Læsetid: 4 min.

Bras

Triviallitteraturens største kvalitet er i virkeligheden, at den er bras. Ren og uforfalsket bras med en sund og robust afsky over for ethvert forsøg på at tolke den som ’kunst’. Hvis den fornyede sig og tillod sig selv at være bras, ville den blive interessant
Triviallitteraturens største kvalitet er i virkeligheden, at den er bras. Ren og uforfalsket bras med en sund og robust afsky over for ethvert forsøg på at tolke den som ’kunst’. Hvis den fornyede sig og tillod sig selv at være bras, ville den blive interessant

Ib Kjeldsmark

20. februar 2015

Man har diskuteret det i mange år: er triviallitteratur, specielt krimien, ’rigtig’ litteratur, altså kunst, eller bare underholdning. Efter min mening ingen af delene – kunst er den uhyre sjældent, selv om det da kan forekomme, og den er afgjort heller ikke bare underholdning. I dag er det måske nok film og tv-fiktion, der er hovednæringskilden for de fiktionshungrende, men f.eks. krimien fylder også godt op på den særlige kostpyramide af stereotyper, standardintriger og en dramaturgi, der er lige så forudsigelig, som den er efterspurgt. Ve den manuskript- eller spændingsforfatter, der lader helten dø eller de dumme svin vinde til sidst. Det sker da heller aldrig, der er ikke engang nogen, der vover forsøget, slet ikke for sjov. Når man ser sådan en standardfilm, amerikansk helst, kan man ikke lade være med at blive imponeret. Det lykkes næsten altid at fortælle en historie, der forløber præcis, som enhver kan forudse, men samtidig at skabe en anspændt mistro til om det nu også virkelig går, som det skal. En af de ting, man også kan forudse, og som virkelig indtræder hver eneste gang, er, at filmen ikke efterlader noget som helst indtryk. Man glemmer den, indtil man måske ser den igen – og det kan man på den anden side roligt gøre, for selv når man har set den en eller flere gange før, er det alligevel samme oplevelse at se den igen. Det er sådan noget amerikanere kan.

Da den danske tv-serie Borgen ’gik over skærmen’, som det udtrykkes, brokkede DF’s Søren Espersen sig over portrættet af det fiktive parti, som alle identificerede som Dansk Folkeparti. I den forbindelse kom han til at sige, at han da sagtens selv kunne skrive sådan et tv-spil. Han kendte alle stereotyperne på forhånd. Det blev der grint en del af, muligvis også af Deres udsendte fra provinsen, men i grunden havde manden jo ret. Tv-fiktion har en ganske bestemt måde at fortælle på, en måde som seerne kender lige så godt som manuskriptforfatterne og instruktørerne. Og hvis historien afviger fra det tilvante, hvis portrætterne af ’typerne’ ikke svarer til det tilvante, protesterer både seerne og de professionelle anmeldere.

Guvernantestadiet

Tv-fiktion er en slags genrelitteratur, dvs. en litteratur som forfatteren på ingen måde er enerådende over. I en genrefast kriminalroman behøver det ikke at være butleren, der har begået mordet i biblioteket. Men der skal være en god forklaring på, at det ikke er ham. Genrelitteraturen er en slags kollektiv fiktionsejendom, hvor forfatteren ikke skal digte, slet ikke originalt, men tværtimod levere den vare, der efterspørges. Det gør på den ene side genrelitteratur vældig interessant, fordi den jo unægteligt siger en hel del om vores fælles forestillingsverden. På den anden side betyder det genrefaste jo, at fornyelse kun finder sted umådeligt langsomt. I en anden genre end krimien, nemlig den man kysk kalder Den erotiske roman – der endelig ikke, fy da, må forveksles med porno – er det f.eks. påfaldende, at den stadig befinder sig på guvernantestadiet. Den handler stadig om opdragelse af unge kvinder, så de kan være til størst mulig fornøjelse og glæde for den kræsne – og krævende – herre. Det giver mening, hvis vi taler om den gamle Fanny Hill, men det er da egentlig besynderligt, at folk – især kvinder, forstår man – i dag strømmer til biograferne for at se filmatiseringen af Fifty Shades of Grey, der efter alle anmeldelser og omtaler er en vaskeægte guvernanteroman, som man skrev dem i sytten- og attenhundredetallet. Den dydige frøken, hvis dyd bliver molesteret af liderlige herrer, er en lige så fast bestanddel i den erotiske roman, som den fordrukne kriminalkommissær er i krimierne. Sådan skal det være, siger de overbeviste tilhængere af de forskellige genrer. Joe, måske. Men er det ikke også det, der i længden gør genrelitteraturen ørkesløs og kedelig? Ikke at den kan og bør erstattes af det, man noget indbildsk kalder ’kvalitetslitteraturen’, for det er to vidt forskellige ting. Genrelitteraturen skal for guds skyld ikke være ’fin’. At specielt kriminalromanen de seneste år har fået ry for at være ’rigtig’ litteratur, er noget der i virkeligheden ærgrer den klassiske krimilæser. Krimier skal sgu ikke være kunst – de skal være krimier. Godt regnet ud, temmelig elendigt skrevet og gennemført sådan som man plejer at gennemføre dem. Genkendeligt, forudsigeligt men alligevel overraskende – og det overraskende skal bestå i, at det hele alligevel viser sig at være præcis, som det også var i den sidste man læste.

Personligt kan jeg nærmest ikke lide triviallitteratur. Genrelitteraturen med den faste galleri af genkendelige typer og forudsigelige handlinger. Ganske vist skal den basere sig på fælles forestillinger, men den er jo simpelthen ikke tidssvarende mere. Det har den ikke været i masser af år. Frøken Næsvis får smæk i numsen og Surebajerjohnny i rollen som kriminalkommissær Holmsen – come on! Triviallitteraturens største kvalitet er i virkeligheden, at den er bras. Ren og uforfalsket bras med en sund og robust afsky over for ethvert forsøg på at tolke den som ’kunst’. Hvis den fornyede sig og tillod sig selv at være bras, ville den blive interessant. Den ville blive et vindue til nutidens fælles forestillinger frem for at være et miskmask af forældet kitsch og småfornærmede ambitioner om at blive accepteret som ’rigtig’ kunst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu