Læsetid: 7 min.

Fra den mindste mariehøne til de største tanker om livet

Halfdan Rasmussens hjerne var et veritabelt ordværksted for impulser og udstyret med et eksistentielt formuleringsbehov. Han kastede sig ud i fabuleren og ordspil. Han bragte det høje ned på jorden. På torsdag ville den danske digter være fyldt 100 år
Halfdan Rasmussens overdådige ’ABC’ blev og er folkeeje. Den og mange andre børnerim er et arvegods af dimensioner – som en selvfølge af uskyldighed stod et børnehavekor og sang hans vers om Mariehønen Evigglad, da kisten blev båret ud ved Halfdans begravelse.

Erik Petersen

23. januar 2015

Under skæbnemæssigt gunstige vilkår traf jeg med ganske kort tids mellemrum i løbet af 1948 to store, meget forskellige digtere, den da 33-årige lovende lyriker Halfdan Rasmussen og den længst etablerede 50-årige romanforfatter Tarjei Vesaas, en ordglad dansker og en tavs nordmand. De kom begge på Hjemmets Søndag, SocialDemokratens søndagsmagasin, hvor jeg bestred et studenterjob.

Vesaas skrev jeg netop specialeafhandling om, og han kom her for at hente honorar for en novelle, jeg havde oversat, Halfdan kom som bidragyder, gerne i følge med en af bladets faste tegnere, Ernst Clausen. Således etableredes et nært venskab, der ikke mindst for de to digtere havde spændvidde. Halfdans hjerne var et veritabelt ordværksted for impulser, var udstyret med et eksistentielt formuleringsbehov, der i trygt samvær kastede sig ud i fabuleren og ordspil, mens Tarjei lige så fåmælt som lavmælt lod sit fjeldmejslede ansigt sprække af henrykkelse over dette vid. Udtryk for en komplementær samhørighed.

Den bondefødte Tarjei Vesaas var en europæisk orienteret modernist, mens storbydrengen Halfdan var indforstået med en dansk-skandinavisk tradition. Mens den ene skrev frie vers, var den anden i rimets mesterlære og skulle til gengæld sprænge genren indefra og bevare versets ydre strenghed. Verdens krige og kroniske krisetilstand hvilede tungt i deres bevidsthed og sociale samvittighed. Fælles holdninger rakte over generationsforskellen.

I en håndbog kan man om Halfdans tidlige ungdom læse, at han havde tilfældige job som bl.a. piccolo, opvasker og barbermedhjælper. Og ordentligt vasket og barberet blev sproget i tidens fylde af den kvikke og alerte skikkelse, der var en utrættelig danserpartner, også i blide kvindearme, på improviserede hverdage og ved talrige fester. Han blev en vigtig skikkelse i den generation af digtere og billedkunstnere, der under krigen og besættelsen dannede Unge Kunstneres Klub og bekræftede hinanden i samvirke og nødvendig morskab. Blandt dem var Tove Ditlevsen, Piet Hein, Sonja Hauberg, Ester Nagel, snart gift med Halfdan, og den initiativrige kritiker Niels Kaas Johansen. Humøret ses af den bevarede mødeprotokol, mens digte og tegninger fandt husly i Vild Hvede.

Lyse somre i alt det grå

Størst betydning for Halfdans litterære orientering blev dér imidlertid venskabet med den yngre Morten Nielsen, deres fælles engagement i modstandsbevægelsen og dennes meningsløse død ved et vådeskud. Halfdan blev en drivende kraft og betydelig bidragyder til den illegale digtantologi Der brænder en ild (1944).

Hans beredskabsdigtning, samlet i Digte under Besættelsen (1945), var et stærkt virkende element i styrkelsen af den folkelige, politiske bevidsthed, en parallel til den norske Arnulf Øverlands virke. Soldat eller Menneske hed allerede hans debutdigte i 1941, og menneske blev i den grad et værdibegreb i hele hans værk, patetisk måske, men en humanisme med dækning i kunstnerisk beherskelse som i de smukke linjer, man har lejlighed til at indprente sig f.eks. en halvmørk januardag, hvis man passerer Helliggejst ved Amagertorv i København. Kaare Klints smukke søjle ved kirkebygningens side er rejst i 1950 til minde om koncentrationslejrenes ofre med Halfdan Rasmussens markante strofer indskrevet i stensikker lapidarstil med linjen: Menneske. Navnløse ven./ Giv os mennesket igen.

I et tidligt programdigt, »Sang«, taler han om sit forhold til ordene og formerne. Det handler om at beholde, bevæge og forvandle

Ord jeg har elsket. Begreber jeg har brugt.
Rytmer og strofer. Alt, der var godt og smukt,
Flygter og råber, dette er ikke flugt!

Lyse somre i alt det grå! slutter digtet. Selv delte han senere i et kendt lille vers sine digte op i to slags, de sjove og de triste. Men du skal tolke alt, hvad du så i livets hastighed! er tanken. Og forskellen mellem Børnerim, Tosserier og de såkaldt alvorlige digte er i virkeligheden – eller rettere i hans tilfælde – ikke stor, idet de barnlige og især de tossede digte er såre præcise i eksistentiel karakter og almengyldighed, og de voksne digte, hvad enten de har politik, rejser i Europa eller personlige erindringer og erfaringer som motiv, har altid en humorens dimension, grotesk eller stilfærdig, men sprogligt integreret. Blot ét eksempel fra en rejse i Portugal: digtet »Sardin«, der giver mæle til en hovedløs sardin presset sammen med sine brødre i en dåse. Dér ligger de tilfredse i deres fede olie, mens han må nøjes med at drømme om friheden. Et eventyr i skønne vers, til eftertanke, når man næste gang åbner en dåse sardiner i olie.

Samtidig med rækken af alvorstunge ungdomsdigtsamlinger, der afsluttes med den forsonlige Forventning (1951) kom børnebøgerne om små trolde om Tullerulle Tappenstreg, den lange Peter Madsen og den lille frække Frederik, og de første tosserier dukke op som den nye blandingsform. Genrerne kulminerer i det store udvalg af Tosserier i 1960 og Børnerim i 1964.

Halfdans personlige eksperiment

Inden da var vi begyndt at tale om modernisme og tradition. Halfdan var skeptisk og nærmest venligt overbærende over for min ivren for eksperimenter i tanke og udtryk, og han var jo netop i gang med sit højst personlige eksperiment, mens Tove Ditlevsen var betydeligt mere anfægtet og sarkastisk. Han foreslog endda, at jeg sammen med Ernst Clausen overtog redaktionen af Vild Hvedes afløser, Hvedekorn, som Viggo F. Møller havde betroet ham.

Det blev et muntert samarbejde og snart med den debuterende Klaus Rifbjerg som mellemled i al vitalitet. Og snart groede eller sprang så meget anderledeshed frem i dansk litteratur. Man kom under vejr med sig selv og så meget andet. Halfdan trumfede sammen med vores fælles ven Ernst som tegner med rejsebøgerne Torso (1957) fra Grækenland og Stilheden (1962). I de græske digte aktualiserede han den gamle konflikt mellem skønhed og sandhed i det for ham nye, voldsomt lysende landskab. I et vævet tæppe fandt han det evige mønster af lykke og gråd, rimeriernes frøken Glæde og frøken Tude i nye gevandter. I skønne, rolige strofer førte han sin metriske sans ind i de antikke rytmiske udtryksformer, som bl.a. digterinden Sapfo skabte med sin digterskole på Lesbos, og malede med sin fineste pensel:

Som en hånd der leger med evigheden
rækker pinjen grenene ind i himlen
og bevæger over din pande månens
kølige vifte.

Fortællende digte skrev han i heksametre og lod dem tilmed rime for nu at insistere på sin specialitet. Friere vers tillod han sig derimod i den grønlandske stilhed. Et sæløje, en fiskestime er konfrontationer med det ukendte.

Mønstre på vandring mod nye mønstre./ Drøm./ Flygtige anelse/ slettet af vind og strøm.

Ind imellem rejste han med sin anden trofaste partner og kongeniale fortolker, Ib Spang Olsen, til Irland med Regnens harpe som resultat, men som han først lod trykke i 1990. Næsten en syndflodshistorie, en natsort bog om triste typer i hotellets slyngelstue, længsler omsat til tørst og sanseløshed i de ellers stærkt sansede livsbilleder. I et helt andet register slog han med samme illustrator harpen med mere gemytlige toner under bogstav ’i’ i Halfdans ABC (1964) om de irske dværge inde i de irske bjerge:

De spiller harpe og drikker øl/ og sover om natten i et fingerbøl.

Andre harpestrenge

Den overdådige ABC blev og er folkeeje, barneeje og har bragt godtfolk og barnlige sjæle på fornavn med digteren. Den og mange andre børnerim kendes, huskes og kan på stående fod citeres af al landsens børn og deres mødre, et arvegods af dimensioner og national identitet. Som en selvfølge af uskyldighed stod et børnehavekor og sang hans vers om Mariehønen Evigglad, da kisten blev båret ud ved Halfdans begravelse. Tusind harpestrenge har komponister rørt for at sætte musik til hans tekster. Jeg synes, jeg husker en stille regn over sceneriet den martsdag i 2002.

