Læsetid 3.8742857142857 min.

Den ultimative selvrealisering er arbejde

Også i tv har netværket erstattet samlebåndet. De sidste 15 år har den postindustrielle arbejdsplads dannet rammen om serier som ’Silicon Valley’, ’The Office’ og ’Sex and the City’, der portrætterer vidensarbejdere på et konstant omskifteligt jobmarked. Og de behandler emnet med både hurraoptimisme og kritisk distance
Også i tv har netværket erstattet samlebåndet. De sidste 15 år har den postindustrielle arbejdsplads dannet rammen om serier som ’Silicon Valley’, ’The Office’ og ’Sex and the City’, der portrætterer vidensarbejdere på et konstant omskifteligt jobmarked. Og de behandler emnet med både hurraoptimisme og kritisk distance
Sofie Holm Larsen/iBureauet
29. januar 2015

I en scene i tv-serien Silicon Valley forsøger den nervøse it-nørd Richard at formulere målsætningen for sit nystartede firma:

»Det her firma skal ikke være en eller anden business-sekt, der tilbyder frivillige meditationslejre, som i virkeligheden er obligatoriske, og som påstår at gøre verden til et bedre sted. ’Let’s just think differently’,« siger Richard – og opdager så, at han lige har citeret Apples slogan. »Let’s just do it«, prøver han i stedet, hvilket viser sig at være Nikes slogan. Han affinder sig så med »Let’s make it happen«, men pointen er allerede mejslet ind: Trods deres gode intentioner og veludviklede bullshit-detektorer er Richard og hans programmørvenner allerede så inficerede af klichéfyldt managementtænkning, at det nærmest er umuligt at definere deres projekt på egne præmisser.

HBO’s komedieserie skildrer den californiske tech-branche, der i slutningen af 1990’erne blev udråbt til det helt store vækstområde for den nye postindustrielle kapitalisme. Siden er op til flere dot-com-bobler bristet, men i Silicon Valley raser den vidensøkonomiske guldfeber stadig. Alle er konkurrenter i kapløbet om at skabe det næste teknologiske mirakel.

Satiren er skarp: Gigantiske it-virksomheder med fjollede navne som Hooli og Goolybib appellerer til håbefulde universitetskandidater med selvfede slogans om at gøre verden til et bedre sted. Og stenrige direktører hyrer personlige guruer til at lære dem, hvordan de kan opnå indre ro og kanalisere deres vrede produktivt, så de kan blive endnu rigere.

Den nye idealarbejder

Men Silicon Valley er ikke kun en rammende stedsspecifik satire på den californiske techkultur. Den er også et eksempel på, hvordan en del nyere tv-serier siden slutningen af 1990’erne har brugt den postindustrielle arbejdsplads som fortællemæssigt omdrejningspunkt. I den forstand kan vi se serier som Silicon Valley, The Office og Sex and the City, som en slags sociologiske og antropologiske studier i let fiktionsform, der skildrer, hvordan fragmenterede og usikre arbejdsbetingelser under det nye økonomiske regime påvirker det moderne liv.

I de pågældende serier er idealarbejderen ikke industritidens lydige, anonyme lønslave, der stempler ind og ud på kontoret hver dag i regelmæssige intervaller. Helteskikkelserne i den nye kapitalisme er kreative, innovative, omstillingsparate, risikovillige og beredte på at tilegne hele deres sociale og emotionelle liv til Projektet.

Overgangen fra industrialisme til postindustrialisme, som i den vestlige verden har været undervejs siden 1970’erne, har altså også sat sit præg på fjernsynsskærmene. Som den amerikanske teoretiker Michael Hardt og mange andre har påpeget, har automatisering og globalisering givet arbejdet en immateriel karakter: Vi skal ikke længere investere vores barkede næver, men vores hjernekapacitet og følelsesliv i arbejdet.

