Læsetid: 4 min.

Dead man walking

Jeg tror egentlig – og det mener jeg helt alvorligt – at jeg selv kunne blive en udmærket præst. Gudbevares, netop, så ville jeg blive nødt til at gå i kirke, og det ville selvfølgelig være et minus, at jeg ikke har den nødvendige uddannelse. Men mon folk ville lægge mærke til det?
Jeg tror egentlig – og det mener jeg helt alvorligt – at jeg selv kunne blive en udmærket præst. Gudbevares, netop, så ville jeg blive nødt til at gå i kirke, og det ville selvfølgelig være et minus, at jeg ikke har den nødvendige uddannelse. Men mon folk ville lægge mærke til det?

Ib Kjeldsmark

6. februar 2015

Hvad så med beretningen om Noahs ark? Skal ulydige præster så også krybe til korset, dvs. nærmeste biskop, og forsikre, at de naturligvis tror på den også. Et megagigantisk fartøj med plads til såvel elefanter som lopper, i par naturligvis, så de kunne mangfoldiggøre sig som himlens stjerner og genbefolke jorden, når stormen stilnede af og vandstanden sank. Jow, Mr. Bishop, det er jo ren naturhistårie, egg’ å’, selvfølgelig tror jeg på det. Hunde i par, katte i par, løver, menneskeaber, aber, hr. og fru Joachim B. Olsen, alt levende kræ, lus og næsehorn, alt sammen i avledygtige par. Og hvad med selve skabelsesberetningen? Seks arbejdsdage og en doven søndag, mere behøvede Gud Herren ikke for at skabe jorden, himlen og diverse tilhørigheder? Selv døden kunne ikke slå Jesus ihjel, det ved vi jo, så hvorfor skulle han ikke også kunne gå på vandet og gøre blinde seende. Jeg tror på det hele, Bisp, helt bogstaveligt, stort og småt, det hele var og er som beskrevet i Den Store Bog. Gud selv har ikke ytret sig i sagen, men det har både Venstre og Dansk Folkeparti samt et antal af mine kolleger. Jeg bliver fyret, hvis jeg ikke tror på, at Jesus steg op af graven som levende igen. Så det gør jeg. Må jeg så gå nu? Det må han, men for en sikkerheds skyld giver biskoppen ham en stabel bøger med. Et slags ekstra teologistudium, alle kan altid bliver lidt klogere, ikke mindst ulydige præster. Læs dem og bliv viis, siger Bispen. Det ska’ a’ nok, lover præsten.

Nu er det ikke fordi, jeg ikke er en god kristen. Det bilder jeg mig da ind, at jeg er. Kulturkristen, men det er også at være kristen. Jeg går ikke i kirke, men behøver man også det? Da der sidst var ballade i folkekirken var det fordi en anden ulydig præst havde sagt, at han ikke troede på Gud. Dengang overnattede jeg på en præstegård i Jylland, efter et foredrag som præsten havde arrangeret, og om morgenen kunne jeg ikke lade være med at spørge ham, hvad han mente om den sag. Han skulle have holdt sin kæft, den idiot, sagde præsten om sin kollega. Og han var ikke tilbøjelig til at mæle mere, han var et jævnt morgengnavent gemyt.

Jeg er ikke idiot

Jeg tror egentlig – og det mener jeg helt alvorligt – at jeg selv kunne blive en udmærket præst. Gudbevares, netop, så ville jeg blive nødt til at gå i kirke, og det ville selvfølgelig være et minus, at jeg ikke har den nødvendige uddannelse. Men mon folk ville lægge mærke til det? Jeg kan da godt lære ritualerne og at udlægge dagens tekst i prædikener, som jeg da nok skal holde inden for sædvane og tradition. Jeg er ikke idiot. Og hvad fanden, folk siger, at jeg er en god sjælesørger, at jeg er god til at lytte, som de udtrykker det. Det skal helst være i et landsogn. Så kan jeg gå lange ture i naturen og ellers søge tilflugt for menigheden i det store bibliotek, jeg vil indrette mig med. Halleluja, nu kan I bonderøve passe jer selv, kan I, jeg skal langt om længe have læst På sporet af den tabte tid. Men fru Ida Rosa Nielsen, født Hansen, bliver nu nok et problem. Jeg tror sgu ikke, hun gider bage boller til menighedsrådsmøderne. Nå, man må vel kunne entrere med en lokal bagermester. Ved ansættelsessamtalen vil de jo sikkert spørge mig, om jeg nu også tror på Opstandelsen. Selvfølgelig gør jeg det, vil jeg svare. Nu er du vel ikke lesbisk? skal der nok være en eller anden, der finder på at spørge om. Man har hørt så meget om lesbiske præster. Ikke det mindste, vil jeg svare med den reneste samvittighed. Og jeg forsikrer afslutningsvis, at jeg melder mig parat til tjeneste med hele pakken: jomfrufødsel, vand til vin, israelsk mester i vandgang, Lazarus, Noahs ark alt inklusive. Når jeg så senere vil sidde og slænge mig inde på embedsbiblioteket vil jeg føle mig mere kristen end nogensinde. Jeg har givet kejseren hvad kejserens er, vil jeg tænke. Kejseren, her menigheden, kræver at jeg tror på en masse gylle, som de ikke selv tror en skid på. Hvis en af dem tror på, at døde mennesker selv kan krybe ud af deres grav, spillevende, vil han eller hun selvfølgelig blive indlagt på nærmeste psykiatriske hospital. Man vil ryste på hovedet af dem, hvis de tror på skabelsesberetningen og man vil grine sjofelt, hvis de helt seriøst siger, at de tror på jomfrufødsler. Men jeg, pastor Nielsen, jeg skal tro på det. Eller på noget af det. Jeg skal i alt fald tro på Opstandelsen, ellers kommer bispen efter mig. Jamen, så gør jeg da det. Med krydsede fingre gemt bag ryggen. Sådan har kloge folk gjort til alle tider. Jeg er med andre ord fuldkommen enig med den morgengnavne præst fra Jylland.

Men det ville da godt nok være noget satans noget, hvis Jesus pludselig stod foran mig ude i præstegårdshaven. Kun halvanden meter fra mig. Med langt, let bølget hår og huller i håndfladerne. Hej B, siger han måske. Hej Je, bliver jeg jo så nødt til at sige. Selvom han smiler inderligt godhedsfuldt, med stor kærlighed til mig, vil det alligevel løbe mig koldt ned ad ryggen. Hvordan så, frygter jeg at han vil spørge, har du fundet dig tilrette i dit nye arbejde, menneskebarn? Glp, jo tak, vil jeg mumle med indsnøret hals. Jeg har lige skrevet prædikenen til næste søndag – du er nævnt op til flere gange. Alle kan jo godt lide at blive nævnt.

Hans kærlige smil får mit hår til at stritte i alle retninger. Ren urpunk. Så er han pludselig væk. Heldigvis, havde jeg nær sagt.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • Maj-Britt Kent Hansen
Tino Rozzo og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det ironiske er, at den fromme bisp tror lige så lidt på vrøvlet som samtlige folkekirkepræster.
Men det giver dem alle et godt udkomme og gode boligforhold.
Det skandaløse er, at dette teater ikke for længst er blevet privatiseret.