I Malmø udstiller de romaer

Et kontroversielt kunstprojekt i Sverige tvinger de besøgende til at kigge tiggerne Luca og Marcela i øjnene. Kritikere kalder udstillingen for en udnyttelse af svage romaer, mens kunstkollektivet bag ønsker at udfordre svenskernes ’humanisme’ og tale ind i den politiske debat om fattigdom i Europa
Lacatus Luca Ion tjener 140 svenske kroner i timen som kunstværk i Malmö Konsthall. For pengene kan han bygge et fundament til et hus i Rumænien. ’Når vi har et hus igen, kan jeg få forældremyndigheden til mine to børn tilbage,’ siger han

Lacatus Luca Ion tjener 140 svenske kroner i timen som kunstværk i Malmö Konsthall. For pengene kan han bygge et fundament til et hus i Rumænien. ’Når vi har et hus igen, kan jeg få forældremyndigheden til mine to børn tilbage,’ siger han

Ulrik Hasemann
4. februar 2015

»I dag – behøver du – ikke – at – gi’,« står der på fem små paneler, en sidste advarsel foran det klinisk hvide rum på Malmö Konsthall.

Indenfor bliver øjnene straks fanget af en trist udseende kvinde, der sidder langs den ene væg og kigger ugenert tilbage. Fire lange skridt væk i den anden ende af rummet sidder en skægget mand med en krykke og betragter publikum med et intenst blik.

De er romaer, gadetiggere hentet ind fra Malmøs frostgrader for at stirre på pæne museumsgæster. I de to timer udstillingen varer, har alle de besøgende svært ved at kigge tiggerne i øjnene. Blikket søger automatisk over mod rummets eneste visuelle gemmested: en collage langs den ene væg med forskellige nyhedsklip om europæisk fascisme og fattigdom. Tal og systemhistorier fra fjerne, abstrakte steder i Europa. Men Luca og Marcela er pinefuldt virkelige, som de sidder der.

Det er ukomfortabelt – og det er selve pointen, forklarer Anders Carlsson fra den svenske teatergruppe Instituttet, der står bag rummet med de to tiggere.

»Mange svenskere er humanitære med ’bankoverførselsdistance’, hvor du indbetaler penge for at støtte fattige mennesker. Men nu er de her – tiggerne er meget synlige på gaden i Malmø. Vi går forbi de frysende mennesker, det bliver et hverdagsbillede. Man holder op med at registrere dem, og det viser, at vi accepterer fattigdommen,« mener Anders Carlsson.

Han beskriver forestillingen om det »tolerante og politisk korrekte Sverige« som en gummihandske, svenskerne ifører sig for ikke at skulle røre ved ’de andre’. En gummihandske, der skal flås af.

»Hvad gør det ved en person, som normalt opfatter sig som humanist, måske endda venstreorienteret, at gå forbi tiggerne? Hvad gør det ved ens selvopfattelse, når du har de her høje, humanistiske idealer, men på den anden side handler imod dem hver eneste dag? Det er magtesløshedens paradoks. Rummet med tiggerne er et laboratorium, hvor gæsterne bliver tvunget til at udforske sig selv.«

Kunst og politik

Emnet er højaktuelt også i den politiske debat i Sverige, hvor Sverigedemokraterna, Sveriges tredjestørste parti, ønsker at kriminalisere tiggeri af udlændinge og gøre det muligt at udvise de dømte tiggere fra landet.

»Vi mener, at hvert land skal tage ansvar for deres egne medborgere, hvilket ikke sker i dag trods meget snak om det i EU. Et forbud mod udenlandsk tiggeri er også en måde at give politiet ressourcer til at bekæmpe bagmændene bag det organiserede tiggeri, sagde Sveridemokraternas udenrigsordfører, Julia Kronild, i efteråret til avisen Världen i dag.

Anklagerne om, at tiggeriet er organiseret, fremføres ofte i den svenske debat, og kritikerne deler flittigt historier om, at tiggerne angiveligt slet ikke er så fattige, som de giver udtryk for. Sidste år blev et billede af en bulgarsk tigger i Göteborg således delt af over 12.000 svenskere på Facebook, fordi kvinden sad med en mobiltelefon, mens hun tiggede. »Patetisk« og »Føj, jeg håber ingen giver dem penge,« lød to af de tusindvis af kommentarer.

