Musik fra et imaginært Amerika

På sit 36. studiealbum har den 73 år gamle bessefar kastet sig over en række amerikanske evergreens skrevet af folk som Rodgers & Hammerstein, der har det til fælles, at de alle sammen er indspillet af Frank Sinatra.

Det er en musikalsk ekskursion, der på den ene side løber ud af et vildt sidespor, men som på den anden side er helt i tråd med Dylans ståsted lige nu. På to forudgående halvfemserplader helligede han sig folk- og bluesfortolkninger, for ikke at nævne julepladen Christmas in Our Hearts, der både nostalgisk og ironisk genskabte det ærkeamerikanske drømmeland af et snelandskab i efterkrigstidens materielle overflod. Selv hans nyskrevne sange – for eksempel »Duquesne Whistle« fra Tempest fra 2012 – lyder demonstrativt altmodisch.

Officielt set er der ikke tale om en ’Sinatra-coverplade’ – det står i hvert fald ingensteds skrevet, at forbindelsen til Sinatra er den røde tråd, der kæder de 10 sange sammen. Dog kan alle bobologerne derude sikkert finde ledetråde til dette album drysset ud rundt omkring i Dylans diskografi. Men hvis man som denne anmelder ikke har et særlig dybtfølt forhold til 1950’er-crooneren, kan man snildt lytte til fortolkningerne uden nødvendigvis at drage sammenligninger med originalerne.

Nye toner

For ingen af Sinatras største succeser i smørsovs figurerer her. Her finder man hverken den megalomaniske kokainhymne »My Way« eller sjælere som »Something Stupid« og »Strangers in the Night«, hvor man altid kan skyde skylden på måneskinnet eller martinierne, hvis man kommer til at stjæle et kys. Ligesom der ikke slipper så meget som et mikroskopisk »doo be doo be doo« ud mellem læberne på den jødiskfødte folkesanger fra Minnesota.

Og mens svulstige strygerarrangementer i strålende technicolor var bagtæppet for Sinatras røst, så har Dylans omplantninger en rå og vibrerende fornemmelse. De er indspillet live i studiet i et eller to takes med et fem mand stort band – samme band, som han turnerer med på sin Never Ending Tour. En pedal steel er det gennemgående og ømt bævrende akkompagnement, mens pulsen er reduceret til puslende whiskers på et trommeskind. Det er en uhyre vellydende, men også lidt ensformig plade, der trods en velplaceret blæsersektion instrumenteringsmæssigt ikke byder på de store stemningsudsving.

Dertil kommer, at Dylan synger bedre, end han længe har gjort. Hvis man har stået til en af mandens koncerter de seneste år og hørte ham bjæffe og hoste tilfældigt til et kaotisk omarrangement, så man først hen imod slutningen af et nummer indser, at det faktisk er »Like A Rolling Stone«, man har stået og lyttet til – ja, så er det her altså nye toner.

Når Dylans sangforedrag på Shadows in the Night mange steder er slebet ned med groft sandpapir, så lyder det mere som et stilistisk valg end en godt brugt stemme, der ganske enkelt har kendt bedre dage.

Det har uden tvivl været en udfordring at få disse sange til at fungere. De kommer fra en anderledes skønhedssøgende æra, hvor rockens grimhedsæstetik endnu ikke havde lavet ridser i lakken. De er skrevet til at blive leveret med indfølende intonation og vokal nuancerigdom – noget, der aldrig har været Dylans styrke, selv ikke da hans stemmebånd endnu var unge og elastiske.

Og efter vi de sidste mange år i Dylans selskab har lyttet til traditionel 12-bar blues ledsaget af en guttural rallen et sted mellem hængt kat og et svært tilfælde af bronkitis, så er det intet mindre end rørende at kunne genkende Dylan i det, der er tilbage af hans stemme. Om bedriften skyldes, at han endelig har husket at få sine brystkarameller med, eller om han hele tiden bare ikke rigtig har gidet anstrenge sig for at synge ordentligt, ja, det må stå hen i det uvisse.

Men når man hører afslutningsnummeret »That Lucky Old Sun«, føles det nærmest som den sentimentale scene i tåreperseren The Notebook, hvor den gamle Alzheimers-ramte kvinde pludselig kan genkende sit livs kærlighed igen. Alle de særlige dylanske affektioner står lysende klart: De drævende udtrækninger af ordene, de små, trodsige bjæf i slutningen af hver verselinje. Det er stort.

Forvalter af musikhistorien

At valget lige skulle falde på Sinatra, kan umiddelbart undre. Nu er Ol’ Blue Eyes jo hverken nogen Woodie Guthrie eller nogen Leadbelly. Uanset hvad man i øvrigt måtte mene om hans musikhistoriske betydning, må man konstatere, at han er en figur helt blottet for modkulturel karisma.

Hvis Dylan var hip, så var Sinatra utvivlsomt square. Og selv om Dylan med årene selv har fået en ikonstatus svarende til Sinatras, så står han på mange måder for det stik modsatte kulturelt set. Mens Sinatra holdt traditionen i hævd og afskyede rockens uterlige eksplosion, så stod Dylan for en gådefuld maskerade og leg med identiteter. Sinatra vidste du, hvor du havde; Dylan var altid på vej et nyt sted hen.

Men helt ud i spidserne af den sleske sydstatsplantageejermoustache, som Dylan kultiverer på sin overlæbe i disse år, fornemmer vi, at manden, der engang var det antinormative talerør for sin generation, nu har påtaget sig en rolle som kulturkonservator. På det retroagtige Blue Note-inspirerede pladeomslag er hans kontrafej placeret i tænksom positur bag noget, der ligner blå fængselstremmer.

Man kan både se et selvudslettende og et selvovervurderende aspekt ved det projekt, Dylan kaster sig ud i med Shadows in the Night. Selvudslettende, fordi han ser bort fra sin egen jordskælvslignende indvirkning på musikhistorien. Selvovervurderende, fordi han ubeskedent og autoritativt påtager sig en rolle som formidler og forvalter af amerikansk musiktradition ’som sådan’: Amerikansk musik i sin totalitet. Det er den helt store jukebox i det kollektivt ubevidste, som Dylan fyrer op for, når han for eksempel giver sin fortolkning af en fortærsket klassiker som »Autumn Leaves«.

Kontrafaktisk musikhistorie

På den måde er der en sær konservatisme over Shadows in the Night. Det er, som om Dylan ved at dykke ned i en sangskat fra en foregående periode vil genskabe en verden uberørt af hans indflydelse; en verden, hvor ungdomsoprøret aldrig har fundet sted og forældregenerationen aldrig er blevet omstyrtet. At lytte til de 10 numre føles nærmest som en slags kontrafaktisk musikhistorieskrivning. Imaginær musik fra et svundent Amerika, som sandsynligvis aldrig har eksisteret.

I en tid, hvor vareøkonomien hele tiden forlanger, at vi »genopfinder os selv«, kunne man godt sige, at den selvrealiseringsdrift, som Dylan og 68-generationen oprindeligt stod for, er gået hen og blevet en ny form for konservatisme. Der er ikke længere noget grænsenedbrydende ved at rebrande sig selv i håb om at forhøje sin markedsværdi.

Bob Dylan har altid sat en ære i ikke at leve op til oververdenens forventninger. Hvis man virkelig vil provokere i dag, skal man ikke tænke uden for boksen, men inden for den. Og det er måske det, Dylan har gjort på sin nye nostalgiske musikhistoriske ekskursion.

Bob Dylan: ’Shadows in the Night’ (Sony)