Læsetid: 8 min.

En gal mand skabte det moderne Danmark

Den italienske scenekunstner, maler og forfatter Dario Fo har skrevet en roman om danmarkshistoriens skøreste konge, Christian 7. ’Hvorfor er danskerne ikke stolte over denne usædvanlige mand?’ spørger han, da Information møder ham
Dario Fo har skrevet en bog om Christian d. 7. Her ses han på scenen i Degli Arcimbodi teatret i Milano i november 2014 i forbindelse med en forestilling om Maria Callas

Dario Fo har skrevet en bog om Christian d. 7. Her ses han på scenen i Degli Arcimbodi teatret i Milano i november 2014 i forbindelse med en forestilling om Maria Callas

Sergione Infuso

27. februar 2015

Der var engang en dansk konge, der masturberede offentligt. Christian 7. (1749-1808) var bindegal og uønsket blandt de andre kongelige i Europa, men han var også den monark, der startede Danmarks forvandling fra et tilbagestående feudalsamfund til et civiliseret foregangsland. Det er fortællingen og moralen i den italienske multikunstner og nobelprismodtager Dario Fos nye roman, C’è un re pazzo in Danimarca (Der er en gal konge i Danmark). Allerede under deres bryllup var Christian 7. sin kone, den blot 15-årige englænder Caroline Mathilde, demonstrativt utro med en prostitueret:

»Hørte du, hvordan de klappede og lo ad min forfærdelige provokation?« siger kongen bagefter til dronningen i Fos tekst, »og jeg er nødt til at spille spillet. I virkeligheden er jeg skrupskør, hvilket vækker deres afsky. Men hvis jeg vender situationen på hovedet og bare kommer til at fremstå som en galning, der er besat af ludere, kopulation og sex, så stiger jeg i deres anseelse. Det er velkendt, at en konge er i sine gode ret til at kneppe, også offentligt. For ham er det ikke uværdigt at virke triviel og obskøn, det er tværtimod noget at prale af.«

Revolution og blufærdighed

Jeg er taget til Milano for at få en forklaring på interessen for den syge konge af det, der dengang hed tvillingerigerne Danmark og Norge. Den snart 89-årige Fo sidder iført sin malerskjorte foran et staffeli midt i stuen, da en af hans assistenter fører mig ind. Jeg bliver bedt om tage plads ved siden af ham.

»Et øjeblik, så er jeg hos dig,« siger Fo uden at flytte blikket, »og så skal der være en streg dér,« instruerer han sig selv og sætter en finger i den våde maling på lærredet. Han arbejder på en illustration til sin næste bog, som skal handle om seminoleindianerne i USA. Fortællingen om Christian 7. er også malet frem, og bogen prydes af hans farvestrålende portrætter af nøglefigurerne ved det danske hof i slutningen af 1700-tallet. Det var hans søn, Jacopo, der fik ideen til bogen, fortæller han efter at have løsrevet sig fra maleriet:

»Som ung havde han en dansk kæreste. Hun var meget intelligent, smuk, frigjort og åben. Og så var hun præstedatter,« siger Fo og fortaber sig lidt i forskellene på katolske og protestantiske præsters kønsliv, inden han igen finder tråden og forklarer, at sønnen kom hjem fra Danmark med fascinerende fortællinger om en revolutionær konge i tiden lige inden Den Franske Revolution. Senere blev han opmærksom på, at Christian 7.’s sindslidelse og triste skæbne har givet kongen et ualmindeligt negativt eftermæle:

»Jeg tænkte, at dette emne var omgærdet af en slags blufærdighed. Hvorfor er danskerne så modvillige over for kongen og hans tyske livlæge, Johann Friedrich Struensee?« spørger Fo, »hvorfor er de ikke stolte over denne usædvanlige mand, der bevidst drog nytte af sin tilstand som sindssyg for at gøre sit kongerige mere civiliseret? Han afskaffede dødsstraf og tortur. For mig er det mærkeligt, at borgerne i denne stat, som jeg beundrer, ikke holder det i hævd.«

Dario Fo

Født 1926 ved Comosøen. Under Anden Verdenskrig var Fo soldat i den nazistiske lydstat i Norditalien, Salò-republikken, men hævdede senere, at han havde meldt sig for at redde livet og dække over sin fars modstandsaktiviteter.

Efter krigen studerede han arkitektur og kunst ved akademiet i Milano. I 1950’erne begyndte han at arbejde som skuespiller og tekstforfatter for det statslige radio- og tv-selskab Rai, indtil han sammen med sin kone, skuespillerinden Franca Rame, skabte et teaterkompagni i opposition til ’det borgerlige teater’.

