Interview
Læsetid: 9 min.

Han er bare en hjerne i en stol

I ’Teorien om alting’ prøver James Marsh at nå om bag det klichéfyldte billede, de fleste mennesker har af den handicappede, britiske fysiker Stephen Hawking. Det gør instruktøren blandt andet med fremragende skuespil af Eddie Redmayne, der i søndags vandt en Oscar for rollen som Hawking
’ På en eller anden måde er alle forhold og ægteskaber forudbestemte til at fejle, enten på grund af døden eller de uperfektheder vi er udstyret med som mennesker. Vi er alle forudbestemte til at svinde hen og kollapse på en eller anden måde,’ siger James Marsh, der har instrueret ’Teorien om alting’.
Kultur
26. februar 2015

En kærlighedshistorie og et portræt af et ægteskab. Sådan beskriver den britiske instruktør James Marsh selv sin nye film, Teorien om alting, der fortæller om fysikeren Stephen Hawking og hans kone – nu ekskone – Jane og er baseret på hendes bog om deres forhold.

Filmen, der i søndags indbragte sin ene hovedrolleindehaver, Eddie Redmayne, en Oscar, begynder, da Hawking er en ung mand på Cambridge i 1960’erne og både finder sin professionelle passion, møder og forelsker sig i Jane (Felicity Jones) og bliver diagnosticeret med den ALS, der betyder, at han nu sidder i kørestol og kommunikerer via en computer.

»Da jeg skulle læse manuskriptet, gik jeg på forhånd ud fra, at det var en biografi om Stephen Hawking, der ville fortælle alle de kendte ting om hans karriere og sygdommens udvikling, og det havde jeg ikke lyst til at lave,« siger James Marsh, da jeg nogle uger inden Oscaruddelingen møder ham på et hotel i København.

»Det gik dog hurtigt op for mig, at Teorien om alting var en kærlighedshistorie og et portræt af et ægteskab. Hvis man tror, at man skal se en traditionel biografisk film om Stephen Hawking, bliver man skuffet. Man får noget mere rigt og komplekst, hvilket er et blik på Hawking og hans videnskabelige karriere gennem et forhold og et ægteskab, der mislykkes. Det er mere interessant for mig end en almindelig biografisk film.«

Jeg fortæller James Marsh, at jeg selv havde forventet noget mere ligefremt, der især fokuserede på Stephen Hawkings karriere og hans kendte teori om alting – deraf filmens titel. Det fik jeg ikke, og det var en positiv overraskelse.

»Det er rigtigt, at vi kun i glimt fortæller om den teoretiske fysik, og det er en kritik, man kan rette mod filmen,« siger instruktøren.

»Men hvis man vil have mere af det, kan man gå til en forelæsning eller læse Stephens bog. Film er ikke det rigtige medium til at yde de matematiske og teoretiske tanker retfærdighed. Som filmskaber har jeg nemmere ved at håndtere hans fysiske og følelsesmæssige verden og den dramatiske verden. Og det er det, filmen handler om, ikke nuancerne eller abstraktionerne i den teoretiske fysik.«

En anden sandhed

Udfordringen for James Marsh var, fortæller han, at lave en film for voksne om et ægteskab og et parforholds op- og nedture.

»Teorien om alting begynder som en slags eventyrromance – sådan skildrede jeg bevidst Jane og Stephens møde – og så bliver den romance udsat for alle mulige uventede og usædvanlige forhindringer. Der er et sofisteri i det, som jeg håber, at publikum kan se; at det ikke bare er den ene triumf efter den anden.«

Det handler om at give publikum mulighed for identifikation og samtidig nå ud over det umiddelbare, klichéfyldte indtryk, de fleste mennesker har af Stephen Hawking, siger Marsh.

»Publikum skal se og opleve noget mere end de sædvanlige billeder af den videnskabelige tænker og Stephen i sin kørestol. Man prøver, hvis man kan, at finde en anden form for sandhed om ham i dramatikken, for eksempel hvordan det var at være gift med Jane og omvendt. Hvordan de fik det til at fungere, præcis som man gør det i ethvert andet ægteskab. Men det er indlysende, at den støtte og kærlighed, Jane giver ham, har været en stor del af hans liv – det har han også selv sagt – og har givet ham mulighed for at gøre det arbejde, han har gjort, og blive far til tre børn og have et rigt familieliv. Jeg er sikker på, at det må have haft en indvirkning på hans virke som videnskabsmand.«

Ligeværdige personer

Det er Eddie Redmayne, der er løbet med den meste opmærksomhed, når Teorien om alting er blevet vist rundt omkring i verden. Det er forståeligt, for den unge skuespiller gør det fremragende, ikke mindst hans fysiske forandring i løbet af filmen. Men det samme gør Felicity Jones, der også var Oscarnomineret, hendes rolle er blot ikke så opsigtsvækkende.

