Læsetid: 8 min.

Bob Marley var mere end en ganjarygende fredsprofet

Bob Marley ville være fyldt 70 i år og er fortsat lige så populær i sydafrikanske ghettoer som på teenageværelser i Kalundborg. Hans sange er popkulturelle evergreens med militante budskaber
Bob Marley & The Wailers spillede på Roskilde Festival i 1978, tre år før reggaestjernen døde af kræft som 36-årig.

Bob Marley & The Wailers spillede på Roskilde Festival i 1978, tre år før reggaestjernen døde af kræft som 36-årig.

Jørgen Angel

6. februar 2015

I 1978 trodsede Bob Marley frygten for at miste sit eget liv i et politisk motiveret attentatforsøg og vendte tilbage til Jamaica for at give den første koncert på sin fødeø i mere end halvandet år. Da han sent ud på natten til den 23. april i 1978 trådte ud på scenen på Jamaicas nationale fodboldstadium i hovedstaden Kingston, blev han mødt af brølet fra 32.000 ekstatiske koncertgængere, der blandt andre talte Rolling Stones-forsangeren Mick Jagger.

14 måneder tidligere var ukendte gerningsmænd trængt ind i Marleys hjem i Kingston og havde skudt sangeren i brystet og i armen. Hans hustru Rita var blevet strejfet af en kugle i ansigtet. Kort efter forlod Marley Jamaica til fordel for mere fredelige omgivelser i London. Herfra kunne han konstatere, at den politiske vold i hjemlandet eskalerede hinsides kontrol.

Tusinder af fattige jamaicanere mistede i de sene 1970’ere livet i hæmningsløse skudvekslinger mellem rivaliserende bander, der hver især støttede et af øens konkurrerende politiske partier, Jamaican Labour Party, anført af premierminister Michael Manley, og People’s National Party med oppositionslederen Edward Seaga i spidsen. Marley mistænkte selv rygter om hans støtte til People’s National Party for at være baggrunden for det mislykkede mordforsøg.

På det propfyldte fodboldstadium lagde Marley for med spirituelt langstrakte udgaver af udødelige reggaeklassikere som »Positive Vibration«, »War« og »Natural Mystic«. Under fremførelsen af klassikeren »Jamming« gav Marley sig først hen til en nærmest trancelignende dans og så derefter ud til at få en pludselig indskydelse. »Kan vi få Mr. Michael Manley og Mr. Edward Seaga på scenen. Jeg vil bare gerne have, at vi giver hinanden hånden og viser folket, at vi kan forenes«, messede Marley fra scenen.

Hverken Seaga eller Manley turde undslå sig kravet fra den umådeligt populære superstjerne og fandt vej til scenen, hvor de to bitre politiske rivaler i et betuttet, men historisk øjeblik blev forenet af Marley som den musikalske mellemmand. Ved at fremtvinge et håndslag mellem Seaga og Manley havde Bob Marley ikke blot tilvejebragt en fredsgestus af overvældende symbolsk karakter. Han havde også sikret sit eget eftermæle som en mytologisk, nærmest hellig skikkelse i jamaicansk kulturhistorie.

Universel kærlighed

I dag ville den tredje verdens første superstjerne være fyldt 70 år, men hans sange om håb, politisk kamp og kærlighed fremstår stadig knugende aktuelle for et globalt publikum. Marleys betydning for moderne populærmusik kan knap overvurderes, og han udøver fortsat gigantisk indflydelse på vor tids popstjerner fra Snoop (Lion)Dogg til Lauryn Hill til Diplo. Som få andre sangere er Robert Nesta Marley siden sin død i 1981 blevet et ikon og en musikalsk helt, der trods sine panafrikanske budskaber hyldes som et universelt oprørssymbol og som en budbringer om håb, fred og bedre tider for verdens undertrykte.

Netop håbet om fred og en krigerisk mistro til korrupte politikere og de oversøiske stormagter, der i adskillige århundreder importerede skarevis af afrikanske slaver til Caribien – hvor de blev mishandlet med en afstumpet brutalitet – blev en central del af Bob Marleys militante selvforståelse. Et faktum, der ofte bliver glemt i forsimplede populærforestillinger af reggae som en slags hippie-feelgoodmusik med Bob Marley som musikkens godmodige og ganjarygende fredsprofet.

Selv i dag stortrives klicheerne om Bob Marley som den tilbagelænede reggaemusiker, der henslængt på en paradisisk feriestrand aflirede iørefaldende melodier med fraser om universel kærlighed og et gavmildt forbrug af marijuana. Men Marley plejede en selvforståelse som en musiker med en mission, der kæmpede for at genrejse afrikansk identitet og stolthed. Både for Marley og for den lange række af usædvanligt talentfulde jamaicanske reggaemusikere, der noget uretfærdigt står i skyggen af Marley som reggaekongen, er reggae først og fremmest en kunstnerisk konfrontation med de benhårde livsvilkår i Jamaica, der først i 1962 vandt sin selvstændighed fra det britiske kolonistyre.

Marley var selv i helt konkret forstand et produkt af det britiske overherredømme. Han blev født i den jamaicanske provins St. Ann som søn af den hvide officer Norval Marley, der var af britisk afstamning og arbejdede som opsynsmand på de jamaicanske kaffeplantager. Marleys moder, den sorte kvinde Cedella Malcolm, nedstammede fra slaver, der i 1600-tallet blevet fragtet til Caribien fra den afrikanske guldkyst. Som barn blev Marley ofte mobbet med den blandede baggrund af sine jævnaldrende, hvilket ifølge ham selv yderligere motiverede ham til at kaste sig over musikken.

Efter sin faders død flyttede den 14-årige Robert Nesta Marley i 1959 med sin mor til hovedstaden Kingston, nærmere betegnet ghettokvarteret Trenchtown, hvor han kom i kontakt med den vibrerende jamaicanske musikscene. Sammen med sin barndomsven Bunny Wailer, lyttede Marley med begejstring til sorte amerikanske stjerner som Fats Domino og Ray Charles. Samtidig udviklede jamaicanske kunstnere som Prince Buster og Skatalites deres egen synkoperede udgave af den amerikanske rhytm&blues, der blev døbt ska. Ska-musikkens offbeats og hurtige tempo lagde fundamentet til en opblomstring af den tunge roots reggae, som Bob Marley senere skulle udbrede til resten af verden i en grad, der nærmest har gjort ham synonym med selve genren.

Ghettoens hårde drenge

Marleys tidlige år var ikke præget af de militante budskaber og politiske kampråb. Som håbefuld sanger med en uhjælpelig forelskelse i musikken dannede Marley efter et par enkelte solosingler, der ikke vakte opmærksomhed på den konkurrenceprægede jamaicanske musikscene, vokaltrioen The Wailing Wailers med Peter Tosh og barndomsvennen Bunny Wailer.

Sammen indspillede trioen, der med klar inspiration fra tidens amerikanske soulmusikere optrådte som nydeligt friserede unge mænd i fine jakkesæt, ska-singlen »Simmer Down«, der med sine opfordringer om omtanke for ghettoens hårde drenge strøg til tops på de jamaicanske hitlister i 1964. Allerede på Wailers’ tidligste indspilninger, der hører til den mest oversete del af Marleys samlede værk, står det klart, at han først og fremmest er en fremragende sanger, der kombinerer rå melodisk kvalitet med en overordentlig sensibilitet og sjælfulde fraseringer.

Før sit internationale gennembrud skulle Marley nå at arbejde sammen med en række af de vigtigste pionerer i jamaicansk musik. Efter uoverensstemmelser med den notorisk bryske producer Clement ’Coxsone’ Dodd, der bestyrede det mest afgørende jamaicanske pladeselskab, Studio 1, søgte Marley i 1970 hjælp hos den excentriske producer Lee Perry og hans backingband The Upsetters.

I det gnistrende samarbejde med Perry, der senere skulle opfinde dub som musikalsk genre, modnedes Marley som både sangskriver og sanger og skrev en lang række af sine bedste sange som »Duppy Conqueror«, »Mr. Brown« og »Small Axe«. Det musikalske samarbejde mellem Wailers og Perry endte dog brat, da produceren uden at dele indtægterne solgte en række af bandets indspilninger til det britiske pladeselskab Trojan.

Popkulturelle evergreens

I løbet af 1970’erne tørstede Marley efter et internationalt gennembrud. Det skulle blive en hvid mand, der hjalp ham med at få foden inden for på de afgørende kommercielle markeder i USA og Europa.

I 1972 øjnede pladeselskabsbossen Chris Blackwell fra Island Records chancen for at gøre Marley og hans band The Wailers gældende på de amerikanske og europæiske hitlister, der med få undtagelser var et reservat for hvide musikere.

Chris Blackwell modellerede Wailers efter et traditionelt rockorkester og forlangte blandt andet, at gruppens forsanger trådte i forgrunden for gruppen, der blev til Bob Marley and The Wailers. Senere skulle Peter Tosh, der var rasende over den engelske producers kommercielle styring af bandet, med karakteristisk jamaicansk sans for at spejlvende ord omdøbe Blackwell til ’Whiteworst’.

Ikke desto mindre havde Blackwell sans for marketing. I 1974 udkom albummet Catch a Fire, hvis sange på Blackwells anmodning blev forsynet med ekstra guitarspor indspillet af hvide studiemusikere uden Marleys medvirken. Catch a Fire blev en overvældende succes og blev efterfulgt af klassikere som Burnin’ med hitsinglen »I shot the Sheriff«, der senere skulle blive udbredt til et bredere publikum i Eric Claptons bovlamme version.

I midten af 70’erne skulle både Tosh og Bunny Wailer forlade Wailers efter pengeskænderier, mens Marley fortsatte sin kurs mod superstjernestatus ved at udgive en perlerække af albums, der hver for sig står som klassikere. Mange af sangene fra Island-årene, som »No Woman No Cry«, »Get Up, Stand Up« og »Could You Be Loved« er i dag popkulturelle evergreens, der er genfortolket i et utal af versioner og alligevel formår at bevare en friskhed, der først og fremmest skyldes Marleys uomtvistelige musikalske talent. Med over 70 mio. solgte albums var det Island-årene, der cementerede Bob Marley som internationalt ikon.

Rastafari

Ikke desto mindre står Bob Marleys populærkulturelle udbredelse i en sær kontrast til den forholdsvis eksklusive religionsdyrkelse, der blev en uadskillelig del af hans kunstneriske virke. Uden for Kingston, i en lille enklave ved Bull Bay, var den såkaldte rastafari-bevægelse i løbet af 60’erne blevet en stadigt voksende menighed, der med udgangspunkt i profetier fra den jamaicanske borgerrettighedsforkæmper Marcus Garvey, anså den etiopiske kejser Haile Selassie for at være guds inkarnation på jord.

I de politisk urolige 70’ere konverterede et utal af reggaesangere til rastafari, der fik præg af decideret modkultur overfor den jamaicanske overklasse. Ifølge rastafari-tilhængerne var kroningen af Haile Selassie til etiopisk kejser i 1930 en opfyldelse af Garveys profetier om en sort frelser, der med tiden skulle føre alle afrikanere tilbage til moderlandet.

Da Haile Selassie i 1966 besøgte Jamaica, blev han modtaget af skarer af troede rastafarianere, der med tiden skulle få enorm indflydelse på den jamaicanske musikindustri. Under påvirkning af Selassies besøg i Kingston konverterede Marley til rastafarianismen, lod håret gro i de karakteristiske dreadlocks og gjorde sig til ivrig fortaler for indtagelsen af marijuana, der i rastafari-religionen anses for et sakramente skænket af gud med henblik på meditative seancer. For Marley blev rastafari koblet sammen med den politiske kamp mod slavetidens uretfærdigheder.

I sangen »War« synger Marley med militant overbevisning den brandtale mod racisme, som Haile Selassie holdt i FN-bygningen i New York i 1963. »Indtil den filosofi, der anser en race for at være overlegen og en anden race for at være underlegen bliver endegyldigt og permant afskaffet« vil der være krig, lyder den alvorstunge og militante bandbulle, som Marley gjorde til sin egen.

Uforløste visioner

I 1981 døde Marley af kræft i storetåen, som han af religiøse grunde alt for længe lod gå ubehandlet. I årene efter Marleys død skulle jamaicansk musik ændre sig afgørende. Marleys spirituelt rundede roots reggae blev i løbet af 80’erne afløst af den langt mere hedonistiske og samvittighedsløse dancehall-musik, der i utvetydige vendinger omfavner emner som sex, vold og stoffer. Under de vilkår fortsatte jamaicanske kunstnere Marleys kompromisløse livtag med de sociale vilkår på den fattigdomsplagede ø.

70 år efter Marleys fødsel er reggaemusikken blevet til Jamaicas vigtigste eksportvare, og omfanget af musikalsk talent er fortsat overvældende i forhold til øens beskedne størrelse. Ikke desto mindre har Marleys visioner om fredelig sameksistens haft trange kår på Jamaica, der stadig er plaget af fattigdom, korruption og formålsløs vold. Alene derfor er arven efter Marley endnu aktuel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • luise roesen
  • Malan Helge
  • Anker Nielsen
  • Mona Jensen
  • Jan H. Hansen
  • Jens Østergaard Petersen
  • Jørn Sonny Chabert
  • Toke Andersen
  • Holger Madsen
  • morten andersen
  • johnny lang
  • Christian Harder
  • Michael Skaarup
  • Peter Jensen
  • Tom Paamand
  • Joen Elmbak
  • lars abildgaard
  • Søren Rehhoff
  • Ervin Lazar
luise roesen, Malan Helge, Anker Nielsen, Mona Jensen, Jan H. Hansen, Jens Østergaard Petersen, Jørn Sonny Chabert, Toke Andersen, Holger Madsen, morten andersen, johnny lang, Christian Harder, Michael Skaarup, Peter Jensen, Tom Paamand, Joen Elmbak, lars abildgaard, Søren Rehhoff og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ikke at glemme den sidste sang på hans sidste album, "Redemption song". Et smukt punktum for et kort men markant liv, at sætte med stærke linjer som:
“Emancipate yourselves from mental slavery/ None but ourselves can free our mind,",
Du var lyden af min ungdom Bob - tak for musikken.

Universel kærlighed - Ja med Liv, Lys & Kærlighed vandre vi gennem denne jordiske labyrint, alt i mens vi forandre os selv og verden med det bedste vi er i stand til, uanset hvad dette så end er.

Hvad kunne de 34 mellemliggende år ikke have givet? Der er aldrig nogen garanti, og ja mange topper i 30erne, men den musikalitet og det menneske... tak Bob..

Søren Rehhoff

Selbom Marley og Pete Tosh og Bunny Wailer som The Wailing Wailers så meget velfriserede ud, så var de jo også en del af et fænomen som man på Jamaica kaldte for "rude boys". De indspillede endda en sang der hed "Rude Boy"

https://www.youtube.com/watch?v=-Nhgb9hC7UI

Den blev så senere, da de var blevet rastafaris indspillet under titlen "Rebels Hop". I det hele taget genbrugte Marley en del af de tidlige Wailing Wailers sange og indspillede dem senere i reggae versioner. "One Love" som vel er en af de sange, der har bidraget til hans image som ganjarygende fredsprofet, blev indspillet så tidligt som i 1965 af´Wailing Wailers i en ska version

https://www.youtube.com/watch?v=roMuj6qSinE

den blev så genbrugt af Marley, der i 1977 indspillede den i en reggaeversion og fik et hit.

Jeg kan huske engang en afrikansk fyr jeg arbejdede med, der pegede på et billede af Bob Marley og så kiggede han alvorligt på mig og sagde "Lion", så det virker som om der stadigvæk er nogen, der trods alt også ser ham som en slags oprørshelt. Han havde sikkert lyttet til den her

https://www.youtube.com/watch?v=4XHEPoMNP0I

Tak for den ska version, fed musik.

Selvfølgelig er Marley mere end en Ganjaryger, han har altid for mig stået som en oprørshelt og ikke en fredsprofet.