermed lever Solbrud op til normen om overensstemmelse mellem musik og visuelt udtryk. Men der findes også opsigtsvækkende undtagelser, der bryder reglerne.

»Metalkulturen er meget normativ med klart definerede regler, som man helst ikke må bryde. Derfor vakte det stor debat, da det amerikanske black metal band Deafheaven udsendte albummet Sunbather, som havde et lyserødt cover. Det kunne man bare ikke,« siger Vitus Vestergaard.

Udstillingen ’Marks of Metal’ vises på Mediemuseet, Brandts Klædefabrik i Odense til og med den 31. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lennart Kampmann
Lennart Kampmann

Når "Information" taler om metalmusik er det lidt som når "alt for damerne" taler om biler....

Metal bliver aldrig akademisk - fat det. ;)

Metal er en sanselig intensitet. Der findes dog en kirke: Metal Church https://www.youtube.com/watch?v=ZXix4bUAT58
God fornøjelse til ørerne.

med venlig hilsen
Lennart
Inkarneret fan af NWOBH

Brugerbillede for Anders Sørensen
Anders Sørensen

Jeg burde måske uddybe min kommentar ovenstående. Lige præcis stavemåden "trash" er noget, der kan få alverdens metalfans til at uddele verbale dummeflade: "DET HEDDER THRASH!!!"

Og det gør det jo altså. Trash er noget andet.

Brugerbillede for Søren Rehhoff
Søren Rehhoff

Ja det er heavy metal. Kvinder og børn først i redningsbådene. Der er sikkert noget okay musik et eller andet sted derinde, men præsentationen af det ender bare med, at blive for meget teatertorden og bulder og brag . Gad vide om de prøver at bevise, at de ikke blevet fissetæskede. Det minder mig om da jeg var 14 og hørte Deep Purple, Black Sabbath og Led Zeppelin og læste et blad der hed "Gru", drenge er bare så umodne. Jeg kan stadigvæk godt lide den musik, men idag er jeg vel mere en slags soul/jazz fyr. Lidt mere tilbagelænet end metal, men det er også potent musik. Bortset fra det er her en fyr, som jeg tror var lidt af en frontløber for noget af det man ser idag

https://www.youtube.com/watch?v=NOErZuzZpS8

Engang gik der vistnok ild i hans hår.

Brugerbillede for odd bjertnes

Det musikhistorisk interessante ved thrash-metal og deraf afledt, er at jazzen døde som progressiv stilart overnight. Jeg husker min kommentar til den første Napalm Death single var : 'Ved de hvad de faktisk gør ?' Og en Coltrane/Ayler-glad bekendts til den opfølgende lp : "Jeg tør næsten ikke høre den'.
Selve henrettelsen udførtes i øvrigt kort efter af et New Yorks smarteste jazz-ensembler på den tid : Naked City. Pladen hed Torture Garden. Siden er der ikke indløbet 'ny jazz' af stil-autonom betydning.