Baggrund
Læsetid: 6 min.

Filmkultur i krise

Nystiftet aktivistisk Kritikeruge under Berlinalen retter skarpe anklager mod europæiske filmfestivaler. Filmkunsten drukner i events og glamour
Madaktivisten Carlo Petrini klapper Berlinalens festivaldirektør, Dieter Kosslick, på hovedet under et event. Berlinalen har overhalet Cannes i størrelse og pragt, men eventgørelsen skygger for filmkunsten, mener Frédéric Jaeger, der er talsmand for de tyske kritikere.

Jens Kalaene

Kultur
12. februar 2015

Afrikanske flygtninge bevæger sig med trommer og megafoner ned ad gaden.

»Wir sind auch Menschen!« råber de på gebrokkent tysk, da de når ind i krydset ved Potsdamer Platz, som i disse dage udgør centrum for Berlinalen, den største filmfestival i Europa. På vej rundt i krydset kolliderer flygtningene med en stor gruppe festivalturister på Segways, der står med deres smartphones og filmer den politieskorterede demonstration. Et forbløffende billede på den paradoksale kontrast mellem fest og armod, som forstærkes yderligere under den glamourøse filmfestival i den tyske hovedstad.

Berlinalen har efterhånden overhalet Cannes Filmfestival i størrelse og pragt. Det sidste årti har den været førende inden for den oplevelsesøkonomiske eventgørelse af filmkulturen, som man også har set i Danmark med flere og flere festivalgæster til CPH:DOX og CPH:PIX. Her har det vist sig, at publikum elsker at se film, hvis de også kan smovse fiskesuppe i Meyers Madhus, høre koncerter og besøge atomreaktorer i forbindelse med filmvisningerne.

Men initiativtagerne til den nystiftede Kritikeruge under Berlinalen er generelt trætte af den retning, som filmkulturen har udviklet sig i. Og det gælder både på festivaler og i den almindelige biografdistribution. De mener, at filmkulturen har bevæget sig længere og længere væk fra det, som den egentlig handler om, nemlig gode film med højt kunstnerisk niveau.

En kombination af ødelæggende markedslogikker og tvetydige støtteordninger har skabt en gordisk knude, som efterlader filmkulturen i en pauver tilstand, mener talsmand for de tyske kritikere og jurymedlem fra sidste års Cannes Filmfestival, Frédéric Jaeger. I Danmark, hvor man har tilsvarende støtteordninger, betyder det, at den almindelige danske biografgænger ikke tilbydes de bedste kunstfilm, som produceres, men i stedet kun de film, som lever op til uforenelige krav i støtteordningerne.

Et eksempel på en dansk film, som både forsøgte at have arthouse-ambitioner og sælge billetter ved hjælp af kendisansigter og forførende drama, var spillefilmen Viceværten. Den endte med hverken at være kunstnerisk interessant eller at sælge billetter.

Mangfoldighed og kapitalisme

Vi møder Jaeger i et kinesisk fastfoodcafeteria et stenkast fra Berlinalens hovedkvarter. Uden for vinduerne ruller en hvid limousine forbi og stopper foran den røde løber. Jaeger er tydeligvis oprevet, når talen falder på filmkulturens udvikling – han taler højt og når slet ikke at røre sin kinesiske nudelret.

»Filmkulturen og støtteordningerne forsøger at støtte et system, som ikke giver plads til hverken det kunstnerisk eller kommercielt interessante. Man forsøger at opnå en slags demokratisk legitimitet ved at repræsentere noget mangfoldigt, men altid på en meget strømlinet og ultimativt kedelig måde.«

Jaeger refererer til en særlig socialdemokratisk støtteordning til filmkulturen, som vi også kender herhjemmefra. Her har man valgt fra statslig side at støtte filmproduktioner og biografer, der aldrig ville overleve på almindelige markedsbetingelser. Samtidig er der nogle specifikke krav til kvaliteten af filmene og graden af mangfoldighed i det udbud af film, der vises i de små og mellemstore biografer, som Grand Teatret i København og Øst for Paradis i Aarhus, man også i Danmark kalder arthouse- og kunstfilmbiografer.

På trods af åbenlyse fordele ved den model, så mener Jaeger, at noget er gået helt galt. Først og fremmest, at støtteordningerne er en uskøn blanding af markedskapitalistiske krav om at sælge billetter og vage krav om kunstnerisk kvalitet, som filmene i øvrigt sjældent lever op til, når de spiller i biografen.

