Læsetid: 4 min.

Besserwissere

Det er både smigrende og skræmmende for forfattere, at der stilles meget større krav til fiktion – digtede historier, der aldrig har fundet sted i virkeligheden – end der gør til beskrivelser af virkelige hændelser
Det er både smigrende og skræmmende for forfattere, at der stilles meget større krav til fiktion – digtede historier, der aldrig har fundet sted i virkeligheden – end der gør til beskrivelser af virkelige hændelser, skriver Bent Vinn Nielsen

Ib Kjeldsmark

27. februar 2015

Selv om jeg selvfølgelig godt ved, at det er misbrug af den magt, der er forbundet med at skrive klummer i Information, føler jeg mig på ingen måde for fin til at give en boganmelder, der har skrevet en vrippen og dum anmeldelse af min seneste bog, Den erigerede vendelbo, et par på lampen. Der er tale om Weekendavisens Klaus Rothstein. Han holder triumferende et enkelt ord op fra min bog og råber Fejl, fejl! Det drejer sig om det vendsysselske dialektord ’kav’, som i bogen forklares og oversættes med ’klodset’ eller ’nærmest klodset’. Så er det at Weekendavisens besserwisser komme rendende og blærer sig med, at han har en fætter i Aalborg. Jo jo, det har han skam, og denne fætter har forklaret ham, at ’kav’ på ingen måde betyder klodset. Det betyder tværtimod (?) akavet! Pis mig i øret, Klaus Rothstein. Hvad er forskellen på klodset og akavet? Efter min mening er det første en glimrende oversættelse af det sidste. Hvis du i øvrigt ikke ved, hvad ’vrippen’ betyder, kan du jo spørge din fætter i Aalborg.

Ahh, det lettede. Med det tyndest tænkelige fernislag af Ytringsfrihed, Version Ubegrænset, over sig, skulle der herefter have stået noget om fede svin. Men på trods af de umådelige mængder af ondt, man kan sige om Weekendavisens fjogede anmelder, må man indrømme, at han ikke hører til de fede. Hverken i den ene eller den anden betydning, forstås. Han er nærmere en mager hund og en prikilut, som vi siger nord for Aalborg. Men selvfølgelig har vi også et seriøst ærinde med denne klumme, vi skammer os allerede over at have brugt typografiske enheder inkl. mellemrum på paphovedet fra Weekendsprøjten. Man kunne selvfølgelig sige, at ærindet i grunden er det samme, den afgørende forskel er bare, at resten af klummen gerne må tages alvorligt. Foranstående svarer til at rømme sig, rense taleorganet for uønsket halskriller. Så vi kan komme videre. Ærindet er fejlfindere og evnen til overhovedet at læse fiktion.

Knep dit blækhus

En bekendt har på min anbefaling læst Julian Barnes’ Flauberts papegøje, en roman – eller snarere en afhandling – hvor Barnes bl.a. fortæller om Flauberts næsten sygelige sans for detaljer og nøjagtighed. Som mange af læserne sikkert ved, var Flaubert også den, der engang gav en kedelig og jævnt talentløs forfatterkollega et godt råd: knep dit blækhus! sagde han. Det skulle Klaus Rothstein prøve, men det er selvfølgelig et sidespring. Barnes fortæller om en engelsk Flaubert-ekspert, intet mindre, der triumferende har råbt fejl, fejl, fordi – mener hun – Flaubert åbenbart ikke har kunnet beslutte sig for, hvilken øjenfarve Madam Bovary havde. Så er de blå, så er de brune, så har de et grønligt skær. Men Barnes gør opmærksom på, at Flaubert netop skriver – endda flere steder – at Madame Bovarys øjne var af »ubestemmelig farve«. Barnes slutter med at give litteraturdamen og Flauberteksperten et fur: det kunne kællingen sgu da godt have lagt mærke til, skriver han. Når alt kommer til alt, er det jo Flaubert, der har betalt hendes husleje! I samme bog beskæftiger Barnes sig også med andre eksempler på fejl i romaner, også fejl der rent faktisk findes, fejl der virkelig er fejl. Min bekendt havde især lagt mærke til en fejl i William Goldings Fluernes herre. Det gjorde ham trist. Nu kunne han ikke læse den bog mere, sagde han. Han havde ellers altid sat stor pris på den. Fejlen er dér, hvor de strandede drenge genopfinder ilden, så at sige. En af drengene tager sine briller af og bruger dem som brændglas. Desværre for forfatteren – og for min bekendt – er det forinden blevet fortalt, at drengen er nærsynet. Og de linser, man bruger til at udligne nærsynethed, kan lige præcis ikke bruges som brændglas. Skid da hul, sagde jeg til min bekendt. Men nej, det ville han ikke. Fluernes herre var død litteratur for ham fra nu af. På grund af Fejlen. Jeg er selv nærsynet, og da jeg fik mine første briller som ti- eller elleveårig, prøvede jeg også at bruge dem som brændglas, sådan som jeg havde set en anden dreng gøre med sine briller. Han var langsynet og for ham virkede det. Jeg forestillede mig ikke andet, end at jeg bare ikke havde tålmodighed nok, for mig var det også en nyhed at læse Barnes’ ’afsløring’ af Fejlen i Goldings bog. Men skid da hul, sagde jeg til min bekendt. Og det mener jeg virkelig. Fejl er ærgerlige, men de forekommer. At forvente andet er småligt og dumt. Når Dickens blev grebet i fejl i sine romaner, udsendte han rettelsesblade, hvor han nærmere forklarede baggrunden for det, der lignede fejl. Så de alligevel ikke var fejl, højst en smule uklart formulerede omstændigheder. Det er selvfølgelig både smigrende og skræmmende for forfattere, at der stilles meget større krav til fiktion – digtede historier, der aldrig har fundet sted i virkeligheden – end der gør til beskrivelser af virkelige hændelser. Men derudover er det nu også meningsløst, hvis en enkelt fejl, som den i Goldings roman, får læseren til at synes, at det er en hel verden, der styrter i grus. Fiktion er jo under alle omstændigheder også noget vi leger, i de bedste tilfælde i smuk fællig. Besserwissere er ikke gode legekammerater. De skal lære, at man kun skal give den som bedrevidende, hvis man virkelig ved bedre. Ellers skal de holde deres kæft. Og i øvrigt tage og tænke lidt over, hvem det egentlig er, der betaler deres husleje.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Roed
  • Tino Rozzo
  • Niels Duus Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Maj-Britt Kent Hansen
Niels Roed, Tino Rozzo, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Ja, hi-hi. Og så er det da litteraturens suveræne ret at gå imod virkeligheden, hvis det passer bedre. Tyngdeloven kan ophæves ved teknik, og virkeligheden kan forandres radikalt ved sprog.

Henrik Petersen

Det er nemmere bare at indrømme, at man har begået en fejl - fremfor at forklare, at det skam ikke var en fejl.

Men et tankevækkende indspark, at der stilles større krav til "sandhed" i fiktion end i almindelig journalistik :-)

Jeg må indrømme at brillefejlen også irriterede mig, da vi læste bogen i folkeskolen engang i 70erne.
Heldigvis blev jeg ikke litteraturanmelder, men (nærsynet) optikingeniør... ;-)

OBS, for de, der ikke kommer fra den rigtige side af fjorden, vil jeg oplyse om at "kav" udtales ikke som i "konkav", men som i "dav". Jeg ville nok stave det "kaw"...

Problemet er at vi har gjort vores liv til fiktion. Vi lever som om vi er personer i en roman.
Forlad din egen roman og bliv dig.

randi christiansen

Eet er at tåle kritik, noget andet kritikkens væsen. Er den smålig og ser kun fejlen, eller er der tale om berettiget og konstruktiv kritik?

Klaus Rothstein

Med lidt forsinkelse har jeg nu set Bent Vinn Nielsens underholdende kritik af min anmeldelse af hans roman, og selvom det måske ødelægger morskaben, vil jeg lige ganske kort tage ordet: Jeg gav 'Den svævende tankbestyrer' en negativ anmeldelse, fordi romanen skuffede mig. Det er jo smag og behag. Det var en argumenteret kritik, som BVN da heller ikke går i rette med i sin klumme. Hvad han derimod skriver om, er den ydmyge slutning på anmeldelsen, hvor jeg absolut ikke råber 'Fejl! fejl!', men ganske rolig skriver følgende: "Bent Vinn Nielsen fortæller sin historie om de to brødre med den sædvanlige lavmælthed i tonen, men også med den der underfundighed, som man enten ikke kan stå for eller får svip af. Der er sådan en dræven, insisterende jysk kækhed over formen, for eksempel i den evindelige brug af udtryk som “for i helvede”. Bent Vinn Nielsens ellers så stabile prosa er denne gang blevet noget kav, for nu at bruge et af de dialektord, som romanen oversætter til ‘klodset’. Min ålborgensiske fætters kone har ellers engang fortalt mig, at ‘kav’ er kortform for ‘akavet’." Ja, det var ordene, ganske harmløst, men mon ikke BVN farer i flint på grund af den negative dom i al almindelighed. Når 'akavet' er en bedre 'oversættelse' end 'klodset', skyldes det NATURLIGVIS, at 'kav' indgår i 'akavet'. Jeg bekræftes bare i, at BVN ikke var på toppen denne gang. Vh Klaus Rothstein

Michael Kongstad Nielsen

Jeg ville ikke bruge "akavet" og "klodset" synonymt. "Akavet" falder ikke over noget, men passer bare ikke let og elegant ind i situationen.
"Han hilste på svigerinden på en akavet måde, for hun lagde op til en omfavnelse, og han var ikke vant til at hilse på den måde".
Her er ingen klodset stil, blot manglende følelse.

H. C. Andersen var efter sigende akavet i selskabslivet, men hans figur Klods-Hans var ikke akavet. Klods-Hans brødre var ikke klodsede, men kloge og statelige og red på fine heste; til gengæld var de særdeles akavede, da de endelig stod overfor prinsessen. Klods-Hans på gedebukken og med mudder i lommen var vitterlig klodset, men så langt fra akavet i forholdet til prinsessen.