Fem forfattere om ytringsfrihed

Ytringsfrihed set gennem Carsten Jensen, Merete Pryds Helle, Kirsten Thorup, Kristina Stoltz og Thomas Bobergs øjne.
Efter lørdagens angreb på Krudttønden og Københavns Synagoge sidder følelserne uden på tøjet, og retorikken skærpes. Vi har bedt fem forfattere – Carsten Jensen, Merete Pryds Helle, Kirsten Thorup, Kristina Stoltz og Thomas Boberg – om fri af døgnet at fortælle, hvad ytringsfrihed betyder for dem, og hvad det er for en kamp for ytringsfriheden, der skal kæmpes i vores globale verden
20. februar 2015

Efter lørdagens angreb på Krudttønden og Københavns Synagoge sidder følelserne uden på tøjet, og retorikken skærpes. Vi har bedt fem forfattere – Carsten Jensen, Merete Pryds Helle, Kirsten Thorup, Kristina Stoltz og Thomas Boberg – om fri af døgnet at fortælle, hvad ytringsfrihed betyder for dem, og hvad det er for en kamp for ytringsfriheden, der skal kæmpes i vores globale verden

Dengang jeg slap for  at dø for Flemming Rose

Af Carsten Jensen

For snart to år siden tilbragte jeg en dag i Kunduz-provinsen i det nordøstlige Afghanistan sammen med en af provinsens mange væbnede militser, der snart står på den ene side, snart på den anden i landets mangeårige borgerkrig.

Den dag, jeg besøgte dem, var de på regeringens side. De havde fået våben af amerikanske tropper, en beskeden månedsløn og et kort foredrag om menneskerettigheder, før de blev sluppet løs på lokalbefolkningen som håndhævere af demokratiets mange velsignelser.

Jeg gik en tur med en af militsens svært bevæbnede medlemmer mellem de høje, beskyttende lermure, der i en afghansk landsby gør det ud for en gade. Jeg havde fortalt, at jeg var fra Danmark, og det fik ham til at stille et spørgsmål, der kom helt bag på mig.

»Ham, der stod bag Muhammedkarikaturerne, har I slået ham ihjel?«

»Tænker du på tegneren?« spurgte jeg, mest for at vinde tid.

»Nej, ham, der fandt på det.«

»Nej, ham har vi ikke slået ihjel.«

Hvordan skulle jeg fortælle, at Flemming Rose og jeg engang havde siddet halvnøgne i en sauna i Norge, mens vi diskuterede med hinanden og var enige om visse ting og uenige om andre?

»Hvorfor har I ikke slået ham ihjel?« spurgte militssoldaten inkvisitorisk.

»Det gør vi ikke i mit land. Der har alle ret til at udtrykke deres mening.«

Jeg kunne mærke, at samtalen nærmede sig et rigtigt dårligt sted. Men hvad fanden skulle jeg ellers svare?

Militssoldaten standsede op.

»Du er kristen, ikke sandt?«

Hans blik var nu noget mere end bare inkvisitorisk. Det var direkte truende. Mit mod sank.

Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne sige sandheden. At jeg ikke havde noget trosforhold, og hvis jeg troede på noget, så var det Einsteins relativitets teori, Schrödingers kat, Heisenbergs usikkerhedsprincip, ormehuller og sorte huller i en pærevælling, kort sagt universets gådefuldhed og al videns indbyggede mangelfuldhed i modsætning til al religions skråsikkerhed.

Det var derimod ikke noget problem at sige, jeg var kristen. Jeg var fra Vesten. Militssoldaten vidste, at i Vesten er vi ikke muslimer, og kristen var godt nok for ham. Det gjorde os på en vis måde til ligemænd i den forstand, at vi begge havde en Gud, der ikke måtte krænkes. Det var fint med ham, at jeg var vantro, hvis bare jeg tilhørte en afart af vantro, der var lige så militant intolerant som hans tro. Det var min forståelse, han appellerede til. Du har selv en gud, så må du da kunne forstå, at den, der krænker ham, må betale med sit liv.

Jeg kunne ikke sige, at jeg ikke troede på nogen Gud. Det ville afføde en foragt med helt uoverskuelige konsekvenser. Det ville også have helt uoverskuelige konsekvenser, hvis jeg sagde, at jeg var kristen, for så ville konklusionen i militssoldatens øjne være uundgåelig. Det ville være min pligt at sørge for, at min halvnøgne diskussionspartner fra saunaen i Norge blev slået ihjel. Og hvis jeg ikke forstod det, var jeg en dårlig kristen, der fortjente samme skånselsløse foragt som en, der ævlede løs om Schrödinger og Heisenberg.

Pyh, tænkte jeg, hvad skal jeg svare?

Jeg følte mig, hvis jeg skal være helt ærlig, temmelig utryg i militssoldatens selskab. Hvis jeg nu havde spurgt en af de altid skiftende, danske forsvarsministre, ville han have sagt, at det behøvede jeg skam ikke. Militssoldaten var jo vores mand. Det var derfor, vi havde udstyret ham med et automatvåben. Så han kunne forsvare demokratiet mod dets fjender.

Mit dilemma blev løst på en helt uventet måde.

En motorcyklist nærmede sig fra den anden ende af gaden. »En fremmed!« skreg militssoldaten ophidset. Det var en uautoriseret fremmed, der var dukket op i landsbyen, og i det hidsige klima, der hersker i et land i borgerkrig, er en fremmed altid en trussel.

Med hævet gevær løb han i retning af motorcyklisten, der brat vendte om og med speederen i bund fræsede i den modsatte retning. Fra alle sider strømmede militssoldater til.

Mig var der ikke længere nogen, der interesserede sig for. Jeg slap for at diskutere ytringsfrihed med en ophidset militssoldat, der pegede på mig med sit våben.

Jeg slap for at dø for Flemming Rose.

Jeg blev frelst af en fremmed, der spillede den rolle, som fremmede altid gør, som lynafleder og syndebuk, når uoverskuelige og komplicerede konflikter bliver for vanskelige at håndtere.

Hvis jeg havde en Gud, ville jeg takke ham for motorcyklisten.

Men det har jeg ikke, og derfor mener jeg, der må findes andre og vigtigere ting at gå op i, end hvorvidt vi skal krænke andres guder eller bare lade de døde ånder være i fred.

Intet er mig helligt

Af Merete Pryds Helle

Ytringsfrihed betyder for mig, at andre må sige, hvad de vil om mine værdier og det, jeg tror på, og kritisere det jeg siger. Nogle gange bliver der sagt ting, der forarger og krænker mig, og det må jeg bruge som en rettesnor for min egen tale. Ytringsfriheden er ikke hellig for mig, for intet er mig helligt.

Vi har ytringsfrihed i Danmark. Der er ingen kamp at føre, det er en pseudodiskussion. For eksempel bliver islam kritiseret offentligt hele tiden. Hvis der er en kamp for ytringsfrihed i Danmark, bør den være rettet mod, at jeg ikke må fornærme dronningen. Hvorfor må jeg ikke må kritisere dronningen?

Til gengæld er der mange lande, hvor der reelt ikke er ytringsfrihed. Hvor man bliver sat i fængsel eller pisket eller slået ihjel for sine kritiske udtalelser. Det er de kampe, som vi bør støtte op om. Vi gør det blandt andet ved at huse folk, der er flygtet, fordi de bliver forfulgt på grund af ting, de har sagt eller skrevet. Vi burde bruge krudtet på at forstå, hvor slemt det står til andre steder, og hylde de flygtninge, som er her, fordi de har kæmpet ytringsfrihedskampen.

For vi lever i det globalt sociale. I det sociale er der altid spilleregler, der afgør, hvordan det sociale spiller. Hvis man overtræder reglerne, får man problemer med resten af gruppen; hvis man holder for meget fast i reglerne, mister gruppen dynamik og udviklingsmuligheder. Det er hele tiden en balance. Hvad man kan sige på et tidspunkt og i en situation, kan man ikke sige i en anden. Man siger muntert ‘Fuck dig’ til en ven, men ikke til sin bedstemor. Man skal have tildækket sine skuldre for at gå ind i Peterskirken, og i Indien tager jeg gamacher på mine ben. Hensynet til gruppen er en måde at vise, at man vil gruppen; også selv om man ikke er en del af den. Samtidig er man også sig selv; integriteten er også vigtig. Igen gælder det om at finde balancen. Jeg indretter mig, og jeg holder fast i mig selv.

Jeg lægger mærke til, at de tegninger, der provokerer så meget, som regel er elendige. Elendig kunst. Ikkekunst. Hvor er den virkelig gode kunst, der provokerer på samme måde? Er den fraværende, fordi god kunst er kompleks, og det at vise kompleksiteten ikke bliver et mål for et ensrettet had? Kan vi kræve, at folk, der ytrer sig, formår at rumme både hensynet til de andre og egen integritet? At kunst skal være god?

En anden side af problemet er, at man må kunne rumme, at folk reagerer. Når jeg sidder i en bus i Indien med bare lår, så provokerer det. Jeg har ret til at blive vred, hvis nogen lægger en hånd på det lår, men ikke ret til at blive forbløffet. Jeg bliver nødt til at forstå, at jeg provokerer. Dette er ikke et forsvar for vold, jeg foragter den voldelige reaktion. Men jeg er stolt, når tusindvis af arabere boykotter Arla, fordi de derved bruger deres demokratiske ret til at vise en forargelse.

Og jeg tænker, at reaktionen på Muhammedtegningerne var med til at starte de folkebevægelser, der førte til Det Arabiske forår. På den måde kommer kompleksiteten frem igen; jeg synes, at tegningerne er dårlige, jeg synes godt, man måtte trykke dem, men jeg synes, det var dumt, at man ikke forstod, hvor afsindigt dumt det var, at Anders Fogh Rasmussen afslog at mødes med de ambassadører. Men måske førte den (fra min side set) tåbelige provokation til en bevægelse, der har skabt afgørende forandringer i Mellemøsten og sat diskussionen om ytringsfrihed på dagsordenen der. Det er jo godt.

Så er det spørgsmålet, om det er tegningerne, der fører til den vold, vi desværre har mødt i dag; men det er jeg faktisk skeptisk overfor. Det er måske den besynderlige revolutionslogik: vi så det i den franske revolution og i den kommunistiske. En ideologi vokser og vokser; så pludselig bryder en gruppe ekstremt voldelige mennesker frem og overtager ideologien og gør den ekstrem og voldelig. Det er det, jeg ser ske, med ytringsfriheden som en dårlig undskyldning. Jeg vil gerne forstå den mekanisme, gerne forstå om den er mulig at standse.

Det store selvmål

Af Kirsten Thorup

Den lovsikrede ytringsfrihed i sin oprindelige udformning garanterer, at vi kan forholde os kritiske, også i satirens form, til magthaverne og deres måde at forvalte magten på uden at blive kastet i fængsel eller henrettet, som det sker i totalitære stater verden over. Ytringsfriheden er alt for vigtig og central i et frit, demokratisk samfund til at blive patenteret af ytringsfrihedsfundamentalister og kogt ned til »hån, spot og latterliggørelse« af religiøse mindretal. Det er ikke ytringsfrihed, snarere en provinsiel skolegårdsmobning: Lad os se hvad der sker, når ’vi’ pirker til ’dem’. Taber firbenet halen?

Man må sige, at eksperimentet er lykkedes, men det er ikke foreneligt med et moderne demokrati i en sammensat, globaliseret verden, hvor vi skal finde ud af at leve sammen som medmennesker og medborgere uanset hudfarve og religiøse tilhørsforhold.

Det ville være mere relevant at rette satiren mod de religiøse, politiske, økonomiske magthavere og magtmisbrugere end mod ’de danske muslimer’, som det hed i følgeteksten til Jyllands-Postens tegninger med en generalisering af en mangfoldig og forskelligartet minoritet, hvoraf mange er flygtet fra islamiske regimer.

Det gælder i dag om at være opmærksom på den afgørende skillelinje mellem bevidst, propagandistisk hetz og hate speech mod udsatte mindretal på den ene side og på den anden side vores demokratiske ytringsfrihed, der taler magten midt imod, og som det er værd at værne om og kæmpe for.

Hvis man ellers kan tale om en kamp for ytringsfriheden, er den blevet reduceret til en manisk besættelse af at producere og reproducere Muhammedtegninger. Gamle, mølædte tegninger af profeten med en bombe i turbanen og som vedhæng til en hundekrop kræves gengivet i medierne igen og igen, mens både nødvendigheden og meningen er gået tabt i runddansen. Der er ikke andet end den selvopfyldende profeti tilbage. Den monomane provokation og de forudsigelige vredesreaktioner, der ifølge Lars Vilks øger kunstværkets betydning, er blevet til et mål i sig selv eller snarere et stort selvmål.

Samtidig bliver muhammedtegningerne automatisk brugt af kriminelle islamister som påskud til at udøve terror i Europa, angiveligt som gengældelse for vores krige i Mellemøsten.

Fronterne er trukket så hårdt op, at der ikke levnes plads til nuancer eller (selv)reflektioner. Det bliver stemplet som ’selvcensur’, hvis man ikke deler troen på den absolutte og ubegrænsede ytringsfrihed. En konstruktion, der hovedsagelig har manifesteret sig i ’håneretten’ og en kollektiv dæmonisering af indvandrere og flygtninge med muslimsk baggrund, som også enkelte folketingspolitikere løbende bidrager til.