Billy Wilder sagde engang om Tom Cruise, at det var ham, ikke Dustin Hoffman, der havde den svære rolle i Rain Man. Hoffman spillede autisten og havde en fysik og en mimik at læne sig op ad, hvorimod Cruise groft sagt havde ingenting.

Det samme gør sig gældende for Redmayne og Jones, siger jeg til James Marsh.

»Det er en vældig god observation,« siger instruktøren.

»Det, Eddie gør, er tydeligvis meget vanskeligt at gøre både fysisk og teknisk, men hans præstation fungerer, fordi filmen er et portræt af to mennesker. Når de er sammen, er det en dans, og de skal være ligeværdige dansepartnere. I sagens natur er Felicitys rolle mere passiv, fordi hun er den, der tager sig af, og ikke den, der bliver taget sig af. Men på alle niveauer er ligeværdigheden mellem deres præstationer noget, jeg selv virkelig respekterer og nyder i filmen.«

Jane og Stephens film

Det var dog ikke nemt at finde balancen mellem de to mennesker, erkender James Marsh.

»Vi var nødt til at give Jane den magt, som hun gav sig selv ved at skrive en bog og gøre sine erindringer tilgængelige. Der skulle være en ligeværdighed mellem de to figurer i manuskriptet, hvad angår tid på lærredet, og hvordan vi så det fra deres synsvinkel. Det handler om at engagere publikum i begge synsvinkler. Det er meget entydigt i en film som denne. Teorien om alting handler om to mennesker, der er lige vigtige for mig som filmskaber.«

»Jeg har en kvindelig klipper, og hendes første version gjorde os lidt bekymrede, fordi den i høj grad var Janes film. Det var den allerførste version, som jeg ikke for alvor var en del af, fordi den blev lavet, mens jeg stadig optag filmen. Men så var vi nødt til at arbejde på at trække Stephen, Eddies præstation, frem i denne første version. Det lykkedes os i høj grad, mens vi filmede, men i efterarbejdet stillede Janes figur sig så velvilligt til rådighed for os, måske endda for velvilligt, og vi var nødt til at finde en balance i den anden retning.«

Det lykkedes blandt andet, fordi Eddie Redmaynes præstation er så stærk.

Selv om skuespilleren filmen igennem får mindre mulighed for at udtrykke sig, fordi han som Hawking bliver mere og mere handicappet og mister evnen til at tale, er han meget udtryksfuld, hvad angår øjne og sin mimik med store effekt.

»Han er ekspressiv med et meget begrænset repertoire, fordi han bliver mere og mere handicappet og har færre og færre vokale ressourcer,« siger James Marsh.

»Det er det geniale i hans præstation. Selv når han stort set ikke kan bevæge sig eller tale, formår Eddie at gøre Stephen følelsesmæssigt tilgængelig for publikum. Stephen Hawking er på samme måde, når man møder ham. Man har en meget stærk fornemmelse af, hvad han føler, og hvordan han oplever de ting, der foregår omkring ham. Eddie har fanget alt det ret smukt, synes jeg, med meget få bevægelser.«

Der er en fare for, at det bliver udvendigt og overfladisk, når en skuespiller kaster sig over en rolle, som fysisk er så usædvanlig som Stephen Hawking, men det undgår Eddie Redmayne, siger Marsh.

»Han spillede ikke fandango, hvilket han kunne have gjort. Han kunne have blæret sig mere og vist sig frem, men det gjorde han ikke. Han var efter noget, som føltes sandt for ham og for os, mens vi lavede filmen, og jeg tror, at han ramte plet – hvilket er hans egen fortjeneste, ikke min. Det handler om forberedelse. Han var nødt til at bebo Hawkings fysik og være i stand til at genskabe den også ude af rækkefølge i løbet af ni ugers filmoptagelser, hvilket i sig selv er en bemærkelsesværdig præstation.«

Bedre kendt for sin krop

Det interessante er, forklarer James Marsh, at sygdommen betyder mindre for Stephen Hawking selv, end den gør for alle os, der kigger på ham.

»Errol Morris (amerikansk dokumentarist, red.) sagde noget sjovt til mig, da han lavede en film med Stephen: Ligesom Marilyn Monroe er Stephen bedre kendt for sin krop end for sin hjerne. Og det burde være omvendt. Det er på en måde sandt. Vi opfatter ham på en bestemt måde, selv om hele hans liv handler om, at han transcenderer denne sygdom, og hans hjerne er frigjort fra kroppen, om du vil, hvilket er lidt mærkeligt, når man tænker over det. Han behøver ikke at bekymre sig om dagens øvrige fortrædeligheder. Han er bare en hjerne i en stol.«

Derfor handler Teorien om alting også om at leve videre på trods. Da Stephen Hawking var helt ung, fik han at vide, at han kun havde få år tilbage at leve i. Det ville Jane og Hawking selv ikke acceptere, og nu er han 73 år gammel og en af verdens mest anerkendte teoretiske fysikere.

Tragedie i slowmotion

»Han nægtede at acceptere den diagnose, han blev stillet,« siger James Marsh.

»Han har en stærk vilje til at arbejde og leve. Teorien om alting fortæller jo en tragedie i slowmotion – kroppen, der svigter. Men det er jo ret beset det, der kommer til at ske for os alle. På en eller anden måde er alle forhold og ægteskaber forudbestemte til at fejle, enten på grund af døden eller de uperfektheder vi er udstyret med som mennesker. Vi er alle forudbestemte til at svinde hen og kollapse på en eller anden måde. Tragedien i Stephens liv er, at det sker på et tidspunkt, hvor det ikke burde ske. Dette langsomme forfald er i forgrunden af filmen, og det er vel tragisk, men derudover er der alle hans bedrifter set i lyset af død og handicap.«

På et tidspunkt i filmen holder Hawking en tale om, at det ikke er ens udseende eller fysiske tilstand, der bestemmer, hvem man er, eller hvad man er i stand til. Det stammer fra en rigtig tale, som videnskabsmanden holdt, da han åbnede De Paralympiske Lege i London i 2012.

»Det kan godt være, at den tale i filmen kommer til at lyde meget begejstret. Når der er liv, er der håb. Det er sandt i hans tilfælde, og det er en del af filmens budskab, selv om det måske kommer til at virke en smule Hollywood-agtigt,« siger Marsh.

Stort set sand

James Marsh har endnu ikke set The Imitation Game, Morten Tyldums film om kodebryderen og computerpioneren Alan Turing, der endte med at tage sit eget liv, fordi han som homoseksuel blev forfulgt. Men han kan godt se lighederne mellem den film og Teorien om alting og det overordnede budskab om at favne forskellighederne og de, der ikke nødvendigvis er ligesom alle os andre. »Ellers ville verden blive et meget kedeligt og farveløst sted – og det er den ofte, fordi vi netop ikke gør det. Jeg kender lidt til Turing-historien, og det er en meget tragisk historie på sin egen måde. Begge mænd nægter at acceptere intellektuelle begrænsninger – og fysiske begrænsninger i Stephens tilfælde.«

Jeg kan ikke lade være med at spørge, om Stephen Hawking selv har set Teorien om alting.

Det har han – flere gange, fortæller Marsh. Videnskabsmanden læste også et manuskript tidligt i processen og meddelte, at han ikke ville blande sig i arbejdet med filmen – selv om den er baseret på en bog af hans ekskone eller måske netop derfor.

»Den første visning var meget interessant, fordi man tænkte, at han måtte have haft en vis følelsesmæssig reaktion,« siger Marsh.

»Men man venter jo i lang tid på at høre den intellektuelle reaktion igennem hans kommunikationsapparat, der faktisk er ganske langsomt. For mig var det en meget intens og nervepirrende oplevelse. Man venter i 20 minutter på at få en sammenhængende udtalelse. Og han sagde, at han stort set fandt den sand, filmen. Han har siden set den to gange og har været meget positiv over for den. Jeg tror, at han er mest overrasket over, at den ikke er trashy og melodramatisk. Han har været glad for Eddies præstation, og han har e-mailet os alle og sagt, at han følte, at han kiggede på sig selv, når han så Eddie på lærredet. Jeg tror ikke, det bliver bedre for Eddie.«

’Teorien om alting’ har premiere i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ulig Stephen Hawking (der på grund af sin modbydelige sygdom ikke kan lade være) kunne man da godt ønske at Filminstruktør James Marsh og hans Reklamemand Christian Monggaard ville bruge deres tunger på at smage lidt mindre på sig selv.

Filmen er ganske god - men så heller ikke mere.

Robert Ørsted-Jensen

fremragende film - er hermed anbefalet

olivier goulin

Er jeg den eneste, der finder det lidt mærkeligt, uanstændigt og intimiderende, at lave en biopic om en person, der stadig er i live?
... udover Hawkins selv, måske?

Jeg ved godt, at det ikke er første gang det sker, men det synes alligevel at være en relativ ny trend. Sikkert fordi markedet er umætteligt på den slags, og de fleste historiske figurer er blevet portrætteret, nogle op til flere gange.
Tidligere ventede man til folk var gået bort, og lod en anstændig tid gå - ligeledes med biografier.
Men det ligger jo også i tiden, at gud og hvermand udgiver deres selvbiografi ....

/O