I Silicon Valley er det kreativitet og teknisk knowhow, der skal sikre de unge it-innnovatører overlevelse på et konstant omskifteligt arbejdsmarked. For dem har arbejdet ingen barrierer; de holder sig ikke tilbage for at kode i døgndrift op til en deadline, høje på energidrik og præstationsfremmende medikamenter.

Mens seriens hovedperson Richard er den forvirrede it-nørd, der ved et tilfælde har opfundet en ekstremt kraftig komprimeringsalgoritme, er den kvabsede karakter Ehrlich Bachman indbegrebet af den kreative, fritænkende og evigt selvudviklende vidensarbejder. Gruppens problem med at finde et passende firmanavn løser han ved at tage ud i ørkenen på et 12 timer langt svampetrip i håb om at få en profitabel vision.

Arbejde og fritid

I Silicon Valley er enhver work-life balance ikkeeksisterende. I stedet ser vi et besynderligt univers uden noget skel mellem økonomi og kultur. Her er arbejde og fritid smeltet helt sammen.

Efter den klassiske skabelon har tv-serier og sitcoms ellers traditionelt taget udgangspunkt i det nære liv – familien, uddannelsesinstitutionen, nabolaget, stamværtshuset eller vennekredsen. I det omfang, at tv-serier har skildret arbejdet – for eksempel på hospitalet eller politistationen – er det foregået med forholdsvis klar scenisk opdeling mellem arbejde og fritid. Et af de første eksempler på en nyere tv-serie, der udspiller sig på den mere diffuse postindustrielle arbejdsplads, er den britiske The Office (2001-2003). Serien er udformet som en falsk dokumentar – en mockumentary – og foregår i det fiktive papirvarefirma Wernham Hogg, hvor den selvglade mellemleder David Brent i skikkelse af komikeren Ricky Gervais regerer.

The Office tilbyder et kig ind i den postindustrielle arbejdsplads, som den tager sig ud overalt på kloden: Et gnidningsløst og generisk miljø af væg til væg-tæpper, vandkølere, lysstofrør og laminerede skillevægge. Her excellerer den ulidelige David Brent i tom managementsnak. »In business, it’s the people that matter,« siger han, imens han demonstrerer en påfaldende ligegyldighed over for de ’mennesker’, hvis arbejdskraft han administrerer i adskillige timer hver dag. Som under en ansættelsessamtale, hvor Brent pludselig bryder ud i en pseudospirituel popsang af musikeren Des’ree. »Money don’t make my world go round, I’m reaching out to a higher ground,« bræger han, totalt blottet for situationsfornemmelse, hvorefter han aggressivt spørger ansøgeren: »Hvorfor vil du arbejde her? Fyr løs.«

Ligesom Silicon Valleys adm. direktør Gavin Belson, der på reklameskilte poserer omkranset af smilende afrikanske børn, er David Brent en skarp satire på godhjertede velgørenhedskapitalister af Richard Branson- og Bono-typen, der indkasserer astronomiske summer og samtidig floromvinder deres kapitalistiske dagsorden i floskler om at »gøre en forskel« og »gøre verden til et bedre sted«.

Her kommer profitmaksimering, medarbejderpleje og selvudvikling ud på et. Som hovedpersonerne i Silicon Valley konstaterer, da de er på vej til et møde i Hoolis limegrønne og glasklare bygning: »Markedsføringsteamet holder møde på cykler igen. Fjolser. Endnu en dag i Gavin Belsons kultlejr.«

Byen, arbejdet og sexlivet

Silicon Valley og The Office registrerer køligt og humoristisk en neoliberal arbejdsideologi, hvor man er nødt til at ’spille spillet’ og foregive at være 100 procent engageret, hvis ikke man vil hægtes af jobkapløbet. I en uforpligtende sauce af vestlig buddhisme præsenteres usikre arbejdsvilkår som noget frigørende: Den ultimative selvrealisering.

Til sammenligning er tv-serien Sex and the City (1998-2004) anderledes ukritisk i sin fremstilling af den postindustrielle vidensarbejder. Vi følger den smarte skribent Carrie Bradshaw i skikkelse af Sarah Jessica Parker, der i en klumme dissekerer det moderne storbymenneskes seksuelle og romantiske adfærd med udgangspunkt i sine egne hverdagserfaringer som succesfuld singlekarrierekvinde. Bradshaw lever et bohemeliv, hvor det er vanskeligt at skelne mellem produktion og forbrug. Den postindustrielle arbejdsplads er alle steder og ingen steder. Hun cruiser rundt i et glittet newyorkermiljø, hvor der krydsklippes mellem begæret efter et par nye Manolo Blahnik-stiletter og begæret efter en ny seksualpartner. En slags ustandselig begærsproduktion, hvor shopping, sexliv og arbejde glider umærkeligt sammen.

Job og intimsfære er to sider af samme sag: Hver episodes fortælling er bygget op omkring Bradshaws ugentlige klumme, hvor hun reflekterer over en personlig oplevelse i voiceover, mens man ser hendes trimmede krop sidde i lejligheden og arbejde på en laptop i en sen nattetime.

Serien har haft indflydelse på yngre kvinders selvopfattelse med sin fremstilling af den professionelt disponible storbykvindes uafhængighed fra mand, børn og faste arbejdstider som et frihedsideal. Den britiske filosof Nina Power fremfører i bogen Den endimensionelle kvinde det synspunkt, at Sex and the City er udtryk for en udvandet og pseudoagtig postfeminisme, der dybest set går økonomiens ærinde: Carrie Bradshaws seksuelle attråværdighed er den valuta, hvormed hun præsenterer sig som værdifuld på arbejdsmarkedet.

Fjernsynsflow og arbejdsflow

Under den postindustrielle kapitalisme er intet helligt: Selv det at se fjernsyn har somme tider mere karakter af arbejde end rekreation. Folk giver udtryk for, at de er nødt til at følge med i Vild med dans, for ellers har de ikke noget at tale med kollegerne om i frokostpausen. Og med streamingtjenester og on demand-services har tv-kigning ændret sig lige så drastisk som vores arbejdsbetingelser.

Vi kan kværne serier natten lang uhæmmet af programfladens flow-tv, ligesom vi som ’frie’ freelancere kan udføre vores arbejde helt uafhængigt af industrialderens kontortider. Silicon Valley og The Office giver et kritisk perspektiv på den moderne arbejdsideologi. Men selv om en serie som Sex and the City på sin side ukritisk hylder det feminine vidensarbejde som frigørende og progressivt, betyder det ikke, at vi nødvendigvis skal holde fast i en kulturpessimistisk forestilling om fjernsyn som ideologisk hjernevask.

Som serierne om det postindustrielle arbejdsplads også viser, kan fjernsynskiggeri godt have en frigørende karakter: Vi kan spejle os i deres karakterer og opdage, at vores usikre ansættelsesforhold, vakkelvorne fremtidsudsigter og mangel på en acceptabel designerskogarderobe ikke altid skyldes, at vi er uduelige og inkompetente, men at vi alle er underkastet de samme økonomiske strukturer.

Første sæson af ’Silicon Valley’ kan ses på HBO. Anden sæson får premiere i april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for georg christensen
georg christensen

Tak for dit indlæg , den "ultimative" livs oplevelse er fornøjelsen af, med "arbejde" at skabe , (et eller andet), forståeligt for mig , uforståelig for dig måske, hvis (viljen dertil , måske bare , er en mangelvare) .#

Hvad "appel problematikken ", angår, udnyttelsen af "arbejds værdi ydelsen", en ydelse som så gerne bag lukkede døre fordeles eller tilskrives børsnoteres.

Appel er i min verden for længst afskrevet "KINESERNE" , kan sagtens klare opgaven, og forbedre den hvis ikke disse forskellige "eneretsfornemmelser" standsede udviklings processen. Patentlovgivningen, som også mine danske lovgivere, på demokratisk vis valgte politikere kun ønsker at sætte udviklings processen i stå.

Politisk/religiøst dumhed regerer overalt i verdenssamfundet. Det er fuldstændig umuligt at opfinde noget som ikke var. Patentering er kun en form for eneretten til ændring, fuldstændig "ulogisk" , her har Kineserne fuldstændig ret. Patent på noget som var og kun med illusionen i en anden, kombineres alt for ofte i "eneretsfornemmelser", fornemmelser som kun skader udviklings processen i "enevældens" magtbegær.

NB: Denne latterlige kamp , mod hinanden er ikke andet, som et sygeligt tegn på, at vi folkene overalt har valgt "egocentriske" hængerøve, til at bestyre vores egen "LIV", og fuldstændig umuliggjort værdibedømmelsen af "arbejdet", som så bestyres og forhandles på "børsen".

For eller imod, der er altid en forsikring til rådighedhed, for både for ,som imod.
I grunden narrer vi os selv, Verdensfolket er endnu ikke veloplyste nok, eller mangler der måske bare veloplyste "lærer".

Brugerbillede for Majbritt Nielsen
Majbritt Nielsen

Hey, hvad med The IT-Crowd? Hvad har de gjort siden de ikke kan komme med på denne kanon-liste?

Nå men de kan da heldigvis tale for dem selv. ;)

Brugerbillede for Ole Hansen

Som jeg forstår forfatteren, antyder han vel, at verden efterhånden har reduceret sig til arbejde. Den består ikke af andet. Det kan man da kalde et fattigt liv.

Vi mødes jo konstant med mantraet, hjernevaskningen om arbejde som eneste frelse for os. Politikerne taler ikke om andet. Overhovedet.

Gert Selmer Jensen, Steffen Gliese, Søren Blaabjerg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Er det ikke en hun?
Hjernevask kan man undgå, hvis man holder sig fri af det. Men hvis man tvangsindlægger sig selv til at se alle de i artiklen fremhævede amerikanske serier, så beder man selv om hjernevasken.

Brugerbillede for emil groth

Amerikanerne er ikke dumme, det er bare tv 2 og dr plus 10000 andre kanaler i europa som labber amerikansk propaganda i sig.
De amerikanske tv serier og biograffilm, skal vise omverdenen, at alt fungere godt i USA, alt er lyserødt på overfladen, i Guds eget land er alt fantastisk, ingen fattigdom o.s.v
Det er hele formålet med tv.
Jeg kan ikke stå for palletten af forskellige karakterer i amerikanske serier og film, enten er figuren advokat, eller også læge, er det en ungdomsfilm, studerer de selvfølge alle jura eller medicin.

Der er ikke noget galt i, at være advokat, der er bare ikke så mange variabler i amerikansk propaganda, som desværre 8 ud af 10 idioter elsker, at se i tv.

Brugerbillede for Søren Blaabjerg
Søren Blaabjerg

Der er ikke noget forkert i arbejde, for uden arbejdets værdiskabelse kan samfundet ikke fungere, men arbejde er en omkostning og må aldrig ses som noget mål i sig selv. Derfor er det også betænkeligt at se arbejdet som et middel til selvrealisering, selv om der selvfølgelig kan være prestige forbundet med at have visse typer - især vellønnet - arbejde. Egentlig selvrealisering opnår mn imidlertid kun, når det er en selv, der suverænt bestemmer, hvad man vil bruge det meste at ens vågne tilværelse på. Alle andre former for arbejde bør i alles og i særdeleshed miljøets interesse reduceres mest muligt for den enkelte, hvilket bl.a. kan ske ved at få fordelt det nødvendige arbejde (og de dertil hørende lønindkomster) lidt mere ligeligt, end det sker i øjeblikket.

Steffen Gliese og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar