Læsetid: 18 min.

Verdenslitteraturens oversete helt

Jaroslav Hašeks soldat Svejk er en af verdenslitteraturens mest desperate og mest ensomme helte. Dette beror på, at han tilhører en ny tidsalder: en æra, hvor bifiguren eller lakajen har frigjort sig, og hvor en Fredag eller Sancho Panza har skilt sig af med Robinson Crusoe og Don Quixote for i stedet at indtage scenen ganske alene
Kultur
2. januar 2015
Den tjekkiske forfatter Jaroslav Hašek, hvis berømmelse bygger på romanen ’Den gode soldat Svejks eventyr’, som han ikke nåede at færdiggøre inden sin død 3. januar 1923.

Så sært hvor umilitærisk et indtryk han gør, forrige århundreds måske mest berømte soldat af dem alle. Korpulent og ubarberet med upresset uniform, mens han for det meste gemmer sig i et eller andet straffekompagni, hvis han da ikke sidder i kachotten. Har han på noget tidspunkt et skydevåben i hænderne? En riffel i rem over skulderen måske, men i hænderne? Selv efter talrige genlæsninger af Jaroslav Hašeks historie om Den gode soldat Svejks eventyr på forskellige sprog kommer jeg i tvivl.

Jeg husker ikke en sådan scene. Kan jeg have fortrængt den? Ét er sikkert: Skyde gør han aldrig. Og det må kaldes bemærkelsesværdigt i en krig, der kostede mindst 15 millioner menneskeliv.

Selv i militæret forbliver Josef Svejk civilist. Meget om ham får vi ikke at vide: Han er ungkarl, kan tale et gebrokkent tysk, plages af gigt og har en hushjælp, der hedder Frau Müller. Vi ved endvidere, at Svejk tjener til dagen og vejen ved at handle med hunde, kupere deres haler og om fornødent forfalske deres stamtavler for at øge omsætningen. Det antydes, at han bruger det meste af sin tid på at hænge ud i ølstuen Det Gyldne Bæger. I Prags gadevrimmel ville vi næppe genkende ham. På foruroligende vis synes Svejk at savne både biografi og psykologi. Vi hører overhovedet intet om hans følelsesliv og indre bevæggrunde.

Længes han efter noget? Har han begær, eller elsker han? Er han ked af det, bange eller måske desperat? Vi aner det ikke.

Familie har han heller ikke. Skulle der være slægtsbånd, måtte det være til Robert Musils Manden uden egenskaber, rabbiner Löws homunculus, Golem, eller Karel Čapeks robotter. Over Svejks hele eksistens hviler noget sært. Findes der et liv her, må det være af en laverestående, undermenneskelig art.

Havde vi ikke haft illustratoren Josef Lada til at levendegøre ham for os, ville Svejk have været endnu mere anonym end selv Franz Kafkas helte, hvoraf en af de mest berømte kun kendes ved et forbogstav (K). I stedet skabte Lada det billede, vi har af denne person: en trind, robust mand med kegleformet lille krop og et uforanderligt ansigtsudtryk, der på en gang er godmodigt uudgrundeligt og mildt fjollet. Intet ved Svejks fysiognomi påvirkes af modgang, hverken under kasernelivet, under transport til fronten eller i fængselscellen. Dette menneske – eller denne romanhelt – er så uforanderligt som standardmeteren i Paris.

Lada har for altid fastlagt Svejks udseende. At give ham et andet ville ikke være muligt. Der findes næppe nogen, som har læst Jaroslav Hašek bog, der ikke bærer Ladas billede af den brave soldat med sig.

Vores troskab over for Ladas berømte fantombillede skyldes imidlertid paradoksalt nok, at vi næsten intet ved om Svejk. Alene fordi Lada har gestaltet hans form ud af intet, bliver han så overbevisende. For der findes intet, som kan sætte spørgsmålstegn ved hans billede.

Trods dette vil jeg hævde, at Lada på en måde fører os på afveje. For hans billede af Svejk fremhæver noget, som egentlig ikke er der og holder sig til det rent ydre, det godmodige og jovialt selskabelige – det burlesk lystige.

