Læsetid: 11 min.

Iben Nagel Rasmussen – beatnikken, der fandt sin egen vej

Iben Nagel Rasmussen er eneste overlevende i en kærlighedshistorie, der rummer mere end fortællingen om to mennesker. Det er også en fortælling om en ganske særlig tid. Den tid som hippiebevægelsen udsprang af
Når Iben Nagel Rasmussen i dag tænker tilbage på sit liv, har hun ingen fortrydelser: »Jeg ville ikke undvære op- og nedture. Det eneste, jeg er ked af, er de tilfælde, hvor jeg har gjort andre mennesker kede af det. Når du er ung, er du meget brutal«

Når Iben Nagel Rasmussen i dag tænker tilbage på sit liv, har hun ingen fortrydelser: »Jeg ville ikke undvære op- og nedture. Det eneste, jeg er ked af, er de tilfælde, hvor jeg har gjort andre mennesker kede af det. Når du er ung, er du meget brutal«

Ulrik Hasemann

13. februar 2015

Lille frø. Det kaldte Halfdan Rasmussen sin datter Iben, da hun stadig lå i Ester Nagels mave. Senere fik Iben kælenavnet Itsi bitsi. Det fik hun af sin kæreste Eik Skaløe, rockpoet, beatnik, steppeulv, der endte med at tage sit eget liv i et ørkenområde mellem Indien og Pakistan i 1968. Men hvem er hun, Iben?

Politisk aktive Iben, der demonstrerede mod atomvåben, Iben, der kunne vælge og vrage mellem alle mændene, Iben, der rejste verden rundt, blev afhængig af stoffer, før de fleste kendte til dem – og alligevel endte med at skabe sig en stor karriere inden for teaterverdenen.

Den grafiske biografi Hvid som Jasmin fortæller hele historien om Iben Nagel Rasmussen. Bogen udkommer, blot en uge før Ole Christian Madsens film Steppeulven får premiere. Her spiller karakteren ’Iben’ også en vigtig rolle, for filmen er »en fortælling om 1960’erne store uforløste kærlighedshistorie«, som instruktøren selv har udtalt. Historien om Eik og Iben.

»Ja. Det er det rigtige at kalde den,« siger Iben Nagel Rasmussen. »Det er en uforløst kærlighedshistorie – det er derfor, den stadig kradser lidt.« Information møder Iben i hendes hjem – en gammel gård lidt uden for Holstebro. Det er et lyst hjem, et hjem, hvor der står malede lerskåle med mangoer og sharonfrugter på bordet, et hjem, hvor der løber dådyr forbi vinduet. Iben Nagel Rasmussen er blevet i Holstebro-området, siden dengang hun i 1966 sagde farvel til Eik, stoffer og det politiske liv i København. Det var her, hun for første gang følte sig som sin egen – ikke Halfdans datter, ikke Eiks kæreste.

I 1967 sprang Steppeulvenes legendariske forsanger Eik Skaløe i Christianhavns kanal. Det skete i forbindelse med udgivelsen af bandets eneste – men skelsættende – album, HIP.
Læs også

»Odin Teatret bestod dengang af en italiensk instruktør og tre nordmænd. Ingen kendte min far – og der var slet ingen, der kendte Eik, da hans plade endnu ikke var udkommet. Her var jeg bare Iben.«

Godt. Det er altså i 1966, at Iben Nagel Rasmussen finder sig selv. Hun har hele tiden vidst, at hun ikke vil skrive som sin far: »Jeg havde ikke det samme talent, jeg ville uvægerligt stå i skyggen af ham,« fortæller hun. Og i 1966 fnder hun sin egen vej.

Men for at forstå, hvordan hun faktisk når hertil, må vi starte et helt andet sted i Danmark, nemlig i København 1940 – før Iben overhovedet er kommet til verden. Her samles en gruppe unge forfattere omkring Tove Ditlevsen i Unge Kunstneres Klub, heriblandt Halfdan Rasmussen og Ester Nagel.

»Halfdan er forelsket i Ester, Morten Nielsen i Sonja og Piet Hein i mig. Det er blevet afgjort på få torsdage,« skriver Tove Ditlevsen i sin erindringsbog Gift. Tre år senere bliver Halfdan og Ester viet på Københavns Rådhus, og i 1944 skriver Halfdan Rasmussen digtet »Lille frø« til væsnet, der ligger i Esters mave. 14. maj 1945 bliver Iben Nagel Rasmussen født i et netop befriet Danmark.

Kampen mod atomvåben

Tiden taget i betragtning voksede Iben op i et åbent og progressivt hjem. Det var dog svært for Ester Nagel at udleve sine drømme til fulde:

»Min mor stod virkelig i skyggen af min far. Tiden var en anden, hun ville gerne skrive, men hun lavede alt i huset, samtidig med at hun passede os børn. Min far derimod, han blev hurtigt anerkendt som forfatter. Han modtog priser, og hans bøger solgte. Min mors bøger solgte aldrig,« fortæller Iben Nagel Rasmussen.

Da Halfdan og Ester en dag beslutter sig for at deltage i en tre dage lang atommarch fra Holbæk til København, vil 15-årige Iben med.

Ulrik Hasemann

Hun bliver betaget af miljøet og vil gerne flytte til København, og hendes forældre sørger for, at hun bliver ung pige i huset hos Klaus Rifbjerg. Hun bliver et aktivt medlem af gruppen Kampagnen mod Atomvåben, og i 1962 møder hun Eik Skaløe, der deler hendes politiske engagement:

»Kampen mod atomvåben samlede så mange mennesker på tværs af politiske overbevisninger, og det var et oprør, der endelig fik lov at bestå. Det kan i dag være svært at forstå, hvor stift og ørkesløst samfundet var i 1950’erne, så tungt, borgerligt og velfriseret. Vi troede virkelig på, at nu blev verden bedre,« fortæller Iben Nagel Rasmussen. Snart begynder hendes og Eiks lange rejser ud i verden. Og når Iben tænker tilbage, er det herfra, nogle af hendes bedste minder fra den tid stammer:

»Efter vores rejse i Nordafrika mødtes vi for eksempel med danske venner fra miljøet på et tag i Athen – der var stor gensynsglæde. Der var nogle fantastiske fællesskaber.«

Netop dette tag fyldt med beatniks er også skildret i filmen Steppeulven, som et fuldstændig udsyret sted, hvor bløde puder og hårde stoffer flyder.

»Beskrivelsen kan ikke blive syret nok,« siger Iben Nagel Rasmussen og smiler. »Det var vildt på alle måder. Vi rejste uden penge, købte en guitar i Spanien og levede udelukkende af de penge, Eik kunne synge ind, sov hvor vi kunne; under broer, på bjergsider, på strande. Det var også råt. Meget mere råt end det, der senere skete i Danmark, for eksempel i Thy-lejren – der var mere på spil.«

Ibens far var ikke særlig realistisk, hvad angik rejserne, fortæller hun. Han regnede med, at det hele nok skulle gå. Hendes mor var anderledes bekymret. Og rejserne blev da heller ikke smertefri: »Engang blev Eik og jeg overfaldet af nogle tyskere, som havde taget os op, da vi stod og blaffede – jeg kan ikke huske hvilket land, Libyen, tror jeg – først troede de, at vi begge var piger, og derefter ville de tage mig. De prøvede at smide Eik ud af bilen og ned ad en bjergside. Vi blev reddet af nogle arabiske hyrder, og bagefter klippede jeg Eiks hår. Det så frygteligt ud – det lignede en pudderkvast,« fortæller hun.

Ibens forhold til fri sex førte også til en del skænderier mellem hende og Eik. De to rejste nemlig ikke altid alene. Og Iben var omsværmet. »For mig handlede det om at møde mennesker på en meget intim måde – og alligevel holdt jeg jo fast i den her binding til Eik. Andre hægtede sig ligesom bare på rejsen. Men det var lidt svært for Eik. Jeg tror også, at det bunder i, at han vidste, hvad han ville. Han skrev. Jeg anede ikke, hvad jeg ville – jeg havde en uro. Og den kom også til udtryk på det seksuelle plan.«

Stofferne tager over

I Athen bliver Iben gravid, men hun vil ikke have et barn som 19-årig og overtaler Eik til, at de skal skrabe penge sammen til en abort ved at spille og synge på cafeer og gader. Eik er ked af det, han vil gerne have barnet.

I biografien beskriver Iben aborten sådan her: »Jeg vågner halvt op under udskrabningen. Jeg troede, jeg var død – at jeg blev genfødt og så et ansigt komme imod mig. Det var Guds ansigt, men det var forvrænget, uden kærlighed og med min mors og mine egne træk blandet sammen. Det var meget uhyggeligt. Det har nok været sygeplejerskens ansigt, jeg har set – og hun havde jo nok ikke nogen kærlighed til det dumme væsen, der var kommet galt afsted.«

Langsomt glider Iben og Eik fra hinanden, og Iben tager tilbage til Danmark. Stofferne tager over, både Eik og Iben skyder morfin og eksperimenterer med, hvad de kan få fat på af stoffer i årene, der kommer – sammen og hver for sig i perioder. Iben rejser også alene, men bliver på sin sidste rejse sygere og sygere på grund af stofferne og mangel på mad. Hendes forældre sender hende penge, og hun når hel – men udmagret – hjem.

»Det årelange forbrug indhenter stadig en gang imellem Iben Nagel Rasmussen i dag: »Dybt nede rumler det i mig,« fortæller hun.

»Jeg blev mere psykisk syg dengang, end jeg ville anerkende. Der ligger en følelse af usikkerhed og en følelse af at være paranoid i mig. Stofferne har været en oplevelse på godt og ondt. De river sløret væk fra øjnene af én, og man ser verden på en ny måde. For eksempel kunne jeg gå hånd i hånd med Eik ned mod en skov, og vi ville pludselig begynde at tale om, hvorfor menneskeheden dog har lavet et asfaltbælte ned gennem så smukke træer. Jeg tror på, at stofferne også har tændt en gnist i mig til kunstnerisk skaben. Den rumlen, jeg kan mærke i dag, den usikkerhed, giver mig en følelse af trods.«

Eik, Iben og deres omgangskreds bryder ind på apoteker, hvor de stjæler morfin, og en dag bliver Iben taget. Halfdan Rasmussen og Ester Nagel kan læse i avisen, at en kendt forfatters datter er anholdt for at besidde euforiserende stoffer. Hun får en betinget dom og kan vælge mellem at komme i arbejde eller på uddannelse. Hun vælger Holbæk Kunsthøjskole, hvor hun møder Odin Teatret for første gang.

Ester Nagel hjælper sin datter med at få en plads på det teater, der skal blive Ibens base fremover – og stedet hvor Iben finder ud af hvem hun er, uafhængigt af nogen andre. Hun lægger stofferne fra sig og forelsker sig i Torgeir fra teatret. Eik rejser, kommer tilbage, møder Stig Møller, og sammen danner de Steppeulvene og indspiller på et par dage kultpladen Hip, der i øvrigt netop er blevet genudgivet.

De tager på en kort turné – Iben når aldrig at se Steppeulvene spille. Hun er dybt engageret i teatret. Eik forlader Steppeulvene og rejser igen. Nytårsaften, da 1968 bliver til -69, får Iben at vide, at Eiks knogler er blevet fundet bag en busk mellem Pakistan og Indien. Han har taget sit eget liv i oktober, og resterne af hans krop er blevet fundet. I biografien står der: »Jeg fik det at vide nytårsaften i Saunte. Nytårsdag gik jeg en tur ved havet med Torgeir. Hånd i hånd. Det havde sneet. Himlen var hvid og stille. Uden Eik og uden ord.«

Fra hønsehus til teatersal

Livet på teatret fortsætter, og det nye fællesskab minder på nogle måder om det fællesskab, Iben kom fra: »Med stofferne søgte vi efter noget andet end den materielle verden. Vi søgte det spirituelle. Det er lidt det samme her på teatret. Vi søger indad. Gennem tiden er Odin Teatret blevet kaldt for overintellektuelt og sekterisk, men det passer ikke. Teatret er for alle.«

Odinteatret er blandt andet kendt for konceptet ’byttehandler’. Det startede i en fattig bjerglandsby på Sardinien, hvor truppen skulle optræde for folk, der aldrig havde set teater før. Salen blev hurtigt fyldt op af landsbyens beboere.

Da det slutter, bliver de i salen. De begynder at synge, danse og spille harmonika – og konceptet, hvor forskellige folkeslag ’bytter’ kultur, opstår. »Hele det sociale engagement på teatret kan også sammenlignes med det politiske miljø, jeg var en del af som ung,« fortæller Iben Nagel Rasmussen.

Den ’bestjernede fod’, som Eik Skaløe synger om i sangen ’Til Nashet’ på albummet ’HIP’ er Ibens. Han havde selv en stjerne magen til. De to mødte hinanden i 1962 og indledte et kærlighedsforhold, som bragte dem på lange rejser, hvor de levede af de penge, Eik kunne synge og spille ind på gader og cafeer. Deres fælles rejse endte dog brat.

Ulrik Hasemann

Hun rejser meget, Iben, og hendes hjem er fyldt med små minder fra de lande, hun besøger: Et mexicansk skelet, en lille elefant lavet af metaldåser, et par øreringe af påfuglefjer. Iben Nagel Rasmussen har været en fast del af teatret i knap 50 år. Og i den tid har hun haft mange forhold og har også to gange været gift med mænd fra teatret. I dag bor hun alene på gården uden for Holstebro.

Eller, helt alene er hun ikke. Et gammelt hønsehus er bygget om til en lille teatersal, og der bor konstant unge mennesker fra hele verden med tilknytning til teatret og til hendes trup. Iben Nagel Rasmussen er typen, der optræder med et brækket brystben, hun underviser og er i dag en fuldstændig fast del af teatret. La maestra, kalder de hende.

»I øjeblikket har jeg en boende fra Mexico og en fra Italien,« fortæller hun og laver en sigende bevægelse med hånden over mod det gamle komfur, hvor der står to blå espressokander. Iben Nagel Rasmussen bor kun alene i den forstand, at hun ikke bor sammen med en partner.

»Det er fantastisk at være alene. Den største gave,« siger hun. »Jeg har så meget tid.«

Om hun tror på ægteskabet? »Det fungerer for nogle, ikke for mig,« svarer hun.

Har hendes mænd nogle gange følt, at de stod i skyggen af hende? »Ja.«

Iben Nagel Rasmussen har aldrig fået nogen børn. Da hun vendte tilbage til Danmark efter de lange rejser, havde hun underlivsbetændelse, og efter få måneder på Odinteatret blev hun indlagt og opereret.

»Jeg tror, det kom af den måde, vi rejste rundt på, men jeg gennemgik også en operation, man aldrig ville lave på et ungt menneske i dag – og efter den kunne jeg ikke få børn. Det var voldsomt at få at vide dengang. Men børn passer heller ikke ind i livet på Odin Teatret, og de få kvinder på teatret, der har fået børn, har haft svært ved at få det til at hænge sammen. Jeg har ikke selv savnet børn, jeg har mine elever og har fulgt dem år efter år, de er vokset op med mig,« siger hun.

En kærlighedshistorie kan kradse, når den kunne være endt anderledes. Der er ikke mange tilbage fra det gamle fællesskab til at fortælle historien om de år, Iben delte med Eik; der er Iben – og så er der den maskinskrevne sang fra Eik, der i dag hænger i en ramme på hendes væg:

»Min elskede – nu er jeg kommet tilbage/ fra et vanvittigt trip til det mellemste østen/ jeg bringer guld fra moskeernes tage/ og ædel silke fra middelhavskysten/ jeg har blaffet titusinde kilometer/ min tale er heftig som blæst på trompeter/ lad mig knæle for din bestjernede fod/ og give dig et – lotus – læbe – kys.«

Og når Iben Nagel Rasmussen i dag tænker tilbage på sit liv, har hun ingen fortrydelser: »Jeg ville ikke undvære op- og nedture. Det eneste, jeg er ked af, er de tilfælde, hvor jeg har gjort andre mennesker kede af det. Når du er ung, er du meget brutal.«

’Hvid som Jasmin – en grafisk biografi om Iben Nagel Rasmussen’ af Sille Jensen, forlaget Peo-ple’s Press, 220 sider, 299,95 kroner.

Filmen ’Steppeulven’ instrueret af Ole Christian Madsen har premiere 19. februar. Karakteren ’Iben’ spilles af Marie Tourell Søderberg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Oluf Husted
  • Torben Arendal
  • Anker Nielsen
  • Malan Helge
  • Martin Madsen
  • Ervin Lazar
  • Bente Simonsen
Trond Meiring, Oluf Husted, Torben Arendal, Anker Nielsen, Malan Helge, Martin Madsen, Ervin Lazar og Bente Simonsen anbefalede denne artikel

Kommentarer