Læsetid: 7 min.

Opgøret med sagamanden

Danmark har traditionelt set ikke betragtet sig selv som kolonimagt i forhold til Island, Grønland og Færøerne. Men i den nordiske litteratur er der masser af eksempler på koloniernes oprør, mener litteraturforskere. De er nemlig begyndt at genlæse den nordiske litteratur med postkoloniale briller
Danmark har traditionelt set ikke betragtet sig selv som kolonimagt i forhold til Island, Grønland og Færøerne. Men i den nordiske litteratur er der masser af eksempler på koloniernes oprør, mener litteraturforskere. De er nemlig begyndt at genlæse den nordiske litteratur med postkoloniale briller

Kennet Havgaard

30. januar 2015

Se på Færøerne, / glem ikke den mindste plet! / Vinlav pryder klippen, / bølger favner sten- og sandstrand.

Således lyder første strofe fra digtet »Se ud over Færøernes land« skrevet af den færøske digter Hans A. Djurhuus i 1921. Med digtet svarer han på subtil vis igen på den danske digter Christian Richardts digt »Vort Land«, der beskriver de daværende danske kolonier, herunder Færøerne, fra kolonimagtens centrum i Danmark. Og på den måde udfordrer Hans A. Djurhuus kolonimagtens blik på det koloniserede Færøerne. Det siger professor i færøsk litteratur og dekan ved Færøernes Universitet Malan Marnersdóttir:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Information.dk

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Tom Paamand
Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er lykkes det danske nationalsind at se stort på historiske fakta om sig selv. Vel ingen jordisk nation har tjent mere pr. indbygger på slavehandelen end netop Danmark. Og det var jo ikke bare 1. Verdenskrigs gulash-baroner, der nød godt af at sende fordærvede kadavere forklædt som mad til frontsoldaterne. Og vi kører jo på, som den avancerede spydspids i produktionen af billigflæsk. Intet land i verden har så mange svin på kvadratkilometer, som Danmark. Her står vi virkelig i front - i gylle til knæene. "ingen fugl..." Det grønne Danmark, som Anders Fogh Rasmussen skabte, vokser frem til hustage, flagstænger, stakitter og alle andre steder, hvor luften er mættet med gødning.

Historien om Kunuk handler om en fremmed kultur, som er hierarkisk opbygget. Kunuk iagttager fra afstand en landsby, som tyranniseres af en despot, som kaldes høvding.
I den eskimoiske kontekst er høvdinge mentaliteten et skrækscenarie, som begrænser menneskets frihed og udfoldelsesmuligheder. Kunuk ender med at udfordre høvdingen og vinder magten over byen, og den bruger han til at give folket deres frihed tilbage.
Fortællingen om Kaasassuk handler om menneskets trang til at begrænse forsvarsløse menneskers udfoldelsesmuligheder. Det er en historie om, hvad ydmygelsen af et menneske kan føre til. Forældreløse Kaasassuk bliver mobbet og får tænderne rykket ud, men han bliver stor og stærk en dag redder han landsbyen ved at dræbe tre isbjørne. Han bliver derfor en elsket del af byen, men han forstår ikke sine kræfter, og når han giver børn et kærligt knus, klemmer han dem, så de dør af det. På grund af de barske oplevelser i livet, forstår han aldrig helt sin kraft, og bruger den ikke altid på en hensigtsmæssig måde. Det er den grundlægende Inuit/eskimoiske samfundsorden, som blev udfordret af kolonimagten. Den første uddannede grønlænder, Poul Grønlænder beskriver mødet med danskeren med meget kritiske briller.
Han skrev til sin ven Paul Egede, at hvis han ikke havde kendt Egede familien, så vil han helst have været mødet med danskerne foruden
Poul Grønlænder var vidne til, at kolonimagten sendte soldater til kolonien i Nuuk. Det var et voldsomt indgreb mod et folk, som hele deres eksistens havde levet i fordragelighed, og som løste konflikter hjælp af trommedanse, historiefortælling og et ægte demokrati.
Grønlænderne i dag har enorme udfordringer. Vi klamrer os fortsat til ideer og eksempler fra Danmar. Vi er så mentalt koloniserede, at vi har meget svært ved at genkende vores kulturelle værdigrundlag.
Det bliver ikke bedre af, at når nogle forsøger på at fortælle om vores værdier og kultur, så latterliggør både grønlændere og danskere Kajak kulturen, og taler om et overdrevet alkoholforbrug.
Vores værdier bliver dermed gjort simple og primitive - hvilket er langt fra virkeligheden. Inuit/Eskimo kulturen avanceret og uhyre intelligent, men vi er blevet mobbet til ikke længere at have tillid til den livsform, der har gjort os i stand til at leve under forhold og på et sted, hvor de fleste andre ville omkomme. Hvis man er lidt nysgerrig, så kan vi bidrage med meget i den moderne verden.
Grønlands genoprejsning kan lade sig gøre, når vi viser respekt for hverdagens kulturer og værdinormer. Den danske model har ikke været en succeshistorie i Grønland. Man kan ikke bare udskifte en kultur med en anden, selv om det som regel er det, en kolonimagt forventer - også selv om det sker med de bedste intentioner.
Vi står i en situation, hvor 66 % af børnene ikke gennemfører folkeskolen, uden at Danmark gør noget særligt ved det, og der er et uhyggeligt antal børn og unge, der begår selvmord. Der er noget fundamentalt galt, og jeg savner ansvarlighed fra dansk side, så vi sammen kan gøre noget ved de uhyggeligt forhold.
Skete det i Randers, ville det være på forsiden af samtlige danske aviser, og der ville være politikere med meget røde ører - men det sker ikke, når der er tale om Grønland. Lad os hjælpes ad og finde en løsning, så ungdommen i Grønland får en meningsfyldt tilværelse.

Rettelse:
Inuitternes kultur og samfundsforståelse bygger på fortællinger om eksempler og konsekvenser af arrogant magtmisbrug, og hvad det kan føre til. De ser på verden med kritiske briller, og så opstår der fortællinger med visdom og pointer, der har formet samfundsstrukturen.
Historien om Kunuk handler om en fremmed kultur, som er hierarkisk opbygget. Kunuk iagttager fra afstand en landsby, som tyranniseres af en despot, som kaldes høvding.
I den eskimoiske kontekst er høvdinge mentaliteten et skrækscenarie, som begrænser menneskets frihed og udfoldelsesmuligheder. Kunuk ender med at udfordre høvdingen og vinder magten over byen, og den bruger han til at give folket deres frihed tilbage.
Fortællingen om Kaasassuk handler om menneskets trang til at begrænse forsvarsløse menneskers udfoldelsesmuligheder. Det er en historie om, hvad ydmygelsen af et menneske kan føre til.
Forældreløse Kaasassuk bliver mobbet og får tænderne rykket ud, men han bliver stor og stærk en dag redder han landsbyen ved at dræbe tre isbjørne. Han bliver derfor en elsket del af byen, men han forstår ikke sine kræfter, og når han giver børn et kærligt knus, klemmer han dem, så de dør af det. På grund af de barske oplevelser i livet, forstår han aldrig helt sin kraft, og bruger den ikke altid på en hensigtsmæssig måde.
Det er den grundlægende Inuit/eskimoiske samfundsorden, som blev udfordret af kolonimagten. Den første uddannede grønlænder, Poul Grønlænder beskriver mødet med danskeren med meget kritiske briller.
Han skrev til sin ven Paul Egede, at hvis han ikke havde kendt Egede familien, så vil han helst have været mødet med danskerne foruden
Poul Grønlænder var vidne til, at kolonimagten sendte soldater til kolonien i Nuuk. Det var et voldsomt indgreb mod et folk, som hele deres eksistens havde levet i fordragelighed, og som løste konflikter hjælp af trommedanse, historiefortælling og et ægte demokrati.
Grønlænderne i dag har enorme udfordringer. Vi klamrer os fortsat til ideer og eksempler fra Danmark. Vi er så mentalt koloniserede, at vi har meget svært ved at genkende vores kulturelle værdigrundlag.
Det bliver ikke bedre af, at når nogle forsøger på at fortælle om vores værdier og kultur, så latterliggør både grønlændere og danskere Kajak kulturen, og taler om et overdrevet alkoholforbrug.
Vores værdier bliver dermed gjort simple og primitive - hvilket er langt fra virkeligheden. Inuit/Eskimo kulturen avanceret og uhyre intelligent, men vi er blevet mobbet til ikke længere at have tillid til den livsform, der har gjort os i stand til at leve under forhold og på et sted, hvor de fleste andre ville omkomme. Hvis man er lidt nysgerrig, så kan vi bidrage med meget i den moderne verden.
Grønlands genoprejsning kan lade sig gøre, når vi viser respekt for hverdagens kulturer og værdinormer. Den danske model har ikke været en succeshistorie i Grønland. Man kan ikke bare udskifte en kultur med en anden, selv om det som regel er det, en kolonimagt forventer - også selv om det sker med de bedste intentioner.
Vi står i en situation, hvor 66% af børnene ikke gennemfører folkeskolen, uden at Danmark gør noget særligt ved det, og der er et uhyggeligt antal børn og unge, der begår selvmord. Der er noget fundamentalt galt, og jeg savner ansvarlighed fra dansk side, så vi sammen kan gøre noget ved de uhyggeligt forhold.
Skete det i Randers, ville det være på forsiden af samtlige danske aviser, og der ville være politikere med meget røde ører - men det sker ikke, når der er tale om Grønland. Lad os hjælpes ad og finde en løsning, så ungdommen i Grønland får en meningsfyldt tilværelse.

Philip B. Johnsen, Jens Thaarup Nyberg og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Hvad så med Norge, var det ikke også en dansk koloni?
Og store dele af Sverige.
Og med hensyn til Færøerne, har man så glemt William Heinesen.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg mener, at Information er galt afmarcheret i denne serie om dansk folkesind og -sjæl hvad angår spørgsmålet om dansk kolonitid. Serien lægger sin vægt i den skål, der anklager danskerne ikke blot for datidens gerninger, men også for eftertidens syn på dem. Og der tror jeg bestemt, at seriens vinkel fejler. For danskerne er efter min fornemmelse ganske udmærket klar over fortidens synder, og de historiske forløb. Danskerne er sig deres forfædres roller bevidst, men kan ikke tage ansvaret for dem. I forhold til de nordatlantiske dele af rigsfællesskabet er det snarere danskernes folkesjæl, der har presset myndighederne til at indgå aftaler med befolkningerne deroppe om hjemmestyre og selvstyreordninger.

jan henrik wegener

Følgende kommentar er ikke rettet mod Islands, Grønlands eller Færøernes særlige situation, men mere mod den der "postkoloniale" idé, som jeg opfatter som nært forbundet med ideer om selvstændighed. Dette igen med opbygning af nationer, af forestillinger om særkender (eller "identitet"), af afgrænsning og overgang fra tilhørsforhold til et mere vagt "rigsfællesskab" (eller "imperium" eller hvad man måtte finde det for godt at bruge af betegnelser) til enten "indlænding" eller "udlænding"/"fremmed". Det sidste kan dog "blødes op" af internationale samarbejdsorganer, som f.eks. det nordiske, eller "Commonwealth" eller hvad man nu ellers kan finde på, og af overgangsordninger m.v.
Men den nærliggende konsekvens af "løsrivelse" er vel et øget fokus på om man er "inde" eller "ude".