Tosserierne er næsten bogstavelig talt rundt på gulvet lige så vel som i himmelrummet, fra mindste mariehøne til store almenbegreber som kærlighed, tro og tvivl, uskyld og fald, liv og død, lys og mørke i alle afskygninger, det høje bragt ned på jorden. De har et stort register. De kan ligne børnerim som rent verbale krumspring eller bringer erkendelser til veje i hverdagssituationer, som nu til eksempel »Noget om sejrens frugt«, fremkaldt af bynavnet Gävle. Det handler om to djævle, der ikke kan finde ud af at dele et ævle og derfor æder det hele tillige med hinandens kroppe. Titlens metafor, sejrens frugt, er dermed realiseret i en ordmanipulation til en fin moral. I betydeligt større udførelse er »Noget om erkendelse«:

Det tordner og lugten er tung og fortættet og hed.
Et lyn springer frem som et lyn, lyser op og slår ned.
Med eet slår det ned i mig selv at min time
er kommen.
Jeg rejser mig, truer ad himlen og afventer dommen.

Otte ensdannede strofer fortæller om, at storhed står for fald, er dyrekøbt erfaring i det lille menneske, og det i en virtuos sproglig gennemspilning af højt og lavt, stort og småt, natur og sind.

Fortid og fremtid

Halfdan kom i erindringsalderen med Og det var det i 1977, en indtagende digtcyklus om hans barndoms land og tid i fattigdommens solide og utrættelige samfundsbund. Den varme tone af forsonlighed og ironisk idyl afløstes derimod af hans sidste lyrik i Fremtiden er forbi (1985), hvis beske betragtninger om forfald og opløsning er en ny, men mismodig personlig beredskabsdigtning. Troen på muligheder for at give os mennesket tilbage er anfægtet. Kroppens forfald og døden trænger sig på. Nihilistisk tosseri i frie versformer veksler med vemodige klange:

En cirkel snævres ind
og noget strammer om din hals.
En melodi er slut
Og pladen vendt for sidste gang

Ved det sidste møde omkring bordet i Saunte, hvor han havde holdt hus i mange år, nu alene, i stuen fyldt med bøger, malerier fra gulv til loft, spor og efterlyde af musik sad vi med et par pilsnere, elefant og grøn Tuborg, og talte om fortiden, der var forbi, og venner, som længst var døde, den fåmælte Tarjei Vesaas, den rastløse Ernst Clausen og alt for mange flere. Halfdan var stadig den magre, senede motoriker med tungen lige i munden og snoede derfra verbale betragtninger om livet og ikke-livet. Jeg var vis på varigheden af hans skrevne ord.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
  • Holger Madsen
  • Anne Eriksen
  • Ejvind Larsen
  • lars abildgaard
  • Lise Lotte Rahbek
Tom Paamand, Holger Madsen, Anne Eriksen, Ejvind Larsen, lars abildgaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Halfdan Rasmussen og Morten Nielsen er efter min menig de største digtere, som Danmark har fostret.

Halfdan er mest kendt for det rolige og bekendte, men tidens statement gav ham faktisk også en mørk side, som kommer til udtryk i "Digte i Udvalg", og der minder han meget om Morten Nielsen.

Halfdan Rasmussen: "After Bikini".
The earth is dust and fire. Deserted. Abandoned.
No living watch stellar signs in the night.
No one shall cry afain. No one shall laugh again.
No more shall be done

Morten Nielsen: "Høstdigt".
Vi hader disse år.
Vi hader disse hadets år,
pistolskud i en opgang
og død i mørke sår.
Men vi har lært at Kæmpe,
for vi har lært at dø og slås,
og dem, vi nu har mistet,
skal vinde sejren gennem os

Morten Nielsen: "Skæbne".
Hurtige lyse stemmer der hvirvlede ud i det blå ...
du var ulykkelig, Tykke, men det ku' vi ikke forstå.
Svedig fed og dum ... Helvede satte på spring
og væltede dig og cyklen. Vi stod omkring og lo.

Nu ta'r du hævn! Nu går du med skrårem og støvler på,
du løfter en arm og det skinner i øjnenes blege blå.
For had hån og trusler, det kan et menneske ta' -
men ikke det, nej aldrig: Det og grines a' ...

Ja, den fysisk lille Rasmussen var en STOR digter. Foruden vidunderlige rim og remser, de dejlige Tosserier (noget om....) - men også de sorte digte som "Efter Bikini" og "Muselmand", der er et gravskift over KZ-lejrenes ofre, var der bl.a. også den smukke, melankolske "Men det bliver atter stille efter stormen" , som ihvertfald findes i min udgave af højskolesangbogen. Den indeholder følgende vers:
"Og du skal ikke lukke dine øjne
og stå afmægtig, når det onde sker.
Men trofast mod hver kalden i dit hjerte
skal du forkynde, hvad du gemmer der"

Hvis man læser den som djævlens advokat, kan man ihukomme den, hver gag en politiker åbner munden - og så selv afgøre hvor mange/få, der er tilbage at sætte sit kryds ved.