Baggrund
Læsetid: 5 min.

Selv hans streg var et autoritetsopgør

Georges Wolinskis henkastede streg fik i 1980’erne den danske venstrefløj til at trække på det smilebånd, som ellers ikke var overbelastet. Rablende anarkist, hensynsløs humorist og radikal humanist, siger de, der mødte ham dengang, om ham. Ingen gik fri for hans satire – heller ikke den venstrefløj, der omfavnede ham, eller den kvindekamp, han ellers støttede. Selvhøjtidelighed og hykleri alle steder var til grin. Der var brug for ham dengang – og det er der stadig
Georges Wolinskis henkastede streg fik i 1980’erne den danske venstrefløj til at trække på det smilebånd, som ellers ikke var overbelastet. Rablende anarkist, hensynsløs humorist og radikal humanist, siger de, der mødte ham dengang, om ham. Ingen gik fri for hans satire – heller ikke den venstrefløj, der omfavnede ham, eller den kvindekamp, han ellers støttede. Selvhøjtidelighed og hykleri alle steder var til grin. Der var brug for ham dengang – og det er der stadig
Kultur
9. januar 2015

Onsdag aften offentliggjorde Georges Wolinskis datter Elsa Wolinski et billede af sin fars tomme arbejdsværelse. »Far er væk, ikke Wolinski.« står der under billedet af et tegnebord, bogreoler fra gulv til loft, en slidt pude på en stol og en blyant skødesløst henkastet på et stykke hvidt papir. Det ser vitterligt ud, som om han lige er gået. Georges Wolinski var én af de tegnere, der onsdag formiddag blev dræbt på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris.

I løbet af sine 80 år tegnede han for adskillige aviser og magasiner: Liberation, l’Humanité, Le Nouvel Observateur og Paris Match blandt andre. Han vandt priser og var i Frankrig en meningsdanner, der blev lyttet til. Det var ikke kun Charlie Hebdo, der nød godt af hans anarkisme.

I 1984 sad han på en café og tegnede Søren Vinterberg og fotograf Ernst Nielsen på en serviet. Søren Vinterberg, der i dag er anmelder på Politiken, var dengang på Information og interviewede Wolinski, da han besøgte København i forbindelse med en udgivelse af sine tegninger på dansk. Dengang fik han stor betydning for den nye venstrefløj i Danmark, fortæller Søren Vinterberg:

»Det var jo ikke, fordi det var smilebåndet, vi sled mest på dengang. Der var brug for ham – ja, det er der jo tydeligvis stadig.«

Her er skitsen, her er pointen

Der var et slægtsskab mellem den nye venstrefløj og Georges Wolinskis antiautoritære tankegang. Opgøret med Moskva og de kommunistiske dogmer genfandt de danske venstresocialister i Wolinskis tegninger. Men Wolinski var ingens. Det stod klart for enhver:

»Han lavede satire over al selvhøjtidelighed og hykleri. Han kritiserede magthavere, kønsroller, politikere, religiøse overhoveder. Og det gik bestemt også ud over venstrefløjen selv. Han stod uden for al partipolitik. Han var rablende anarkistisk i både form og indhold og en hensynsløs humorist, men også en radikal humanist,« siger Søren Vinterberg og tilføjer:

»Og i øvrigt et utroligt venligt menneske. Vi bragte hans tegning af mig og Ernst sammen med interviewet i avisen.«

Intet undslap Georges Wolinskis oprør – selv i hans streg lå et autoritetsopgør.

»Den dér henkastede, skitserende form var en reaktion på den tyrannisering, som tegneseriekunsten var blevet udsat for af tegnere som Hergé, der jo havde en tegnestue på 100 mennesker til at farvelægge og lave baggrunde og polere Tintin. Med den henkastede streg sagde Wolinski: ’Nu skal vi heller ikke gøre os til mere, end vi er. Her er skitsen og her er pointen’.«

Da Søren Vinterberg som tegneseriekunstens gode apostel i 1984 spurgte Wolinski, om tegneseriekunsten ikke fortjente mere anerkendelse, afviste Wolinski da også den tanke.

»Han sagde, at der var så mange tegninger, der var det argeste lort, så det synes han ikke, der var nogen grund til at anerkende som noget særligt. Han besad altså også en stor mængde selvkritik.«

Et lille forlag

Da journalist Annette Wiborg hørte om angrebet på Charlie Hebdo, sagde hun til sin mand:

»Men Wolinski er der vel ikke, vel? Det kan han da ikke være. Han er jo en gammel mand efterhånden.«

Annette Wiborg har et særligt forhold til netop Georges Wolinski. I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne udgav hun sammen med journalisten Lars Møller Wolinskis tegneseriealbums på dansk på det lille forlag Københavns Bogforlag.

»Han var så humoristisk og udogmatisk i en tid, hvor alt var meget firkantet, så vi måtte bare udgive ham. Forlaget udsprang af et journalistisk miljø, hvor man ikke ville tilhøre noget parti, men have lov at være kritisk over for alle, så han passede perfekt til os. Og vi lavede faktisk det første album uden at have talt med ham først. Da vi havde det færdigt, sendte vi det til ham sammen med nogle penge. Først da han hævede checken, vidste vi, at den var god nok. Sådan var det dengang,« siger Annette Wiborg med et højt grin.

Forlaget fandt penge til at invitere Wolinski til Danmark, hvor han blandt andet blev interviewet af Søren Vinterberg. Annette Wiborg kunne konstant mærke hans ønske om at forblive uafhængig og anarkistisk.

Noget af det første han sagde, da Lars Møller og Annette Wiborg bænkede ham til en øl ved forlagets eneste bord i deres eneste lokale mellem klunsede spisestuestole, bøger og en enkelt kogeplade på en bogkasse, var:

»Hvor er det dejligt at udkomme på så lille et forlag«.

Forlaget udgav yderligere seks albums, og i 1980’erne stod de i mange venstreorienterede hjem. En slags pligtlæsning.

Glad for damer

Georges Wolinski gjorde et stort indtryk på Annette Wiborg. Og hun husker flere af hans tegninger i dag. De har ikke mistet deres relevans. Pointerne er ikke bedagede. Mange af de ting, han dengang lavede satire over, kunne man sagtens gøre grin med i dag.

»Jeg husker især én tegning. Man ser en mand, der står og råber ud af et vindue for at holde tale: ’Kammerater’ råber han, og så sidder der en flok bag ham inde i rummet og siger: ’Jamen, vi er jo lige her’. Det illustrerede den holdning, som han havde til den måde, venstrefløjen kommunikerede på. Hvem var det, de talte til?«

Det var noget af det bedste ved ham, synes Annette Wiborg. Hans insisteren på at forholde sig kritisk – også til dem, han var grundlæggende enig med.

»Han var jo glad for damer,« siger Annette Wiborg, men de erotiske tegninger, der problematiserede kvindekampen, var måske nogle af dem, som var sværest for venstrefløjen at håndtere.

Men der er ingen tvivl om, at han støttede kvindefrigørelsen.

»Han forholdt sig bare allerede dengang til, hvor manden blev af i det. Og det er jo noget, vi diskuterer i dag. Han havde et rigtig godt blik for den nye manderolle, som han var skeptisk over for.«

Annette Wiborg blev rystet, da hun fandt ud af, at jo, Wolinski var med til redaktionsmøde på Charlie Hebdo. 80 år gammel.

»Han var utrættelig. Det er så trist.«

Mange af de franske aviser bragte i går nekrologer over Georges Wolinski. Le Monde skriver, at da avisen for nogle år siden spurgte, om han frygtede døden, svarede han. Med en vittighed:

»Jeg har sagt til min kone: Smid min aske i toilettet, så jeg kan se din røv hver dag.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her