At ytringsfriheden er forbundet med et ansvar for det samfund, vi er fælles om, også når det er nødvendigt at flytte kunstneriske og politiske grænser, er for mig en selvfølge. Uden en ansvarsbevidst, åben og tolerant omgangsform i det på en gang lokale og globale offentlige rum, vi befinder os i, ender den frie demokratiske debat i en narcissistisk skyttegravskrig styret af fordomme, stereotyper og fjendebilleder.

En neger på cykel

Af Kristina Stoltz

Da jeg var barn i 80’erne og voksede op på Christianshavn, stod min mors kæreste engang ved vinduet inde i stuen og så ned på Torvegade. Jeg tror, det var en søndag, så der var ikke særligt mange biler nede på gaden. Pludselig udbrød han:

»Der er en neger på cykel.«

Jeg husker det, som om vi alle fór hen til vinduet og gloede ned på den mørke mand på cykelstien, og jeg husker det, som om vi grinede helt vildt, ikke så meget over synet som over udtalelsen, som om der var noget særligt komisk over den tanke, at en neger kørte på cykel. Når jeg skriver dette nu, virker episoden fuldkommen forrykt, at den overhovedet fandt sted, at man i daglig tale brugte det ord, ’neger’, og at der åbenbart var så få mørke mennesker i landet, at det at se en sådan på cykel var et særsyn.

I begyndelsen af 90’erne forelskede jeg mig så i en sort mand i USA. Han var den første til at forklare mig, hvorfor ordet ’neger’ var et nedsættende ord, og hvorfor det ikke behøvede at være noget stort problem at udskifte en betegnelse for en befolkningsgruppe med en anden, hvis den pågældende gruppe fandt den første betegnelse nedsættende eller diskriminerende.

Det min amerikanske kæreste, som senere blev min mand og flyttede med mig til Danmark, introducerede mig for, var det, vi i dag kalder for ’politisk korrekthed’, en betegnelse rigtig mange danskere vrænger af og synes, er noget værre hykleri, for hvorfor ikke bare kalde en spade for en spade. Til det ville min daværende mand svare: »Fordi spaden ikke længere har lyst til at hedde en spade, så derfor har den taget navneforandring.« Det burde vel egentlig være ret simpelt, men det er det tilsyneladende slet ikke, for det provokerer os helt enormt, når andre vil diktere, hvordan vi skal tale, se ud og i det hele taget opføre os. For mange danskere er det som at få stukket en rød klud op i ansigtet, at blive dikteret, at der er ord, man ikke må bruge, ja, mange vil gå så langt som til at mene, at det rent faktisk er en trussel mod ytringsfriheden. Et standpunkt som for min eksmand, hvis aner var en skønsom blanding af irske, litauiske, jamaicanske plus den ubekendte slavekoloniale, ikke fattede et pløk af – naturligvis ikke, han var født og opvokset i det multikulturelle Californien, hvor han havde fået ind med modermælken, at sprog og omgangstone var af afgørende betydning for, at så forskellige befolkningsgrupper kunne leve side om side.

Der er løbet en del vand i åen, siden vi dengang i 80’erne stod og stirrede ned på den cyklende neger. Vi er ikke længere et homogent etnisk, mere eller mindre renskuret land med et par enkelte rastafarier inde på Gammel Torv, tre-fire gæstearbejdere fra Pakistan og de grønlændere, der altid hører til, nej, vi er blevet et multikulturelt samfund, om vi kan lide det eller ej. Og vi vil forblive et multikulturelt samfund, om vi kan lide det eller ej. Ydermere er vi blevet en del af en global offentlighed. Spørgsmålet er så bare, om vi trods denne multikulturelle virkelighed vil holde stædigt fast på vores homogene selvopfattelse, hvilket indtil videre har indbefattet retten til at tale, skrive og tegne, som vi vil, uden tanke for hvordan vores udtalelser bliver opfattet af folk med andre kulturelle og religiøse baggrunde. Og uden tanke for de langsigtede følgevirkninger af vores mulige tilbagevendende, mere eller mindre tilsigtede krænkelser.

Hvis vi vil bevare vores åbne demokratier, hvor ordet er frit, må vi indse, at det kræver ansvar, indsigt og overvejelse at tage ordet i sin magt, og måske er det ikke så dårligt endda. For tænk hvis nye overvejelser kunne føre til forfinelse af tanke og ord – en respektfuld pluralistisk offentlighed, hvor vi i stedet for grøftegravning og mudderkastning opnår en større forståelse og dybere viden om den andens udgangspunkt.

Det frie ords frie dialog

Af Thomas Boberg

YTRINGSFRIHED! Er det mediernes hyppigst brugte ord de sidste 10 år? Da jeg begyndte at skrive i 1980, var det ikke noget, jeg tænkte over. Men for mange af de digtere, jeg læste, havde en indskrænket eller ikkeeksisterende ytringsfrihed været virkelighed. Dette vilkår udfordrede de med deres skrift. Den russiske digter Osip Mandelstam mistede først sin frihed og derpå livet, da han skrev satirisk om Stalin. Broby-Johansen måtte i retten for sin bog Blod (1922), som blev anklaget for at være pornografisk. I 1964 begyndte retssagen mod Burroughs’ Nøgen frokost, og først i 1966 blev den renset for alle anklager om obskønitet, og her sluttede censur af litteratur i USA. At nå dertil, hvor vi står i dag i vores del af verden, har ikke været omkostningsfrit.

I 1984 var ytringsfrihed i min verden en selvfølge i modsætning til Østblokken på den anden side af jerntæppet. Men i 1989 da det iranske præstestyre udstedte en fatwa mod Salman Rushdie, rykkede det pludselig nærmere. Det var bizart og chokerende, at en islamisk stat som Iran kunne fremture i forsøget på at knægte en forfatters ytringsfrihed i et helt andet land. Det var en krigserklæring med bogbrænding, forbud i flere lande, oprør og mord til følge.

Langt de fleste af os går ind for ytringsfrihed, men vi er dybt uenige om, hvordan vi bør udøve den. Under ytringsfrihedens tema gemmer sig andre politiske dagsordener, som splitter os. At fremprovokere en sådan polarisering er et af ekstremismens og terrorens mål. Vi har en pligt til, mener jeg, at bestræbe os på at mødes på tværs af uenighederne i forsøget på at bevare og udvikle dette samfund, hvor det meste stadig er muligt. Til gengæld tror jeg også, at truslen mod ytringsfriheden er et vilkår, vi må leve med i mange år frem. Jeg tror på, det må være muligt at arbejde for en bedre integration uden at give køb på ytringsfriheden. Situationen er kompleks. Vi er en del af en globaliseret verden, og dele af den er i krig, og vi deltager selv i disse krige. Tingene hænger sammen.

Dogmatisk religion er dybt problematisk. At Gud og samtlige profeter ikke er større, end at en lille tegning kan krænke, er for mig en gåde og appellerer ikke til min respekt. Det er nok, fordi fundamentalistisk religion snarere end individuel tro drejer sig om magt, ensretning og kontrol. Vi kan som samfund naturligvis aldrig acceptere, at religion ikke skal kunne være genstand for kritik. Dog finder jeg det heller ikke nødvendigt konstant at slynge om sig med hån, spot og latterliggørelse. Man må sgu da tænke sig om. Det handler om at finde en måde at leve sammen på, og det må foregå i et rum, hvor enhver kritik og enhver ytring er en ret. Vi må holde fast i det frie ords frie dialog. »Jeg er uenig i, hvad De siger, men jeg vil til døden forsvare Deres ret til at sige det.« (Evelyn Beatrice Hall).

Sproget er ikke statisk, det udvikler sig med tiden, med os. At skrive er også at lytte til virkeligheden. Derfor må forfatterens sprogarbejde hele tiden være i bevægelse. Opmærksomt, antiautoritært, udogmatisk, kritisk, humoristisk. Visse digtere mener, at der er ord og ting, man af forskellige politiske grunde ikke bør skrive. Jeg er uenig. Alle ord er brugbare. Det afhænger af sammenhængen. Et ord kan synes rigtigt i en tekst, men helt forkert og usmageligt i en anden. Sådan er det jo at skrive, man vælger til og fra. Det vil være misforstået at undlade at skrive dette eller hint, fordi en politisk agenda derude dikterer det. Det vil være (selv)censur. Og den frie digtnings død. Og dermed også vejen mod det frie samfunds ophør.

Illustrationer: Ditte Ahlgren

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Helene Kristensen

Vi kan vel også udskifte Grundloven med Sharia-loven, så undgår vi helt problemer. Hvad med trusler mod andre religioner Leo Nygaard, som når imamer står i København og opfordrer til krig mod jøder, dræb dem hvor I finder dem. Hvis vi nu forbyder jøder i Danmark, tænk al den ufred, vi så ville undgå. Hvor langt vil du gå i ændring og supplerende love for at undgå ufred? Hvis vi nu lavede en ændring af loven, så røveri og narkosalg blev tilladt, så ville vi undgå bøvl med bander, hvis vi ændrede lidt i ejendomsmæglerloven, ville vi undgå ufred over hushandler. Tænk alle de problemer og ufred vi kunne undgå, hvis vi helt droppede det med love.
Til gengæld ville det nok blive lidt ubehagelig ikke at være den stærkeste, når den stærkes ret blev loven.

Brugerbillede for Rasmus Valentin

@Peter Hansen

Endnu engang er du på glatis.

Nu har landsretten afgjort man ikke kan dømme JP for blasfemi, så helt helt objektivt, så nej. I Koranen står der ikke direkte at man ikke må afbillede Mohammed.
Forbuddet om afgudsdyrkelse kan også tolkes således at man heller ikke må have billeder af familiemedlemmer eller andet levende.

En københavnsk lærer blev engang banket af hans elever fordi han læste op af Koranen, og det blev betegnet som en fornærmelse, en provokation.
Gennem de religiøse øjne kan alt tolkes eller betragtes som en provokation og derfor giver det ingen mening at vise hensyn til religiøse følelser når man taler om ytringsfrihed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Nielsen

Det gjorde jeg til gengæld, Kirsten Svejgaard. Hvis der indføres sharialove bliver der borgerkrig.
Som ateist vil jeg ikke underlægges religiøse dogmer og ret. Og slet ikke Islam!
Jeg er et tolerant menneske, men der er grænser!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Brian Jensen

God samling af tekster! Det er første gang jeg ser så mange mennesker ytre sig I stil med hvad jeg har ment siden Jyllandspostens korstog mod islam begyndte.

At uskyldige mennesker har skullet dø for at "udvikle Vilks kunstværk" er jo bizart. Jeg har set ham og hans livvagter et par gange hvor vi har besøgt Nimis. Dengang regnede jeg ham for en ufarlig "has-been". Nu kan jeg kun se ham som en iskold psykopat...

Brugerbillede for Ole  Brockdorff

Jeg hører til den gruppe heldige mennesker på denne klode, der er opvokset med de kristne værdier omkring mig i et homogent opbygget land som Danmark, og noget af det bedste jeg har lært fra denne trosretning er, at man altid skal udvise den største grad af forståelse og medfølelse samt tilgivelse over for andre individers fejltagelser i hverdagen, for som frihedselskende og oplyst demokrat hævner man sig ikke fysisk på andre med henvisning til patriarkalske familietraditioner, klankulturer, stammekulturer og religion, blot fordi nogle mennesker tilfældigvis sårer eller krænker ens følelser i hverdagen.

Som noget af det første i folkeskolen lærte jeg også, at de værste forbrydelser du kan begå som menneske inden for demokratiets sekulære love – uanset etnicitet og religiøs baggrund – er at udøve drab, jalousidrab, voldtægt, trusler, vold og røveri mod andre mennesker, for hvis jeg gør det risikerer jeg frihedsberøvelse i mange år, fordi jeg med samfundets øjne for en periode har vist mig uegnet til at leve blandt civiliserede og lovlydige mennesker på grund af mine forbryderiske handlinger.

Noget af det allerbedste jeg også fik proppet ind i knolden som ung mand var, at den frie tanke og tale – ytringsfriheden – er den største gave i menneskehedens historie, skabt og tilkæmpet af vores forfædre gennem flere hundrede år, og i den grad praktiseret af de sidste 4-5 generationer af journalister, forfattere, kunstnere og politikere, der har nydt godt af den uden trusler på livet, for kun gennem den liberale og fordomsfrie debat kan vi løbende ændre på samfundets forhold og på hinanden.

Uden den fulde ytringsfrihed er demokratiet blot en tom kulisse.

I dag sidder der en generation af ældre journalister, forfattere, kunstnere og politikere, der har brudt den for demokratiet ufravigelige regel om, at ytringsfriheden gælder for alle, udelukkende fordi de ikke tåler andres holdninger til samtlige livets aspekter. Årsagen? Bag kulissen hader de inderligt demokratiet som politisk styreform, hvor mennesker deler sig efter anskuelser, for i deres univers gælder ytringsfriheden kun for dem med de samme meninger som dem selv, og derfor stempler de blandt andet Dansk Folkepartis vælgere som ”en skimlet sekt af kældermennesker” for at dehumanisere dem i den øvrige befolknings øjne.

Jeg føler mig som ganske almindelig frihedselskende demokrat fuldstændig svigtet på det åndelige og intellektuelle plan af især en mand som forfatter Carsten Jensen, der mere end mange andre har nydt godt af den danske ytringsfrihed i hele sit liv, og som vælger at kalde politisk anderledes mennesker for ”en skimlet sekt af kældermennesker”, fordi de er bekymret over en totalitær politisk lovreligion som islam og den årelange snigende islamisering af Danmarks institutioner og politiske liv.

Når jeg flere gange om ugen møder Carsten Jensens kontrafej på Østerbro i København føler jeg et dybt had og foragt over for denne mand, fordi han så konsekvent gennem de sidste 10 år sammen med andre venstreorienterede kulturradikale, har gjort alt for at nedgøre en hvilken som helst islamkritiker, som han systematisk dæmoniserer med sine artikler og udtalelser, og gør dem til nazister, fascister, højreekstremister og samfundets ”white trash”.

Men på tværs af mit dybe had og foragt til Carsten Jensen kunne jeg aldrig drømme om, at gøre manden personligt ondt ved at lemlæste eller dræbe ham på åben gade, fordi han sårer og krænker mine følelser, og fratager mig retten til som dansker med førstefødselsret til mine forfædres jord, at udtrykke mig frit om alting – også islam som politisk lovreligion – for som et begavet og oplyst menneske har jeg lært, at jeg bare kan vende mig om og gå langt væk fra manden, at jeg må leve med at vi mennesker èn gang for alle ser forskelligt på tingene, for sådan er de ufravigelige regler for ægte frihedselskende demokrater i et folkestyre.

Sådan fungerer det bare ikke i den muslimske verden med sine 57 islamiske regimer og 1,6 milliarder troende muslimer, hvor ordet demokrati overhovedet ikke eksisterer, fordi sharialovene i Koranen er hævet over demokratiske lovgivninger fra menneskelig hånd, takket være forbryderiske magthavere, der har taget en hel religion som gidsel, og som frækt kalder islam for kærlighedens og fredens religion, alt imens de myrder og brænder uskyldige civile kristne mænd, kvinder og børn for åben tv-skærm til hele verden.

Danmarks skare af såkaldte intellektuelle forfattere og journalister som Carsten Jensen, Georg Metz, Susanne Brøgger, Uffe Ellemann, Rune Engelbreth Larsen og mange andre burde offentligt fordømme dette morderiske svineri, og forsvare ytringsfriheden og de personlige frihedsrettigheder med fynd og klem, i stedet for at forsvare de værste religiøse mordere ved at påstå, at jeg som etnisk kristen dansker selv er skyld i, at muslimer sprænger bomber og myrder bladtegnere og andre islamkritikere.

Jeg kan bare lade være med at såre og krænke muslimer – siger de.

Ingen af disse selvudråbte intellektuelle kunne drømme om at gå ud på gaden og demonstrere for retten til ytringsfrihed, når vi taler om personer som Pia Kjærsgaard, Naser Khader, Lars Hedegaard, Lars Vilks, Kurt Westergaard, Morgenavisen Jyllands-Posten og andre, der må leve med politibeskyttelse døgnet rundt, fordi alverdens fascistiske islamister truer dem på livet for at bringe nogle uskyldige symbolske tegninger af en profet, hvis kontrafej hænger på millioner af vægge i de muslimske hjem verden over.

Disse intellektuelle vil under ingen omstændigheder erkende den ubestridelige kendsgerning, at store dele af den muslimske verden hader os kristne vesterlændinge, udelukkende fordi vi er kristne og ateister, og lever som vi gør med frie valg, demonstrationsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, ligestilling og ytringsfrihed, men bruger i stedet deres magt i medierne til at gå islamisternes ærinde i et omfang, så man af og til får den uhyggelige fornemmelse, at de selv er parat til at konvertere til islam på fem sekunder for at redde deres eget skind.

Ingen af de fremtrædende intellektuelle herhjemme vil kæmpe for ytringsfriheden for alle mennesker, ingen stiller op mod islamisterne og kræver, at de èn gang for alle forstår, at her i demokratisk opbyggede lande skal enhver religion holdes uden for arbejdslivet og uddannelseslivet, at religion skal dyrkes i de private hjem, at vi alle lever efter de sekulære love. Kort sagt at religionerne skal holde sig væk fra samfundets politiske beslutningsprocesser, og hvor ingen skal komme og stille religiøse særkrav på bekostning af den etniske majoritetsbefolkning.

”Hvis jeg havde en Gud, ville jeg takke ham for motorcyklisten. Men det har jeg ikke, og derfor mener jeg, der må findes andre og vigtigere ting at gå op i, end hvorvidt vi skal krænke andres guder eller bare lade de døde ånder være i fred”, skriver forfatter Carsten Jensen i slutningen af sit indlæg, og afviser her den ubestridelige historiske kendsgerning, at det netop er gennem hån, spot og latterliggørelse af enhver religion – altså ytringsfriheden – at Europa for århundreder tilbage fik bugt med kirkens magt over befolkningerne.

Men i dag kan jeg som en ældre mand læne mig tilbage og konstatere, at fremtrædende politikere, forfattere, journalister, akademikere og andre herhjemme, der burde kæmpe nådesløst for ytringsfriheden som det tikkende hjerte i demokratiet og folkestyret, vælger at bøje sig for mørke totalitære fascistiske kræfter, der har taget magten over islam som religion, og dermed svigter vores forfædres demokratiske arv, og lader vores børn og børnebørn blive konfronteret med et fremtidigt multikulturelt helvede med uhyggelig politisk og religiøs enhed under tvang.

Ondskab, anarki, kaos og menneskeligt svigt venter på danskerne.

Danmarks Riges Grundlov af 1849 er ikke længere det papir værd, som den er skrevet på, fordi islam i den grad dag for dag får lov til at underminere alle frihedsrettighederne på bekostning af den etniske danske kristne og ateistiske majoritetsbefolkning, der står ude på de private arbejdspladser hver dag og knokler bruttonationalproduktet hjem, så titusinder af muslimske indvandrere og flygtninge kan gå rundt og leve en arbejdsfri tilværelse. Alt imens de foragter danskernes måde og leve på, hvad enten vi er kristne eller ateistiske, og de fleste vil ikke have noget at gøre med os.

Men lyt et øjeblik til forfatteren Cherif El-Ayouty, herboende muslim siden 1968 og gift med en kristen dansk kvinde, der i et læserbrev i dag hos Ekstrabladet spørger politikerne om Folketinget skal bombes før magthaverne forstår, at hvad vi i Danmark har oplevet indtil nu kun er begyndelsen på langt værre grusomheder, fordi vi ikke kan eller vil forsvare os selv. Vi har intet mobiliseringsforsvar, hjemmeværn, beredskab eller politi af betydning, og det ved de ondskabsfulde islamister, som drømmer op med vold, at forvandle Danmark til et religiøst kalifat med politisk og religiøs enhed under tvang, formentlig med hjælp fra store dele af den kommunistiske venstrefløj.

http://ekstrabladet.dk/nationen/cherif-skal-folketinget-bombes-foer-i-fa...

Brugerbillede for Lars Hansen

@Brian Jensen.
Og du mener at det er Vilks skyld at uskyldige mennesker er døde? Og du begrunder det i at der findes en universel naturlov om at der er dødsstraf for at krænke muslimer? Jeg tror at der er mange der i dag er glade for at samme naturlov ikke findes for at krænke kristendommen. Ellers ville vi være en del færre danskere i dag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

@Brian Jensen.
Jeg noterer mig at du mener Danmark fører krig mod Islam - det har jeg ikke opdaget. Sidst jeg så efter var Islam en anerkendt trosretning i Danmark. Og med hensyn til dræbte tænkte jeg ikke på weekendens hændelser. Jeg tænkte såmænd blot på alle de danskere der er kommet voldeligt af dage de sidste 30 år, hvor en indvandrer har været den skyldige. Og så vil jeg undlade at nævne de tusinder der er blevet invalideret psykisk og fysisk gennem årene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Emnet er fuldstændigt fortærsket, og det problem, der tales om, nemlig almindelige menneskers krænkelse af andre almindelige menneskers følelser, har intet med grundlovens ytringsfrihed at gøre. Problemet er, at krænkerne gemmer sig bag grundlovens monstrøse forsvar for det lille mands frihed, mens de selv udgør en magtfuld gruppe, der jokker på andre små mænds frihed til at have en anden religion.

Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

Anders Hede: "Okay, Information, gjorde i oprigtigt et forsøg på at finde andre holdninger end den i præsenterde 5 udgaver af?"

Det er næppe Informations skyld alene, at debatten om ytringsfrihed er ensporet i Danmark. Jeg kan komme i tanker om mange andre begrænsninger end dronningen, som Merete Pryds Helle nævnte, men tør ikke skrive om dem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole  Olsen

Brian Jensen:

'De er civile tab I krigen, som flertallet I folketinget og deres vælgere, fører mod islam. '

For 30 år siden, var der stort set ingen muslimer i Danmark. Nu er der på vej til 300.00 da der kommer nye til hver dag.

Kan du ikke lige forklare, hvad den danske krigs strategi, udført af 'flertallet i folketinget og dets vælgere' går ud på?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum

@Anders Soerensen

Ja da, man maa gerne - men vi stakkels laesere sidder saa med smerten. De faerreste mestrer at spaende vidt paa et hoejt niveau. Desvaerre er Thoeger Seidenfarden her ikke laengere til at skrive om dette, men Informations Lasse Jensen goer det ogsaa blaendende. Hvis man havde kunnet lokke Mogens Lykketoft ville der trods embedet ogsaa have vaeret andre boller paa suppen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

@Michael Kongstad Nielsen.
Præcist, jeg er selv et meget høfligt menneske som ikke kunne drømme om at fornærme andre med vilje. Og omvendt er jeg faktisk ret sikker på at du ikke mener at det burde være forbundet med dødsstraf at fornærme Islam. Men det er der andre der synes. Og du synes at svaret på det er at forbyde kritik af Islam?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan  Mogensen

Carsten Jensen opfører sig som sædvanlig som en pitbull terrier med rabies, nu hans direkte anklage om at det er Flemming roses skyld at store dele af den muslimske befolkning i Afghanistan er på inkvisitions stadiet og ikke har noget problem med at massemyrde shiiter eller hazarer , men pludselig så bliver fornærmet over en tegning der viser hvad de reelt er....

Sjovt nok er den gensidige respekt ikke stor nok til at Jensen tør kalde sig ateist, det er vel også roses skyld?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan  Mogensen

Alt skal kunne anfægtes og laves sjov med, led det være islam, Hitler eller holocaust, og det vil automatisk være selvregulerende, bare se på hvor få jokes der laves om holocaust, buddhister eller hinduer i Danmark, og det er ikke på grund af frygt....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

Jan Mogensen: "Sjovt nok er den gensidige respekt ikke stor nok til at Jensen tør kalde sig ateist, det er vel også roses skyld?"

Nu er jeg ikke ateist, men religion er langt fra det eneste emne, der er tabu eller kan få ubehagelige følger at ytre sig om. Holocaust er i bedste fald på grænsen efter Iran har antydet, de ville undersøge, om satire om holocaust er omfattet af den vestlige ytringsfrihed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

Lars Hansen: "Bliver folk slået ihjel fordi de laver satire over Holocaust?"

Nej, hvis der er lavet satire over holocaust, er den jo stottet af Irans regering. Der kan tænkes andre ubehagelige konsekvenser end drab. Iran er udnævnt til en slyngelstat og er desuden en islamisk stat, så det er næppe populært i det danske samfund at støtte et iransk initiativ.

Henrik Brøndum: Jeg kender ikke den film.
Jeg tænker mere i retning af national selvforståelse og forskelle på det, vi siger, og det, vi gør. Også EU er så betændt, selvom Danmark har været medlem i 43 år, at debatter om emner, der er på dagsordenen til et møde i EU, hurtigt afspores af krav om dansk udmeldelse, og nogle danskere med relation til Bruxelles lyver om sin nationalitet. Jeg har engang mødt en dansker i Bruxelles, som først fortalte mig, han kom fra Island, og senere fortalte, han faktisk kom fra Aalborg. Jeg kunne også pege på Greenpeace' rejsemønster eller det forhold, at det er nemt at finde flertal i Folketinget for dansk deltagelse i militære operationer men markant vanskeligere at få opbakning til dansk deltagelse til europæisk samarbejde om fx. grænsekontrol ved Middelhavet. Det er også ironisk, at København har et mål om at være uafhængig af fossile brændstoffer samtidig med kommunen vist fortsat er dybt afhængig af Kastrup Lufthavn. Det er endda bare et lille udvalg af emner, der er for betændte til satire, men helst fejes ind under gulvtæppet eller i bedste fald indgår i stand-up comedy, hvor satirens udbredelse er begrænset i både tid og rum.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Lerdorf

P.S. ikke for at drille, men husk venligst, at prisen for at forsvare pressens ret til at satire håne alt og alle, er ret høj, ikke kun et Danmark der nu for alvor bliver lavet om til en overvågnings politistat, men det er også din egen frihed og ret til et privatliv, du betaler med.
Så at bruge satire til at få medie fokus, der sløre årsag og løsning i en alvorlig terror problematik, er i mine øjne en ansvarsløs usaglig presse dækning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Brian Jensen

Lars Hansen og Kjeld Smed, Lars Vilks er en "nyttig idiot" lige som de, der tror det her handler om ytringsfrihed. Lars skriver: " Og du begrunder det i at der findes en universel naturlov om at der er dødsstraf for at krænke muslimer?" jeg ved ikke hvor du kan have detta fra. Det mener jeg ikke og det har jeg aldrig skrevet.

Der er ingen tvivl om at ytringsfriheden er og skal være absolut. Der er da heller ikke nogen af provokatørerne eller deres talerør, der er blevet dømt for noget som helst. Man har lov til at sige hvad man vil her, men man har ikke pligt til at sige alt. Mobberen I skolegården har også ytringsfrihed, men gør også samtidigt noget forkert.

Hvorfor demonstrerer man ikke ytringsfriheden mod magthaverne eller andre, der sidder oppe I systemet I stedet for et religiøst mindretal? Hvorfor laver man ikke grin med Dronningen som nazist I TV2, når man nu har ret til det? Hvorfor tager man ikke confetti og båthorn med til ofrenes begravelse når nu man har ret til det?

Danmark er I krig med Islam, ja. I DK er det ikke en varm krig, men en mere subtil krig hvor man sørger for at muslimske herboende og indflyttere skal føle sig så uvelkomne som muligt. Retorikken kører på et lavt plan og man vil med vilje ikke forsøge at finde ud af hvordan vi kan integrere dem I samfundet. Derimod burger man en masse bodega-logiske argumenter om at de skal inordne sig, mens man I virkeligheden mener "underordne" sig.

Vi lader ikke flersprogede børn have modersmålsundervisning I skolen, selv om forskning og lidt omtanke let viser at det vil gavne børnene, forældrene og dermed integrationen. Vi kalder ikke mennesker med udenlandske navne til ansættelsessamtaler. Vi lader dem ikke frivilligt komme ind på diskoteker, Vi kalder deres traditioner med tørklæder for undertrykkende, selv om vi selv gik med tørklæder for 100 år siden. Vi kalder deres værdier middelaldrelige, selv om vi var på same stade for 150år siden med demokrati og stemmeret.

Det er egentlig sørgeligt at det er blevet sådan at vi ikke selv kan have det godt med mindre vi har nogle andre at nedgøre. Vi behøver nogen at pege fingre ad for at dulme vores egen usikkerhed og utilstrækkelighed. Lige nu er det bare ikke jøderne, men muslimerne, som bruges som fjendebillede.

Verden er lidt mere nuanceret en sort/hvid, dem/os osv. Når Danskere klumper sig sammen med andre I udlandet, synes vi det er lidt nuttet. Når andre nationaliteter gør det I danmark er det forkert og endda farligt.

Når Danskere I Danmark udsættes for dårlige sociale forhold øger kriminaliteten også. Er man ikke lyserød, som vi, bliver man endnu mere udsat end bare socialt og økonomisk.

Eksternt stiller DK altid op når der er nogle muslimer, der skal dø. Prøv lige at evaluere lidt på hvad der er opnået af gode ting ved de krige vi har ført siden golfkrigen. Ja vi har "reddet" befolkningerne fra deres diktatorer, men der er ikke mange steder folks livsvilkår er forbedrede. Desuden har vi kun "reddet" folk hvis det passer ind I vores kram - økonomisk, forsyningsmæssigt eller politisk, endda på det personlige plan for karrieresultne politikere.

Terrorisme opstår rent stokastisk. Man kan ikke forhindre det totalt. Derimod kan man øge og reducere risikoen. Øge risikoen gør man f.eks. ved at marginalisere folk og lade dem glide ind I "ekkokamre" uden nogen at sige dem imod. Man gør det ved hele tiden at signalere at nogle ikke er en del af os, ikke er velkomne og kommer fra laverestående civilisationer, hvis traditioner og tabuer er fjollede og mindreværdige. Enlige ulve, som det oftest har været I Danmark, kommer der flere af når man har et underdimensioneret social- og psykisk sikkerhedsnet.

Lige nu er der et blame-game igang, hvor man vil finde nogle personer, der har lavet fejl, så attentatet blev muligt. Hvadenten skylden til slut havner hos PET, fængselsvæsenet, hjemmeværnet, sagsbehandlere eller en imam, så skal man bare huske at de samme "fejl" er gjort mod hundredvis af andre mennesker I vores samfund. Dette uden at de er blevet terrorister. Det er det, jeg mener med at den slags attentater opstår stokastisk, men hvor "henfaldstiden" varierer med hvordan vi behandler folk.

Hold nu op med at tro at verden er en John Wayne-film hvor der er de gode og de onde. Alle har et ansvar for at få det til at fungere. Magthavernes og majoritetens ansvar (og værktøjer) er selvfølgeligt størst.

Brugerbillede for Jens Lerdorf

Det har du også Lars, jeg fik min mistanke da jeg så hvordan JP aktuelt nu her midt i sorgen, kynisk promoter deres dramatiseret 'fang-terroristerne' animation, at det iskoldt kun handler om at få medie fokus og tjene penge, og ikke så forfærdeligt meget andet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

@Brian Jensen.
Du har åbenbart et problem med satire mod muslimer og efterlyser det samme mod andre i det danske samfund. Jeg skal give dig et et eksempel: Jeg erklærer hermed at jeg synes vores dronning er en idiot og at det danske kongehus skal nedlægges. På trods af dette statement har jeg ingen forventning om at jeg dør af andet end alderdom. Kan du se forskellen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Selvhævdelsen og intolerancen har til alle tider været kimen til ufred og krig.
Den har udbredelse overalt, med forskelligt ansigt konsekvens i den globalt sammenhængende verden.
Hvorfor medvirke til strid, hvis man gennem fornuft og klogskab kan undgå det.
Hvorfor invitere gæster og derefter uhæmmet genere dem.
Hvorfor genere menneskers tilværelse på den anden side af hav og verdensdele.
Hvorfor generelt håne en religion, fordi nogle få ikke forstår, og træder ved siden af.
Følg de muslimske samfund i fredagens ord om fordømmelse af volden.
Indled et grundigt samarbejde om opdragelse af de få, og oplys dem om konsekvensen, hvis de efterfølger det onde eksempel.
Desværre kan tiden ikke skrues tilbage.
Desværre kan denne nye erfaring ikke bruges med tilbagevirkende kraft. Så ville ansvarlige ledere sikkert ikke give en eneste muslim tilladelse til indvandring, for man kan jo ikke se udenpå, hvad folk tænker, forudse hvordan det vil gå dem og sortere duerne fra høgene.
Når Danmarkshistorien skal skrives om hundrede år bliver det uhyggelig læsning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sune Olsen

Peter Hansen:

"Problemet, Leo Nygaard, er ikke fraværet af love, men domstole, der vælger ikke at lægge dem til grund for en dom. Hvis man overtræder billedforbuddet i Islam, begår man jo blasfemi, helt objektivt, f.eks."

Sikke noget sludder (som sædvanlig). Islam er ikke en monolitisk religion, og ligesom der historisk set ikke har eksisteret noget billedforbud, så gør der det stadig ikke indenfor flere retninger af Islam. Loven om blasfemi blev indført da lovgivere og dømmende magt ikke skulle tage stilling til andre religioner end den hjemlige statslige kristendom (de tænkte ikke engang på den danske jødedom som ellers eksisterede i bedste velgående på daværende tidspunkt).

Der er en ret åbenlys grund til at blasfemilovgivningen ikke har været anvendt i årtier, verden er siden da blevet væsentlig større og temmelig kompleks i forhold til den lov som blev indført i en meget mindre verden med en enkelt fortolkning af en enkelt religion.

Hvis den skulle anvendes i dag ville en retssag forsumpe i alskens teologiske diskussioner, hvis ikke anklageren inden da var blevet grinet ud af retssalen. Det er kun den almindelige konservatisme blandt de fleste danske politikere, der har forhindret at denne paragraf ikke forlængst er røget ud af straffeloven. Som den eksisterer nu er den kun en vittighed og en hån mod retsfølelsen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ditte Jensen

Satire mod jøder er et problem og hvem efterlyser det samme ? ? Imod hvem ? Den svageste i 'klassen' ? Den konstante skydeskive; muslimerne.

Jødernes tolerance overfor ytringsfriheden kan erfaringsmæssigt (Dieudionne kontra franske jødiske organisationer) stå på bagsiden af et frimærke.
Hvis nogen (f.eks. en avis) ytrer noget der ligner kritik imod Israel og dermed bliver udlagt som noget der ligner antisemitiske holdninger, eller reflekterer over den rolle Holocaust har haft efter 2. Verdenskrig, forventer jøderne at vi skal have forståelse for deres sensitivet i forbindelse hermed. Og således er beskyttelseshensynet til jødedommen større end beskyttelseshensynet til islam ?

Jødernes fætre i islam, kan lære noget. Ved hårdt arbejde og en intens indsats er det lykkedes jøderne at få antisemitisme (inkl. kritik af Israel) klassificeret som en forbrydelse.

3000 civile blev slagtet i Gaza-striben sidste sommer. FN-skoler, hospitaler og legende børn på strande blev slagtet af det israelske militær. SLAGTET !
Og nu er det så anti-vestligt at protestere imod den slags statsterrorisme ?

Nej ! Det er ikke anti-semitisk, anti-kristent eller anti-vestligt at opponere imod etnisk udrensning. Det er bare pro-menneskelighed.
Det drejer sig om at lægge øret til jorden og lytte til de virkelig magtesløses hvisken....

Brugerbillede for Frank Hansen

Jeg har en ganske anderledes oplevelse end den Carsten Jensen beretter om. Jeg havde været til en konference i Bersherba i Israel i slutningen af november 2009 få dage før raketter fra Gaza begyndte at regne ned over byen. Efter konferencen var nogle få af os taget ind i Jordan for at besøge Petra og tog derefter ud på en flere dage lang ekspedition i den jordanske ørken. Vi kørte i to jeeps og havde beduiner med som chauffører og til at finde vej.

Da vi gjorde holdt for aftenen spurgte en af beduinerne mig fra hvilket land jeg kommer. I overensstemmelse med sandheden forklarede jeg, at jeg er dansker og kommer fra Danmark. Der blev lidt mumlen på arabisk, hvorefter beduinen sagde, at der ikke er nogen, som har hørt om dette land. Derefter forklarede jeg, at Danmark er det land i hvilket en avis har trykt tegninger af profeten Muhammed, hvorefter hans ansigt lyste op. Nåh, nu forstår vi hvor du kommer fra, og der bredte sig en mild latter. Det var helt uproblematisk og blev ikke taget mig ilde op.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Brian Jensen

Lars Hansen, det giver jo ingen effekt at hviske det i dette forum. Men held og lykke med at få JP til at køre en kampagne med at fornærme kongehuset for at demonstrere ytringsfrihedens grænseløshed. Jeg tror ikke du lykkes, for JP's og andres mission har ikke noget med ytringsfrihed at gøre. Det er et korstog mod islam, som jeg skrev tidligere.

JP startede det hele og har faktisk skadet ytringsfriheden i verden med deres mission. Nu skal der endnu mindre til for at skabe en masse ballade, der koster menneskeliv. Lars Vilks er en copy-cat med publicitetsabstinenser. På samme måde som den Danske attentatsmand.

Ud over det vil det ikke overraske mig hvis IS flytter slagmarken til Danmark på et tidspunkt. Det ville være forfærdeligt, men logisk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Victor Lorck

"Gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker de skal gøre ved dig ." En universel leveregel, som jo dog ikke forhindrer, at man kan stille dybtgående spørgsmål til religioner, som mange har gjort med held:
- Religion is the end of love and honesty, the beginning of confusion; faith is a colorful hope of fear, the origin of folly. - Tao Te Ching
- A man's ethical behavior should be based effectually on sympathy, education, and social ties; no religious basis is necessary. Man would indeed be in a poor way if he had to be restrained by fear of punishment and hope of reward after death." - Albert Einstein
- There is no path to reality. Reality is a pathless land, and you must venture out and discover it for yourself. It is because you are frightened inwardly that you depend on something, on the priest or on a belief, and so you get caught in the net of an organized religion. Wherever organized religions may lead you, they will certainly not lead you to truth. You must go beyond organized religions to find truth. - Krishnamurti
~ The tendency to turn human judgments into divine commands makes religion one of the most dangerous forces in the world. ~Georgia Harkness
~ In religion and politics, people's beliefs and convictions are in almost every case gotten at second-hand, and without examination. ~Mark Twain

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leopold Galicki

Ditte Jensen,

Du mener åbenbart, at jøderne som helhed har fået - får - en positiv særbehandling, og generelt sammenligner du jødernes og muslimernes situation, historisk og aktuelt set, som om der var tale om to nogenlunde størrelser.

Der er 1,6 milliarder muslimer i verden, mens der kun er 15 millioner jøder. Der er følgelig mere end 100 gange flere muslimer. Der er 47 lande, hvor muslimer udgør landets majoritet. Der er kun et land i verden, hvor jøderne udgør majoritet. Der er en række muslimske lande, som besidder umådelige naturressourcer, især i form af olie, og gennem årene har disse lande oparbejdet formuer og økonomisk potentiale, som mange gange overstiger jødernes tilsvarende kapacitet, hvis vi nu skal tænke i gode gamle baner, at jøderne er meget meget rige, allesammen.

Nu er det også sådan, at blot 300 km fra det land som du er blevet født i, blev der for ca. 70 år siden begået et drab på 3 mio. polske jøder, det største folkedrab på en etnisk minoritet i den moderne historie. Muligvis nogle enkelte jøder/jødiske organisationer har på en eller anden måde profiteret på Holocaust, men vær så venlig at forklare mig, hvordan generelt har jøderne udnyttet Holocaust til deres egen gevinst? Hvordan har de "hårdt" arbejdet på at få en priviligeret status som the untouchables, som du påstår, så muslimerne kan lære af jøderne at begå sig i den globale verden?

Nu tæller du ganske nøjagtigt de muslimske ofre i Gaza ifm. Israels bombninger i 2014. Fint. Det skal man gøre og man skal huske disse ofre. Men har du tænkt over hvor mange muslimske liv er gået tabt, f.eks. i Libyen, som følge af det faktum, at de danske F16 har kastet omkring 1000 bomber?

Selvfølgelig. Alle de danske bomber har aldrig ramt civile mennesker eller unge mennesker i uniformer. Jødernes bomber er helvede, ødelæggelse og død. Vores bomber bringer befrielse og demokrati.

anbefalede denne kommentar

Sider