Læsetid: 6 min.

»Jeg er ikke ude på at slå danskerne i hovedet eller give dem dårlig samvittighed«

Daniel Dencik vil med sin film ’Guldkysten’ skildre de historiske omstændigheder omkring den danske kolonisering i det nuværende Ghana så nuanceret som muligt og dermed udfordre forestillingen om, at indbyggerne i Ghana er de evige ofre, som har brug for hjælp fra Vesten. I forbindelse med optagelserne har alle fra filmholdet og produktionen investeret i den ghanesiske filmindustri
Daniel Denciks spillefilmsdebut, ’Guldkysten’, er planlagt til at have premiere den 2. juli. Han er netop vendt hjem fra Ghana, hvor optagelserne har fundet sted.

Tor Birk Trads

6. januar 2015

Daniel Dencik trækker et hvidt lærred ned fra loftet og placerer mig i en sofa. »Det er stadig kun på skitseplan,« siger han. »Men nu får du lige en lille privat visning, som kan give dig en fornemmelse af tiden.«

Nogle af de genstande, som ligger omkring mig, kommer til live på lærredet. En sort læderpisk, som hovedpersonen Wulff Frederik Wulff pisker sin personlige slave med. En glasklokke med en levende kaffeplante, som Wulff har med fra Danmark, og et Flora Danica-stel, som de danske kolonialister spiser af, mens topløse mørke kvinder varter dem op.

På et tidspunkt jagter en fuld hvid mand en mørk kvinde, som skriger og forsøger at stikke af. Mandens intentioner er ikke til at tage fejl af, og efter at have set en halv time af filmen virker det umiddelbart, som om Daniel Dencik er i gang med at skildre danskernes brutalitet, da de var kolonimagt på det daværende Guldkysten.

Det er han for så vidt også, siger han. Men den danske filminstruktør, der er født i Sverige, uddannet filmklipper fra Filmskolen og har udgivet fem bøger, føler først og fremmest et ansvar for at skildre de historiske konflikter så nuanceret som muligt.

»Jeg er ikke ude på at slå danskerne i hovedet eller give dem dårlig samvittighed. Blandt andet fordi jeg tror, at indignation er et meget dårligt kreativt brændstof, men også fordi det ikke var så sort og hvidt,« siger han. Han forklarer, at der ikke er nogen af karaktererne i hans film, som er udråbt til at være the bad guys, og at han ikke som sådan har nogen dagsorden med sin film.

»Danskerne var helt afgjort brutale. Danmark var en central medspiller i slavehandlen, og man skal ikke glemme, at København, som vi kender det i dag, nærmest er bygget på penge tjent på handel med slaver. Men det var samtidig lokale stammer på Guldkysten, der faciliterede slavehandlen,« forklarer han.

»Det var jo ikke danskerne, der indfangede mennesker. Danskerne opholdt sig primært ude ved kysten og allierede sig så med nogle af de stærkeste stammer, som fangede slaver fra mindre stærke stammer, hvilket de i øvrigt allerede gjorde, inden danskerne kom.«

Hjælpearbejde og kolonialisme

Daniel Dencik er netop vendt hjem fra en filmoptagelse i Ghana, hvor handlingen til Guldkysten udspiller sig. Filmen, som er Daniel Denciks debut som spillefilms- instruktør, er planlagt til at have premiere i de danske biografer den 2. juli. Med sig hjem fra optagelserne i Ghana har han en masse råbånd og en vision for, hvordan Vesten bør forholde sig til Afrika.

»U-landsbistand og hjælpearbejde er typisk meget velment, men den slags tiltag fastholder mange af de afrikanske lande i en offerrolle. På den måde virker hjælpearbejdet næsten som et overgreb, for det er en videreførelse af en kolonimagtstankegang, hvor vi i Vesten betragter os selv som de overlegne og afrikanerne som de hjælpeløse,« siger han og fortsætter: »Jeg synes, at vi, i stedet for at behandle ghaneserne som ofre, der har brug for hjælp, bør behandle dem som en mulig samarbejdspartner.«

Krydsbefrugtning

Daniel Dencik og hans producer, Michael Haslund-Christensen, har travlt, og de når at udveksle et hav af informationer, inden Daniel Dencik og jeg kan gå ned på en café i nærheden. Visionen om at behandle Ghana som en samarbejdspartner har også sat sig igennem i forhold til filmprojektet. Produktionsselskabet, som Daniel Dencik er medejer af, har selv investeret i den ghanesiske film- industri og har benyttet sig af lokal arbejdskraft, hvilket han altså mener, at der er masser af perspektiv i at gøre. Han taler om, at der sker en krydsbefrugtning, som er til gavn for alle parter.

»I den ghanesiske filmindustri er der nogle meget kompetente folk og ved at handle med dem og bruge dem som samarbejdspartnere, er du i meget højere grad med til at løfte deres samfund, end hvis du laver hjælpearbejde. Vi havde 500 afrikanere på lønningslisten og brugte flere millioner kroner i Ghana på at lave vores film. Det fungerede rigtig godt, og måske kan vi på den måde inspirere andre vestlige selskaber til at gøre noget lignende. Hvis min film kan være med til det, så synes jeg, at jeg har opnået resultater, som traditionel u-landsbistand måske sjældent kommer i nærheden af.«

Han tror sågar, at den ghanesiske filmindustri kunne være gearet til at samarbejde med Hollywood, men han indrømmer, at han selv var skeptisk inden afrejsen til Ghana. »Jeg havde nogle forskellige fordomme om det at arbejde sammen med folk fra et afrikansk land. Fordomme om, at folk ikke arbejder så hårdt. At de er uorganiserede og sådan noget, men de fordomme blev gjort til skamme.«

Han fortæller, at forholdene på mange måder var sammenlignelige med de danske. Selv korruption og bestikkelse, som ofte omtales som de største udfordringer når man arbejder i Afrika, kan ifølge Daniel Dencik sammenlignes med danske tilstande.

»Hvis du skal filme i den lejlighed deroppe,« siger han og peger ud gennem vinduet, »så skal du betale 5.000 kroner pr. dag i location-leje. I Ghana skulle vi betale en lokal høvding for at filme på en strand. Det er jo dybest set det samme.«

Udover at samarbejdet med ghaneserne var frugtbart i sig selv, fortæller han også, at lokal overtro blev en naturlig del af filmen. Blandt andet fordi de filmede på steder, der var for de lokale, hvad Auschwitz er for jøderne, som Daniel Dencik siger. På den måde blev han introduceret til juju, en slags voodoo med ånder og dyreofringer.

»Juju blev, uden at jeg på nogen måde havde planlagt det, en ret stor del af filmen og af det at lave den,« siger han og forklarer:

»Centrale dele af filmholdet kommer fra en dokumentarisk baggrund, og derfor ville vi gerne bruge de originale locations. Vi filmede blandt andet porten, hvor slaverne kom igennem, the gate of no return. Vi filmede slavekasserne og de steder, hvor slaverne blev udskibet. Det var ikke uproblematisk for de lokale, men vi sørgede for, at stederne blev velsignet inden optagelserne, og at der altid var en juju-præst til stede, for det bad de os om,« siger han.

Historisk film

I og med der ikke er skabt andre film om lige netop den danske koloni på Guldkysten, bliver Daniel Denciks film automatisk en slags vidnesbyrd, siger han:

»I modsætning til Ole Bornedals bearbejdelse af 1864 og slaget ved Dybbøl, som jo er grundigt repræsenteret i film og litteratur, så kommer min film på en måde til at sætte standarden, hvorudfra alt andet så skal debatteres. Der findes jo nærmest ikke engang bøger om det her. Thorkild Hansen skrev Slavernes kyst for 45 år siden, som er uovertruffen god, men ellers har jeg ikke kunnet opstøve så meget,« siger han.

Hvorfor tror du, at der er lavet så få film og skrevet så få bøger om de danske besiddelser på Guldkysten, når et emne som 1864 er blevet så grundigt beskrevet?

»Ja, det undrer også mig, men det skyldes nok, at det dels er smerteligt at indrømme en fortid som slavenation, dels at Afrika og den florissante periode umiddelbart er langt væk fra dagens danskere, og dels at du ikke får noget at vide i skolen. De tre ting forstærker hinanden i en uvidenhed, der bliver tættere og tættere, som årene går.«

På trods af, at Daniel Dencik altså kommer fra en dokumentarisk baggrund, understreger han, at Guldkysten er et fiktivt værk. Han understreger det ikke mindst, fordi han har debatten om Ole Bornedals 1864 med i sine overvejelser.

»Hvis man er ude på at finde historiske fejl i min film, så får man travlt,« siger han.

