Baggrund
Læsetid: 4 min.

Michel Houellebecq: ’Republikken er død’

Den kontroversielle franske romanforfatter Michel Houellebecq ser ikke længere sig selv som ateist – et samfund behøver religion, og derfor er islamiseringen uafvendelig og det oplysningsfilosofiske projekt dødfødt og tomt, forklarer han i to interviews, som han gav få dage før blodbadet på Charlie-Hebdos redaktion
Kultur
9. januar 2015
Houellebecq fortæller selv, at hans nye bog handler om at beskrive en alternativ verden: ’Jeg prøver at forløse en verden, jeg ikke kendte før. Det er det, der ligger mig på sinde. Det kræver, at jeg forholder mig neutralt og lader, som om politisk korrekthed aldrig havde eksisteret.’

Alessandro Albert

I 2022 lever Frankrig i frygt. En sælsom uro gærer. Hyppige voldsepisoder i storbyerne forties af medierne. Alt mørkelægges, offentligheden får intet at vide, men så vælger landet sin første muslimske præsident: Mohammed Ben Abbes slår Front Nationals Marine Le Pen stort. Med støtte fra både socialister og borgerlige.

Næste dag holder kvinder op med at gå i vestligt tøj og begynder at tilhylle sig. I stort tal forlader de arbejdsmarkedet, ansporet af nye statsydelser til hjemmegående. Arbejdsløsheden for mænd styrtdykker, og i de belastede kvarterer hører kriminalitet stort set op. Universiteterne bliver islamiske, og de ikkemuslimske lærere tvinges på tidlig pension eller må konvertere, hvilket stiller romanens hovedperson, en midaldrende litterat med frustrationer i sit kønsliv, over for en udfordring.

Sådan er den fremtid, Michel Houellebecq forestiller sig i Soumission (underkastelse) hans sjette roman, der endnu før udgivelsen har skabt skandale i den franske offentlighed. Onsdag udkom bogen på en særdeles dyster baggrund, idet udgivelsesdatoen faldt sammen med nedskydningen af 10 medlemmer af det franske satireblad Charlie Hebdos redaktion – efter alt at dømme en afstraffelse for dette blads offentliggørelse af respektløse karikaturer af profeten Muhammed.

Hvad Houellebecq mener om dette attentat, der har rystet Frankrig, vides endnu ikke, men enkelte medier var umiddelbart før udgivelsen af hans bog så heldige at få forfatteren selv i tale og kunne således spørge ind til hans motiver til at skrive Soumission.

Politisk effekt?

Har han skrevet en alarmistisk dystopi? Hvorfor beskriver han et ’islamiseret’ Frankrig, hvor et scenario, der ligner alle islamofobers værste mareridt, tilsyneladende går i opfyldelse. Frygter han ikke at pøse vand på en i forvejen fremgangsrig højrepopulismes mølle, spørger en bekymret journalist fra magasinet Nouvel Observateur?

Nej, det ’ansvar’ nægter forfatteren at vedkende sig. For det første afviser Houellebecq, at fiktionsværker som romaner kan slå igennem med politisk effekt – »det, som forandrer verden, er rent ideologiske tekster uden indviklede hovedpersoner«.

For ham handler det alene om at indfange en ny vision om en alternativ verden: »Jeg prøver at forløse en verden, jeg ikke kendte før. Det er det, der ligger mig på sinde. Det kræver, at jeg forholder mig neutralt og lader, som om politisk korrekthed aldrig havde eksisteret. Jeg er forfatter, ikke venstreintellektuel debattør, vel?«

Realistisk er bogen ikke, indrømmer han i et interview med det amerikanske litteraturtidsskrift Paris Review. »Det ville kræve, at muslimer holdt op med at være så indbyrdes uenige, og det ville igen kræve en ekstremt intelligent person med ekstraordinært politiske talent som det, jeg giver min romanfigur, Ben Abbes«.

Houellebecq afviser i interviewet med Nouvel Observateur, at højrefløjens indvandringsmodstandere kan bruge hans bog til noget. De vil blive slemt skuffede, for den handler ikke om den såkaldte ’befolkningsudskiftning’, som den berygtede højreradikale forfatter Renaud Camus frygter.

»Min bog handler ikke om indvandring. Den er politisk fiktion. Og en plausibel fiktion, selv om jeg fremskriver begivenheder, der måske ligger årtier forude – 2022 er nok for tidligt. Hvad højrefløjen frygter, har jeg slet ikke styr på, men nok ikke lige den verden, jeg beskriver i min bog, nemlig dannelsen af en stor vestlig muslimsk middelhavsmagt – moderat og med Romerriget som forbillede og Frankrig og det franske sprog som dynamo. En sådan alliance med den arabiske verden ville ikke nødvendigvis have mishaget de Gaulle.«

Fundamental ændring

Altså både fiktion, men ikke fuldstændig science fiction, for islamiseringen vil ske, og ej heller behøver det at være en dårlig ting. Under alle omstændigheder er udviklingen uafvendelig, spår Houellebecq.

»Marine Le Pen kan stoppe indvandring, men ikke stoppe islamiseringen. Den er en åndelig proces, et paradigmeskift, en genkomst for det religiøse. Jeg tror ikke på tesen om ’udskiftning’. Det afgørende er ikke forskydningen i befolkningens racesammensætning, men i dens værdi- og trossystem.«

Noget fundamentalt har tydeligvis ændret sig for Houellebecq, der tidligere har kaldt islam »den dummeste religion af alle«. Men han har efter sine forældres og sin hunds død indset, at han ikke var rigtig ateist – kun agnostiker – og dette er den væsenligste årsag til, at han har skrevet denne bog, siger han til Paris Review. Uden at være religiøs, mener Houellebecq simpelt hen at have indset, at et samfund behøver religion. Som han forklarer i Nouvel Observateur:

»Auguste Comte (fransk 1800-tals-sociolog, red.) så rigtigt: Intet samfund kan i længden bestå uden religion. Det er for mig at se svært at benægte, at vi i dag ser en magtfuld genkomst af religionen. Den idéstrømning, der kom til verden med protestantismen og blomstrede op med Oplysningstiden og Den Franske Revolution, ligger for døden og vil vise sig at have været en kort parentes i menneskets historie. I dag er ateismen død, sekularismen er død, og Republikken er død.«

Og igen i Paris Review: »Hør her, Oplysningen er død. Det skal jo ske på et eller andet tidspunkt, så det kan lige så godt være nu. (…) I sig selv har den ikke kunnet frembringe andet end tomhed og gøre mennesker ulykkelige. Så, jo, jeg er fjendtlig over for Oplysningsfilosofien – det vil jeg gerne gøre helt klart«.

Om det, der skal træde i stedet, så bliver at foretrække, lader Houellebecq dog stå åbent. Til Nouvel Observateur siger han: »Min roman er grundlæggende tvetydig. Man kan læse den som en desperat eller som en optimistisk bog. Under alle omstændigheder ser det ud til at være muligt for os at indrette os på venskabelig fod med muslimerne. Det vil være muligt at indgå kompromis mellem en genfødt katolicisme og islam. Men først må noget slås i stykker. Og det bliver Republikken.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Der er, ligesom når man hører ordet musling, noget lukket over ordet muslim og samtidig noget krise-agtigt over ordet kristen. Det lukkede overfor det kriseramte. Ikke nogen god konstellation. Måske er buddhisme - eller bare budding, løsningen. Hvis der absolut skal være en religion? Jeg tror i hvert fald på budding. Jeg har selv både set og smagt den.

Steffen Gliese

En protestantisk genrejsning er nu mere sandsynlig, selv i Frankrig.

Peter Poulsen

@Peter Hansen
Tror nu mere på en katolsk - de er bedre organiseret og så kan det for alvor blive ligesom i middelalderen. Helst noget der minder om den kongeløse periode efter Christoffer II, så den nye adel rigtig kan slå sig løs...

Preben Haagensen

Rigtig den katolske kirke er bedre organiseret og langt større, medens protestanterne er langt færre.
Frankrig er ved at udvikle sig til et post-national og multikulturelt samfund, som mange andre vesteuropæiske lande, og det lover ikke godt for fremtiden. Så siges der Frankrig har været et indvandringsland siden 1800 tallet. Ja men det var en anderledes karakter end i dag. Folk kom for at arbejde fra andre europæiske lande, og lod sig villig integrere og blev franske.
Helt anderledes i dag med den voldsomme muslimske indvandring som ikke lader sig integrere, og skaber parallel samfund. Selvfølgelig socialisterne har ladet stå til, da deres valgsejr er baseret på muslimske stemmer. Jeg tror modsætningerne i samfundet vil vokse, da der er en begrundet uro over indvandringen, og der nytter det ikke der altid messes "Islam er fredens religion".

'Frygter han ikke at pøse vand på en i forvejen fremgangsrig højrepopulismes mølle, spørger en bekymret journalist fra magasinet Nouvel Observateur?'

Mage til forvrøvlet spørgsmål skal man lede længe efter. Det må så betyde at går man ind for islamisering og sharia, så er man venstrepopulistik. Er man kritisk hertil, så er man nemlig højrepopulistisk. En mere nuanceret tilgang til sagen ville være ønskelig.

Vi er ikke videner til en religionskrig mellem islam og kristendom!

Islamister saboterer ateister i Kina, buddhister i Thailand, jøder i Israel (i den udstrækning de kan komme afsted med det), animister i Afrika, hinduer i Indien.

Islamister har problemer med globaliseringen og den deraf medfølgende 'modernitet', som ovennævnte lande uproblematisk tilegner sig, og efterstræber istedet et religiøst islamisk overherredømme. Om et træt og aldrende Europa kan stå imod, vil tiden vise. For modstandere giver den franske reaktion på terroren i Paris måske et vist håb.