Selv er han herreløs

Men hvad er Josef Svejks urokkeligt godmodige lune andet end en maske beregnet på skjule hans underliggende frygt? I virkeligheden er han en af verdenslitteraturens mest desperate og mest ensomme helte. Dette beror på, at han tilhører en ny tidsalder: en æra, hvor bifiguren eller lakajen har frigjort sig, og hvor en Fredag eller Sancho Panza har skilt sig af med Robinson Crusoe og Don Quixote for i stedet at indtage scenen ganske alene. Den brave soldats foresatte er følgerigtigt alle udskiftelige – de kommer og går, og alle forsvinder til sidst, mens Svejk står alene tilbage.

Som en af sine tyvstjålne køtere er han selv herreløs.

Den nye æra er også begyndelsen til massernes og maskingeværets æra, og nu er der rigtig krig. Josef Svejk risikerer at blive til en hvem som helst, der kan proppes ind i geleddet og blive forvandlet til et nummer. Det ville være fatalt. For når man blot kan tælles og har mistet alle de bogstaver, som giver navn og identitet, svæver man i største fare. Nu behøver krigsmagten soldater til – som det hedder – at forsvare fædrelandet, om end der i praksis er tale om at bruge dem som kanonføde. Svejks modstander er ikke så meget en russer eller en serber, som han er hele denne mægtige krigsmaskine, der ønsker at dræbe ham. Deraf hans ensomhed og desperation.

Her er der øjensynligt ikke at gøre end at tage kampen op for at forsvare sig selv.

Men hvordan?

Man må undre sig over, at så få af Svejks fortolkere har formået at få øje på den dødbringende fare, han svæver i. I stedet griner de hellere af hans vittigheder og morer sig over hans narrestreger, som om vi befandt os i en picaresk roman eller et cirkustelt. Men Svejk er på vej til at blive sendt til fronten i menneskehedens første store udslettelseskrig. Der venter ham med stor sandsynlighed – som det er tilfældet med så mange andre – den visse død i en hastigt gravet massegrav. Ikke så sært at Svejk ønsker at flygte fra statistikkernes og de store tabstals kolonner, og hvis han i sin skæbnesvangre situation minder om nogen, er det ikke om en hofnar, men netop om en af Kafkas helte.

Dem vender vi tilbage til. For også de er nødt til at forsvare sig imod lovens vilkårlighed og slottets magtfuldkomne utilgængelighed, selv om både slot og retsmaskineri må betragtes som barnemad ved siden af den galiciske front.

Hvad kan man stille op for at undgå at havne der?

Først og fremmest vinde tid. Og det gør Svejk ved at vise god vilje. Til punkt og prikke udfører han alle ordrer. Ganske vist afslører hans lydighed befalingernes absurditet, men den gør ham samtidig urørlig. Man kan ikke straffe nogen, der gør, præcis hvad han er blevet befalet til at gøre – i al fald ikke på anden vis end ved at spærre ham inde og skælde ham ud. Det kan være ubehageligt nok, men knap så meget på et tidspunkt, hvor folk begynder at dø som fluer.

Lad os heller ikke overse Svejks åndsnærværelse: Han er altid lige dér, hvor han befinder sig, ikke noget andet sted, og hengiver sig aldrig til dagdrømmeri eller illusioner. Dette har noget med hans erfarenhed at gøre: Ingen ideologier eller trosretninger er udsat for så effektive likvidatorer som dem, der holder til på ølstuer og cafeer. I stedet bekæmper den tapre soldat modstanderen på hans egne betingelser. Ikke ved at negere (Svejk er ingen dialektiker), men blot ved at sige ja og amen: Som en jiu-jitsu-kæmper forstærker han sin modstanders bevægelser for derved at bringe ham til fald, strækker og forlænger dem, så den kejserlige og kongelige (K. u K.). hærs intentioner mister hold i virkeligheden og helt ved egen kraft styrter ned i en afgrund af absurditet.

Som overlevelsesstrategi er denne fremgangsmåde ikke helt ufarlig, og intet ville være lettere end at opfatte manden som utilregnelig, ja, rent ud sagt som idiot. Det sker da også gang på gang, og Svejk er selv den første til at applaudere sine kommandanters dømmekraft: Jovist, er han da idiot, og endda en ’officiel’, uforbederlig og fuldkommen idiot. Men til sidst bliver alle hans befalingsmænd forvirrede, udmattede og bragt til sammenbruddets rand af denne person, som holder sig helt og holdent til, hvad de har beordret ham til. De får nok af denne soldat og lader ham være i fred. Maskineriet går i stå, og Svejk har vundet tid.

Endnu en gang er det lykkedes ham at overleve ved at adlyde dem, som vil tage livet af ham.

Den farlige tavshed

Hans pedantiske opfyldenhed gør det muligt for Svejk at bekæmpe sin modstander uden at gribe hverken til helvedesmaskiner eller konspirationer. Derved bliver han næsten pacifist. Dog er det en meget ensom kamp, som ikke kender til nogen form for solidaritet. I krig såvel som i fred er Josef Svejk overladt til sig selv. Dette er desto mere bemærkelsesværdigt, fordi det, som stadig gør det største indtryk på os, jo er hans konstante mundsvejr – hele denne strøm af hverdagslige betragtninger, som han rabler af sig, og som alle synes udsprunget af øjeblikket og den situation, der nu råder.

Alle disse udbrud og henvendelser kunne måske tale imod, at han er alene. Men lytter vi opmærksomt efter, hører vi snart, der er tale om rene monologer og ikke om Svejks bidrag til noget, der kunne blive samtale eller dialog. Er denne ordskvalder da rene tåbeligheder? Er den uden mening? Det er sandt, at man i Svejks selskab undertiden længes efter tavshed. Intet undgår at blive kværnet i hans snakkemaskine. Men selv om alle hans svadaer kan både trætte og irritere, er de ikke skræmmende på samme måde som stilheden.

Tavsheden er farlig. For tavshed er det, som kan blive til afsæt for militære autoriteters skæbnesvangre beslutninger. Det er på værtshusene, at Svejk har lært sig selv at mistro tavsheden, men den indsigt forstår han også at bruge, når alle krus er tømt. Svejk pludrer løs for at overleve. Det er hans eneste beskyttelse mod tavsheden, og det mindste ophold i ordskvalderen må undgås. Eller som han selv udtrykker det: »Forstår man blot at give svar på tiltale, er alt i orden«.

Fra første færd forbliver han tro imod denne filosofi om aldrig at holde kæft, selv ikke da han med våbenmagt trues til at tie. Her findes selvfølgelig oplagte forbilleder, om end Svejk næppe kender til dem. Sheherezade formår således at udsætte sin egen henrettelse ved uafbrudt at fortælle historier igennem 1.001 nat for til sidst at gifte sig med den mand, der havde dømt hende til døden.

Det er ingen ringe præstation, og Svejk ville helt sikkert have forstået og følt sympati for sin litterære stedsøster.

Med sin egen ordskvalder søger han dog hverken at fascinere eller begejstre. Den er blot en endeløs ordflom mod tavsheden for at vinde tid. Men hvad handler den egentlig om? (Og her taler jeg ikke om, at der skulle findes en eller anden højere filosofisk mening i dette usorterede ragelse af verbalt konfetti fra hverdagslivet).

Har alt vrøvlet overhovedet mening som andet end støj og interferens?

Det har det, vil jeg hævde. Det handler alt sammen om Svejks forsøg på at redde sig selv. Den brave soldat leder i sin egen ordskvalder efter noget, som kan hjælpe ham – en erfaring eller en viden, som vil kunne gøre det muligt for ham at slippe for fronttjeneste. Til dette ene formål mobiliserer han sin hukommelse for at bringe alt til veje, der muligvis vil kunne bruges – ikke for at underholde en mulig tilhører og ikke som harmløst tidsfordriv for den, der ikke har forstået, at både Svejks liv og hans eget er i fare.

Dette heroiske overlevelsesprojekt er, hvad denne bog grundlæggende handler om, og derfor må den svulme op og flyder ud over alle bredder. Den kan læses som én stor hyldest til hukommelsen, til nødvendigheden af at vide, hvor man kommer fra, og hvem man er som selve forudsætningen for ikke at blive gjort til slagtekvæg. For ved man ikke, hvem man er, er man blot et tomt kar eller et tomt ark – noget, som mekanisk alene bliver til igennem det, omgivelserne kan fylde på eller tilskrive én. Og en sådan person vil inden ret længe være fortabt.

I stedet aktiverer Svejk sit fulde hukommelsesforråd for at erindre sig, hvad han eller en eller anden, han kender, har bedrevet. I sin fortid leder han efter noget, som kan gøre det muligt for ham at styre fremtiden, og næsten alt, hvad han finder, er noget, han har opsnappet på kroen eller cafeen, og som han nu deler ud af i små doser som komprimeret livsvisdom, dvs. i form af anekdoter.

At fortælle anekdoter, den såkaldte lille mands sandhed, bliver hans strategi. Det skal hjælpe ham til at genfinde en fast grund under fødderne. Anekdotens funktion er at holde ham i live. Eller rettere: Han håber på, at den vil vise sig at indeholde noget, der kan gøre det. Når han genfortæller, hvad han har hørt eller oplevet i det civile liv, er det for at uddestillere noget af disse erfaringer, der kan give ham en chance for at vende tilbage til dette liv. For hvad som helst andet må være bedre end fronttjeneste.

I sine egne anekdoter leder Svejk derfor efter gode råd for egen regning. Han ved så meget, at en god anekdote vil indeholde flere af sådanne råd, og at den hele tiden kan give praktiske vink om, hvordan vanskelige situationer kan klares, hvordan man kan skære halen af en hund og omfarve dens pels, så den herefter kan sælges (det ville man næppe have troet på forhånd), hvordan man kan drikke af giftige spritekstrakter uden at dø; hvordan man i mørke kan at undgå at falde i en latrin osv.

Givetvis findes der i alt dette også noget om, hvordan man overlever en krig.

Og Svejk forsøger at huske. Han er febrilsk optaget af at afsøge det erindringsstof, som dukker op i hans hukommelse, udvinde det og derpå udbrede det i sine monologer, som om han forsøgte at knække en kode, der ville vise sig at indeholde selve formlen for hans redning.

Alt, hvad han husker fra sit liv, er nu værd at undersøge nærmere, ene og alene den hensigt selv at genvinde kontrol over det. Det handler om et desperat forsøg på at gøre krav på så megen biografi og så megen eksistens som muligt under omstændigheder med overhængende livsfare. Og intet bliver glemt. Selv den mest skurrile detalje kan vise sig at indeholde det, han behøver.

For dem, som (måske) lytter, er hans anekdoter blot retoriske bouillonterninger, som opløses i deres sjældent helt ædru sind. Men det betyder ikke stort. Hvad Svejk fortæller, er jo beregnet for ham selv, ikke for dette publikum, for det skal hindre, at han bliver sendt derhen, hvor han ikke vil. Og tiden er knap, for han er allerede på vej. For de tapre soldaters march mod fronten er også en slags odyssé, en roadmovie eller en moderne Anabasis, selv om Svejk af al magt stræber efter at bevæge sig i modsat retning af marchbataljonen. Han er jo ikke på vej hjem og stiler derfor ikke som en Odysseus mod at ankomme til sit mål. I stedet ønsker han sig at forlænge turen ad så mange omveje som muligt, fordi han frygter, at massegraven ender for enden af vejen.

Men der er han endnu ikke.

Den triumferende Svejk

Og hvordan går det så for Svejks bekendte fra Prag, Josef K. og K.? Særdeles ilde. Det viser sig, at K. aldrig bliver lukket ind på slottet, og at Josef K. får en kniv i hjertet; to gange bliver den vredet om. Han dør som en hund. Kun skammen overlever ham, skriver Kafka.

Skammen over hvad? Over ikke at have forsvaret sig selv.

For det er, som om Kafkas helte er ude af stand til bare at forsvare sig selv. De kan heller ikke drage nytte af andres erfaringer. I deres kamp mod bureaukratiets uoverskuelige magtapparat får de ellers en mængde gode råd: velmenende, ofte indsigtsfulde råd, formidlet af personer, der er fortrolige med domstolen eller slottet. De burde kunne gøre nytte. Josef K. og K. stiller spørgsmål og får svar, men de synes ikke at lytte til dem. Snarere opfører de sig, som om de ikke havde hørt noget. Eller endnu værre: Som om de med det samme havde glemt, hvad de just havde hørt. Det hænder endda, at de falder i søvn, når nogen siger noget vigtigt til dem. Alt begynder derefter forfra, uden at de er kommet ud af flækken.

