Klumme
Læsetid: 4 min.

Monument

Kultur
9. januar 2015

Fra sin buste på Georg Brandes Plads stirrer den gamle kritiker bistert over på Statens Museum, irriteret over den manglende apostrof i sit navn. Måske dog blødgjort ved tanken om alt det grønne inde bagved i Østre Anlæg, et af byen Københavns mirakler, accentueret under septembers blå himmel og lune mindelse af sommer. Måske finder han også en anelse lunhed i bevidstheden om, at haven rummer en ihukommelse af en af hans stærke våbenbrødre og beundrere fra tiden, da han selv satte problemer under debat og undte litteraturen dens kampret. Det drejer sig om forfatteren Sophus Schandorph (1834-1901), som vi møder under et strejftog gennem parken, hvor han troner på sin sokkel i områdets anden ende, tilmed skulpteret af deres fælles bekendt P.S. Krøyer og anderledes udtryksfuldt. Han var med på det moderne gennembruds franske forbindelse, skrev disputats om italiensk litteratur og blev en alsidig forfatter, først som ærkeromantisk lyriker, siden som solid realist, inspireret af bl.a. Balzac og Goncourt-brødrene. Nu er han næppe længere kendt, skønt dagligt passeret af talrige parkvandrere, høfligt behandlet i litteraturhistorien, tidligt karakteriseret af den unge Herman Bang som »en stærk, i særdeleshed sej og udholdende, men ikke glimrende begavelse … rolig, sand og vederhæftig. En robust, firskåren skikkelse, ansigtet jovialt, øjnene grå, livlige og spillende, således må Schandorph se ud«. Og det gør han, som vi står dér ved soklen og ser hans gemytlige ansigtstræk an i modlys.

Folkelige fortællinger

Vi giver os til at lede efter en anden Sofus, i erindringen om at han dog har været der – Sophus Bauditz (1850-1915), endnu en samtidig forfatter, adskilligt mere forsigtig med datidens radikalisme, men dengang velkendt for sine folkelige fortællinger fra skovridergården samt passionerede jagthistorier. Som F.J. Billeskov Jansen har sagt det: »Bauditz blev længe meget læst af det bagudvendte borgerskab.« Han gjorde karriere også som skolemand og blev skoledirektør for København.

Jeg husker at have set hans buste højt til vejrs ikke så langt fra den gamle Østre Borgerdyds Skole, som han havde en fortid med. Undervejs i eftersøgningen observerer vi komponisten Niels W. Gade, forvist fra Sankt Annæ Plads, nu i ensomme tanker foran sin dirigentpult, godt gemt af vejen i træernes skygge, langt fra orglet i Garnisons Kirke, som han i en periode betjente. Men på den anden side af den gamle voldgrav ved foden af en mægtig bastion har vi så busten af Bauditz på en forbavsende høj gesims af en sokkel udført af den meget brugte Aksel Hansen. Bauditz har fået sine jagttrofæer med i købet i form af relieffer af ræve, harer og flaksende vildænder, der boltrer sig mellem træerne.

Ukraines nationaldigter

Den mest prominente digter i anlæggets litterære selskab er overraskende en ganske vist historisk, men meget aktuel skikkelse som buste i bronze, selveste Ukraines nationaldigter, Taras Sjevtjenko (1814-1861), opstillet af Dansk-ukrainsk Selskab på en smuk granitsokkel, som anført skabt af Sergei Boguslavskij. Han grundlagde det moderne ukrainske litterære litteratursprog, udstod den russiske overmagts pinsler og straffe og stadige skriveforbud. Han repræsenterer folkets sociale indignation og længsel efter national selvstændighed, som aldrig er ophørt. På nettet har jeg fundet en historie fra Gorbatjovs erindringer om et brev fra hustruen Raisa, hvor hun fortæller fra Kiev, at en buste af Stalin blev fjernet fra sin plads foran Sjevtjenko-universitetet og Taras i stedet sat op og straks vakte graffitiånden:

Åh, I unge drenge,
Hvad har I dog gjort?
Sat mig oven på
Den georgiske røv.

Af hans egen digtning har vi ikke i bogform andre oversættelser end en enkelt folkevise af den utrættelige og forfinede digter og gendigter Thor Lange (1851-1915), der levede det meste af sit liv i Rusland som højt fortjent embedsmand, endda adlet og gift med en ukrainsk grevinde, hvis gods han resten af sit liv bestyrede i hendes hjemland, hvor han ligger begravet i det, der for ham var paradis på jord. En tidlig dansk-ukrainsk alliance. Sjevtjenkos digt ligger hinsides politik, men i en tilsvarende længselstone. Det indledes:

Ak, rind op, rind op,
Du min klare stjerne, Du min reneste!
Ak, kom ud, kom ud,
Du min unge kærlighed, min eneste!

Havens stivnede masker

På vej tilbage fra vores litterære vandring, bøjer vi os ærbødigt fra Georg Brandes’ strenge ansigt ved indgangen til Kongens Have, som sædvanlig på sin plads, fortrolig med dem, der gemmer sig bag havens stivnede masker. Den vidtberejste og altid videbegærlige og meddelsomme kritiker havde selvfølgelig længe før andre noget at fortælle, malerisk beskrivende, i sine Indtryk fra Rusland (1888), bl.a. om Taras Sjevtjenkos liv og værk: »Ingen enkelt Personlighed er bleven ramt haardere i denne Krig end den største Digter, som det lillerussiske Folk nogensinde har frembragt.« Han kalder ham ligemand og samtidig med landsmanden Gogol. Folkedigter frem for nogen.

Den status har Sjevtjenko stadig i Ukraine, i enhver henseende stærkere erindret end sine danske kolleger i det meget vestlige Østre Anlæg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her