»Måden, film bliver distribueret og programlagt på i dag, skjuler, hvor dårligt det egentlig står til. Det er et loop-system. I Tyskland er det en statsfinansieret industri (det er det også i Danmark red.). Og hvis alle er enige om, at det går godt, så forbliver det sådan. Det er den pragmatiske politik, som der er konsensus om lige nu.«

Hans pointe er, at såkaldte arthouse- og kunstbiografer kun overlever ved at udbyde halvdårlige europæiske metervaredramaer, som via kravet om europæisk oprindelse og en forløjet idé om kunstnerisk kvalitet også udløser støttekroner. Derfor får filmfestivaler, distributionsaktører og filmkritikken et fælles problem, som i sidste ende går ud over den almindelige nysgerrige biografgænger, der eksponeres for en kaskade af middlebrow filmkultur i de statsstøttede kunstfilmbiografer.

Dissidenternes filmkritik

I en baggård i Østberlins Mitte står inderkredsen af filmkritikere og drikker kinesisk importøl i en bar fyldt med kommunistisk habengut. Stemningen er mere afslappet nu, hvor åbningsarrangementet er overstået.

Kritikerugen blev tidligere på aftenen skudt i gang med brandtaler og megafoner.

Fremtrædende medlemmer af det tyske filmkritikerforbund har i protest etableret en Kritikeruge under Berlinalen. Den skal skabe et alternativ til det kæmpemæssige karneval af kendisdyrkelse og branchefester på Potsdamer Platz, som slører blikket. De gode film drukner simpelthen i et uoverskueligt program med alt for meget fokus på branchehensyn og events, mener kritikerne.

Aftenens hovedpersoner er de to franske filmmagere Nathalie Nambot og Nicolas Rey. Rey er tydeligvis lidt ubekvem ved situationen og surmuler med sit leninistiske fipskæg. Nambot og Rey har lavet en aktivistisk essayfilm om en tunesisk bådflygtnings vej til Paris, hvor alle implicerede har fået samme løn.

Den socialistiske ånd er stærkt repræsenteret i Hackescher Höfe Kino, hvor åbningsarrangementet finder sted. Megafonen bliver brugt flittigt, og i biografsalen opfordres der gentagne gange til aktivisme og oprør.

Den politiske bevidsthed hos arrangørerne understreges yderligere, da Jaeger introducerer aftenen ved at læse et ’statement’ op. Han vil være ærlig. Han ved godt, at der er meget på spil i forbindelse med Kritikerugen – at kritisere Berlinalen er som at kritisere et institutionelt fællesskab i tysk kulturliv, og det kan sagtens få konsekvenser for kritikeren selv. Svedende og nervøst trækker han sit manuskript frem. »Da Dieter Kosslick (festivaldirektør for Berlinalen siden 2001, red.) sagde ’Lad blomsterne blomstre’ om Kritikerugen, så refererede han til Mao Zedong, som brugte samme udtryk til at underminere dissidenter og efterfølgende fængsle dem under De Hundrede Blomsters Kampagne.«

Jaeger er overbevist om, at det er del af en særlig retorisk magtanvendelse, når Kosslick undviger at tage konfrontationen med kritikerne. Det er en klassisk måde at få modstanderen til at fremstå svagere.

Umiddelbart lader Kritikerugens deltagere sig ikke slå ud af Kosslicks retorik. Tværtimod virker den slags provokationer kun til at opildne den kollektive begejstring for aftenens film, og de mediepolitiske udmeldinger får kun endnu mere schwung i debatten efter filmvisningen.

Nødvendighedens politik

I indkøbsarkaden på Potsdamer Platz forsøger Jaeger at forklare os, at det ikke er Berlinalen som sådan, han er sur på. Det er en udvikling i filmkulturen, han også kender fra andre europæiske lande som for eksempel Danmark: »Kritikerugen er ikke i direkte opposition til Berlinalen. Kritikerugen er en platform til at få en manglende diskussion i gang. Den diskussion mangler ikke kun på Berlinalen. Den mangler generelt i Tyskland, og jeg er sikker på, det ikke kun gælder i Tyskland. Der mangler generelt et perspektiv, hvor man ikke accepterer regler, som følger nødvendighedens politik.«

Tendensen er den samme i mange andre lande. Den globale filmkultur er i krise, mener Jaeger. Store internationale og statsstøttede filmfestivaler i Rotterdam, Berlin og Toronto har i de seneste par år været under massiv kritik for at udvande festivalprogrammet med alt for mange gallafester, sideløbende events og premierer på halvdårlige film.

»Vi bliver nødt til at kigge på støttemidlerne, fordi der faktisk er rigtig mange penge på spil. Hvis der ikke var noget støttesystem, og alle kunne gøre, som de ville, så var det selvfølgelig fint. Men i Tyskland er det mere end 300 millioner euro om året, som bliver distribueret, og dem, der modtager penge, har naturligvis meget svært ved at kritisere systemet, som de er en del af og afhængige af. Vi synes, det er vigtigt, at der i offentligheden er et outsiderblik på de strukturer. Et forum, hvor man ser nærmere på, hvad der er muligt at ændre nu, men også interessere sig for det, som virker umuligt.«

Skribenterne er alle redaktører på Filmtidsskriftet Krystalbilleder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her