De danske museer skal indkøbe og udstille langt flere kunstværker af kvindelige kunstnere. Det mener Akademiraadet, der er nedsat til at rådgive staten i kunstneriske spørgsmål, og som for nylig har udsendt et brev til samtlige statsanerkendte og statslige kunstmuseer i Danmark. Dermed skal museerne gøre op med, at mandlige kunstnere er stærkt overrepræsenterede på museerne: »Der bliver uddannet lige mange mandlige og kvindelige kunstnere fra kunstakademierne. Derfor er det virkelig problematisk, at kønsfordelingen er så skæv,« siger billedkunstner og næstformand i Akademiraadet Milena Bonifacini med henvisning til en undersøgelse fra efteråret, der blandt andet viste, at Arken mellem 2002 og 2012 indkøbte 120 værker af mandlige kunstnere og 20 af kvindelige, og at Statens Museum for Kunst mellem 2005 og 2012 har haft 31 særudstillinger med mænd og fem med kvinder.
Ifølge Milena Bonifacini er kønsskævvridningen ikke blot et problem her og nu.
»Det handler i høj grad om vores kulturarv. Kunstmuseerne skaber historien igennem deres indkøb, og derfor skal vi sikre os, at de kvindelige kunstnere også får en plads i historien. For der er lige så meget kvalitet i værker af kvindelige kunstnere som af mandlige,« siger hun.
Skærpet opmærksomhed fremover
Direktør på Statens Museum for Kunst Mikkel Bogh fortæller, at opfordringen fra Akademiraadet betyder, at museet fra nu af vil have fokus på problemstillingen: »Brevet sætter fingeren på en problemstilling, som jeg er meget bevidst om, og som betyder, at vi fremover vil have skærpet opmærksomhed på, at nyerhvervelserne så vidt muligt skal afspejle den kønsmæssige balance, der findes på kunstmuseerne i dag.«
Professor Hans Dam Christensen fra Københavns Universitet og formand for Dansk Center for Museumsforskning kalder opfordringen fra Akademiraadet »opsigtsvækkende«. Han efterlyser nogle konkrete tiltag fra Kulturministeriet.
Det afviser Kulturminister Marianne Jelved (R): »Museerne skal selv beslutte, hvad de vil købe ind, for de har det kunstfaglige ansvar for deres samlinger. Men jeg forventer naturligvis – i tråd med museumsloven – at museerne sikrer, at deres indsamling ikke begrænser sig til et snævert udsnit af samtidskunsten, men giver et alsidigt og dækkende billede til gavn for os og eftertiden.«
Er der ikke lige lovlig mange (17) kvinder i akademirådets billedkunstudvalg?
Nej, for de er fagligt kvalificerede til det.
Er der ikke lige lovligt mange mandlige billedkunstnere på museerne?
Nej, for de er ...
Det er da godt at vi har uddannede mennesker der uafhængigt af primitive borgere, kan anbefale at det skal være køn og ikke kvalitet der afgør hvilke billeder og skulpturer som borgernes midler skal anvendes til.
Bortset fra ironien, er det her, efter min mening, endnu et udspil fra rodløse leverpostejs marxister der har kastet sig over ligestillingen som et projekt.
Er det både ældre og nyere, tallene dækker? Jeg ved ikke, hvor meget kvindelig eksponeret kunst der har været samtidigt med Eckersberg eller for den sags skyld Rembrandt. Så starter man fra starten, så må der være en overrepræsentation af mænd i rigtigt mange år frem til det punkt, hvor kvinder kommer i spil? Eller taler vi alene om samtidskunst?
Fakta er, at der I Akademiraadets Billedkunstsektion er 5 k og 1m. og i Akademiet ( som vælger Akademiraadet) er der 19 k og 11m). Det er dog næppe problemet i denne sag.
Akademiraadets udtalelse er ikke imponerende. Den graver ikke dybere end Billedkunstnernes forbund, som med sin ligestillingspolitik for år tilbage har rettet fokus på den pinlige statistik.
Det er jo en grov anklage, at hævde at museernes systematisk træffer usaglige beslutninger. Det må underbygges sagligt. Tro og mistanke er ikke nok. Den besværlige udfordringen er at finde konkrete eksempler på diskriminering af kvindelig(e) kunstner(e) og favorisering af mandlig(e).
Uden at lære af konkrete tilfælde, er det næppe muligt at komme under overfladen og afgøre om den statistiske ubalance skyldes nepotisme.
En sådan saglighed kan man desværre ikke forvente af det Akademiraad, som sidste år end ikke formåede at administrere nyvalg i overensstemmelse med gældende vedtægt.
Kvotetankegangen præger desværre stadig ligestillingsdebatten.
Kvinder i forhold til mænd har længe været i fokus. Men hvad med jyder? Eller seksuelle minoriteter? Og hvad med kønsfordelingen inden for disse? Man kan blive ved med at tildele kvoter.
Det ville være langt mere interessant at se på, hvilke faktorer der afgør om det er kvaliteten eller indspistheden, som afgør indkøb.
Måske man skulle være mere åben i sine procedurer.
Tankevækkende kønsfordeling i kommentarerne.....
Ja, det er tankevækkende. Gad vide hvad kvinderne laver i stedet for at kommentere på kunst, måske interesserer de sig ikke lige så meget for emnet som mændene? Hvilket så også kunne være en del af forklaringen på den ulige fordeling på museerne (men altså og sjovt nok ikke i de akademiske råd). På den led er det hele meget mystisk, for hvad kan det være, der afholder kvinder fra at producere kunst, som er lige så umiddelbart interessant som den mænd leverer? Måske er der noget galt med vores kunstsyn, når det ikke udmønter sig i en ligelig kønsfordeling blandt de succesfulde udøvende - for så vidt det "at hænge" på et museeum er målestokken? Der ligger et stort arbejde for folkeskolen, for tanken om at kvinder generelt er mindre "velegnede" til at producere kunst, hvem kan holde den ud?
ja, endnu en omgang med kønslighedskværnen (og beklager, at jeg er mand, Karen - det kan jeg i udgangspunktet ikke gøre for/vil ikke gøre noget ved - regner med, at dette ikke i sig selv diskvalificerer mit input!)
Tankevækkende, at det angiveligt kvindelige flertal i rådene ikke ta'r konsekvensen heraf og sørger for ligelig fordeling......!
Men stop nu dette vanvid med den enorme fokus på køn!! Ser jeg et godt skilleri, så er jeg da komplet ligeglad med, hvem maleren er!!
Kunne disse professionelle (dvs. oftest betalt af offentlig kasser, fonde etc.) kunstbedømmere ikke udfordre sig selv ved for fremtiden helt at afstå fra oplysninger om kunsteren, men alene forholde sig til kunsten?! Det burde vel for pokker da være det relevante!
Ole Sporring: at finde og undersøge konkrete eksempler hvor mænd er favoriseret og kvinder overset virker som en ukonstruktiv og konfliktskabende vej at gå. Jeg synes det at Akademiraadet opfordrer museerne til at have et blik på sagen er glimrende, når nu problematikken er kendt og tilsyneladende ikke ændres synderligt.
Søren Kristensen: Selv ville jeg hellere stå og male lige nu - men du får lige en replik; på akademierne og de censurerede udstillinger er der en næsten lige fordeling af kvinder og mænd. En mulig forklaring på museerne køber flere mandlige kunstnere kan være at gallerierne vælger at have langt flere mænd end kvinder, og museerne ofte køber ind på gallerier.
Hvorfor gallerierne vælger at have flere mænd kunne være interessant at spørge dem om.
Bag spørgsmålet om kønsfordelingen, gemmer der sig en mere grundlæggende problematik om, hvorvidt det primært er museernes opgave at indsamle og udstille det bedste fra kunstens verden, eller om opgaven i stedet er, at fremvise et bredt og repræsentativt udvalg af den kunst der fremstilles. Det første vil tage udgangspunkt i, hvilken værdi og betydning vi tillægger kunsten i vores kultur og samfund. Det andet vil mere jordnært handle om, at sikre et afsætnings- og indtægtsgrundlag for dem der har valgt kunsten som deres næringsvej, uden synderlig skelnen til, hvad samfundet og skatteborgerne får for deres penge, eller hvorvidt den pågældende kunst har blivende værdi.
Hvis man vil indkøbe kunst med det formål at prioritere kvalitet, giver det ingen mening at ville styre indkøbet ud fra en statistisk fordeling på køn, eller hvad man ellers kunne finde på, med f.eks. fordeling på sociale grupper, geografi eller etnisk tilhørsforhold. Og mon ikke at den etniske fordeling blandt kunstnerne også snart kommer på dagsordenen, som en ulighed der skal gøres noget ved?
Selvom man har det som sit program, at vælge efter kvalitet, er der selvfølgelig ingen garanti for, at det også fungerer således i praksis. Det er da en mulighed, at der er grupper, som f.eks. kvinder, der ikke vurderes efter fortjeneste, på grund af fordomme eller andet. Men kvoter eller anden særbehandling, vil aldrig kunne modvirke en sådan diskriminering, og vil ikke engang forholde sig til den, da kvotetanken jo netop kun handler om fordeling, og ikke om kvalitet. Hvis man mener at der er kunst og kunstnere der er blevet overset, eller undervurderet, hører problematikken hjemme i en kunstfaglig diskussion om de konkrete tilfælde.
Det kan også være, at der i det kunstfaglige miljø er dybere problemer med forståelsen kvalitet. At man prioriterer særlige interesser, og er sammenspiste og prægede af kollegiale relationer. I så fald er Akademiraadet vel en del af problemet, i hvert fald er deres udmelding netop udtryk for varetagelsen af en bestemt gruppe kunstneres interesser, frem for at fremme de kunstfaglige kvaliteter. Ved bare at hævde, at der er lige så meget kvalitet i kunst af kvindelige kunstnere, som i kunst af mandlige kunstnere, proklamerer man nærmest kønnet som et kvalitetsdefinerende udgangspunkt, da den kønsmæssige fordeling jo intet siger om det individuelle kunstværk.
Ja, man kunne tænke sig museer, der formidlede et bredt udsnit, og ikke "det bedste". Lidt à la Det kgl. Bibliotek, der samler på alt uanset kvalitet. Museerne er dog ikke udstillingsvinduer i en kommerciel verden. Det har man gallerierne til. Som formodentlig overvejer salgspotentialet i kunsten. Og mange andre mindre kommercielle steder såsom kunstforeninger på arbejdspladser, offentlige institutioner mv. Der sidder også en lille bestyrelse og udvælger , måske efter lokal tilknytning, men mon ikke også efter kvalitet, som dog kan være en smags sag, men næppe efter køn, da den tid er ved at være forbi.
Læs også: http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2353324/kvindehoermen-haenger-...
Olie- og akryl-malerier er så perifært et medie at jeg ikke forstår at andre end hardcore fagnørder kan finde kønsfordelingen interessant.
Men jeg syntes det kunne være fint nok hvis kulturministeren pålagde museerne udelukkende at købe værker fra kvindelige kunstnere. Selvfølgelig ville det være ærgeligt for kunstnere af hankøn, men omvendt kunne det da være sjovt at se hvad det ville føre med sig. Er der forskel nok på kvindelige og mandlige kunstneres værker til at publikum overhovedet ville bemærke de?
"Er der forskel nok på kvindelige og mandlige kunstneres værker til at publikum overhovedet ville bemærke de(t)?", spørger Max Johnson.
Det tror jeg sgu nok der er, der er den lille, du ved, og så er der den store, som ingen rigtig ved, og så er der den, at kvinder traditionelt var afskåret fra at blande sig i samfundsanliggender, hvortil kunstnerisk udfoldelse åbenbart hørte. Den tid er så afgjort forbi, og var det allerede med indførelsen af valgret for fruentimmere i 1915.
Moderne dekadence vil trække kvinders undertrykkelse længere frem hvad kunstudfoldelse angår, men det er netop dekadence. Eller snyd, med et bedre ord. For intet andet end deres egen selvbegrænsning forhindrede kunstudfoldelsen, fra en hvis tid i hvert fald. Ikke alle turde slippe sig løs som en Anne Anker i Skagen, men alle kunne se forskellen på hendes og husbondens malerier. Lige nu ser jeg en kunstner i vores kantine, med hvidt i hvidt i sne-landskaber med spinkle sarte blomster i overlevelse - som Blichers "Det er hvidt herude", men jeg er helt klar over, at kunstneren er en kvinde. Det skyldes ikke kønskvoter, men en sikker fornemmelse af kønnet bag penslens strøg og hele billedets udtryk.