Interview
Læsetid: 8 min.

’Du kan ikke beskæftige dig med en mand uden at forholde dig til hans far’

Deres fædre har gjort Johan Forsby og Tarek Omar til de mænd, de er. Ikke fordi, de har kopieret deres identitet, men fordi de har brugt dem til at definere sig selv ud fra. Fanget mellem velfærdsstatens rammer og konkurrencestatens flydende form, må vi genfinde en måde at blive hele mennesker på, og det har de skrevet en roman om
Johan Forsby (t.v.) og Tarek Omar har sammen skrevet romanen ’Sønner af mænd’ om Salahdin, Victor og Malthe – tre fyre uden visioner.

Marie Hald

Kultur
27. februar 2015

Salahdin er sygeplejerske på Riget, men hans forældre fortæller alle, han er læge. Psykisk syge Victor, som kun kan sove i fremmedes senge, står til at overtage sin fars skisportsimperium i Børkop, og Malthe har som den første i familien taget en uddannelse, men går ledig og bruger dagene på at skændes med sin kioskmand og hive sig selv i pikken.

Salahdin, Victor og Malthe er hovedpersonerne i romanen Sønner af Mænd, men de er også figurer fra virkeligheden.

Da Johan Forsby og Tarek Omar, som har skrevet romanen, mødte hinanden i Politikens hus i 2011, kiggede de fra Rådhuspladsen ud på et samfund af danskere, der så til, flød med og ikke evnede at mobilisere oprør. Hverken mod deres egne livsbaner eller mod banker, despoter eller ulighed.

Finanskrisen var på sit højeste, amerikanerne var ved at okkupere Wall Street, den arabiske verden kæmpede for forår, i Norge udlevede en syg mand sin syge fantasi, i Grækenland voksede gældskrisen, og i London smadrede maskerede unge butiksvinduer for at hævne en ung mand, som blev skudt og dræbt af politiet.

2011 er blevet kaldt året, hvor verden drømte farligt, men hvis man skal blive i den metafor, var 2011 i så fald også året, hvor danskerne drømte sødt.

»Verden stod i flammer, men i Danmark skete der ikke en fucking skid,« siger Johan Forsby, som laver musik under kunstnernavnet Jooks.

»På Rådhuspladsen stod et telt og en lille flok demonstranter fra Occupy Wall Street, men de stod der kun et øjeblik og gik pænt hjem, da politiet bad dem om det. Det var mængden af oprør i Danmark,« siger han.

»Hvor var vildskaben, hvor var indignationen? Det snakkede vi meget om,« siger Tarek Omar, som er debatredaktør på Politiken og forfatter til novellesamlingen MuhameDANEREN fra 2011.

Det var den udgivelse, som bragte dem sammen. Johan Forsby roste bogen på Twitter, og Tarek Omar roste lidt den anden vej og sagde, at han glædede sig til Jooks næste plade. Snart sad de inde på Politiken og drak kaffe. Johan Forsby troede han skulle interviewes, men Tarek Omar foreslog et samarbejde.

Hvad det skulle blive til, vidste han ikke. Måske et filmmanuskript. Måske et teaterstykke, men allerede da Johan Forsby forlod mødet, var grundskeletterne til Salahdin, Victor og Malthe skabt: Tre unge fyre uden visioner for dem selv, drømme om utopier eller evner til at handle – tre forskellige symptomer på landet udenfor.

Alt bløder

Egentlig skulle romanen handle om overgangen fra velfærdssamfund til konkurrencestat, og hvad overgangen betyder for identitetsdannelsen hos dem, der befinder sig i bruddet mellem to samfundsepoker og to værdikampe.

Velfærdssamfundet påskønnede de dannede. Dem, der vidste, hvem de var, og hvad de stod for, siger Tarek Omar, »men i konkurrencesamfundet – Corydons Gud – ser vi, at mennesker reduceres til arbejdskraft«.

De hele mennesker – sønnerne, der bliver til mænd – giver konkurrencestaten ikke en fuck for.

Det gør Tarek Omar og Johan Forsby til gengæld. Tanken om det Corydonske totalteater virker ikke særligt opløftende, og en roman om identitetsdannelse og om at opbygge et klart jeg indefra er derfor ifølge Johan Forsby »vigtigere end nogensinde«.

Men et godt stykke inde i processen spurgte romanens redaktør om forfatterne godt var klar over, hvor meget manuskriptet handlede om hovedpersonernes forhold til deres fædre.

»Det havde faktisk ikke været vores fokus, men fordi Salahdin, Malthe og Victor befinder sig i brydningen mellem at være ung og voksen, kom deres fortællinger helt naturligt til at handle om deres fædre,« siger Johan Forsby.

»For du kan ikke beskæftige dig med en mand, uden at forholde dig til hans far,« siger Tarek Omar og trækker en parallel til myten om Zeus, der myrdede sin far Kronos og Absalom, der gjorde oprør mod bibelfaderen David. De to spor flettede sig sammen, og mens fædrene blev symbol på velfærdssamfundet, blev Salahdin, Victor og Malte symbol på konkurrencestaten.

»Fædrenes identiteter minder om museumsgenstande – noget fra en tid, som var,« siger Tarek Omar om de tre sønners fædre, som er formet af en tid, hvor identitet opstod i kraft af ens familie, arbejde, politiske overbevisning og tilknytning til fagbevægelsen.

»Men Malthe, Victor og Salahdin er børn af moderniteten,« siger Tarek Omar. »Deres identiteter er flydende. De er den første generation af dem, der ikke bare kan gentage, hvad der blev gjort i går. De må genopfinde retningen for det at være mand, for alt det, der tidligere gav identitet, bløder i dag,« siger han.

– Hvis ’mænd’ skal forstås, som mænd, der kender dem selv og ved, hvad de står for, er I så sønner af mænd?

»Min far var ræverød og en del af 68-oprøret, selvom han kom fra et konservativt hjem,« siger Johan Forsby.

»Selvom han blev advokat lige som sin far, blev han ikke anklager, men en idealistisk forsvarer og har på mange måder haft det opgør med sin far, som sønnerne i vores roman endnu ikke har haft,« siger Johan Forsby om faderen, hvis betydning han nødig vil underspille i forhold til den frihed, han har haft til at definere sig selv.

Tarek Omars far var partisan i PLO, et gennemført politisk menneske, men også en mand, der ligesom mange andre flygtninge følte sig kastreret af den velmenende velfærdsstat, som ikke kunne bruge flygtningenes uddannelser i en tid, hvor ens arbejde definerede folk.

Anerkendelse

»I etniske minoritetsmiljøer er det meget udbredt, at fædrene har en masse ambitioner på deres børns vegne, for det er gennem dem, de kan realisere sig selv,« siger Tarek Omar. Det er den logik, der får Salahdins far til fortælle alle, at hans søn er læge, og det, der gør, at han lover sønnen ud til private omskæringsfester, selvom Salahdin får kvalme ved tanken om at skære i foruden på et spædbarn.

Tarek Omar kender også mekanismen fra sin egen far, som havde den gule novellesamling MuhameDANEREN liggende i bagruden af sin bil, indtil solens stråler havde gjort forsiden hvid. Tarek Omar blev kørt til fodbold, halbal og på biblioteket af sin far, som altid opmuntrede ham og hans søskende til benhårdt at gå efter en god karriere.

I Johan Forsbys barndomshjem fik man lov til det, man kunne argumentere for, men faderen nægtede dog at køre nogen til halbal. Fædrene har gjort Tarek Omar og Johan Forsby til dem, de er. Ikke fordi de har kopieret deres fædre – tværtimod – men fordi de har defineret sig selv ud fra dem.

– Har I et budskab med bogen om, at alle sønner skal gøre op med deres fædre?

»Ikke nødvendigvis, men det er i brydningen, når du stopper med at handle for din far og hans anerkendelse, at der sker noget interessant,« siger Johan Forsby og forsætter:

»Det er ham, der viser dig verden gennem en stor del af dit liv, men på et tidspunkt er du nødt til at slippe hans hånd og holde op med at have ham med som evigt publikum. Du behøver ikke smække døren i hovedet på ham, og du behøver ikke fraskrive ham totalt – han må gerne være der – men det er helt klart i brydningen, du bliver din egen mand.«

Men det er ikke et opgør med familien, forsikrer Tarek Omar. Den kommer til at spille en kæmpe rolle de næste mange år som konsekvens af individualismen, mener han, for familien er efterhånden det eneste åndehul, som ikke er gennemsyret af effektiviseringsplaner og managementtanker. I det åndehul ser vi nogle langt mere tilstedeværende mænd end tidligere, mener Johan Forsby.

»I dag formes identiteten i det private rum.« Den professionelle mand løber rundt i cirkler, og kan ikke længere komme hjem fra arbejde, sætte sig bag avisen og sige ’hold din fucking kæft og spis din mad. Han vil forekomme identitetsløs.

»Jeg tror, det bliver manden, der starter legen, skifter ungerne og putter børnene, for det er den slags handlinger, der kommer til at måle, hvem vi er. Sådan er det for mig, og jeg tror bestemt ikke, min far oplevede sin identitetsdannelse sådan.«

Stjerneblomsten

Ved et tilfælde mødes Salahdin, Victor og Malthe i en lortebrun bus i Børkop med kurs mod Berlin, men inden de når dertil, skal de forbi Campingplatz Sternblume – et sted, der engang var for folk med hang til badesandaler og matchende træningssæt, men i dag fungerer som et lille utopia for folk, der har meldt sig ud af samfundet.

Når samfundets frafaldne ankommer dertil, gennemgår de et ritual, hvor de graver alle deres offentlige dokumenter ned i jorden sammen med deres ydre identitet.

Campingpladsen er opkaldt efter Tarek Omars Steinerbørnehave, Stjerneblomsten, som hverken lærte ham at læse eller skrive, men til gengæld gjorde ham »vildt god« til at spille på fløjte. Meget kreativitet i ham, tilskriver han i dag Stjerneblomsten.

»Campingplatz Sternblume indgår i romanen som et eksperiment«, siger Johan Forsby og forsætter: »Vi ville gerne beskrive, hvordan samfundet på campingpladsen fungerede som fristed og modsvar til konkurrencestaten, men vi kunne ikke selv tro på det, at et sådan sted kan lade sig gøre,« siger han.

Da Salahdin, Malthe og Victor ankommer til campingpladsen er plænen fyldt med hvad, der ligner muldvarpeskud, men i virkeligheden er bevis på, at folk har gravet deres papirer op og vendt tilbage til virkeligheden.

»Man kan sagtens få den der eskapismefølelse, når man kigger ud på samfundet og ser, hvor meget, der stinker, men vi løser ikke en skid ved bare at flygte fra det,« siger Tarek Omar. Derfor er busflugten heller ikke en løsning på Malthe, Salahdin og Victors problemer. De må træffe nogle valg, som definerer dem. Men hvis det ikke længere er vores arbejde, økonomi eller socialstatus, som former os, hvad gør så?

»Vores handlinger,« siger Johan Forsby. Så sent som under attentaterne i København, blev Johan Forsby mere sikker på sin egen identitet, da hans syvårige søn kiggede ud af vinduet på Østerbro og sagde: »Far, hvorfor er der så meget politi?«. »Jeg fortalte, hvad der var sket ved Krudttønden og fortalte ham også om både religion og terrorisme.

Jeg kunne have svaret alting, men hans spørgsmål tvang mig til at svare det, jeg følte, den mand, der skal tage sig af min søn, bør svare,« siger Johan Forsby.

»Jeg oplever det på præcis samme måde,« siger Tarek Omar, som er far til to piger på henholdsvis fire år og tre måneder. »Børnene er en slags filosoffer, fordi de stiller spørgsmål til alt, og det får dig til at gentænke dit standpunkt som menneske«.

Johan Forsby og Tarek Omar: ’Sønner af mænd’, Politikens Forlag, 264 sider, 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Sludder og vrøvl.
Fædre har vi alle, også Lærke Cramon, men afkommet er sig selv, og må finde sig selv. Man kan ikke som voksen klæbe og klistre sig til sine forældre, og lade dem definere ens personlighed.

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Sludder og vrøvl, Kongstad.

Michael Kongstad Nielsen

Hvad mener du, Kristian Randlev?

Det er fandemig svært når man ikke har haft nogen far

Godt at Information tager temperature på den potentielt samfundskritiske kunst - der er heldigvis intet at frygte.

Lad mig starte med at sige at i aftes var det x faktor nummer hundrede på ottende sæson, der blev vist i fjernsynet og som navnet antyder er formen ikke det vigtigste, men talentet eller sagt med andre ord, så er en stjerne en stjerne og bliver en stjerne og i det perspektiv er det da et paradoks, at et geni som Thomas Blachmann er vært i et børne og ungdomsprogram, der mest interesserer de lavere indtægtsgrupper og de unge, der får lov at bestemme over fjernbetjeningen tidlig fredag aften, for med det talent er det da næsten ligesom at se Søren Kirkegaard arbejde på Ekstra Bladet for Thomas er med al sin passion, jo ikke sit eget boyband, men en Degas, en Monet og når seertallene falder er det jo fordi, at Thomas forsat er med i programmet, for så handler det ikke mere om x factor og at stjernernes glimt er et bevis for spillets kvalitet, men om et undertryk geni, der ikke får udlevet sit potentiale og måske er det også den karma, der gør, at ingen af vinderne, ligesom Thomas, rigtig er slået igennem med deres fulde talent, for er de x faktor stjerner eller en stor mands skygge og når man tænker på, at Thomas mor var indehaver af tøjkæden vi unge og hans fader opfandt den første anvendelige kommercielle telefonsvarer, er det jo næsten som at se fuldbyrdelsen af et familiemønster som Thomas må bryde for at komme videre og vel skæbnens ironi for en mand, der er forud for sin tid, og så kan man jo kun sige, flyv Thomas, flyv, for dit talent kommer først til sin ret på den internationale scene og så håber jeg, at denne lille opbyggelige historie, vil være en inspiration til de meget dygtige forfattere.

"Du kan ikke beskæftige dig med en mand uden at forholde dig til hans far" og når du har gjort det kommer den virklige udfordring: hans mor.......

(D:)

Klaus Lerkenfeld, Anders Hald og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Erling Lindkvist

Tak for en god artikel, der tematiserer mandens identitet, udvikling og udfordringer på det helt nære, individuelle plan og med en samfundsmæssig kontekst som bagtæppe. Jeg har tænkt mig at købe denne spændende roman af disse to forfattere.

Jeg er selv far - og med kulturelt afsæt fra midt i forrige århundrede oplever jeg ud fra artikelen et behov for at få en indsigt i de aktuelle udfordringer en mand af nutidens samfund reelt møder, og hvad han tænker over, og dels fordi jeg mener, at faderens rolle reelt har været nedprioriteret i forhold til at forstå identitetsdannelse, adfærd og udfordringer i bl.a. mænds liv.

Jeg tænker fra tid til anden på mit eget forhold til min far, og hvad han repræsenterede, mente og gjorde, og jeg kan godt genkende det indre tanke- og forhandlingsrum, der opstår mellem a) anerkendelse og fastholdelse af relation til ens far og b) behovet for demarkation og selvstændighed i forhold til faderen, og at der ud af dette hele tiden er fokus på at finde sig selv som søn og menneske, men samtidig håbe på, at man har faderens anerkendelse for det/de valg, man har taget som søn.

Det er et meget vigtigt felt, der tages op i bogen og artikelen, og man skal ikke glemme, at der både gemmer sig velsignelser - og patologi i dette område, hvis ikke man forholder sig til denne far/søn-dialektik.

Samme tema dukker også op i f.eks. Erling Jepsens forfatterskab, og senest i nogle artikler i Kristeligt Dagblad, hvor dette tema også er taget op. Erling Jepsen fortæller, at selv om hans egen far er død, så lever faderens påvirkning fortsat videre i ham. Det kan jeg også genkende.

Men ellers kan jeg anbefale bogen Faderen af Pia Skogemann, der på en grundig og interessant måde behandler faderens rolle i et C. G. Jung-perspektiv og bla. også behandler det emne, hvor man ikke har haft kontakt med en biologisk far, men hvor man søger en faderlig substitut, der på godt og ondt kan bringe én videre i livet.

Klaus Lerkenfeld og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Du kan ikke beskæftige dig med en kvinde, uden at forholde dig til hendes mor, og når du har gjort det kommer den virkelige udfordring: hendes far....... Øh - hvad med resten af familien? Bror, søster, onkler, fætre. kusiner? Hvornår slipper vi for at se avisen fyldes med et utal af selvfølgeligheder, banaliteter og slidte klicheer?

Jeg har været væk fra Information i nogle år, og derfor endog meget forundret over at se, hvilken plads "familien" og "hvordan-har-De-det,-fru-Jørgensen"-artikler har fået i avisen. Lidt for meget livsstil efter min mening.

Majbritt Nielsen

Per Eskildsen
28. februar, 2015 - 01:22
Thomas Blachmann - Et geni?

Nå ja hvad Se og hør og andet medie, i den genere ikke adsted kommer.