Er de autistiske? Nej, snarere er de kunstigt skabte mennesker. Mens Svejk kan falde tilbage på, hvem han er, og hvad han har oplevet, kan de end ikke støtte sig til en falsk biografi. Alle erfaringer og alle gode råd er som spildt på dem, for de ikke kan stille noget op med dem. De kan ikke ’læse’ den knibe, de sidder i, er utilgængelige for enhver form for feedback og kan i modsætning til Svejk ikke sætte nogen oplysninger i forbindelse med deres egen person.

Vi begynder at tro, at de ikke er i stand til at tage verden til sig, fordi de ikke selv befinder sig i den. Hverken de selv eller vi ved virkelig, hvem de er. I modsætning til Svejk fortæller de aldrig noget. Af den grund at de ikke har noget at fortælle. De er uden en fortid og synes at mangle evnen til at huske. Men sådanne personer kan ikke hjælpes og endnu mindre hjælpe sig selv. Josef K. og K. synes dømt til at fejle og gå til grunde.

Her må det være passende at skrive deres familiehistorie.

Er de beslægtede med nogen, er det ikke med Svejk, men med Golem. Golem er en kunstig person, som rabbiner Löw i det gamle Prag skabte ud af fire elementer. Et ’færdigt’ menneske helt uden biografi og erindringer. Alle de dele, Golem er gjort af, er bestemt menneskelige, og selv ansigtet giver rabbineren menneskelige træk. Tale kan han dog ikke. Stum og med hovedet hvilende i sine grove hænder bliver Golem siddende ved pejsen i rabbiner Löw hus og venter på nye opgaver. Således er han dømt til at udleve sin ’eksistens’ helt uafhængig af nogen anden som et viljesløst instrument i fremmede hænder. Men rabbiner Löw var en gudfrygtig mand, som kerede sig om sin homunculus’ velfærd.

Hvad nu hvis et sådant væsen overlades til sin egen skæbne?

Kafka viser os her, hvad der derefter sker. Samtidig giver han os sin vision af det moderne menneske: alene, rykket ud af alle meningsgivende sociale sammenhænge og hjælpeløs over for det bureaukratiske maskineri, der ønsker at ødelægge det.

Hvor helt forskellig og hvor anderledes succesrig er ikke Svejk som sit eget livs bogholder! Sheherezades 1.001 nat er ganske vist en svær rekord at slå, men det skal vise sig at Josef Svejk ikke er så meget ringere. Da handlingen i bogen om den tapre soldat efter mere end tusind sider (i den tjekkiske originaludgave) pludselig løber ud, er grunden den, at Jaroslav Hašek har drukket sig ihjel, og pennen er faldet ud af hans hånd. Og på det tidspunkt er Svejk stadig ikke nået frem til fronten: Han befinder sig i nærheden af Przemysl, omkring 150 km fra den.

Hvis ikke dette må kaldes en enestående succes, ved jeg ikke, hvad ordet betyder.

Svejk triumferer, hvor både Joseph K. og K. mislykkes.

Ikke dårligt for en person, der handler med stjålne hunde.

En juridisk jiu-jitsu

I årtier har jeg skændtes med tjekkiske venner om Josef Svejk og ofte på en ølstue (dog aldrig på Det gyldne bæger, der i dag er en ren turistfælde). Flere af dem vil ikke rigtig kendes ved ham, som om han på en eller anden måde havde fornærmet dem moralsk eller anfægtet deres tjekkiske patriotisme.

Ingen ønsker da heller at se ham som et symbol på nationen. Pavel Kohout mener, at han er en opportunist, som alene skulle repræsentere sin egen tids tjekkiske pjalteproletariat. Det eneste, vi er enige om, er, at Bertolt Brecht er en endnu større idiot end Svejk, da han i et af sine stykker sender den tapre soldat ud i Anden Verdenskrig.

En ødelæggende, utilgivelig anakronisme. At opføre sig som Svejk og stadig overleve var måske endnu muligt under kejser Franz Josef, men ville under Hitler uvægerligt være ensbetydende med en dødsdom. Og Václav Havel? Han havde end ikke lyst til at indrømme Svejks menneskelige kvaliteter, kunne ikke se ham som en person af kød og blod, men snarere som kunstigt skabt – en af de mange i Prags klassiske tradition for at skabe homunculi.

Ludvík Vaculík går endnu videre. For ham er Svejk en nihilist. I en lige så kort som berømt tekst begår han, hvad der for mig at se ligner et litterært forræderi, da han lader Svejk med dennes uudgrundelige ansigt fremstå som en af de mange forhørsledere, som dissident Vaculík blev konfronteret med, før realsocialismen kollapsede i Prag. I mine øjne en grotesk misforståelse. Som om Vaculík slet ikke havde læst bogen om Svejk, i hvert fald ikke første kapitel, hvor han med stor list – og man fornemmer hans beherskede desperation – formår at redde sig ud af politispion Brettschneiders klør.

I mange år har jeg krævet æresoprejsning for Josef Svejk. Forgæves. Hvordan er det muligt, at gårsdagens dissidenter trods hans uniform ikke genkender ham som en af dem? Til tider kan jeg blive helt ked af det. Også I dissidenter havde jo en bar eller café som eneste scene! Som Svejk tilbragte I det meste af jeres tid der, og det er uforståeligt, hvordan I i årevis lod ham sidde ved sit eget bord uden at invitere ham over til jer.

På sin vis lærte I dissidenter også det meste af Svejk. Jeres metoder var civile. I behøvede aldrig at ty til vold for at forsvare jer selv. Som Svejk har I aldrig gjort en flue fortræd. Charter 77 var i grunden jeres variant af forsvar mod magten uden at erklære den åben krig: At kræve af magten, at den indtil det sidste bogstav skulle holde sig til egne love og forordninger, at insistere på en bogstavtro læsning af selv det, der stod med småt, frem for at behandle loven som formalitet og ren dekoration.

En sådan juridisk jiu-jitsu ville Svejk straks have forstået.

Og selv Svejks rædsel for fronttjenesten burde I have forstået: Med god grund var I jo selv bange. I var bange for at blive spærret inde, for de ustandselige forhør og chikanerier, bange for at ende som vinduespudsere eller kedelpassere. Som Svejk risikerede I at blive strøget fra de offentlige registre, at blive forvandlet til ikkepersoner, at blive til numre uden håb om nogensinde igen at blive borgere. Præcis som han var I ganske simpelt bange for, at I skulle ophøre med at eksistere.

Og præcis som I satte Svejk sandheden højt. Hvordan kunne I glemme dette? Lyve gør han jo aldrig. End ikke feltpræst Katz kan dømme ham for at lyve. Hans anekdoter er måske tilspidsede eller groteske og rummer undertiden en tvivlsom moral, men de er ikke løgnagtige. Hvordan skulle han kunne være en ’nihilist’, ’løgner’ eller endda »verdenslitteraturens mest vidunderlige anarkofatalist« (Jakob Strobel y Serra)? Intet af dette har efter min mening noget med Josef Svejk at gøre. Hvad han forsøger at undgå, er netop sit eget fatum, og i denne bestræbelse findes der hverken noget romantisk eller anarkistisk, men derimod en hårdt tilkæmpet orden og systematik.

I stedet holder Svejk sig strengt til sandheden, om ikke altid af overbevisning, så i det mindste af selvopholdelsesdrift. Det må være svært at finde et bedre eksempel på det, Havel kaldte »at leve i sandheden«. Også over for krigsretten taler han sandhed, selv om sandheden kan gøre ham et hoved kortere. Hans sanddru røber et stort mod. Lad os bare indrømme det! Med sin kærlighed for sandheden har han placeret sig i samme store bøhmiske tradition, som I chartister førte videre: fra Jan Palach og Jan Hus til Tomáš Masaryk, hvis motto som præsident var »sandheden vinder«.

Nu er det alt sammen historie. Et hundrede år er der gået siden Første Verdenskrig, og Charter 77 er efterhånden lige så glemt som realsocialismen. Men Josef Svejk afventer fortsat at blive rehabiliteret. Måske en statue? Selv om den tapre soldat sikkert straks derefter ville rode sig ud i en lang forklaring om statuers korte liv, og hvad duer plejer at bruge dem til – alt sammen med henblik på at redde sig selv fra en sådan skæbne i marmor eller bronze.

Men byde ham på et par krus øl kunne man naturligvis gøre. Ikke blandt turisterne på Det Gyldne Bæger, men et eller andet sted nær slottet i Prag for dermed at slå to fluer med ét smæk og påminde al verdslig magt om dens udmålte tid og dødelighed.

Oversat af Niels Ivar Larsen

© Richard Swartz og Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her