Baggrund
Læsetid: 5 min.

Kitsch og kunst på Hollywood Boulevard

Når den 87. oscaruddeling på søndag løber af stablen i Hollywood, foregår det for 14. gang i en biograf i et indkøbscenter midt i Hollywood. Sammenblandingen af kunst og kommers er ikke tydeligere, end når man bevæger sig rundt i det minefelt af turister og gøglere, der stimler sammen udenfor på Hollywood Boulevard
Kultur
19. februar 2015
45-årige Christopher Dennis klæder sig ud som Superman. De seneste 19 år har han underholdt turister og fået penge for at blive fotograferet med dem på Hollywood Boulevard.

Zackary Canepari

Hollywood Boulevard, en af de store gader, der skærer sig igennem hjertet af den amerikanske filmby, er en markedsplads fuld af handelsfolk og gøglere.

Her er mennesker i iøjnefaldende tøj, der vil have én til at købe en tur rundt til filmstjernernes hjem i en af de kulørte busser, som holder langs boulevarden. Her er unge, højtråbende typer, der prøver at lokke én ind i en af områdets store souvenirbutikker, som er fulde af filmrelateret tingeltangel. Og her er mennesker, anonyme skikkelser, der klædt ud som tidens populære filmfigurer – Spider-Man, Thor, Captain America – og mod betaling lader turister tage billeder af og sammen med sig.

Minnie Mouse og Skipper Skræk går også søgende rundt, nærmest som et ekko af svundne tider, mens Chip – eller var det Chap? – forsøger at give de forbipasserende hånd, også mig, men jeg undgår behændigt en udstrakt lab.

Stjernernes stjerner

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor varmt der må være i de forede dragter, disse ukendte mennesker går rundt i. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at alt gøgleriet vækker mindelser om filmmediets helt tidlige dage, hvor filmforevisninger var en karnevalsforlystelse på lige fod med den skæggede dame og verdens stærkeste mand. Der er nogle ting, som aldrig forandrer sig. Og midt i dette cirkus løber filmverdenens største, mest berømte og kommercielt vigtigste prisuddeling, Oscarshowet, af stablen natten til mandag dansk tid.

På Hollywood Boulevard, der så at sige er hjertet i illusionsfabrikken Hollywood og dermed millionbyen Los Angeles, finder man også Hollywood Walk of Fame, der udgøres af de mere end 2.500 messingstjerner, som skuespillere, instruktører, radio- og tv-stjerner, teaterfolk og sangere og musikere siden slutningen af 1950’erne har fået lagt ned i fortovet med deres navne på. En stor ære og anerkendelse for og af dem og den underholdning og kunst, de har dyrket.

Messingstjernerne er en populær turistattraktion, der hvert år besøges af millioner af mennesker – som for eksempel den unge mand, der adræt poserer ved siden af Michael Jacksons navn og stjerne, mens en ven tager et foto.

De fleste mennesker samles dog omkring Mann’s Chinese Theatre (tidligere Grauman’s Chinese Theatre), en af de gamle biografer, som Hollywood er fuld af, og hvis navn klinger både mytologisk og klassisk. På den lille plads lige foran biografen finder man nemlig udvalgte filmstjerners hånd- og fodaftryk i cement, autografer og små hilsner til enten deres fans eller til Sid Grauman, den amerikanske showman, der byggede biografen i orientalsk stil i 1927, efter han i nogle år med succes havde drevet Grauman’s Egyptian Theatre lidt længere nede ad gaden.

Det er søndag formiddag, solen skinner, og der kommer hele tiden flere og flere turister til. De går rundt blandt aftryk og autografer, snakker ivrigt, tager billeder og prøver at finde ud af, om de har samme hånd- eller skostørrelse som Jack Lemmon, Jack Nicholson eller Rosalind Russell.

Et Hollywood-øjeblik

»I’ll be back‚« står der selvfølgelig over Arnold Schwarzeneggers autograf – det siger han i Terminator-filmene – mens Bruce Willis har skrevet »Yippee ki-yay« med reference til Die Hard. Der mangler et »motherfucker« i forhold til filmen, men det ville sikkert bare have skabt ballade, havde han tilføjet dét i den våde cement.

En håndfuld fnisende piger er faldet i svime over Will Smiths håndaftryk. »Change the world,« har han skrevet ovenover, mens jeg som kynisk dansker tænker mit om denne typisk amerikanske og på en gang sympatiske og meget lidt beskedne udmelding.

Der er også blevet plads til en enkelt dansker foran Mann’s Chinese Theatre, den i Danmark stort set ukendte skuespiller og filantrop Jean Hersholt, der i 1940’erne tilmed var præsident for Det Amerikanske Filmakademi. Han begyndte sin karriere i stumfilmtiden, overlevede talefilmens indtog og fik en af filmbranchens største humanitære priser, The Jean Hersholt Humanitarian Award, der uddeles i forbindelse med Oscarshowet, opkaldt efter sig.

I år går den til Harry Belafonte.

Den røde løber

Jeg prøver at lægge ansigtet i de rette, andægtige folder, da jeg ser Jean Hersholts autograf og håndaftryk, men det, der kunne være blevet et højtideligt Hollywood-øjeblik – måske endda kulminationen på en pilgrimsfærd – ødelægges af høj popmusik, der brager ud af højttalere i området. Fanden tage Beyoncé!

Der er endnu en uge til Oscaruddelingen, da jeg bevæger mig videre ned ad Hollywood Boulevard. Men man har allerede så småt påbegyndt opstillingen af de mere end 700 tilskuerpladser, som kommer til at være langs med den røde løber. På et tidspunkt i dagene lige inden showet bliver Hollywood Boulevard spærret helt af for at gøre plads til hele det 152 meter lange og 10 meter brede tæppe, som ender ved indgangen til The Dolby Theatre, biografen med de 3.300 siddepladser, hvor uddelingen foregår for 14. gang.

Den hed tidligere The Kodak Theatre, men skiftede for et par år siden navn, da Kodak gik konkurs på grund af overgangen fra fysisk film til digital film.

Jeg har ikke været i biografen før og bliver overrasket over, at den rent faktisk ligger i et indkøbscenter, Hollywood & Highland. Et eksklusivt et af slagsen med marmor på væggene, bevares, men stadig et indkøbscenter med en Louis Vuitton-butik, en Hard Rock Café, skønhedssaloner og Sweet, der praler med at være »The Greatest Candy Store on Earth.«

Det virker umiddelbart ikke særlig Oscar-agtigt, men der arbejdes ihærdigt på at forvandle centret til den hyldest til glitter, glamour, filmkunst og købmandskab, som Oscarshowet jo er.

Selve indgangen til Hollywood & Highland Center flankeres på Hollywood Boulevard af store søjler, og der hænger et gigantisk gult eller gyldent forhæng øverst oppe. Flere af butikkerne i centret er også udstyret med røde fløjlsforhæng, der kan trækkes for og på den måde hjælpe med til at forvandle de godt 100 meter, der er hen til selve The Dolby Theatre, til en art catwalk for de hotteste filmstjerner og filmfolk i verden.

Kitschet og ærligt

Lige over for indgangen til Hollywood & Highland ligger et frimurertempel, der med sin afdæmpede grå farve og doriske søjler ikke for alvor passer ind i omgivelserne. Det har man så forsøgt at bøde for ved at hænge store, røde reklamebannere for talkshowet Jimmy Kimmel Live på bygningens facade. Fortsætter man ind i centret, til højre for The Dolby Theatre, finder man en stor plads med flere butikker, madsteder og en gigantisk bygning udsmykket med hieroglyffer og ved siden af nogle endnu større søjler med stejlende elefanter på toppen.

Man har tilsyneladende forsøgt at give området en form for historisk eller kulturel identitet – kinesisk biograf, græsk frimurertempel og egyptisk indkøbscenter – og imponerende ser det da også ud, men er samtidig så usmageligt og kitschet, at det er svært at begribe.

Da den første overraskelse har fortaget sig, når jeg frem til den erkendelse, at det egentlig er ganske passende, at Oscarstatuetterne uddeles netop her i et indkøbscenter.

Det er på sin vis meget ærligt; det er i høj grad penge og økonomi, det hele handler om. Filmkunsten kommer trods alt i anden række.

Den 87. Oscaruddeling foregår natten til mandag, dansk tid, og sendes direkte på TV 2.

Christian Monggaard er i Hollywood under uddelingen og kommer til at tweete undervejs på @monggaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her