Læsetid: 8 min.

Man kan ikke tage myten ud af mennesket

Igen og igen vender vi tilbage til det kortlivede danske beatorkester Steppeulvene, fordi de opfandt et nyt dansk rocksprog. Og fortællingen om bandets forsanger, den poetiske begavelse og rastløse, rødhårede vandringsmand Eik Skaløe, fortæller os noget om vores egen kulturhistorie
I 1967 sprang Steppeulvenes legendariske forsanger Eik Skaløe i Christianhavns kanal. Det skete i forbindelse med udgivelsen af bandets eneste – men skelsættende – album, HIP.

Knud Jacobsen

19. februar 2015

Filminstruktøren Ole Christian Madsen var 14 år gammel, da han i 1982 stiftede bekendtskab med Steppeulvene. Dengang gjorde pladen ikke det store indtryk på ham. Det var i de mørke firsere, og den unge Ole Christian Madsen syntes, at det var noget fodformet hippiemusik. Men så købte han alligevel albummet HIP.

»Da jeg gik og hørte den, opdagede jeg, at den er svær at blive færdig med. Den er så uperfekt. Eik Skaløes tekster er så skønne og fabulerende. Der er en skæv fascinationskraft i det,« siger Ole Christian Madsen.

HIP, som var det danske beatorkester Steppeulvenes første og eneste plade, vakte mere opmærksomhed end kritikerbegejstring, da den udkom i 1967. Siden er den blevet kaldt »dansk rocks svar på Jellingstenen«. Forsangeren Eik Bjarne Skaløe, der blev født i 1943 og døde som blot 25-årig i 1968, står i dag som et symbol på ungdomsoprøret og 1960’ernes grænseoverskridende og i nogle tilfælde også selvdestruktive impuls.

For Ole Christian Madsen blev betagelsen af historien om Eik Skaløe og Steppeulvene grundlagt i hans følsomme teenageår. Fascinationen varede ved, for som 20-årig i 1988 lavede han dokumentarfilmen Kun for forrykte – om Eik Skaløe og Steppeulvene. Og yderligere 25 år efter har hans fascination af det kapitel af dansk kulturhistorie udmundet i en spillefilm, den biografaktuelle Steppeulven, om Eik Skaløe og hans uforløste kærlighedsforhold til Iben Nagel Rasmussen.

»Eik Skaløe har for mig altid været et billede på den ultimative frisættelse. Han er inkarnationen af ungdommen. Hele den historie rummer så meget ungdom. Ideen om at skabe sig en ny form for frihed og normativt at vende op og ned på det hele, det har været det fascinerende gennem årene for mig,« siger Ole Christian Madsen.

For ham var det en god historie, fordi den gav ham et billede af en for ham hidtil ukendt del af 1960’erne. Det var ikke så meget den allerede kendte fortælling om hippietiden og blomsterbørnene, men mere om Eiks Skaløes udvikling fra at være politisk aktiv i antiatombevægelsen til at søge mere indad og forsøge at ændre verden på andre måder end rent politisk.

Han forklarer, at Eik Skaløe på mange måder var på forkant med sin tid: »Det første indtryk, folk får, er, at Steppeulvene er et hippieband, og Eik Skaløe er ’overhippien’, som pressen kaldte ham. Men det er ikke tilfældet,« understreger Ole Christian Madsen.

»Da hele hippiekulturen bryder ud i 1967 i San Francisco med de store happenings og ’love-ins’, er Eik på en måde allerede færdig med det. Han er på vej et nyt sted hen. Så det, der fascinerede mig, var de tidlige 1960’eres beatnikmiljø. Det var arbejderklassedrenge fra toværelses lejligheder i Nordvestkvarteret, der gav los og sagde: Nu gør vi noget andet end vores forældre.«

En poetisk begavelse

I 1995 fortolkede den danske musiker, sangskriver og producer Nikolaj Nørlund Steppeulvene-nummeret »Du skal ud hvor du ikke kan bunde« med sit daværende band Rhonda Harris. Nummeret indgik på hyldestpladen Hip: En hyldest til Steppeulvene, hvor Peter Belli, Souvenirs og How Do I bidrog med fortolkninger af det navnkundige rockband.

Nikolaj Nørlund mener, at det er vigtigt for den danske rock, at vi sørger for at værne om og hylde foregangsmændene.

»Rockmusikken er jo en kort affære, der har udspillet sig over en ikke særlig lang historisk periode. Så vi skal stå fast på de værker, der brænder igennem selv mange år efter,« siger han.

For ham var Eik Skaløe først og fremmest en stor poetisk begavelse. I sin lyrik væver Skaløe en verden frem, der er intimt poetisk. Og den unikke brug af det danske sprog har været medvirkende til, at Nikolaj Nørlund selv gav sig i kast med at skrive dansksprogede tekster.

»Det var enormt vigtigt, at dansk rock fandt sin egen tone. Og den proces har Steppeulvene bidraget til. Problemet med rockmusik er jo, at det er så tæt forbundet med udlandet. Så spørgsmålet om hvad dansk rock er, er et evigt skisma. Men når vi synger på dansk, så har vi det for os selv. Steppeulvene spillede ganske vist bluesrock, men den fik sin egen kraft gennem det danske sprog, så det blev en fortolkning af amerikansk og britisk musik, som alligevel er original og vores egen,« siger han.

I forbindelse med den nylige genudgivelse af HIP er det flere steder blevet bemærket, at Eik Skaløes vokal var stærkt Bob Dylan-påvirket, og at bandet bestående af folkesangeren Stig Møller og de to tidligere pigtrådsmusikere Preben Devantier og Søren Seirup spillede en relativt konventionel bluesrock. Men det skal man ikke lade sig narre af, mener Nikolaj Nørlund. Det er nemlig et musikalsk udtryk, der kan bruges på mange forskellige måder.

»For mig at se er den gave, man får med fra HIP en originalitet og en tro på, at man kan gøre sine egne ting og lave danske fortolkninger, som faktisk betyder noget for os. Det er ikke bare en versionering af noget, der findes et andet sted,« siger Nikolaj Nørlund.

Da han selv tilbage i 1995 valgte at fortolke Steppeulven-nummeret »Du skal ud hvor du ikke kan bunde«, var det sangens ide om risikovillighed, der tiltalte ham.

»For mig handler den sang om, at man søger det sted, hvor man ikke er i kontrol længere. At man prøver at udfordre sig selv og finde andre veje. Og det tror jeg er en meget god linje at tage med sig. Man skal ud, hvor man ikke kan bunde. Vi er jo mange, der tager den sikre vej hele tiden,« siger han.

At gå bag om myten

Eik Skaløe valgte ikke den slagne vej. Hans historie fik som bekendt en brat afslutning i 1968, da han udmagret og depressiv i en alder af 25 år tog livet af sig selv i et buskads i det golde ingenmandsland på grænsen mellem Pakistan og Indien.

Der er altså gået 44 år, siden Eik Skaløes mor kunne identificere sin søns knoglerester på grund af det karakteristisk skæve tandsæt, der sad tilbage i hans kranium. Men med jævne mellemrum bliver der givet ny næring til vores kollektive fantasi om, at det måske slet ikke var Eik Skaløes knogler, der blev fundet i det indiske krat. Der kan stadig gå et gys gennem mange ved tanken om, at den nu aldrende hippie lever i bedste velgående et sted i Østen.

I 2008 fortalte radiodramaet Eik Skaløes genkomst i fire afsnit historien om radiodokumentaristen Georg Larsen, som er taget til Indien, efter han har fået et brev fra Eik Skaløes gamle ven (spillet af Niels Skousen), der påstår, at Steppeulvene-forsangeren slet ikke er død, men lever under et nyt navn i Himalayabjergene. Ligesom det var tilfældet med Orson Welles’ science fiction-radiodrama Klodernes kamp fra 1938, var der flere lyttere, der tog fiktionen for pålydende og ringede til DR for at spørge, om det nu også kunne være rigtigt, at Eik Skaløe stadig var i live.

På den anden side har vi set en forholdsvis konstant strøm af bogudgivelser, der på forskellig vis forsøger at »gå bag om myten« og føje nye sider til historien. I bogen Breve fra vejen af rågummisåler fra 2013 havde Eiks søster, Iben Lassesen, eksempelvis samlet alle de breve, som den unge vandringsmand sendte hjem til familien, med det formål at give »et blik ind til mennesket Eik Skaløe«.

Men er vi overhovedet i stand til at rense vores sind for al den viden og alle de indtryk, vi gennem tiden har opmagasineret om Eik Skaløe og Steppeulvene? Kan vi lytte til HIP som en rockplade på linje med alle andre og læse Eiks tekster, for hvad de er? Det mener Ole Christian Madsen ikke.

»Man kan ikke afmontere Eik fra sin myte. Det, at han er en død rockstjerne, gør ham fascinerende. Der er en fascinationskraft i den myte: Hvad skete der? Døde han overhovedet? Sidder han i Nepal og griner ad os alle sammen? Det er det, der tiltrækker nye generationer. Pladen ville ikke have været så stor, som den er nu, hvis ikke han havde taget den sidste rejse,« siger han.

Nikolaj Nørlund er enig.

»Jeg tror ikke, man kan tage musikken ud af myten eller myten ud af musikken. De to ting hænger sammen. Myten var ikke blevet så stor, hvis ikke det havde været sådan en god plade. Og myten om Eik Skaløe og hans liv har da også været med til at puste pladen op og gøre opmærksom på dens eksistens,« siger han.

Det vildeste årti

På sit comebackalbum Dobbeltsyn fra 2002 forsøgte Niels Skousen – der har en fortid i 70’er-bandet Skousen & Ingemann – at tage bestik af arven fra 1960’erne.

»Siden har vi fået alt hvad der skal være på hylderne/ Og kan sidde der i vores æsker og vinke til hinanden med vores rødbedepas/ Brøgger blev til Brøgger/ Larsen til Larsen/ Arnoldi til Arnoldi/ og Eik blev til Eik Skaløes Plads (...) jeg er ikke egentlig utilfreds/ det er bare en bagskid, der har varet siden ‘68,« hedder det i sangen ’68’.

Og Ole Christian Madsens Steppeulven-film er også et bevis på, at 1960’erne på mange måder bliver ved med at spøge i vores bevidsthed.

– Hvorfor bliver vi ved med at vende tilbage til 60’erne i populærkulturen?

»Jeg tror, det er fordi, der foregik et normativt skred, der først slog igennem senere og førte til et helt paradigmeskift i 70’erne, hvor der blev skiftet ud på alle hylderne. Det er måske det vildeste årti, vi har haft. Der sker et kollaps af tidligere værdisystemer. Gennem 60’ernes eksperimenter blev der grundlagt nye måder at leve på og en radikal opblomstring af en demokratisk forståelse,« siger Ole Christian Madsen.

For ham er det hele det kulturelle skred, der er indkapslet i fortættet form i den korte historie om Eik Skaløe og Steppeulven.

»60’erne gav os en ny æstetisk forståelse. Det er bare det største årti. Vi kan stadig gå tilbage til 60’erne, når vi vil forstå, hvem vi er i dag,« siger han.

– Men er der ikke et element af ’so ein Ding müssen wir auch haben’ i vores dyrkelse af Steppeulvene? Vi vil have en stor rockstjerne, der kørte sig selv ud over kanten, ligesom de har i udlandet?

»Det kan jeg godt se pointen i. Vi danskere er nogle hobbitter, der helst vil holde os inde i vores stuer, men alligevel vil vi gerne have en bid af den store rockmytologi,« siger Ole Christian Madsen. Han fortsætter:

»Men samtidig synes jeg, jeg har oplevet, at historien om Eik og Steppeulven ikke er én, men mange ting. Fascinationskraften kommer fra mange sider. Rockmyten gør kærlighedshistorien større, og omvendt. Så der er en afsmittende effekt. På den måde tror jeg, det hele hænger sammen. Den historie fortæller os noget om et årti og nogle mennesker, der både var vigtige for deres tid og for vores kulturhistorie i dag. Det er derfor, vi stadig taler om det i dag.«

'Steppeulven'-instruktør Ole Christian Madsen mødtes efter premieren i Grand Teatret filmredaktør Christian Monggaard til en #filmsludder om spillefilmen – og om en rockpoet, der begik selvmord som 25-årig. Lyt med her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • morten Hansen
  • Claus Oreskov
  • lars abildgaard
  • Peter Jensen
  • Ervin Lazar
morten Hansen, Claus Oreskov, lars abildgaard, Peter Jensen og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Helt uanset Eik Skaløes senere skæbne, så besidder hans sange en betydelig poetisk og meget dansk kvalitet. Det er svært helt at undgå at tænke på Haldfan Rasmussen (Iben Nagel's far ) i den sammenhæng. Jeg ved ikke om der var en konkret indflydelse eller inspiration fra Halfdan Rasmussen, men det lyder unægtelig sådan.

Måske var der tale om mere end blot inspiration :-)

/O

@Olivier Goulin
Mere end en inspiration/påvirkning er der næppe tale om. Eik var tidligt inspireret af 1940-50ernes digtere, heraf især Morten Nielsen. De senere modernister med Rifbjerg i spidsen var naturligvis også vigtige påvirkninger. Men når vi kommer til sangene fra 1966/67 træder Bob Dylan naturligvis stærkt frem som forbillede. Eik bliver dog aldrig et Dylan-plagiat, men formår at skabe sit eget udtryk, et udtryk som er ganske unikt herhjemme.

En fortjent oprigtig anerkendelse af Danmarks første rockband.
Vi var mange unge der rejste Østen ud dengang, tændt af Steppeulvenes søgende sange, så med myten om Eik filmatiseret, er cirklen komplet og Steppeulvenes forgangs rolle i dansk rock musik rigtig flot forankret, så en stor tak til jer alle, for det varmer sgu' og gør en glad.