»Guldkysten er et fiktivt og et meget drømmende værk. Jeg tænker selv på det som 1836 på ecstasy, fordi folk er så fulde af kærlighed, og fordi det er så intenst.«

Han forklarer, at filmen iscenesætter de historiske konflikter og komprimerer dem. Helt konkret har han komprimeret de sidste 30 år af danskernes tilstedeværelse på Guldkysten til to-tre år.

»Men jeg mener ikke, at filmen dermed bliver mindre sand end historiske film, der holder sig stringent til fakta. Den er bare sand på en anden måde,« siger han.

Serie

Danmark som kolonimagt

I Danmark erindres kolonitiden med nostalgi, hvilket blandt andet kan ses i den stædige fastholdelse af forskellige kolonialvarers emballager.

Information sætter i denne serie fokus på den mangelfulde historiske bevidsthed om, at Danmark har været kolonimagt og slavenation.

Seneste artikler

  • Vestindiens ’Nelson Mandela’ gør fortidens brutalitet lettere at bære

    16. marts 2017
    På De Vestindiske øer fik General Buddhoe æren for at lede oprøret, der afskaffede slaveriet, og han er siden blevet kaldt ’den vestindiske Nelson Mandela’. Men historikere har sået tvivl om, at han var den oprørsleder, han bliver gjort til. Alligevel holder befolkningen fast i fortællingen, for heltebilleder gør det lettere at håndtere fortiden
  • Forsker: Plan for Vestindien-fejring overser øerne selv

    2. december 2016
    Det er Danmark, der er i centrum i Kulturministeriets nye plan for markeringen af 100-året for salget af de danske besiddelser på Jomfruøerne. Planen fokuserer på at fremme bevidstheden om historien herhjemme, og selv om det er vigtigt, glemmer man ifølge forsker at fokusere på, hvad man kan gøre for øerne
  • Huller i hukommelsen

    7. oktober 2016
    Op til 100-året for salget af Jomfruøerne retter en bølge af bøger opmærksomhed mod Danmarks kolonitid og sætter spørgsmålstegn ved opfattelsen af Danmark som human kolonimagt. Opgøret med forestillingerne om koloniherredømmet er del af en europæisk tendens, som var bemærkelsesværdigt lang tid om at nå til Danmark
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Simone Bærentzen
  • Niels Roed
Simone Bærentzen og Niels Roed anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

»Ja, det undrer også mig, men det skyldes nok, at det dels er smerteligt at indrømme en fortid som slavenation, dels at Afrika og den florissante periode umiddelbart er langt væk fra dagens danskere, og dels at du ikke får noget at vide i skolen. De tre ting forstærker hinanden i en uvidenhed, der bliver tættere og tættere, som årene går.«

Mener den rare mand virkelig at eleverne i skolen de sidste 40 år ikke har hørt om trekanthandelen. Hvor fanden har han selv gået i skole ?

jens peter hansen

»Ja, det undrer også mig, men det skyldes nok, at det dels er smerteligt at indrømme en fortid som slavenation, dels at Afrika og den florissante periode umiddelbart er langt væk fra dagens danskere, og dels at du ikke får noget at vide i skolen. De tre ting forstærker hinanden i en uvidenhed, der bliver tættere og tættere, som årene går.«

Mener den rare mand virkelig at eleverne i skolen de sidste 40 år ikke har hørt om trekanthandelen. Hvor fanden har han selv gået i skole ?

Bjørn Pedersen

"»Men jeg mener ikke, at filmen dermed bliver mindre sand end historiske film, der holder sig stringent til fakta. Den er bare sand på en anden måde,« siger han."

Selvom jeg ikke har nogen særlig grund til at tro at Denciks film vil blive en "1864", eller at han skulle være særlig socialkonstruktivistisk, får det ovenstående citats ordlyd mig til at tænke på en anden, i skrivende stund stadig aktuel, artikel her på Information:

http://www.information.dk/520256

Men godt af Dencik at han har lavet en film, der belyser slaveritiden. Dansk historiebevidsthed om tiden før 1848 har generelt godt af at blive udbedret. En film om Kalmartiden, der bare er nogenlunde sprogligt og kulturelt korrekt, kunne også være interessant ifh. til at nedbryde nogle af de tåbelige post-1848 myter om det "lille, fredelige, etnisk homogene Danmark" vi har bildt os selv ind i næsten to århundreder.

»Ja, det undrer også mig, men det skyldes nok, at det dels er smerteligt at indrømme en fortid som slavenation, dels at Afrika og den florissante periode umiddelbart er langt væk fra dagens danskere, og dels at du ikke får noget at vide i skolen
Daniel Dencik er delvis t opvokset i Sverige, hvilket undskylder noget af hans egen uvoidenhed.
Ellers er der kun at tilføje - som jeg også har gjort i tråden ;Ved du hvorfor det hedder kolonialvarer"
at man skal have været usædvanligt fraværende i historietimerne m.m., undladt at have set TV, Thorkild Hansens bestseller slavetriologien har man heller ikke bemærket, hvis man tror, det her emne ikke er behandlet i forvejen. Derfor kan der naturligvis sagtens være plads til endnu en film - og denne gang med et lidt andet perspektiv.
Udtalelser om, at emnet ikke har været behandlet i skolen og litteraturen kan skyldes en af 2 ting:
1 man har vitterligt selv lidt af intellektuel dovenskab og ikke opdaget, hvad der ligger lige for næsen af en.
2 Man fremstiller bevidst sig selv - og resten af nation - som værende uvidende, for det gør sig bedst i ansøgninger og pressen : "se, jeg undersøger noget, ingen rigtigt har hørt om indtil nu."
Hvilket er løgn , sorry.

Kristian Rikard, Karsten Aaen og jens peter hansen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

øhe.. er der nogen nation eller land i verden,
som ikke har skabene fulde af skeletter, grusomheder, uvidenhed, tåbeligheder, pligtopfyldende røvslikkeri , for ikke at tale om selvfedme?

Dårlig samvittighed? Nøh.. jeg faldt i gryden som barn.

Nic Pedersen, Rune Petersen, lars abildgaard, Helene Kristensen og Helge Sørensen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Som sagt har jeg et par medstuderende der lige nøjagtigt skriver speciale om Wulff. At Dencik ikke vidste en pind om slaveriet før nu er da en intellektuel dovenskab af dimensioner. Og at Danmark/Norge var særdeles aktiv i denne indbringende handel ved ethvert skolebarn. Jeg håber selvfølgelig at der kommer en god film ud af det, men den evige sang om at det er der ingen der ved og vi vil heller ikke vide det er desværre mere sigende om Dencik end de danskere han vil vække.

Jens Peter Hansen - ja, det er fandme intellektuel dovenskab, der vil noget. I 60'erne og 70'erne læste danskerne ikke blot Thorkild Hansens trologi, børnene læste også Preben Ramløvs Massa Peter, Lademan udsendte Fjernt fra Danmark med en beskrivelse af vores kolonihistorie med slaver, grusomheder og hele pibetøjet. Lademans bøger stod i rigtigt, rigtigt mange bogreol over det ganske land også i eller ikke særligt læsende hjem.
Men jeg glæder mig til at se filmen, for Wulff er en meget spændende skikkelse.
P.S. Det er ikke et tilfælde, at 3. del af Nissebande - Nissernes Ø - udspiller sig på de Vestindiske øer! Lur mig lige om ikk en enkelt skolelærer eller to benyttede lejligheden til at fortælle lidt kolonoihistorie der.

Jeg har haft med Ghana at gøre i 25 år. Jeg tvivler stærkt på at nogen dernede, bortset fra nogle få specialister, havde andet kendskab til Danmark end til dansk fodbold.

'Der findes jo nærmest ikke engang bøger om det her', siger den tilbagelænede Daniel Dencick. Jo der gør. Bl.a. bind 8 i serien 'Vore Gamle Tropekolonier', der udførligt omhandler Danmarks tilstedeværelse på Guldkysten.

I øvrigt kan jeg ikke se, hvorfor dagens danskere skulle få dårlig samvittighed over det her. Bortset fra nogle få masochistiske selvpinere, måske.

Nic Pedersen, Preben Haagensen, Kristian Rikard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lasse Damgaard

»Hvis man er ude på at finde historiske fejl i min film, så får man travlt,« siger han.

Uha - man høre gusjammerlige DF'er messe i kor om blasfemisk omgang med danskheden og den rene kulturelle djævledyrkelse ...

Michael Bruus

Informations skyld senarie, den hvide mand kontra dem farvede kvinde, eller den racistiske hvide mand kontra den farvede kvinde og den vedholdenhed hvormed information gennemforer dette; Tænker jeg umuliggør en hver objektivt vinkel på Ghana spørgsmålet her i bladet.
Men selv har jeg været i Ghana og på et slavefort og mærket efter.

Michael Bruus

På slavefortet i Ghana, oplevede jeg en side af Danmarks rødder som rystede mig og det mørke som også er en del af Danmarks rødder gav mig et helt andet indblik i den danske Folkesjæl.
I Grønland så jeg hvordan man havde bygget boligkvarterer til et fangerfolk og jeg blev igen beviste om endnu en del af vores mørke rødder.
Det samme sker når vi sender soldater i krig i Mellemøsten for at lære dem demokrati.
Og når information ved hjælp af gammelkatolsk skyldopdragelse vi opdrage på læserne.

Det der ser ud til at være det gennemgående træk, er hvor dårligt og hvor lidt vi forstår dem vi forsøger at opdrage på. Og at vi tilsyneladende ikke rigtig har lært noget af fortiden.

Peter Günther

Jeg tror det vil være et voksent træk, hvis istedet for at omskrive hændelser i fortiden ved vores eget eksempel demonstrer vore egne værdier.

Morten Johansen

Mener den rare mand virkelig at eleverne i skolen de sidste 40 år ikke har hørt om trekanthandelen. Hvor fanden har han selv gået i skole ?

Kan ikke huske at jeg, i min skoletid, i 70'erne, hørte noget særligt om dette. På Undervisningsministeriets læringsportal medgives det også at:

Den Transatlantiske Slavehandel har traditionelt ikke fyldt meget i de undervisningsbøger, der hidtil er udkommet.

(http://www.emu.dk/modul/den-transatlantiske-slavehandel-1-trekantshandel...)

Så , Jens Peter, jeg tror blot at du har været heldig at have en historielærer der har været lidt mere fremme i skoene end de fleste.

jens peter hansen

Det var sgu mig selv der var historielærer fra 1974 og indtil for et par siden. Måske kan man huske de gamle numre af Historiebogen og de film der hørte med, så dårlige de end var tegnet, hvor netop slavehandelen og især trekantshandelen var fremtrædende. Hvad der gør mig sur er at enhver kan hive et eller andet frem fra historien og se rigtig forarget ud og sige:" Og det lærte vi altså ikke i skolen ! Hvad enten dette er sandt eller ej. Jeg tror ikke der er én elev der ikke har set det berømte billede af slaver der ligger som sild i tønde på et slaveskib. Den amerikanske serie Rødder var også med til at sætte fokus på slaveriet. Alle mine elever har været på Christianshavn og i Frederiksstaden for at se hvor fedt nogle tjente på slavehandel og anden handel i øvrigt ( DK Var som bekendt neutral i en lang periode og nogle tjente styrtende med penge på krig og ballade i Europa og Amerika, ikke kun på slaver).
Nogle mennesker mener, at fordi de ikke lige ved ret meget om et emne så ved de andre det nok heller ikke. Den holdning kunne måske rettes ved at man sagde, at men fandt det enormt interessant at arbejde med det her område og ikke det skolemesteragtige, at jeg vil oplyse den uvidende hob om hvad jeg ved. Det kommer der fandme ikke nogen seværdig spillefilm ud af. Jeg håber selvfølgelig at der kommer en god og nuanceret film ud af projektet. En film der også viser hvordan de nulevende afrikaneres forfædre var slavefangere og slavehandlere i den helt store stil.

Morten Johansen

Nogle mennesker mener, at fordi de ikke lige ved ret meget om et emne så ved de andre det nok heller ikke.

Den kunne jo så også vendes om: "Nogle mennesker mener, at fordi de lige ved ret meget om et emne så ved de andre det nok også".

Som sagt, Undervisningsministeriet anerkender at dette emne ikke har været synderlig fremtrædende i historieundervisningen.

Morten Johansen - det kan godt være, det ikke har fyldt ekstremt meget i historiebøgerne, men det har været der - og der har hele tiden været supplerende undervisningsmateriale. så har der foruden været Hansens slavetrilogi, der virkeligt blev læst meget. Der var Preben Ramløvs Massa Peter - senere også som TV-serie, udsendelser i TV - og det var sgu dengang, vi kun havde DR - diverse mere eller mindre illustreret litteratur, etc. Man skal have været helt usædvanlig blind og døv for ikke at at kende til vores lidet flatterende rolle i Ghana, i Indien, på de vestindiske øer. Netop de vestindiske øer har der gennem tiden også været artikler om i ugebladene igen og igen og igen med henvisning til at vi også havde haft andre kolonier - og slavehandlen. Der har også gentagne tange været artikler om i ugebladene og aviserne om, at der i Nakskov var en sort skoleinspektør, som kom fra ........ TADA de vestindiske øer. Og kom der lige lidt kolonihistorie endnu en gang. Så altså - den postulerede uvidenhed er aldeles selvforskyldt.

Morten Johansen

Man skal have været helt usædvanlig blind og døv for ikke at at kende til vores lidet flatterende rolle i Ghana

Jeg er helt enig med Dencik. Vi lider af en fortrængningsmekanisme i Danmark, fordi vi har et godhedskompleks der fortæller os at vi er bedre og mere humane end andre - og har været det til alle tider! Selv vores vikingetid gøres til noget harmløst og tegneserieagtigt. Kvalmefaktoren mangler. I skoletiden får vi ikke de mørke kapitler af vores historie ind på en måde, så vi virkelig kan føle og forstå dem. Det er noget vi er henvist til selv at læse op på som voksne. Dencik kan forhåbentlig hjælpe, men jeg forudser at der sikkert rejser sig et ramskrig, som vil beklikke Dencik - hans motiver, hans forventeligt påståede historieløshed, hans halvsvenske baggrund, hans påståede skumle politiske ærinder, alt! Bare vent og se!

jens peter hansen

Mener du at børn skal slæbes igennem vold, voldtægter, medicinske forsøg, gasninger, halshugninger, hjul og stejle og andet godt, Morten Johansen ? Er slaveriet ikke en del af vores mørke historie, som bliver fortalt ? Er fattigdommen, børnearbejde, hekseprocesser ikke noget der bliver fortalt ? Den råhed som herskede er en del af historien, men det er vel ikke den hele ? Og at du er henvist til som voksen selv at læse dig frem til en større forståelse er vel kun et sundt træk i hele vores undervisningssystem. Du er forhåbentlig ikke færdig med at blive klogere fordi du er gået ud af skolen ?

Morten Johansen

Mener du at børn skal slæbes igennem vold, voldtægter, medicinske forsøg, gasninger, halshugninger, hjul og stejle og andet godt, Morten Johansen ?

Man skal have det ind på en sådan måde, at man forstår brutaliteten, for derved at kunne forstå at en sådan brutalitet er en del af os selv, og at den kan komme i spil igen under særlige omstændigheder. Dette bidrager historieundervisningen i den danske skole overhovedet ikke til.

Morten Johansen - du er godt klar over, at der faktisk er grænser for, hvor meget brutalitet, man bør lade børn kunne forstå. Der er en grund til, at man sætter vejledende aldersgrænser på for film og litteratur, da børn slet, slet ikke har det filter, voksne har. De KAN faktisk blive skræmt fra vid og sans - og der altså ingen grund til at 10-årige skal have mareridt om natten, fordi de skal "forstå brutaliteten" i heksebrændinger eller slavehandel. De skal have det serveret på en måde, så de bebeholder en nysgerrighed til at gå videre i eget tempo og på eget niveau.
Jeg arbejder i øjeblikket på et skolebibliotek, og jeg kan forsikre dig om, at vi har såvel fag- som skønlitteratur om pest, heksebrændinger, henrettelser før i tiden både med og uden hjul og stejle, børnarbejde, hoveri, slavehandel på diverse niveauer - og de bliver læst. Og jeg har oplevet børn komme og aflevere bøger om emnerne, som de ganske enkelt ikke fik læst færdigt, fordi de var for brutale for dem. Vi har bøger med illustrationer i, hvor jeg eller læreren først advarer børnene og nogle gange lige bladre bøgerne igennem med dem og forklarer lidt hist og her, så de ikke er helt uforberedte. Der findes billeder, børn slet, slet ikke bør rende rundt med på nethinden. Det svært nok for vi voksne at håndtere dem - og når først de er kommet på nethinden, forsvinder de aldrig helt igen.
P.S. Da jeg var 6 år, hørte jeg "onkel Toms hytte" i radion. Den er alt andet lige ikke voldsom udmalende - men jeg havde mareridt længe efter og har lige siden ikke været det fjerneste tvivl om selve ondskaben i det at holde slaver - uanset hvor "godt", man i øvrigt måtte beholde dem. Mere skulle der såmænd ikke til.