Læsetid 4 min.

Visioner om det runde bord

Det Fælles Bedste er samtalemiddage, som vil bringe dialog og visioner tilbage i spil. Information var med rundt om bordet til en snak om sammenhængskraft. Velbekomme
Den 15. januar mødtes mennesker til 60 middagsselskaber rundt om i hele landet for at tale om fremtiden med folk, der ikke nødvendigvis lignede hinanden. Et initiativ, der kan blive samfundsomvæltende, hvis det fortsættes, mener en deltager.

Den 15. januar mødtes mennesker til 60 middagsselskaber rundt om i hele landet for at tale om fremtiden med folk, der ikke nødvendigvis lignede hinanden. Et initiativ, der kan blive samfundsomvæltende, hvis det fortsættes, mener en deltager.

Ditte Valente
19. januar 2015

Må jeg så ikke få et lift af dig til Nordvest?,« spørger Elisabeth. Hun er 55 år, arkitekt og har taget hele vejen fra Aarhus til Valby for at være med i aften. »Jo, selvfølgelig,« svarer Jakob, der ligesom de fleste i selskabet er i start-trediverne og desuden afdelingsleder i en kommune.

Det er kun fire timer siden, de to mødte hinanden. Igennem initiativet Det Fælles Bedste, som vil gøre op med, at vi ofte er optaget af det nære og højest diskuterer verden med dem, som ligner os selv. Rammen er de såkaldte ’samtalemiddage’ om fremtiden, og den 15. januar var 60 middagsselskaber rundt i hele landet samlet for at bringe visioner om samfundet i spil.

Så at Elisabeth og Jakob nu følges ad, afføder en indforstået tilfredshed. Elisabeth uddeler endda knus på vej ud ad døren. Vi er lykkedes med noget godt, siden værtinden og erhvervspsykolog Ruth bød velkommen omkring kl. 18 med ordene: »Jeg har glædet mig til at være nysgerrig sammen med jer. Over for hvad vi hver især gør os af håb og bekymringer for aftenens tema: fællesskab og sammenhængskraft«.

»Yes!,« udbryder Elisabeth og får resten af selskabet til at grine. Det er Ruth og medvært Røskva, som har bestemt emnet. Spændingen er udløst, og samtalemiddagen kan begynde.

Et bredere perspektiv

Aftenens første af tre menuer er ’Introduktioner’, som spørger til vores motiver for at være her i aften og til vores erfaringer med fællesskaber. Ruth opfordrer mig til at tage hul på vegetarlasagnen, som står midt på bordet sammen med broccolisalaten. Og to flasker rødvin, som Kristian har taget med.

»Jeg er jo castet som det borgerlige indslag og påtog mig rollen som vinkender,« siger han og afslører, at han er kommunikationsrådgiver i et politisk parti. Han siger ikke hvilket.

Røskva og Kristian har gået i gymnasiet sammen. Dengang var de ofte politisk uenige, og Røskva minder Kristian om, at han stod bag ’Røskva ud af klassen’-klubben. Mette på 50 år, som er en kusine, Ruth ikke har set i 20 år, og som er it-udvikler i et ministerium, er blevet nysgerrig på Kristians engagement i et parti. Om det ikke giver en særlig følelse af fællesskab? Jakob siger, at det som i alle andre fællesskaber vel handler om at definere sig selv i forhold til det, man adskiller sig fra. Kristian vil hellere et bredere perspektiv: »Den politiske debat mangler substans og fokus på ligheder frem for detaljer og forskelle. Alle ønsker bedre pasning til vores børn, men diskuterer normering ud fra decimaler,« siger han, og selskabet nikker.

I teorien er Røskva, som er journaliststuderende, tilhænger af fællesskaber, »men jeg kan faktisk ikke komme i tanke om et fællesskab, jeg er en del af. I det hele taget er jeg ikke så vild med at skulle tilhøre en bestemt gruppe«.

Ruth oplever ellers, at hun og Røskva udgjorde et fællesskab, da de læste et semester sammen på Den Sociale Højskole i Aarhus for syv år siden. Men hun er også selverklæret idealist og har i flere år siddet i bestyrelsen for nonprofit-cafeen Retro i København.

anden servering

Fællesskab er tydeligvis mange ting og en abstrakt størrelse. Sammenhængskraften er endnu ikke kommet på bordet. Spørgsmålet er, om vi kan løfte samtalen til at handle om et større fællesskab og ét, som rækker årtier frem. Ruth præsenterer aftenens anden menu: ’Håb og bekymringer’. Jakob byder ind med bekymringen om et udbredt normalitetsbegreb, som truer ideen om et inkluderende fællesskab. Hvordan det? bliver der spurgt.

»Jamen, for eksempel skal skoleelever med særlige udfordringer have en diagnose for at få støtte«. Ingen erklærer sig uenige, selskabet lytter mest, og Ruth fortsætter ad det bekymrede spor: »Jeg er bekymret for, at den offentlige sektor bliver mindre og mindre, og at vi borgere ikke er i stand til at hjælpe hinanden«.

Elisabeth, som var ung i 1970’erne, synes, vi er for optaget af forhindringer. Muligheder som at gribe ind i samfundets udvikling er der jo. Det efterstræber hun, når hun er mentor for arbejdsløse: »Jeg er åbenbart typisk for min tid, for jeg bekymrer mig over højredrejningen i Europa, som truer sammenhængskraften.« Røskva fortsætter: »Er ideen om det fælles bedste truet af, at vi generelt er blevet for individualistiske?«.

»Når vi køber økologi, er det godt for os selv og klimaet, men det er samtidig med til at stigmatisere dem, som køber konventionelt ind,« supplerer Jakob.

Potentiale

Efter en pause bliver kaffen serveret. Vi har været samlet i knap tre timer. Til kaffen får vi gulerodskage og samtalemiddagens sidste anretning: ’Hvad nu?’. Hvad tager vi med os fra i aften, og kan vi sammen omsætte middagen til handling? Jakob er håbefuld: »Vi har demonstreret et ønske om og en vilje til at stræbe efter det fælles bedste«.

Hvis det her er starten på et ritual, hvor folk udveksler tanker om et fælles bedste hver torsdag, kan det blive samfundsomvæltende, siger Kristian, som først var skeptisk. Ifølge Elisabeth »bliver vi nødt til at tage den her aften med videre og fortsætte nysgerrigheden over for folk, vi ikke kender og ikke umiddelbart ligner«.

Mette har fået mod på at invitere hele sin opgang til middag. Vi må begynde i det små.

»Vi lever i et samfund, som er optaget af mål og resultater. Derfor er det befriende, at vi ikke er kommet frem til et konkret mål i aften. Dét er en pointe i sig selv,« slutter Røskva, der får overrakt en værtindegave af Kristian på vej ud af døren. En hvid kop med lyseblå skrift. Hun takker med en latter, imens Elisabeth henvender sig til hende: »Logoet er jo til at skrabe af«. Det blå emblem er Liberal Alliances. Om bordet havde Elisabeth ellers lige spurgt: »Hvad har vi egentlig talt om, som vi kunne være uenige om?«.

Måske er der lagt op til en samtalemiddag del to.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for hanne wilian
    hanne wilian
Lise Lotte Rahbek og hanne wilian anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Jeg har ikke rigtig plads til et rundt bord i min lejlighed, men jeg har engang arbejdet et sted hvor vi havde et rundt personalebord. Det var ret hyggeligt...ja, måske lidt for hyggeligt. Der blev i hvert fald kværnet nogle bajere, men det var så også dengang en bajer både før og efter vagten ikke var noget problem.