I nabolandet Norge indførte Stortinget sidste sommer et ’hasteforbud’, som giver hver enkelt kommune tilladelse til at forbyde tiggeri, og i sidste uge skrev flere norske aviser, at der nu er politisk flertal i Stortinget for et egentligt nationalt forbud. Og selv i Danmark, hvor tiggeri har været ulovligt i årevis og straffes med fængsel på op til seks måneder, har både Københavns Politi og de hjemløses landsorganisation, SAND, noteret en stigning i antallet af tiggere på gaden. Det er den europæiske virkelighed, Anders Carlsson vil have sit kunstværk til at tale ind i.

»Rummet med Luca og Marcela handler om at afsøge kunstens rolle i den politiske sfære. Vi (Instituttet, red.) afsøger spørgsmålet: Hvilken rolle kan et art space spille i at forme vores fremtid – Europas fremtid?« spørger Andreas Carlsson.

Kunst eller magtmisbrug?

Lige uden for rummet med Luca og Marcela fortsætter livet i restaurant Smak, hvor gæsterne spiser pork belly med porrecreme og drikker Vermentino Bianco til 405 svenske kroner flasken.

»Kære gæster, tag gerne lidt mindre portioner af salatbuffeten, men flere gange. Så hjælper vi alle med ikke at smide god mad ud,« skriver restauranten på en tavle. Kontrasten er absurd, medgiver 75-årige Pierre Mens, der står og sunder sig efter mødet med de rumænske tiggere.

»Det føles meget ægte at se to ikke-skuespillere. Det giver en anden indlevelse. Jeg føler for de her mennesker, absolut, og det er trist, at vi har sådanne to i Europa. Jeg møder fem-seks tiggere hver eneste dag i Malmø. Og selvfølgelig skal vi hjælpe dem, men vi kan ikke hjælpe alle folk, når der kommer flere hundreder herop,« forklarer Pierre Mens let opgivende.

Udstillingen har skabt stor debat i Sverige, men ikke kun af den slags Instituttet håbede på. Mange debattører har stillet spørgsmålstegn ved, om det er etisk forsvarligt at betale to tiggere 140 svenske kroner i timen for at sidde og se ynkelige ud på et trægulv i en kunsthal.

»Det er uden tvivl et højaktuelt og vigtigt emne, udstillingen tager op,« skriver forfatter og debattør Kajsa Ekis Ekman i den svenske avis ETC.

»Men spørgsmålet er, om det gøres på rette vis? For mig virker det snarere som om, man iscenesætter objektificering og narcissisme.«

Ekman hæfter sig ved, at Luca og Marcela har fået forbud mod at snakke med gæsterne, og at de heller ikke må tage imod penge eller mad. Dermed reduceres tiggerne til umælende rekvisitter i et kunstprojekt, der slet ikke handler om fattigdom, men om at udstille middelklassens »bestandige pendling mellem narcissisme og skyld«: »Tiggeren anvendes som et hjælpemiddel, en rekvisit i en selvhjælpsproces. Besøgeren skal spejle sig i den fattige og føle sig utilpas. At hun er mere privilegeret, end hun troede. Ikke så generøs, som hun troede. Men det er ikke progressivt, tværtimod,« skriver Ekman.

Aaron Israelson, der er chefredaktør for hjemløseavisen Faktum, spørger i SVT, den svenske pendant til DR, hvor grænsen går mellem kunst og magtmisbrug. Han sammenligner udstillingen med Sacha Baron Cohens film Borat fra 2006, hvor flere scener var optaget i den fattige rumænske by Glod. I filmen bliver lokalbefolkningen – uden deres vidende – udstillet som prostituerede, voldtægtsforbrydere og børnemishandlere. Efterfølgende udtalte flere indbyggere, at de følte sig narret og gjort til grin af den britiske komiker.

»Byens indbyggere blev skamløst anvendt som statister og skuespillere – uden at have en anelse om, hvilken sammenhæng de indgik i,« skriver Israelson, der mener, at en lignende udnyttelse finder sted i udstillingen af rumænske Luca og Marcela. Han mener også, at udstillingen mere handler om ’majoritetens chok’ ved at blive konfronteret med fattigdom.

»Og jeg er træt af at skulle være optaget af mine egne følelser om fattigdom. Derfor vil jeg ikke besøge Malmö Konsthall denne gang. Jeg venter, til kunsten kan besvare – eller i det mindste stille spørgsmålstegn ved – hvordan de fattige håndterer det chok, de lever i hver dag,« skriver Israelson.

Anders Carlsson fra Instituttet anerkender, at der sker en form for udnyttelse i kunstværket, men mener, at kritikerne overser pointen.

»Selvfølgelig er der et ulige forhold mellem Luca og Marcela og mig. Det ville være absurd at lade som om, vi kan skabe fælles fodslag om det her projekt. De gør vel det her, fordi de har brug for pengene. Jeg kunne give jobbet til to skuespillere, men så ville Marcela og Luca ikke få de penge, de virkelig har brug for. Udnyttelse er en del af værket, men det er meget mere komplekst,« mener han.

»Mit problem med kritikken er også, at det ikke er kunstprojektet, der udnytter Luca og Marcela – det er jo samfundet, vi lever i, og den førte politik, vi har accepteret,« forklarer Carlsson.

Samfundets tabuer

Det levende kunstværk af Marcela og Luca er en del af Malmø Konsthalls udstilling The Alien Within, der med egne ord »stiller spørgsmålstegn ved fremtiden for det vestlige samfund« og er et kunstnerisk svar på den »politiske udmattelse og store ustabilitet i det politiske klima i og omkring Europa«. Udstillingens rum er bygget op omkring installationen »Animatograph« af den afdøde tyske teaterchef, filminstruktør og scenekunster Christoph Schlingensief (1960-2010).

Schlingensief var selv kendt for at bruge asylansøgere, tiggere og andre marginaliserede grupper i sine politiske kunstværker, og derfor taler Instituttets brug af rumænske Marcela og Luca lige ind i hans formsprog. Det forklarer Solveig Gade, der er Postdoc på Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og forsker i samspillet mellem kunst og politik.

»Da Jörg Haider kom til magten i Østrig, byggede Schlingensief en containerpark i hjertet af Wien og fyldte den med asylansøgere. Han gjorde en pointe ud af ikke at frame det som kunst, så folk, der kom forbi, inklusive sommerturisterne, blev dybt forvirrede og troede, det var en del af Østrigs indvandrerfjendske politik. Han var kendt for at bruge de her provokatoriske greb til at kaste lys på marginaliserede grupper i samfundet. På samme måde udstiller Instituttet nogle samfundsmæssige tabuer med den her performance,« mener Solveig Gade.

Hun har ikke selv besøgt kunstværket i Malmø og vil derfor ikke kaste sig ind i den svenske debat, hvor udstillingen af de rumænske tiggere bliver sammenlignet med Kristian von Hornsleths omdiskuterede performance We want to help you but we want to own you fra 2006. Her betalte den danske kunstner indbyggerne i en by i Uganda for at skifte navn til Hornsleth.

»Hvis man bare reproducerer en eller anden social eller racial skævhed og kalder det kunst, så bliver det jo hurtigt fladt og ligegyldigt. Nogle af Kristian von Hornsleths værker synes jeg bliver meget kyniske, fordi de bare udstiller en skævhed, vi alle sammen godt ved findes. Det interessante opstår, når vi konfronteres med en ubekvem virkelighed og tvinges til at forholde os til vores egne fordomme,« mener Solveig Gade.

– Kunne man ikke bare have brugt skuespillere i stedet for rigtige tiggere?

»Det kunne man have gjort, men kunstværket indskriver sig i den her dokubølge eller hang til at bruge ’virkelige mennesker’, som har været stor i både billed- og teaterkunsten de seneste ti år. Det er en måde at lege med rammesætningen i forhold til kunstens rum – altså det kunstige – og virkeligheden, det ikke-kunstneriske.«

»Mødet med de udsatte kan blive en fænomenologisk oplevelse, fordi man tvinges til at dele et rum og betragte sin egen reaktion, mens man betragter dem. Det kan være meget værdifuldt og måske i sidste instans gøre, at man handler anderledes ude i den virkelige verden,« siger Solveig Gade.

Bedre end på gaden

Efter performancen er slut klokken 15, forklarer Luca gennem en tolk, at han og Marcela har vandret rundt i Europa i flere år i jagten på arbejde, siden deres hus syd for Bistriţa i Rumænien brændte ned. De er kærester, og Marcela er gravid i tredje måned. Luca har derudover to børn, der bor på børnehjem.

»Jeg har tidligere arbejdet med landbrug i Italien og Tyskland, og i Portugal var jeg traktorfører, men jeg kan ikke længere finde arbejde. Det er skamfuldt at tigge, men vi har intet valg,« fortæller Luca, hvis fulde navn er Ion Lăcătuș Luca.

– Hvordan føles det at blive udstillet som kunstværk?

»Det er bedre end at være ude på gaden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Når svage udstilles i kunsten

Marginaliserede grupper er flere gange blevet brugt som chokeffekt i kunsten:

’Pretty Woman A/S’. I 2008 opførte instruktør Tue Biering teaterstykket ’Pretty Woman A/S’ på Halmtorvet. I stykket køber en mand en prostitueret, der hver aften blev spillet af en forskellig rigtig gadeprostitueret kvinde, som fik 2.000 kroner for at medvirke.

’Chance 2000 for Graz.’ Otte pæle blev i 1998 rejst på Marienplatz i Graz, og hjemløse blev inviteret til at dyste i pælesidning – den, der sad længst, ville vinde 7.000 østrigske schilling. Hver dag uddelte kunstneren, Christoph Schlingensief, 20.000 schilling til folk, der gik forbi, foran øjnene på de hjemløse på pælene. Projektet blev afsluttet før tid af Det Østrigste Frihedsparti, der indsamlede 10.000 underskrifter imod det.

’In the Playroom.’ Fotografen John Hobins udstilling til Contact Toronto fotofestival i 2013 viste små børn, der blandt andet efterligner torturscener fra Abu Ghraib-fængslet og scener fra 9/11-angrebet på World Trade Center. Hobin er efterfølgende blevet anklaget for pædofili og har modtaget dødstrusler.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for lars abildgaard
    lars abildgaard
  • Brugerbillede for Gert Romme
    Gert Romme
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
lars abildgaard, Gert Romme og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Gert Romme

Det interessante er, at dette sker i Malmø, samtidig med den racistdømte, Dan Park og hans i øvrigt også racistdømte galleriejer, Henrik Rönnquist, forsøger at etablere en Pegida-bevægelse i Malmø.

Og når man ser på, hvem der er med i deres Pegida-bevægelse:
- Mennesker der hylder Anders Behring Breivik.
- Nogle som nægter, at nazi-Tyskland foretog masseudryddelser.
- Og andre som kalder afrikanere for aber.
Så forstår man jo, hvad det selvbestaltede "Trykkefrihedsselskab" i Danmark og deres tilhængere, der gav Dan Park udstillingsplads, egentlig er for nogle mennesker.

Se den internationalt anerkendte organisation Expo´s hjemmeside: http://expo.se/nyheter.html

Christel Gruner-Olesen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Vesterbro-Hansen
Morten Vesterbro-Hansen

@Gert Romme
Kan du forklare mig hvad udtrykket 'guilt by association' betyder?

Morten Pedersen, Gary Jensen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Romme

Kære Peter Hansen,

Der findes faktisk love og regler i Rumænien, og man kan selvfølgelig ikke bygge et hus, uden enten at eje grunden - eller have en lejeaftale. Og det gælder overalt og selvfølgelig også højst oppe i de mest øde egne af Karpaterna.

Men Rumænien er er fattigt land, der er blevet endnu meget fattigere under den økonomiske krise. Og hverken lovgivningen eller tolkninger er til romabefolkningens fordel. Kort sagt bliver de diskriminerede, og der er konkrete eksempler på, at "man" uretmæssigt tager grunde og landbrugsjord fra dem. Og her er myndigheder og politikere meget sjældent til nogen hjælp.

De største problemer er nok ikke romaernes, selv om de er enorme, det er gadebørn. Gadebørnene bor midt i byerne og midt i de centrale gader og pladser, hvor de har fundet lune hulrum i kloaker tæt på fjernvarmeledninger. Alle ved, de er der - også myndighederne, for alle ser, de går ud og ind. Og her lever de i deres helt eget kulturelle samfund, der er præget af limsnifning, småtyveri, og en stærk leder der tager sig betalt for husleje og "beskyttelse".

Under kommunismen, som man med nogen ret taler meget negativt om (jeg har 2 gange været ulovligt tilbageholdt), var romaerne faktisk en helt alm. del af befolkningerne, der havde helt alm. boliger og jobs, og boede helt problemløst dør og dør med landet andre befolkningsgrupper. Men efter kommunismen, hvor nogle grupper mente at have en vis forret, skabte man simpelt hen en mindre social ulighed, som blot har fået lov at udvikle sig, og tage andre retninger.

Problemet kan løses i både Rumænien, Tjekkiet, Slovakiet og Serbien, men nu er det kommet så langt, at det kræver hjælp udefra. Og da disse lande samtidig har en vis korruption, der administrerer de penge EU giver til formålet, bliver der ofte slet intet tilbage til romaerne.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Hvis jeg ikke giver penge til en tigger, er jeg et dårligt menneske. Hvis jeg giver, fornedrer jeg både mig selv og vedkommende. Det dilemma hjælper Malmö Konsthall mig fikst ud af: Her man slet ikke give almisser.

Men … hvad siger andre romaer til, at deres folkeslag på denne måde helt bogstaveligt bliver udstillet? Og … er det i orden at udstille mennesker? Er det i orden mod – eller for den sags skyld uden! – betaling at udstille mennesker på denne måde?

Engangog

Brugerbillede for Preben Rasmussen
Preben Rasmussen

Romaernes problemer skal løses gennem boliger, uddannelse og arbejde.
Der hvor de kommer fra : Rumænien.
Rumænien har løbende fået økonomisk støtte fra EU øremærket tll romaerne.
Romaernes problemer løses ikke ved at de tigger i Sverige og bor i sammenflækkede telte af presenninger uden vand og affaldsbortskaffelse.
I øvrigt er tiggeriet i Sverige organiseret og gadetiggerne skal aflevere en stor del af det de "indtjener" til menneskehandlere.

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Hvis man hjælper Romaerne i Rumænien så går flertallet af pengene til hjælpeorganisationer selv og resten fordeles imellem korrupte embedsmænd og de stærkeste romaer - de fattige romaer må stadig lade sig udnytte af menneskehandlere for at kunne tigge rundt om i de rige lande.... Problemet er at ingen er optændt af en ægte ild, der får dem til, at gå i felten for romaerne.....:-)

Brugerbillede for John Christensen
John Christensen

Hvis du undlader at give tiggeren noget, så flytter tiggeren sig til et andet sted. Så er problemet løst fordi de så kan spare billetten også.
Se DET i øjnene.
Humanisme betyder vel ikke at vi skal tage alles problemer på os, i gamle dage samlede man de subsistensløse op og smed dem i hullet. Man blev anklaget for.......?? Kan ikke komme i tanke om ordet for den situation, hvor man driver rundt uden penge på lommen til at klare sig. Er den lov egentlig afskaffet, og hvis ja er det så som konsekvens af - at velfærdsstaten har opgivet at tage vare på sine egne?

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Diskussionen om hvorvidt der er tale om kunst eller ej er overflødig, eftersom alt hvad der udstilles på et moderne kunstmuseum pr. definition ER kunst - også selv om det måske ikke er var det før det kom derind (hvilket også forklarer hvorfor det ikke er nødvendigt at repræsentere eller udstoppe i dette tilfælde en roma før display). På den måde er der noget Schrødingers kat, som der blev talt om forleden, om det moderne kunstbegreb, som er ved at udvikle sig derhen, at man skal være en kat for at kunne forstå det til fulde og da jeg er et "hundemenneske", og lejlighedsvis også et hundehoved, har jeg selvklart et anstrengt forhold til moderne kunst - et forhold som denne udstilling vist nok kun er med til at cementere.

Brugerbillede for Frank Hansen

Det var dog en ualmindelig perfid og nedladende kommentar, som Gert Romme kommer med om Trykkefrihedsselskabet. Vi får endda at vide, at det er selvbestaltet. Hvad skal man lægge i det? Hvis det er et problem, at Trykkefrihedsselskabet er oprettet af medlemmerne selv og dermed selvbestaltet, så må vi hellere se at få ændret Grundlovens bestemmelser om foreningsfrihed. Det er godt nogle ekstreme synspunkter vi præsenteres for her i tråden. Men det er måske naturligt for personer, der mener at staten skal bestemme alt og borgerne bare skal holde sig helt passive og gøre hvad der bliver sagt.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

"I det mindste er den udstillede roma ikke udstoppet."

Nej, dét niveau er kunsten gu'skelov (endnu?) ikke 'steget' til. Men det skal nu ikke forhindre én i at spekulere på, om en sådan udstilling mon ville have kunnet fremkalde den samme grad af forargelse og medført den samme reaktion fra et til tider grådkvalt publikum, som i sin tid udstillingen med de fire søde små udstoppede hundehvalpe!?

Jeg må indrømme, at jeg stadig ikke forstår formålet med omtalte udstilling. Det ville for mig have givet mere mening, og tror jeg, skabt mere og mere konstruktiv debat, hvis man i stedet havde inviteret det rumænske par ind på museet og givet dem tilladelse til at tigge dér. I åbningstiden, men uden løn. Altså havde flyttet deres virkelighed, som den udspiller sig, nåja: I virkeligheden, ind i kunstens verden.

Eller respektivt havde givet dem et arbejde for de 140 kr i timen, fx et rengøringsjob, men i museets åbningstid.