Læsetid: 7 min.

Opgøret med sagamanden

Danmark har traditionelt set ikke betragtet sig selv som kolonimagt i forhold til Island, Grønland og Færøerne. Men i den nordiske litteratur er der masser af eksempler på koloniernes oprør, mener litteraturforskere. De er nemlig begyndt at genlæse den nordiske litteratur med postkoloniale briller
Danmark har traditionelt set ikke betragtet sig selv som kolonimagt i forhold til Island, Grønland og Færøerne. Men i den nordiske litteratur er der masser af eksempler på koloniernes oprør, mener litteraturforskere. De er nemlig begyndt at genlæse den nordiske litteratur med postkoloniale briller

Kennet Havgaard

30. januar 2015

Se på Færøerne, / glem ikke den mindste plet! / Vinlav pryder klippen, / bølger favner sten- og sandstrand.

Således lyder første strofe fra digtet »Se ud over Færøernes land« skrevet af den færøske digter Hans A. Djurhuus i 1921. Med digtet svarer han på subtil vis igen på den danske digter Christian Richardts digt »Vort Land«, der beskriver de daværende danske kolonier, herunder Færøerne, fra kolonimagtens centrum i Danmark. Og på den måde udfordrer Hans A. Djurhuus kolonimagtens blik på det koloniserede Færøerne. Det siger professor i færøsk litteratur og dekan ved Færøernes Universitet Malan Marnersdóttir:

»Med sit digt flytter Hans A. Djurhuus det geografiske centrum fra København til Torshavn. Fra kolonimagten til kolonien. Og han foretager en opvurdering af det færøske, blandt andet ved at insistere på, at det er vinlav og ikke lyng, der ’pryder klippen’,« siger hun. »Christian Richardt skriver i »Vort Land« om de ’lyngomkranste Hamre’, de lyngbeklædte klipper, men i Danmark blev lyng betragtet som noget uciviliseret. Det var noget, man forsøge at fordrive, for eksempel fra heden. Vinlavet, som Djurhuus indsætter i stedet for lyngen er derimod noget skønhedsskabende, fordi man bruger det til at farve tøj,« siger Malan Marnersdóttir. Det er med andre ord ikke noget nyt, at de tidligere danske kolonier fra det såkaldte Nordatlanten – Island, Grønland og Færøerne – udfordrer kolonimagtens syn på kolonierne og opbygger deres egen nationale identitet gennem litteratur og sprog. Det ser man utallige eksempler på i løbet af historien. Men det er forholdsvis nyt overhovedet at læse det ind i en postkolonial kontekst:

»Danmark har ikke forstået sig selv som kolonimagt, og det er derfor først inden for de seneste 10-15 år, at man i litteraturforskningen for alvor er begyndt at læse islandsk, grønlandsk og færøsk litteratur med postkoloniale briller,« siger hun.

Det synspunkt bekræfter forsker ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet Kirsten Thisted. Hun er leder af forskningsprojektet Danmark og det nye Nordatlanten og har forsket i grønlandsk litteratur. »Det er helt afgjort nyt at se sådan på det, men det er tydeligt, at selve eksistensen af for eksempel den grønlandske litteratur var en form for modmagt helt fra starten. Man ser det helt eksplicit allerede i Mathias Storchs roman En Grønlænders Drøm fra 1914, den første roman, der udkom på grønlandsk, hvor hovedpersonen i det sidste kapitel får lov til at skue ind i fremtiden. Her ser han et velfungerende samfund, hvor grønlændere beklæder nøgleposter og har forvandlet sig til selvstændige, selvbevidste borgere – frem for de usikre, underdanige typer, forfatteren mente, der var alt for mange af i hans egen samtid,« siger hun.

The empire writes back

Begrebet postkolonialisme er opstået i samfundsvidenskaberne, hvor det oprindeligt blev brugt til at beskrive perioderne efter en tidligere koloni har opnået selvstændighed. Men i kulturvidenskaberne, forklarer Malan Marnersdóttir, er det udbredt, at man bruger det til at beskrive alle de momenter, hvor man fra de koloniseredes side gør op med kolonimagtens værdier. Både før og efter selvstændigheden er opnået. Derfor giver det også mening at læse litteratur, der er skrevet, inden et land har opnået selvstændighed, i en postkolonial kontekst, siger hun.

