Klumme
Læsetid: 1 min.

Ny kanon

Kultur
23. januar 2015

Mange husker sikkert balladen om litteraturkanonen tilbage i 2004. Danske unge i folkeskolen og gymnasiet skulle fremover forpligtes på en fælles obligatorisk pensumliste bestående af 15 danske forfattere. Dertil kom vejledende lister for henholdsvis folkeskolen og gymnasiet. Uanset om man var for eller imod denne statslige regulering af litteraturlæsningen, blev valg af værker foretaget og begrundet af et større udvalg bestående af yderst kyndige fagfolk.

Nu er der imidlertid uro igen. I ly af skolereform og forenkling af Fælles Mål for folkeskolen er der hen over sommeren sket en revision af litteraturkanonen. Ud af fælleskanonen er således til fordel for Tove Ditlevsen røget Martin A. Hansen og til fordel for Henrik Ibsen Klaus Rifbjerg. Derudover har man på den vejledende liste til folkeskolen tilføjet svenske Astrid Lindgren og norske Thorbjørn Egner, selvom ingen af disse populære forfattere kan siges at tilhøre den danske litteratur. De er nok populære hos danske børn, men det er J. K. Rowling eller John Green jo også. Det er faktisk til grin.

Der kan være gode grunde til at revidere kanonen. At få Tove Ditlevsen med på listen sammen med Karen Blixen og således fordoble antallet af kvindelige forfattere, kan virke rimeligt, selvom Kristeligt Dagblad græder over, at Martin A. Hansen er ude af det gode selskab og en forsker i avisen taler om »et ideologisk motiveret opgør af kulturradikale kræfter i litteraturmiljøet«. Ja, rent bortset fra, som formand for Dansklærerforeningen Jens Raahauge har gjort mig opmærksom på, at det så er underligt, at Rifbjerg samtidig er ude.

Sådan er der så meget. Det uhørte er, at revisionen af litteraturkanonen er lusket igennem af en lille arbejdsgruppe under folkeskolen. Og ændringerne er sket uden begrundelse og diskussion. Og netop det er forudsætningen for, at så kontroversiel en ting som litteraturkanonen fortsat kan have troværdighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her