Klumme
Læsetid: 5 min.

En forfatters død

For nyligt dræbte forfatteren Perumal Murugan sit forfatterjeg efter længere tids hetz fra religiøse ekstremister. Med hans exit fra litteraturen, er solen ved at gå ned over den kunstneriske ytringsfrihed
For nyligt dræbte forfatteren Perumal Murugan sit forfatterjeg efter længere tids hetz fra religiøse ekstremister. Med hans exit fra litteraturen, er solen ved at gå ned over den kunstneriske ytringsfrihed

Ditte Ahlgren

Kultur
13. februar 2015

Min ven Perumal Murugan er død. Det kunne have være mig. Ofte er jeg blevet spurgt om jeg er blevet stævnet eller overfaldet, og under en litteraturfestival i Estland svor en russisk tilskuer, at jeg øjeblikkeligt ville blive fængslet som propagandist i Rusland.

For fem år siden sad jeg og missede op mod den brændende sol i en svømmepøl i delstaten Tamil Nadu i det sydlige Indien. Jeg var på skriveophold sammen med en række andre forfattere. Vi var taget nogle stykker af sted for at få os en dukkert i middagsheden. Ved siden af mig ved poolkanten sad min kollega, den tamilske forsker og forfatter, Perumal Murugan. Jeg havde netop læst den engelske oversættelse af hans bog Seasons of the Palm. En fremragende skønlitterær skildring af det chanceløse liv på landet blandt den underpriviligerede del af den indiske befolkning. Bogen havde rørt mig dybt. Penneføringen var lige så æstetisk og elegant som den skildrede virkelighed var rå og ubarmhjertig. Jeg synes det passede så fint sammen med, at netop han stod op klokken fire hver eneste nat, og skrev – med blæk – i fire timer, for så at hellige sig sit øvrige liv. Til hverdag, undervisning på det lokale college og familien, kone og to børn.

Den tidløse digter

Selv om hans engelsk var sparsomt, og mit tamilske ikkeeksisterende, var vi alligevel blevet gode venner på ret kort tid. Og nu sad vi altså der i svømmepølen og bagte i den stegende sol. Vi snakkede naturligvis forfatterliv, og fantaserede om hvor fedt det kunne være hvis forlagsverden og medier ville give litteratur fra mindre sprogområder større opmærksomhed og udbredelse.

Jeg fortalte ham alvorligt, at jeg ønskede han en dag ville modtage Nobelprisen i litteratur, og at han så ville kunne grave sig sin egen pøl med olympiske mål. Så skete der noget vidunderligt. Han flækkede som en træsko, og durk gennem det hvide skæg, så jeg en lille dreng i den midaldrende mands krop. Den tidløse digter. Musen indeni. Fin, ren og komplet blottet for forstillelse, bagtanker og skjulte agendaer. Blid, beskeden, generøs. Sådan noget kan man både se og mærke. Og verden har brug for ordene, smilet og blidheden som burde klistres på billboards og hænges op på alverdens husfacader til almen jubel.

Sådan var det for fem år siden. Ikke længere. Og Perumal Murugan får aldrigNobelprisen. For Perumal Murugan er død og kommer aldrig mere til at berige verden med sin pragtfulde litteratur. For nyligt dræbte forfatteren sin forfatterperson. Han slog sit selv ihjel. I en hjerteskærende erklæring offentliggjort på Facebook og i indisk presse den 12. januar, erklærede forfatteren sin forfatterpersonae for død: »Perumal Murugan er død. Han er ingen gud og tror i øvrigt ikke på genfødsel,« skriver forfatteren, som i samme erklæring trækker hele sin produktion tilbage, frabeder sig enhver fremtidig opmærksomhed, og tilbyder erstatning til enhver læser som har fundet hans bøger krænkende. Hvorfor? På grund af en bog han skrev året efter forfatteropholdet.

Bogen, En del kvinde, er en socialrealistisk fortælling om et barnløst ægtepar som tager dramatiske midler i brug for at få et barn. Forfatteren fik inspiration til bogen da han forskede i folkeminder i en tempelby og faldt over en gammel skik, hvor barnløse kvinder kunne vælge at have seksuel omgang med en række mænd under en festival, og dermed forøge chancen for at blive gravide. Børnene der kom ud af det, blev betragtet som gaver fra guderne, og derfor kun delvis menneskelige. Sådan blev de navngivet. Bogen ligeså.

Så var fanden løs

Den udkom for fire år siden, men først forrige år udkom den i engelsk oversættelse som One Part Woman på forlaget Penguin. Og så var fanden pludselig løs i skikkelse af kasteorganisationer og hindufanatikere, såkaldte ’hindutva’, som beskyldte forfatteren for religiøs æreskrænkelse og uhøvisk fremstilling af kvinder. Løsrevne passager blev delt ud som flyveblade, rasende folkemængder aktiveret, og i december brændte man Perumal Murugans bøger uden for hans eget hus i byen Namakkal i det centrale Tamil Nadu.

Det lokale politi opfordrede familien til at forlade hus og hjem og har i øvrigt afstået fra at beskytte forfatteren, som tidligere har tilbudt såvel revision af værket, såvel som produceret flere alternative slutninger i forsøg på at imødekomme kritikken konstruktivt. Alt sammen til ingen nytte. Efter et fire timers møde mellem forfatteren og de krænkede parter i starten af januar, kapitulerede Perumal betingelsesløst og tilstod dette moralske politi medhold i samtlige klagepunkter. Bagefter slog han så sig selv ihjel som forfatter. Hvorfor? Ikke fordi han havde gjort noget forkert. Tværtimod. Men fordi mennesket bag forfatternavnet må have følt sig og sin familie så truet, at det har været et spørgsmål om liv eller død. Enten liv for forfatteren og hans værk og mulig død for mennesket og hans familie, eller omvendt. Han valgte det sidste; at slå den del af sig selv som var forfatteren Perumal Murugan ihjel for at professoren og familiefaderen P. Murugan kunne overleve. Han gjorde det elegant, hensynsfuldt og hjerteskærende.

Brutal social- og kulturel kontrol har slukket endnu et lys, knækket en fremragende pen og forstummet en nødvendig og stor stemme. I forfatterkredse er der enighed om at Perumal Murugans forfatterskab var af høj kvalitet. Han har udgivet seks romaner, fire novellesamlinger og fire digtsamlinger, som nu alle bliver trukket tilbage fra forlagene.

Desværre er hetzen mod Perumal Murugan langtfra en enlig svale, ligesom krigen mod den kunstneriske ytringsfrihed heller ikke er begrænset til politisk islamisme. Selvbestaltet moralsk politi håndhæver med stigende brutalitet sit terrorregime over hele verden. Det gælder for de politiske ekstremer inden for de øvrige verdensreligioner. Det gælder for de politiske ekstremer i firmavælde og efterretningsvæsen (Snowden til godt eksempel) såvel som det gør sig gældende i den mere subtile diskurskontrol blandt tidens ’politisk korrekte’ selvbestaltede præsteskab af priviligerede kulturpersoner.

Do’s and don’ts

Midt i den velmenende, distancerede og selvretfærdige polemik omkring ytringsfrihedens do’s and don’ts, står vi som verdenssamfund ved en afgørende skillevej. Måske virker det ikke umiddelbart sådan, når man anskuer sagen fra dagligdagens Danmark, midt i stress og nytårsforsæt. Men for os kunstnere, fritænkere og systemkritikere overalt på kloden, er der tale om helt håndgribelig, blodig og dødsensfarlig virkelighed, som har afgørende betydning for den kunstneriske produktion, og på den måde – hen ad vejen – for udviklingen af det samlede menneskelige muligheds- og refleksionsrum. Hvis vi lader stå til, propper fingrene i ørerne og ser den anden vej, bliver det kun værre. Politisk, religiøst, økonomisk, socialt og kulturelt tyranni vil gradvist forværres og indgyde stadig større frygt og selvcensur, mens enhver som stikker ånden for langt frem, får den kappet af ved roden. Ifølge et gammelt mundheld forsvinder der et bibliotek hver gang en gammel mand dør. Med forfatteren Perumal Murugans død, har vi ikke så meget mistet et bibliotek som vi har mistet verden og – måske også – i morgen.

Ligesom ytringsfriheden kan Perumal Murugans værker stadig findes via nettet, men det gælder om at være hurtig, ellers er det for sent.

Claus Ankersen er forfatter, spoken word-artist og installationskunstner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Deprimerende læsning. Sørgeligt.

Svend Erik Sokkelund

Den vulgære udgave af revolutionsromantikkens 'Al Magt til Folket' deles af religiøse fundamentalister