Ideen omkring, at kolonien skriver op imod kolonimagten, og at den gør op med kolonimagtens institutioner, kultur og ideologier, for på den måde at opbygge en ny national identitet, har især været udbredt i en engelsksproget kontekst. De tre australske teoretikere Bill Ashcroft, Gareth Griffiths and Helen Tiffin skrev i 1989 The Empire Writes Back, der er et centralt værk indenfor den postkoloniale kulturkritik, og som med sin titel refererer til en artikel af Salman Rushdie og til Star Wars-filmen The Empire Strikes Back.

»De viser blandt andet, at når kolonierne svarer igen i litteraturen, så bruger de typisk former og vaner fra kolonimagten, som de så blander med ironi eller fylder med nyt indhold, der udgrænser kolonimagten fra teksten. Man vender så at sige våbnene imod våbenmagten selv, for at bruge en krigsmetaforik,« siger Malan Marnersdóttir. »Og det er præcis det, man også kan se i en færøsk sammenhæng, som for eksempel i Hans A. Djurhuus’ digt.«

Den tendens er også helt central i en grønlandsk kontekst, mener Kirsten Thisted: »Det var danskerne selv, der via den danske nationalisme introducerede grønlænderne til ideen om, at land, folk, sprog og kultur er et uadskilleligt hele. Og den grønlandske litteratur gjorde så et stort stykke arbejde ved at oversætte det danske projekt til et grønlandsk projekt og fylde rammerne med et grønlandsk indhold,« siger hun.

’Den sande islænding’

Også i den islandske litteratur kan man finde postkoloniale træk. Man kan dog ikke direkte overføre den klassiske kolonistruktur med centrum og periferi til en dansk-islandsk sammenhæng. For Island har i lang tid været betragtet som et kulturelt centrum i Nordatlanten – ikke mindst på grund af de islandske sagaer, som blev set som en central del af Nordens og dermed Danmarks kulturarv. Det mener Jón Yngvi Jóhannsson som forsker i islandsk litteratur ved Islands Universitet:

»Island blev i kraft af sagaerne betragtet som ’fortiden,’ som Danmarks fortid, og Island havde derfor en vigtig funktion i forhold til at konstruere ’danskhed’. Det skabte et helt unikt forhold i relationen mellem koloni og kolonimagt i den dansk-islandske situation,« siger han. »Der har derfor ikke altid været et helt så klart hierarkisk forhold imellem Danmark og Island, som der traditionelt er imellem koloni og kolonimagt, hvor kolonimagten selvfølgelig står i den privilegerede position.«

Den mest centrale koloniale konstruktion i det dansk-islandske forhold, som islandske forfattere igennem tiden har arbejdet med at udfordre – men som de også har udnyttet –handler derfor mere om, at der fra dansk side er opstået en begrænsende forestilling om ’den sande islænding’ som en person, der er knyttet til den islandske natur og ikke mindst til sagaerne og den islandske historie:

I begyndelsen af det 20. århundrede, helt nøjagtigt i perioden 1905-1950, forklarer Jón Yngvi Jóhannsson, skrev flere islandske forfattere skønlitteratur på dansk, heriblandt Gunnar Gunnarsson – det er hverken sket før eller siden den periode. Noget af det interessante ved denne periode er, at sagaerne både blev en fribillet til det danske marked for forfatterne og en enorm begrænsning, i forhold til, hvilke stofområder, de – hvis man skulle følge de danske kritikere – kunne beskæftige sig med uden at svigte ’deres sande natur’, siger han: »Den sande islandske forfatter – set med danske øjne – beskæftiger sig altså med den islandske historie. Forfattere, der skriver romaner om deres samtidige situation i for eksempel København, som mange af forfatterne flyttede til, svigter ifølge de danske kritikere ’deres islandske essens’. Bøger af islandske forfattere blev konsekvent dårligt modtaget, når de ikke levede op til forestillingen om ’sagamanden’« siger Jón Yngvi Jóhannsson og forklarer, at den forestilling minder om de reducerende forestillinger, der fra Vestens side er blevet lagt ned over folk fra Mellemøsten – det teoretikeren Edward Said kalder ’orientalisme’.

Det er derfor også vigtigt at huske, at forestillingen om sagamanden ikke kun knytter sig til forfattere. Det er en attitude, som har været gængs i forhold til danskeres syn på Island i en bredere forstand, og som måske stadig er det i en eller anden grad, siger Jón Yngvi Jóhannsson. Derfor ser man også stadig eksempler på, at islandske forfattere forsøger at gøre op med den forestilling: »I Sjóns Skygge-Baldur er der en scene, hvor protagonisten Frederik siger til sine danske venner: ’Jeg har set universet, og det er lavet af poesi,’ hvortil hans danske venner svarer: ’Der har han talt som en rigtig islænding,’ selvom de også kunne have sagt noget i retning af, at han der havde talt som en rigtig symbolist – ikke mindst fordi han er en ung mand i det nittende århundrede, som er meget optaget af de franske symbolister. Men for dem bliver udtalelsen altså en markør af hans nationalitet.«

Det nye Nordatlanten

Kirsten Thisted mener, at den nye erkendelse af, at der har været postkolonial modmagt i den nordatlantiske litteratur, er vigtig i forhold til at rykke ved opfattelsen af rollefordelingen landene imellem. Og det er i sig selv vigtigt for, at man kan udvikle det nordatlantiske samarbejde:

»Det er helt afgørende, at vi rykker os væk fra den position, hvor man betragter grønlænderne, islændingene og færingerne som de passive ofre i historien, til, at man ser dem som aktive medskabere af historien. Og det er blandt andet det, der bliver så tydeligt, i det øjeblik man dykker ned i landenes litteraturhistorie, nemlig at de her mennesker, de har ikke bare siddet på deres hænder og ventet. De har knoklet for at skabe sig så meget plads som muligt inden for det begrænsede råderum, som de havde,« siger hun. Hun mener desuden, at den nyere litteratur i Nordatlanten vil blive mindre bundet til det koloniale og meget mere komme til at handle om de globale strømninger og problemer. »Det er jo allerede ved at ske, det ser vi i alle de nordatlantiske landes litteraturer. Og det, at vi overhovedet taler om det på den måde, som vi gør nu, er jo også et tegn på, at det er noget, vi er ved arbejde os igennem,« siger hun.

Men selvom den nordatlantiske litteratur allerede er ved at bevæge sig væk fra koloniale problemstillinger og er brgyndt at tage fat på andre mere globale problemer, er bevidstheden om historien og litteraturen stadig vigtig, for det, at vi bliver mere afklarede med Nordatlantens fortid, kan måske åbne op for, at man kan finde sammen på nogle nyere og stærkere præmisser i Nordatlanten:

»Vi ser jo lige pludselig, at de nordatlantiske lande har en stærk gensidig interesse for hinanden. Så noget kunne tyde på, at bevidstheden også er med til at åbne op for nye partnerskaber,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er lykkes det danske nationalsind at se stort på historiske fakta om sig selv. Vel ingen jordisk nation har tjent mere pr. indbygger på slavehandelen end netop Danmark. Og det var jo ikke bare 1. Verdenskrigs gulash-baroner, der nød godt af at sende fordærvede kadavere forklædt som mad til frontsoldaterne. Og vi kører jo på, som den avancerede spydspids i produktionen af billigflæsk. Intet land i verden har så mange svin på kvadratkilometer, som Danmark. Her står vi virkelig i front - i gylle til knæene. "ingen fugl..." Det grønne Danmark, som Anders Fogh Rasmussen skabte, vokser frem til hustage, flagstænger, stakitter og alle andre steder, hvor luften er mættet med gødning.

Historien om Kunuk handler om en fremmed kultur, som er hierarkisk opbygget. Kunuk iagttager fra afstand en landsby, som tyranniseres af en despot, som kaldes høvding.
I den eskimoiske kontekst er høvdinge mentaliteten et skrækscenarie, som begrænser menneskets frihed og udfoldelsesmuligheder. Kunuk ender med at udfordre høvdingen og vinder magten over byen, og den bruger han til at give folket deres frihed tilbage.
Fortællingen om Kaasassuk handler om menneskets trang til at begrænse forsvarsløse menneskers udfoldelsesmuligheder. Det er en historie om, hvad ydmygelsen af et menneske kan føre til. Forældreløse Kaasassuk bliver mobbet og får tænderne rykket ud, men han bliver stor og stærk en dag redder han landsbyen ved at dræbe tre isbjørne. Han bliver derfor en elsket del af byen, men han forstår ikke sine kræfter, og når han giver børn et kærligt knus, klemmer han dem, så de dør af det. På grund af de barske oplevelser i livet, forstår han aldrig helt sin kraft, og bruger den ikke altid på en hensigtsmæssig måde. Det er den grundlægende Inuit/eskimoiske samfundsorden, som blev udfordret af kolonimagten. Den første uddannede grønlænder, Poul Grønlænder beskriver mødet med danskeren med meget kritiske briller.
Han skrev til sin ven Paul Egede, at hvis han ikke havde kendt Egede familien, så vil han helst have været mødet med danskerne foruden
Poul Grønlænder var vidne til, at kolonimagten sendte soldater til kolonien i Nuuk. Det var et voldsomt indgreb mod et folk, som hele deres eksistens havde levet i fordragelighed, og som løste konflikter hjælp af trommedanse, historiefortælling og et ægte demokrati.
Grønlænderne i dag har enorme udfordringer. Vi klamrer os fortsat til ideer og eksempler fra Danmar. Vi er så mentalt koloniserede, at vi har meget svært ved at genkende vores kulturelle værdigrundlag.
Det bliver ikke bedre af, at når nogle forsøger på at fortælle om vores værdier og kultur, så latterliggør både grønlændere og danskere Kajak kulturen, og taler om et overdrevet alkoholforbrug.
Vores værdier bliver dermed gjort simple og primitive - hvilket er langt fra virkeligheden. Inuit/Eskimo kulturen avanceret og uhyre intelligent, men vi er blevet mobbet til ikke længere at have tillid til den livsform, der har gjort os i stand til at leve under forhold og på et sted, hvor de fleste andre ville omkomme. Hvis man er lidt nysgerrig, så kan vi bidrage med meget i den moderne verden.
Grønlands genoprejsning kan lade sig gøre, når vi viser respekt for hverdagens kulturer og værdinormer. Den danske model har ikke været en succeshistorie i Grønland. Man kan ikke bare udskifte en kultur med en anden, selv om det som regel er det, en kolonimagt forventer - også selv om det sker med de bedste intentioner.
Vi står i en situation, hvor 66 % af børnene ikke gennemfører folkeskolen, uden at Danmark gør noget særligt ved det, og der er et uhyggeligt antal børn og unge, der begår selvmord. Der er noget fundamentalt galt, og jeg savner ansvarlighed fra dansk side, så vi sammen kan gøre noget ved de uhyggeligt forhold.
Skete det i Randers, ville det være på forsiden af samtlige danske aviser, og der ville være politikere med meget røde ører - men det sker ikke, når der er tale om Grønland. Lad os hjælpes ad og finde en løsning, så ungdommen i Grønland får en meningsfyldt tilværelse.

Rettelse:
Inuitternes kultur og samfundsforståelse bygger på fortællinger om eksempler og konsekvenser af arrogant magtmisbrug, og hvad det kan føre til. De ser på verden med kritiske briller, og så opstår der fortællinger med visdom og pointer, der har formet samfundsstrukturen.
Historien om Kunuk handler om en fremmed kultur, som er hierarkisk opbygget. Kunuk iagttager fra afstand en landsby, som tyranniseres af en despot, som kaldes høvding.
I den eskimoiske kontekst er høvdinge mentaliteten et skrækscenarie, som begrænser menneskets frihed og udfoldelsesmuligheder. Kunuk ender med at udfordre høvdingen og vinder magten over byen, og den bruger han til at give folket deres frihed tilbage.
Fortællingen om Kaasassuk handler om menneskets trang til at begrænse forsvarsløse menneskers udfoldelsesmuligheder. Det er en historie om, hvad ydmygelsen af et menneske kan føre til.
Forældreløse Kaasassuk bliver mobbet og får tænderne rykket ud, men han bliver stor og stærk en dag redder han landsbyen ved at dræbe tre isbjørne. Han bliver derfor en elsket del af byen, men han forstår ikke sine kræfter, og når han giver børn et kærligt knus, klemmer han dem, så de dør af det. På grund af de barske oplevelser i livet, forstår han aldrig helt sin kraft, og bruger den ikke altid på en hensigtsmæssig måde.
Det er den grundlægende Inuit/eskimoiske samfundsorden, som blev udfordret af kolonimagten. Den første uddannede grønlænder, Poul Grønlænder beskriver mødet med danskeren med meget kritiske briller.
Han skrev til sin ven Paul Egede, at hvis han ikke havde kendt Egede familien, så vil han helst have været mødet med danskerne foruden
Poul Grønlænder var vidne til, at kolonimagten sendte soldater til kolonien i Nuuk. Det var et voldsomt indgreb mod et folk, som hele deres eksistens havde levet i fordragelighed, og som løste konflikter hjælp af trommedanse, historiefortælling og et ægte demokrati.
Grønlænderne i dag har enorme udfordringer. Vi klamrer os fortsat til ideer og eksempler fra Danmark. Vi er så mentalt koloniserede, at vi har meget svært ved at genkende vores kulturelle værdigrundlag.
Det bliver ikke bedre af, at når nogle forsøger på at fortælle om vores værdier og kultur, så latterliggør både grønlændere og danskere Kajak kulturen, og taler om et overdrevet alkoholforbrug.
Vores værdier bliver dermed gjort simple og primitive - hvilket er langt fra virkeligheden. Inuit/Eskimo kulturen avanceret og uhyre intelligent, men vi er blevet mobbet til ikke længere at have tillid til den livsform, der har gjort os i stand til at leve under forhold og på et sted, hvor de fleste andre ville omkomme. Hvis man er lidt nysgerrig, så kan vi bidrage med meget i den moderne verden.
Grønlands genoprejsning kan lade sig gøre, når vi viser respekt for hverdagens kulturer og værdinormer. Den danske model har ikke været en succeshistorie i Grønland. Man kan ikke bare udskifte en kultur med en anden, selv om det som regel er det, en kolonimagt forventer - også selv om det sker med de bedste intentioner.
Vi står i en situation, hvor 66% af børnene ikke gennemfører folkeskolen, uden at Danmark gør noget særligt ved det, og der er et uhyggeligt antal børn og unge, der begår selvmord. Der er noget fundamentalt galt, og jeg savner ansvarlighed fra dansk side, så vi sammen kan gøre noget ved de uhyggeligt forhold.
Skete det i Randers, ville det være på forsiden af samtlige danske aviser, og der ville være politikere med meget røde ører - men det sker ikke, når der er tale om Grønland. Lad os hjælpes ad og finde en løsning, så ungdommen i Grønland får en meningsfyldt tilværelse.

Philip B. Johnsen, Jens Thaarup Nyberg og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Hvad så med Norge, var det ikke også en dansk koloni?
Og store dele af Sverige.
Og med hensyn til Færøerne, har man så glemt William Heinesen.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg mener, at Information er galt afmarcheret i denne serie om dansk folkesind og -sjæl hvad angår spørgsmålet om dansk kolonitid. Serien lægger sin vægt i den skål, der anklager danskerne ikke blot for datidens gerninger, men også for eftertidens syn på dem. Og der tror jeg bestemt, at seriens vinkel fejler. For danskerne er efter min fornemmelse ganske udmærket klar over fortidens synder, og de historiske forløb. Danskerne er sig deres forfædres roller bevidst, men kan ikke tage ansvaret for dem. I forhold til de nordatlantiske dele af rigsfællesskabet er det snarere danskernes folkesjæl, der har presset myndighederne til at indgå aftaler med befolkningerne deroppe om hjemmestyre og selvstyreordninger.

jan henrik wegener

Følgende kommentar er ikke rettet mod Islands, Grønlands eller Færøernes særlige situation, men mere mod den der "postkoloniale" idé, som jeg opfatter som nært forbundet med ideer om selvstændighed. Dette igen med opbygning af nationer, af forestillinger om særkender (eller "identitet"), af afgrænsning og overgang fra tilhørsforhold til et mere vagt "rigsfællesskab" (eller "imperium" eller hvad man måtte finde det for godt at bruge af betegnelser) til enten "indlænding" eller "udlænding"/"fremmed". Det sidste kan dog "blødes op" af internationale samarbejdsorganer, som f.eks. det nordiske, eller "Commonwealth" eller hvad man nu ellers kan finde på, og af overgangsordninger m.v.
Men den nærliggende konsekvens af "løsrivelse" er vel et øget fokus på om man er "inde" eller "ude".