Læsetid: 3 min.

Morgensang

Verdenskroppen arbejder, og selv kaldes vi til aktivitet med skramlende køkkenværktøj og det sus i egne kroppe, som giver lyst til at gentage den gamle slagsang: »Vågn op og slå på dine strenge, syng mig en dejlig morgensang!«
6. februar 2015

Trafikken gennem gaden i myldretiden kan være massiv, ulidelig langsom for bilisten, der må se fartviseren forvandle sig til skridttæller og holde ruderne lukket for den udstødningsgas, som man selv uforsigtigt inhalerer, når man betragter fænomenet fra sin altan. Aftenerne er til gengæld stille i denne færdselsåre i Københavns indre by, som den løber fra Toldboden og til Niels Juel, der på sin sokkel falder til ro efter stormens brag og, når man ikke ser det, sænker armen til hvilestilling.

København går tidligt til ro en normal hverdagsaften. Ved 23-tiden vidner kun ganske få lysende vinduer her og dér om vågent liv som hos særlingen på 3. sal, hvis køkkenlampe brænder som hans egen uro, til det bliver lyst. Stilheden er hørbar, finder på at synge tyndt i øret med en fjern vibrato, mens man endnu en stund fastholder afspændingens tilstand, der forbliver åben for muligheder. Skarp og krum som en segl står månen over genboens gavl som for at hakke lys i mørkets sorthed – eller som en fingernegl, når den ses med Ove Abildgårds digterøjne, hvor også

klare stjerner sad

som fine nervetråde

på den store hjerneskal

der hvælver vores gåde.

Ordene forærer en fornemmelsen af det cerebrale i nattestilhedens rum som den sagte susen i ørerne, der er som en forbindelse til stjernehimlen, heldigvis ikke Johannes V. Jensens interferenslyd af indre knivsystemer, så hellere hans toner af tusinde miles tomhed, en særlig version af den jyske blæst fra hans andet stordigt med denne titel. Men piano, piano.

Adgang til en anden verden

Trætheden, mens man venter på søvnen, hører bare vinden, der leger i træernes kroner fra erindringens haver og skove. Dette første signal om adgangen til den anden verden af drømme, der venter på at blive hentet op fra dybet, fra glemslen eller forvandlingscentralen til underholdning i fryd eller skræk, foder til ulvetimen, mærkelig selskabelighed eller måneskabt hakkeorden. Afbrudt i søvnen kan man blive af et pludseligt råb fra gaden eller et af disse uforklarlige brag, som Peter Seeberg skriver om i Eftersøgningen. »Der er en fejl et eller andet sted!« siger manden til sin kone. »Bare vi vidste, hvor den var henne!« siger hun. Sådanne brag kan ikke efterspores andre steder end i ens slumrende dårlige samvittighed over den manglende evne til at ændre på verdens galskab.

Morgenens gadelyde er forklarlige nok som trafikkens optrapning, skraldevognens rumlen, med mindre man er så poetisk anlagt som i Abildgaards månedigt, der tænker med kroppen:

I morges bankede månen

på mine ruders spejl

som en nylig renset

tommelfingernegl.

Digtet står i hans Uglegylp fra 1946 og minder nu om en fjern fortid, hvor man hørte gamle hestes trasken, mælkedrengens skramlen med flaskerne og længere borte havnens skibes tuden. Enkelte skibe ser man endnu stationeret nede ved havnekajen, og Nyhavn er godt fyldt op, men morgentude gør de ikke. De sejler mest med turister. I digtet forsvandt månen sammen med vækkeurets kalden, »og solen stod på himlen/ som et hul i hjerneskallen«.

Verdenskroppen arbejder, og selv kaldes vi til aktivitet med skramlende køkkenværktøj og det sus i egne kroppe, som giver lyst til at gentage den gamle slagsang: »Vågn op og slå på dine strenge, syng mig en dejlig morgensang! O kære sjæl, stat op af senge, gør med din tak en himmelgang!« Lad så himlen være blå eller grå. For at få folk til at synge med skrev Kingo denne salme på melodien til en da velkendt tysk vise: Amanda, darf man dich wohl küssen. Senere skiftede kirken den dog ud. Men morgenkysset består.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu