Læsetid: 6 min.

Når vi husker i hashtags

At erindre i fællesskab er ikke et nyt fænomen. Vi har altid husket sammen, men nu bliver den kollektive erindring digitaliseret
At erindre i fællesskab er ikke et nyt fænomen. Vi har altid husket sammen, men nu bliver den kollektive erindring digitaliseret

Sofie Holm Larsen/iBureauet

26. januar 2015

På gaden, torsdag den 7. januar 2015

Der ligger blomster på fortovet foran Den Franske Ambassade på Kongens Nytorv i København. Enkelte personer står stille foran dem og taler lavmælt sammen på fransk. De fleste forbipasserende stopper et øjeblik eller sænker respektfuldt tempoet – enten for at se med eller for ikke at haste forbi andres sorg. Alt går langsomt, og medlidenheden er til at spore.

På nettet, torsdag den 7. januar 2015

#JeSuisCharlie er i færd med at blive et af de mest brugte hashtags i Twitters historie. Strømmen af nye tweets er konstant. Hashtagget ledsages af avisartikler, private brugeres egne sympatierklæringer, fotos taget uden for det franske satireblads redaktion, de første henvisninger til filmen, der viser en politibetjent blive skudt, og selfies. Selv bandet Major Lazer blandede sig med tweetet
»#JESUISCHARLIE PEACE IS THE MISSION«.

Medlidenheden er ikke blot til at få øje på – den er ikke til at undgå.

Dagen efter terrorattentatet mod det franske satireblad Charlie Heb­do var mængden af blomster uden for Den Franske Ambassade vokset en smule, mens hashtagget #JeSuisCharlie var eksploderet. Da det blev brugt flittigst, blev det ifølge The Telegraph brugt 6.500 gange i minuttet og samlede på et døgn 3,4 millioner tweets.

Medfølelse og selvforståelse

Det er bemærkelsesværdigt, at så mange udenforstående aktivt forholdt sig til sagen ved at bruge hashtagget. Det kan være et udtryk for vores behov for at deltage i store begivenheder og samtidig en illustration af, at digitale sociale medier gør deltagelsen let for os, forklarer Jesper Tække, medieforsker og lektor ved Center for Internetstudier, Aarhus Universitet:

»En hændelse, der bliver en verdensbegivenhed, tiltrækker sig jo en masse opmærksomhed, og ved at bruge de nye medier, for eksempel Twitter, er man direkte medvirkende i formidlingen af en eller anden begivenhed. Så man kan sige, at man både får noget identitet på det og direkte inkluderer sig i et fællesskab, der tager del i begivenheden,« forklarer han.

Ifølge Jesper Tække er det bemærkelsesværdigt for mange populære hashtags – som #JeSuisCharlie – at de kan bruges til en myriade af formål. De kan ledsage avisers analyser, private brugeres holdninger eller selfies, og de kan bruges ironisk eller i ramme alvor. Dog gjorde én karakteristik sig særligt gældende i forhold til #JeSuisCharlie:

»Det mest markante træk ved den Twitter-stream, der er forbundet med #JeSuisCharlie, er medfølelse. Masser af medfølelse. Og ved at skrive om sin medfølelse i halen på sådan et hashtag, ved at dele den med så mange andre, kan man inkludere sig i begivenheden på en mere direkte måde end ved at gå rundt med en avis, som udtrykker sympati for samme sag.«

Selv om medfølelsen er dominerende i tweets om Charlie Hebdo, mener Jesper Tække ikke, at det er udtryk for et internet befolket af ’blødende hjerter’. Når vi opdaterer profiler på sociale medier, er det nemlig sjældent tilfældigt, hvilke fænomener vi vælger at associere os med:

»Vi prøver at konstruere ’et socialt selv’ ved at have en vis kontinuitet i, hvad vi skriver og den måde, vi skriver det på – man kan for eksempel forsøge at bygge en forventning op om, at man deler ting som er kloge eller vittige. Når så den figur er etableret, kan der opstå et forventningspres, fordi man skriver sig til eksistens på de sociale medier,« forklarer han.

Fuldstændig blandet sammen

Anette Warring fra RUC er professor i historie og mener, at der foregår en moderne form for kollektiv erindring:

»Kollektiv erindring sker, når mennesker formulerer og deler forestillinger om fortiden. Og det gør vi i alle sociale situationer; når vi deler erfaringer og taler om oplevelser, bliver der sorteret, glemt og husket noget i de processer, som så danner en fælles forestilling om vores fortid.«

Fra 1997 til 2000 studerede den tyske socialpsykolog Harald Welzer tre generationer af tyskere: de, som havde været øjenvidner til Anden Verdenskrig og nazismen, deres børn og deres børnebørn. Studiet hed Overlevering af historiebevidsthed og er ifølge Anette Warring et godt eksempel på, at kollektiv erindring i mange år har været tæt forbundet til medier:

»De tre generationer var alle i høj grad præget af de film og billeder, de havde set, den undervisning, de havde fået, og den litteratur, de havde læst. Det var fuldstændig blandet sammen i deres personlige erindring, så de til sidst ikke kunne skelne deres selvoplevede erindring fra den information, der var blevet overleveret til dem gennem medier.«

Den kollektive erindrings forbindelse til medier og sociale relationer stiller den i en interessant position i 2015, fordi netop de medier, som lægger op til social interaktion, fylder som aldrig før.

I 2013 oprettede de to amerikanere Rebecca Soffer og Gabrielle Birkner websitet Modern Loss. Sitet tilbyder sine brugere blogindlæg om sorg, guides til forskellige håndteringsmekanismer gennem både artikler og videoer og muligheden for at beskrive egne tab – med andre ord en digital sorggruppe.

»Internettet skal tale til dele af livet, vi alle sammen oplever, men som ikke nødvendigvis fylder meget i de andre medier,« forklarede Melissa Lafsky Wall, én af sitets brugere, til New York Times sidste år.

Hun havde delt sin historie om en spontan abort og den sorg, der fulgte, på Modern Loss og betragtede det som et fællesskab, hun havde haft svært ved at finde andre steder; et sted, hvor hendes følelsesudladning på nettet blev taget alvorligt. Hun eksemplificerede:

»Hvis for eksempel man skulle skrive om sin spontane abort på Reddit (et af verdens største internetfora, hvor holdninger ofte ytres temmelig direkte, red.), ville det være til et noget anderledes forum!«

At dele sorg på internettet er ifølge Jesper Tække et temmelig udbredt fænomen, som blandt andet kan betragtes på Facebook. Her er det ikke sjældent, at familie, venner og kærester deler minder og sorger ved at skrive og poste billeder – så længe, som de har lyst.

»Det er særligt beskrevet, hvordan pårørende til amerikanske soldater, som døde i Afghanistan, opretter sørgeprofiler på nettet. Skridtet herfra og til en egentlig kollektiv, digital sørgeproces er ikke særlig langt,« siger han.

Uomgængelig fælles fortælling

Kollektive minder og erindringer om stort og småt er ifølge Anette Warring selvfølgeligt for alle mennesker:
»Jeg mener slet ikke, at kollektiv erindring er noget, vi kan undgå. Selv om det er den enkelte, der erindrer, er et menneske aldrig isoleret, og derfor vil de erindringer, man indgår i og har, altid være påvirket af sociale sammenhænge og kulturelle omstændigheder. Det, vi oplever selv, vil altid være smeltet sammen med de billeder af fortiden, vi på mangfoldige måder bliver præsenteret for – og det bliver vi blandt andet i medierne.«

Anette Warring mener, at konsekvenserne af digitaliseringen af den kollektive erindring kan være tvetydige. På den ene side fremhæver hun, at vi indgår i en masse forskellige sociale kontekster og fællesskaber på nettet, som skaber en mere fragmenteret erindring – vi deler flere forskellige ting flere forskellige steder med flere forskellige mennesker.

»Modsat kan man sige, at netop den øgede mulighed for at dele sine erfaringer med andre demokratiserer den kollektive erindringsproces. Nu, som aldrig før, er der langt færre instanser, der styrer, hvad der skal huskes, og hvad der skal glemmes,« uddyber hun.

Det åbner desuden for en langt mere fleksibel ramme for de kollektive fortællinger:

»Nutiden ændrer sig hele tiden, så det gør det indhold, vi deler om den, også. Fortiden forandrer sig derimod ikke, men det gør erindringen om den.«

Uden for Den Franske Ambassade i København er hastigheden efterhånden kommet tilbage – men den matcher stadig ikke Twitters.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hashtåger må det vel hedde på alm. dansk. Passer det? Jeg er hverken på fjæsbog, eller Twitter eller Instagram, og er derfor ikke helt opdateret.

"»Modsat kan man sige, at netop den øgede mulighed for at dele sine erfaringer med andre demokratiserer den kollektive erindringsproces. Nu, som aldrig før, er der langt færre instanser, der styrer, hvad der skal huskes, og hvad der skal glemmes,« uddyber hun."

Jeg er ikke overbevist, tværtom kunne det mageligt tænkes at de øgede muligheder for at dele erfaringer med hinanden mere end nivelleres af kvantitet og massemedieret normativitet (Charlie Hepdo-hypen er et udmærket eksempel). Men der er megen indtjening i de digitale drømmerier.