Læsetid: 1 min.

Ny indsigt

30. januar 2015

Da jeg gik på første år på litteraturvidenskab, havde vi på et tidspunkt et emne om postkolonialisme i litteraturen. Vi blev introduceret til ideen om, at de tidligere kolonier kunne ’skrive tilbage’ imod kolonimagten, og at de igennem litteraturen kunne være med til at løsrive sig og skabe ny national identitet. Og vi fik ved den lejlighed også læst – blandt meget andet – Salman Rushdies skelsættende og stærkt anbefalelsesværdige roman Midnatsbørn, hvori man følger protagonisten Saleem Sinai, fra han starter sin magisk-realistiske livsbane på slaget tolv den 15. august 1947 »i det øjeblik, hvor Indien fik sin selvstændighed«, som der står på første side i bogen.

Det virkede fuldstændigt logisk, at den indiske nation havde brug for at bearbejde sin koloniale fortid, og at den havde brug for at skrive sig væk fra de engelske koloniherrer og frem til et nyt uafhængigt Indien. Men det var bestemt ikke sådan, at det faldt os naturligt at overføre teorierne til en nordisk kontekst – i hvert fald ikke imens vi sad i klasselokalet og diskuterede emnet.

Men det burde vi have gjort. For i den grønlandske, færøske og islandske litteratur er der masser af eksempler på at kolonierne udfordrer kolonimagten. Der er, som man kan læse meget mere om i artiklen »Opgøret med sagamanden« i denne uges BØGER, masser af eksempler på, at indbyggerne i de lande har arbejdet hårdt for deres egen selvstændighed. De eksempler kan hjælpe os frem til vigtige erkendelser af rollefordelingen i Norden – de kan for eksempel hjælpe os til at se, at indbyggerne i de lande ikke har været passive ofre – og den erkendelse er ikke bare vigtig, fordi den kan hjælpe os til at forstå Nordens historie, men også fordi den dermed kan være med til at bane vejen for nye jævnbyrdige samarbejdsrelationer i Norden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu