Baggrund
Læsetid: 7 min.

Når danskerne vil hjælpe, virker det som skæld ud

Efter et år i Danmark har britiske Helen Russell i sin bog skarpt indfanget og prøvet at afkode vores sære liv, omgangsform, vaner og jagt på lykken
Det er f.eks. fuldstændig fremmed for briter, at man tit kan være færdig med at arbejde kl. 16. Hvor har man dog masser af fritid i Danmark, tænker de.

Pia Hansen

Kultur
23. januar 2015

Før du kommer i gang med at læse Helen Russells The Year of Living Danishly, skal der lyde en advarsel: Forfatteren til bogen, der for nylig blev udgivet i Storbritannien, afslører, hvor mange danskere, der regelmæssigt bytter ægtefælle (90.000, red.), gør grin med regler, for brugen af Dannebrog, og at hun kalder nisser for ugly elves.

Som brite bosiddende i Danmark var jeg spændt på at læse bogen – en humoristisk fortælling – om journalist Helen Russells første år her i landet.

Den begynder i London forud for hendes ankomst til Danmark en iskold januardag og slutter med hendes graviditet i december måned. Den kommer omkring alle de sjove overraskelser og mange frustrationer, man kan forvente ved en flytning fra et land til et andet. Til gengæld maler hun et noget forenklet billede af Danmark, der til tider må siges at være unuanceret og misvisende.

Selv om hun gør en indsats for at se nuanceret på de mange emner, hun flyver igennem på bogens 354 sider, ender Russell alligevel med at være lidt for trofast over for den antagelse, at danskerne har nøglen til lykken. Hun bliver nærmest tvunget til at plædere for det gode liv på grund af bogens grundlæggende antagelse – nemlig at fortælle læserne, hvordan de opnår lykke The Danish Way – bl.a. via konkret vejledning om hjem og livsstil i hyppige lister.

Tv-serier tages for alvor

Russell rider på en bølge af interesse for dansk og skandinavisk kultur, der skyller hen over Storbritannien i øjeblikket, og inkluderer en række af artikler, bøger og programmer. Mens det er svært at påpege de nøjagtige årsager til denne tendens, har det helt bestemt noget at gøre med danske tv-serier. Min britiske fars venner er alle forelsket i Sidse Babett Knudsens statsminister i Borgen, og da en af dem fandt ud af, at vores børn går på samme skole (sikkert fordi min far pralede med det), var min mand og jeg tvunget til at gå rundt med hendes billede i jakkelommen for at få en autograf. Men briter godt kan lide disse programmer, fordi de tror, de er troværdige og afspejler virkeligheden – især når det drejer sig om Borgen; briterne lægger selvfølgelig også mærke til Helle Thorning-Schmidt sammen med Obama og Cameron til topmøder og læser artikler, om hvordan det er nemmere for kvinder i Skandinavien at kombinere karriere og familieliv.

I sidste ende kommer det derfor ikke kun til at handle om fiktionen. Og selvfølgelig kan man ikke læse om Danmark i England uden at høre påstanden om, at det er verdens lykkeligste land.

Og her har vi Russells udgangspunkt i bogen, som også kan beskrives som en slags selvhjælpsbog til især kvinder, der har brug for opmuntring oven på julens strabadser. Med et kapitel for hvert af årets måneder følger bogen danske traditioners gang hen over året og minder lidt om Bridget Jones’ dagbog. I hvert kapitel undersøger Russell en dansk vane eller emne, så som hygge, arbejdskultur, børn og skat, og gør sig skarpe og rammende observationer baseret på oplevelser og oplysninger fra eget liv, interview og forskellige former for research.

Denne tilgang fører desværre til konklusioner, der nogle gange er misvisende og en gang imellem direkte forkerte. Læserne får eksempelvis fortalt, at alle danskere har det fint med at betale (høj) skat, og hun roser jer for at være stærke modstandere af nazismen, da hun opdager, at det lykkedes op mod 90 pct. af landets jøder at flygte ud af landet under Anden Verdenskrig.

Når det er sagt, kan jeg godt genkende mange af hendes oplevelser fra mit eget liv, da vi flyttede hertil for fem år siden. Eksempelvis kan jeg huske utrygheden ved altid at risikere at blive skældt ud (irettesat) af en tilfældig person på gaden, når man lavede tilsyneladende uskyldige ting, som at fodre ænder, spørge om vej eller parkere en cykel.

At gøre det på den danske måde

Russell beskriver i en rigtig sjov episode sin nabos forklaring af skraldespandene, der har forskellige formål, men ligner hinanden. Det skal læres, hvordan tingene gøres på den danske måde. Denne fornemmelse er i øvrigt udbredt blandt nydanskere: Selv om I betragter det som hjælpsom vejledning, betragter vi det som skæld ud.

Fænomenet arbejdsglæde og beskrivelsen af arbejdstimer i bogen kan jeg også genkende. Det er f.eks. fuldstændig fremmed for briter, at man tit kan være færdig kl. 16 på kontoret; hvor har man dog masser af fritid i Danmark! Men Russells mere generelle fokus på kontorarbejde (hendes mand arbejder for Lego) er faktisk også det største minus ved bogen. For eksempel kunne Russell godt have gjort en større indsats for at komme i kontakt med danskere, som arbejde inden for andre områder, og som er mere udfordret af livet. Som en del af ’lykkeprojektet’ spørger Russell alle hun kommer i kontakt med, hvor lykkelige de er fra et til ti – svarene er udelukkende positive. Den eneste hun spørger, der ikke virker velhavende eller er ekspert, er, da hun fanger sin skraldemand. Selv om han siger ’otte’ – som er livsbekræftende, især for en englænder – kunne hun forholdsvis nemt have kontaktet et bredere udsnit af danskere, nye såvel som gamle. I stedet for at interviewe en politiker, (Manu Sareen), kunne hun f.eks. have fået et andet perspektiv fra oppositionen. Hvor meget en kontanthjælpsmodtager har til rådighed til at købe møbler og indrette sin bolig kunne have været et interessant modstykke til interviewet med en fra Bo Bedre. Ligeledes ligger der tre asylcentre tæt ved Russells hjem, og de ansatte og beboerne dér kunne have kastet et anderledes lys på de emner, som bogen behandler.

Men jeg kan godt se, hvorfor Russell med vilje undgår disse og andre muligheder for at vise de mindre tiltalende sider af Danmark: Det er højst sandsynligt, at de fleste britiske læsere ikke vil have deres billede af den danske drøm ødelagt. Selv om de sjovt nok elsker de mere socialrealistiske Scandi-dramas om mord og politik, formoder de fleste af mine venner og min familie altid, at her er bedre end i Storbritannien i alle mulige sammenhænge. Vi briter, der er så heldige at leve her, skulle måske sole os i det selvtilfredse faktum, at vi er havnet her.

Men jeg har det dårligt med alt for meget rosende omtale af Danmark, selv om jeg er enig i, at Storbritannien godt kan lære noget. Det er måske, fordi de ting Danmark er mest kendt for derovre, er ofte dem, der også har en problematisk side: Hvordan en stereotyp dansker ser ud. På den ene side som vikinger – høje, hvide og lyshårede – et kompliment, men på den anden side kan det være diskriminerende over for både dem, der ser sådan ud og dem, der ikke gør. Et andet eksempel er mediernes dækning af universel børnepasning, og hvordan det har befriet kvinder fra at blive i hjemmet. Det er selvfølgelig på mange måder rigtigt, men der er også en tendens til at skjule ikke uvæsentlige underliggende forhold, så som de bestemte kulturelle normer, der gør det acceptabelt, at børn bliver passet uden for hjemmet.

Svært at blomstre her

Udover de mere objektive dikotomier i Danmark handler det for mig om noget mere personligt – det kan være forbandet svært at flytte hertil. Selv om det er et tilsyneladende åbent og liberalt samfund, er det alligevel lukket på mange måder. Dansk hygge er dejligt, når det fungerer, men er tit forbeholdt bestemte grupper i meget faste rammer – og kan virke afvisende på dem, der ikke er en del af holdet. Jeg tror, det er en stærkt medvirkende årsag til, at både statistik og min erfaring viser, at der er mange udlændinge, der efter kort tid forlader landet igen. Seks af mine højuddannede, ’expat’ venner, som jeg først mødte i 2010, er siden flyttet igen, dels fordi de skulle betale højere skat efter tre år, og dels fordi »det ikke var muligt at blomstre her«, som én sagde. Når min familie og venner – og Helen Russell – roser Danmark lidt for meget, får jeg lyst til at modsige dem, selv om jeg selv er en otte-ud-af-ti person.

Afslutningsvis betyder det ikke så meget, at Helen Russells observationer ofte er ensidige og smigrende, for hun lader ikke, som om hun ved alt, og det er underforstået, at hendes perspektiv er begrænset af hendes situation som freelanceskribent, der lige er flyttet til landet. Desuden skriver hun godt på en ægte måde. Man kommer derfor nemt til at synes godt om hende og hendes stil, især fordi hun er klar til at gøre grin med sig selv, samtidig med at hun gør grin med danskerne.

Hendes observationer er også rigtig sjove; jeg grinede højt fx, da hun slår de lokale revisorer op, og kan vælge mellem ’Jens Larsen’, ’Lars Jensen’, Lars Larsen’ og ’Jens Jensen’. På den måde ligner bogen et velskrevet livsstilsblad, med feel good factor, sjove historier og overraskende fakta – alt sammen noget, der også godt kan nydes af danskere, hvis de ellers kan tåle lidt for megen ros og nogle knubbede ord om nisser, som hun betegner som grimme alfer – ugly elves – en gang imellem.

’The Year of Living Danishly’ af Helen Russell, @Iconbooks, 13 pund/21 dollar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erling Lindkvist

Meget fin og nuanceret boganmeldelse af en herboende udlænding. Dog synes jeg, at den generaliserende titel i artiklen - "Når danskerne vil..." føjer sig til en kedelig trend i tiden, hvor enkelte segmenter af danskere ofte generaliseres til at dreje sig om alle danskere.

I forhold til selve bogen, så finder jeg den nok mest interessant at læse ud fra de humoristiske indslag, man som læser kan forvente skildret i bogen over (visse) danskere, jf. anmeldelsen ovenfor. På den led er anmelderens brug af "Feel Good" som begreb passende i denne sammenhæng. Bogen er dog ikke andet end ét individuelt indlæg med én indfaldsvinkel på de lettere og muntre sider af et levet liv i Danmark, og det er da sandelig også helt i orden.

Dog - i forhold til selve emnet for bogen, håber jeg, at der godt kunne komme flere - gerne lidt skæve bøger med flere autentiske beskrivelser om danskhed og danskere fra andre udlændinge, som f.eks. netop dem, der i tidens løb har fravalgt Danmark efter nogle få års ophold, og som skiftende regeringer netop søgte at tiltrække og fastholde som ressourcestærke nye indbyggere her i landet. Det ville i hvert fald give flere facetter på, hvordan vi - som danskere - opfattes af andre end os selv. Og måske får vi bedre greb om den i tiden så højt besungne danskhed - både dens lyse og dens mere skyggefulde sider.

At danskerne generelt er svære at komme ind på livet af for udlændinge eller tilflyttere er ikke nogen nyhed. Derudover, anses danskerne - af mange europærer - at forekomme overfladiske og køllige i deres tilgængelighed og åbenhed.

Derfor, rammer Helen Russell nok ikke helt ved siden af med sine iagttagelser.

Lise Lotte Rahbek

Danskerne - og sikkert de fleste andre nationalfolk - elsker at læse om sig selv.

Herman Hansen

Helen Russells The Year of Living Danishly lyder lige så fjollet som når en københavner forsøger, at gøre sig klog på Jylland.

Herman Hansen

Det heder altså ikke fx, men f.eks. unge dame ;-)

René Petersen

@Herman Hansen

Det hedder faktisk både fx og f.eks.

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?aselect=fx&query=fx

Morten Pedersen, Britta Hansen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Denne tilgang fører desværre til konklusioner, der nogle gange er misvisende og en gang imellem direkte forkerte. Læserne får eksempelvis fortalt, at alle danskere har det fint med at betale (høj) skat, og hun roser jer for at være stærke modstandere af nazismen, da hun opdager, at det lykkedes op mod 90 pct. af landets jøder at flygte ud af landet under Anden Verdenskrig.

Hvad menes der. Er danskerne pronazistiske, lykkedes det ikke 93% af alle jøder at flygte til Sverige og hader alle danskere at betale skat.
Svar udbedes !

Britta Hansen

Sjovt, vittigt eller alvorligt ment - én ting er gennemgående for det helt store flertal af mennesker, der flytter til Danmark: det er hammer-svært at komme 'ind på livet' af de herboende. Her bliver især højtiderne som jul og påske en svær tid for tilflytterne, der måske ikke lige har egen familie ved hånden: der er lukket for adgang i 99% af tilfældene (tallet er på basis af egne oplevelser og andres fortællinger og er ikke udtryk for en statistisk undersøgelse). Det kan endda gå så langt, at 'den fremmede' bliver eksviteret fra en familiesammenkomst med den begrundelse, at familien ikke kender vedkommende godt nok! I troede ikke, at man kan blive 'eksviteret'? Jo, man kan. I Danmark. Det er sket for mig!

Heldigvis kender jeg personligt 1 (én) familie, der bor langt fra byen på en af øerne i det sydfynske øhav, der er udsædvanligt åben og omfavnende. Jeg har tilbragt juleaftener, påskedage m.v. der og vil være evigt taknemmelig. Det har hjulpet mig til at holde ud.

jens peter hansen

Jeg tror da hel sikkert at du har ret Britta Hansen. Og hvor mange gang har du så inviteret til julefest ?

Ahmed Mannouti

Det er en morsom og tit rammende bog, men hun skøjter også let hen over skyggesiderne.

Er danskerne glade for at betale skat?? Sikke noget pis. Om det så er integrationskonsulenterne så har de en stribe ideer i baglommen så vi fra start lærte at maksimere de offentlige ydelser og minimere skatten. Dybt råddent system.

Herman Hansen

Jeg er dansk har arbejdet siden jeg var 15 år, er vellønnet og betaler gerne skat. Hvis du synes Danmark er dybt råddent, hvorfor har du så nogensinde sat din fod her?

Men tak for oplysningen om dit syn på Danmark.

Ahmed Mannouti

Herman

Jeg synes ikke Danmark er råddent men dele af jeres systemer er. Jeg har været dybt taknemmelig for de år jeg har levet i Danmark og især da jeg flyttede til Sønderjylland har jeg mange gode minder. Men som jeg har sagt før har i en masse problemer , en politiske kultur på både højre- og venstrefløj der benægter eller nægter at løse problemer, en folkeskole der går under i ansvarsløshed og konsekvensløshed og et enormt kommunal-stat bureukrati der er mere interesseret i sig selv end at tjene borgerne.

Det er ikke værre end i de fleste andre lande og det er ikke værre end at det kan løses, men VILJEN til det er minimal. Højrefløjen lukker pengekassen og venstrefløjen lukker øjnene.

Herman Hansen

Ahmed. Nej, du synes Danmark er dybt råddent. Din arrogante holdning over for værdier du ikke forstår overrasker mig ikke og bekræfter kun, hvad jeg allerede ved, at integration er en umulighed, selv efter mange års ophold i vesten og sandsynligvis gennem generationer.

Igen, tak for din oplysning.

Torben Nielsen

Ahmed Mannouti. Hvorfor skriver du "I" og ikke "vi" ? "Jeres" og ikke "vores"?

Jeg er for så vidt enig i din kritik.

Herman lyder til gengæld som en gammel racist, der bare venter på lejlighed til at hælde sit lort ud!

Herman Hansen

En ægte Hillbilly gemmer sig under mit skæg Torben.

Britta Hansen

For en, der ikke tænker/skriver i 'vi' men i 'i'-formen, bander du da ret godt på 'vores' sprog, Ahmet Mannouti!

Og naturligvis vil jeg medgive, at du fremfører dine synspunkter med heftigt temperament, hvilket (under alle omstændigheder) kan virke provokerende.

Ellers vil jeg sige, at alle, der lever i DK har ret til at ytre sig om dets system. Og at aflede en generel afvisning af landet og dets befolkning til trods for, at kommentatoren forsikrer det modsatte, er fuldkommen hen i vejret og finder nok sin begrundelse i Torben Nielsens konklusion.

Jens Thaarup Nyberg

@Hermann Hansen
Er det hér,
"Er danskerne glade for at betale skat?? Sikke noget pis. Om det så er integrationskonsulenterne så har de en stribe ideer i baglommen så vi fra start lærte at maksimere de offentlige ydelser og minimere skatten. Dybt råddent system."
Ahmed viser sin arrogante holdning over for værdier han ikke forstår uden at overrasker dig, men bekræfter, hvad jeg allerede ved, at integration er en umulighed, selv efter mange års ophold i vesten og sandsynligvis gennem generationer.

@Ahmed Mannouti
Integrationskonsulenterne har næppe undervist i noget ulovligt, men i mulige veje til maksimering af de offentlige ydelser, om nødvendigt.

Ahmed Mannouti

Torben Nielsen

Jeg er ikke dansk statsborger. Jeg er bosat i Moskva i dag (røvskidt timing på mange punkter, men også en by og et land som jeg holder af selvom jeg afskyr Putin-styret). Jeg har været rigtigt glad for min tid i Danmark - og så er jeg også dansk gift... .:) Men der er for mange ting som jeg ikke kunne forliges med.

På nogle områder er i i verdensklasse - jeg har mange gange nævnt grænseaftalen mellem Danmark og Tyskland og jeres respektive minoritetsbeskyttelser som forbilledet for resten af verden for hvordan man gør den slags, men andre områder som er der en indbygget råddenskab som ødelægger meget godt.