Læsetid: 2 min.

Infotainment

12. februar 2015

To amerikanske tv-ikoner meddelte i den forgangne uge, at de forlader skærmen. Den ene frivilligt og af hensyn til sin familie, den anden nødtvungent og af hensyn til sit medies renommé. Den ene på toppen af sin karriere, den anden på et foreløbigt lavpunkt. Jon Stewart og Brian Williams; en komiker og en nyhedsvært, som begge har det tilfælles, at de udtrykker en stigende tendens til at sammenblande underholdning og nyheder på tv.

Som vært på The Daily Show har Jon Stewart de seneste 17 år genoplivet den politiske satire med en unik kombination af humor og indsigt. Hans populære program når hver dag millioner af seere og er på godt og ondt blevet en magtfaktor i amerikansk politik. Tvetydigt kommenterede han sin indflydelse, da Hillary Clinton i 2008 besøgte hans program aftenen inden det demokratiske primærvalg i Texas og Ohio: »I morgen er måske en af de vigtigste dage i dit liv, og alligevel har du valgt at tilbringe aftenen med at tale med mig. Senator, som vært er jeg beæret. Som borger – skræmt.«

Mens Jon Stewart har trukket tv-underholdningen i retning af det politiske, har nyhedsværten Brian Williams brugt sin journalistiske autoritet som mister news til at skabe en sideløbende karriere som gæst i diverse underholdningsprogrammer. »Selv unge mennesker, der aldrig i livet kunne finde på at se aftennyhederne, ved, hvem Mr. Williams er,« skrev New York Times’ mediekommentator David Carr for nylig – og tilføjede så: »Hvilket er godt, indtil det ikke længere er det.«

For Brian Williams er dét punkt nu nået. I sidste uge fortalte en række militærfolk, at nyhedsværten har pyntet på en historie om en helikoptertur i Irak i 2003. Williams har tidligere fortalt, at han sad i en helikopter, som »blev ramt og beskadiget af fjendtlige angreb«, men det viser sig, at han sad i en helt anden. Siden er lignende historier dukket op og skabt mistanke om, at Williams generelt har pustet sine historier op. At han i flere tilfælde har forladt nyhedernes solide information til fordel for underholdningens luftige entertainment. Mens Brian Williams sag undersøges, kan vi andre måske lære af forskellen: En nyhedsvært, der frygter at være kedelig, er langt farligere, end en komiker, der forsøger at være alvorlig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Tak for den politiske satire og på snarligt gensyn

Personligt mener jeg, at det er et tab for satiren og indsigten i USA's politik, at Jon Stewart holder op. At det sker samtidig med at tegneren og skaberen af Doonesbury, Garry Trudeau, er på retræte gør ikke nemmere fremover også at smile af det politiske establishment i USA. De to personer har formået at få det bedste ud af sætningen "hvis det ikke var så tragisk, så ville det være morsomt".

Mange politikere i USA må og vil desværre glæde sig i disse dage over, at de ikke mere risikere at komme på forsiden af "The Daily show" og Doonesbury.

Tak til Jon Stewart og Garry Trudeau for mange års indsats.

Jeg håber på, at der snart dukker arvtagere op, så tåbeligheder og skurkestrege i USA's politiske establishment.

Kurt Loftkjær

(nu med slutning)
Tak for den politiske satire og på snarligt gensyn

Personligt mener jeg, at det er et tab for satiren og indsigten i USA's politik, at Jon Stewart holder op. At det sker samtidig med, at tegneren og skaberen af Doonesbury, Garry Trudeau er på retræte gør ikke nemmere fremover også at smile af det politiske establishment i USA. De to personer har formået at få det bedste ud af sætningen "hvis det ikke var så tragisk, så ville det være morsomt".

Mange politikere i USA må og vil desværre glæde sig i disse dage over, at de ikke mere risikere at komme på forsiden af "The Daily show" og Doonesbury.

Tak til Jon Stewart og Garry Trudeau for mange års indsats.

Jeg håber på, at der snart dukker arvtagere op, så tåbeligheder og skurkestrege i USA's politiske establishment stadig får den omtale de fortjener.