I 1997 modtog han Nobels litteraturpris for ’som Middelalderens gøglere at hudflette autoriteterne og forsvare de underkuede’.

Intriger og opdragelse

Fo har altså skrevet sin udlægning af nogle af de mest omdiskuterede hændelser i danmarkshistorien. Der findes i forvejen en enorm litteratur om Struensee, der var kongens læge på en dannelsesrejse rundt i Europa og efter deres hjemkomst fik store magtbeføjelser til at gennemføre et ambitiøst reformprogram, indtil han i 1772 blev offer for en intrige og henrettet ved halshugning på Øster Fælled:

»Struensee havde forstået, at hvis kongen skulle være i balance med sig selv, var det nødvendigt altid at presse ham intellektuelt og kreativt. I London besøgte de museer og ikke de engelske adelige, som alligevel så ned på og undgik den danske konge. I Frankrig mødte han oplysningstænkere. Han havde brug for store motiver, socialt og menneskeligt, for at opveje de katastrofer, som skete i hans hjerne,« siger Fo.

Bogens første del består af »genopdukkede dagbogsoptegnelser« fra Christian 7., Caroline Mathilde, kongens foretrukne svirebror Valdemar Sørensen samt Struensee, mens anden del er fortællerens udlægning af begivenhederne og refleksioner over enevældens møde med oplysningsfilosofien. Fo beskriver selv teksten som »en allegori med opmærksomheden rettet mod den historiske sandhed«. Fortællingens omdrejningspunkt er den berømte affære mellem Caroline Mathilde og Struensee, som endte med at koste lægen livet, mens dronningen døde et par år senere som landsforvist. Skurken er enkedronning Juliane Marie, der forsøger at benytte sig af kongens sygdom til at få sin egen søn, arveprins Frederik, indsat som konge. Christian 7.’s største bedrift er at undergrave stedmorens plan, så han ved sin død bliver afløst af sønnen, der som Frederik 6. kommer til at realisere flere af Struensees reformer:

»Det, der har rørt og optaget mig mest ved denne historie, er den kortvarige kontakt, som der var mellem Struensee og kongens søn,« fortæller Fo. »Struensee var en slags reservefar, da Christian 7. blev alvorligt syg. Han fik kronprinsen til at lege med almindelige menneskers børn, så han lærte at tale dansk, mens der på hoffet blev talt tysk. Og han lærte om pengenes betydning – at der er mange, som arbejder for at kunne overleve, mens andre tjener på det.«

Galskab og dannelse

Et af de mest kontroversielle tiltag, som Struensee nåede at få indført, var den såkaldte »kasse« ved Den Kgl. Opfostringsstiftelse, hvor mødre anonymt kunne aflevere deres nyfødte børn. Den blev dog afskaffet igen efter hans død med den begrundelse, at den »saa skammeligt bliver misbrugt, at Liderlighed og Frækhed derved tiltager«, når folk »så let kan blive deres Børn quit, der fødes i Utugt«:

»Indførelsen af hjulet til hittebørn, som man længe havde kendt i italienske byer, og som efterhånden også havde bredt sig til andre dele af Europa, var et revolutionerende civilisatorisk fremskridt i Danmark. Det reducerede antallet af dræbte spædbørn markant. ’Syndens frugt’, som man kaldte dem, skulle jo skaffes af vejen. Men tænk på, hvor mange der er blevet født uden for ægteskab. Leonardo da Vinci, for nu bare at nævne et af de største genier nogensinde,« siger Fo, »Struensee hævede også niveauet i sundhedsvæsnet ved at sørge for, at kirurger fik den samme uddannelse som læger. Retsfilosofisk var han inspireret af en milaneser, Cesare Beccaria, der fordømte tortur og dødsstraf. Beviset på Christian 7.’s galskab er, at han gjorde et så dannet menneske til sin livlæge og nærmeste rådgiver i et land, der dengang både politisk og kulturelt var blandt de mest underudviklede i Europa. Det handlede om at overvinde den konventionelle logik, og det skete i dialogen mellem kongen og Struensee, som på sigt også ændrede den danske befolknings mentalitet.«

Blandt de øvrige processer, som ikke kunne stoppes trods komplottet mod Struensee og marginaliseringen af den gale monark, var afskaffelsen af slaveriet, stavnsbåndets ophævelse, opbyggelsen af uddannelsessystemet og trykkefrihedens indførelse. I Fos roman er vekselvirkningen mellem reformer og modreformer indlejret i tronfølgerstriden. Struensee blev fysisk elimineret af sine modstandere, der ville bremse hans reformer, men han formåede alligevel at starte »en revolution, som ikke blev foretaget med attentater eller henrettelser, men med tanken, altså i mødet mellem forskellige synspunkter,« siger Fo og tilføjer: »Derfor er det vigtigt at studere, hvad der skete i denne periode. For mig har Danmark altid været et eksempel på et vellykket samfund. Bogen er da også blevet modtaget med stor interesse i Italien. Det er en fascinerende historie.«

Bevægelse og tvivl

I løbet af samtalen når Fo at aflyse en aftale med sin frisør, at udsætte et andet interview og at præsentere mig for en lille hær af medarbejdere, der befolker lejligheden: »Kom, Piero, sæt dig ned, så vi lige kan nyde dette øjeblik,« siger han til skuespilleren Piero Sciotto, der har travlt med at forberede et stykke om den fænomenalt dygtige sicilianske falskmøntner Paolo Ciulla, som de sammen skal opføre i næste uge. Den gamle mand er i konstant bevægelse:

»Jeg fører en chokerende tilværelse. Jeg har en ny aftale hvert andet minut.«

Teaterforskeren Bent Holm, som er ved at oversætte teksten om Christian 7. til dansk, er blandt de mange, der hjulpet Fo med at finde materiale til bogen. Historikeren Asser Amindsen er citeret som den, der har leveret den seneste vigtige forskning omkring de nationale fortrængninger vedrørende Struensees betydning. Lige siden de første gæstespil med Odin-teatret, som landsmanden Eugenio Barba i 1960’erne etablerede med base i Holstebro, har Fo haft gang i noget med Danmark. Og hans værker bliver stadig til i kollektive processer, i en uregerlig og fabulerende blanding af udtryksformer:

»Galskaben lever side om side med klogskaben,« siger Fo, »det paradoksale er, at evnen til at fabulere om en anderledes verden er det mest intelligente, mennesket har opfundet. For at kunne læse verden er man nødt til at kunne benytte sig af satiren, af det groteske og af galskaben. Galskabens verden tillader dig at sige ’vi’ i stedet for ’jeg’.«

I 60 år dannede Fo par med skuespillerinden og dramaturgen Franca Rame, der døde for to år siden. Uanset om Fo taler om Caroline Mathilde, om Frederik 6.’s officielle elskerinde, Frederikke Dannemand, eller om pavedatteren Lucrezia Borgia, som var emnet for hans forrige bog, så er det, som om han også taler om Franca:

»Hun var nærmest bogstavelig talt født på en scene,« siger han, da jeg fortæller om et sjovt møde med Rame i hendes korte periode som italiensk parlamentsmedlem: »Sammen med Franca har jeg i mange år besøgt sindssygehospitaler. At hylde galskaben er også at hylde tvivlen. Hvad er det mest usædvanlige ved sindslidende? Det er, at de tvivler på alt omkring sig. Ikke af fordomsfuldhed, men af mistillid til faste definitioner.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tanni Kromann
  • Flemming Berger
  • David Zennaro
  • Niels Duus Nielsen
  • Flemming S. Andersen
  • Peter Wulff
  • H.C. (Hans Christian) Ebbe
  • Ervin Lazar
  • Niels Roed
  • Maj-Britt Kent Hansen
Tanni Kromann, Flemming Berger, David Zennaro, Niels Duus Nielsen, Flemming S. Andersen, Peter Wulff, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Ervin Lazar, Niels Roed og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming S. Andersen

"Det er, at de tvivler på alt omkring sig. Ikke af fordomsfuldhed, men af mistillid til faste definitioner!!"

Han kunne denne FO

Birger Bartholomæussen

Glæd jer til bogen bliver udgivet på dansk. Det er morsom, inspirerende og dybt alvorlig læsning.

erling thaysen pohl

»Galskaben lever side om side med klogskaben,« siger Fo, »det paradoksale er, at evnen til at fabulere om en anderledes verden er det mest intelligente, mennesket har opfundet. For at kunne læse verden er man nødt til at kunne benytte sig af satiren, af det groteske og af galskaben. Galskabens verden tillader dig at sige ’vi’ i stedet for ’jeg’.«
Det er en meget klog mand, der nu er død. Må hans galskab leve videre i os andre!

Vasili Frang, Anne Eriksen, Karsten Aaen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar