Læsetid: 5 min.

De ONDE bøsser

Når der er onde bøsser på film, snakker LGBT-organisationer tit om behovet for positive rollemodeller. De er bange for, at de onde karakterer vil skabe problemer for virkelighedens queers. Men måske er formålet med film ikke altid at få de heteroseksuelle til at kunne lide afvigerne? Forfatter Mads Ananda Lodahl har set queer horrorfilm
Queer mennesker i horrorfilm har længe symboliseret det syge sind, og hvem har et sygere sind, synes filmene at spørge, end den mand, der gerne vil være kvinde? I ’Ondskabens Øjne’, syr den (måske) transkønnede Buffalo Bill sig selv en ny krop – af andre kvinders hud.

Queer mennesker i horrorfilm har længe symboliseret det syge sind, og hvem har et sygere sind, synes filmene at spørge, end den mand, der gerne vil være kvinde? I ’Ondskabens Øjne’, syr den (måske) transkønnede Buffalo Bill sig selv en ny krop – af andre kvinders hud.

Polfoto

26. februar 2015

I 1924 var det lige ved at lykkedes verdens første homoorganisation med Magnus Hirschfeld i spidsen at annullere Tysklands berygtede antihomolov, § 175, men så fik politiet fingrene i ulvemennesket, Fritz Haarmann, som i årevis havde dræbt unge mænd ved at bide deres halspulsårer over under sex. Ligene havde han solgt på det sorte marked som hestefars.

Det gik, som det går med minoriteter. Der er én, der dummer sig, og alle skal høre for det. § 175 forblev lov indtil 1969. Haarman blev halshugget og hans hoved lagt i sprit på medicinstudiet i Göttingen, og snart kom nazisterne og smed homoerne i kz.

James Bond mod perversionen

Haarmann gav stof til en hel række film, og det samme gjorde den nekrofile Jeffrey Dahmer, der blev anholdt i 1992 efter at have dræbt, parteret og delvist spist op til 17 unge mænd. Han havde boret huller i deres kranier og hældt syre ind i deres hjerner i håbet om, at det ville gøre dem til tavse sexzombier. Han blev idømt 957 års fængsel, men blev tævet ihjel af en medfange to år senere.

Det har også længe været tradition at tilføre filmskurke queer (eller handicappede) karaktertræk for at gøre dem ekstra væmmelige. Skurken i Bond-filmen Skyfall (2012) er lidt queer, og i en scene bagbinder han Bond og tager ham på låret, men Bond er vistnok blevet en moderne mand, der ikke (længere) lader sig skræmme af en smule homoseksualitet.

Bonds perfekte maskulinitet står dog stadig i kontrast til skurkens moralske og kønslige forfald, og det samme gælder i næsten alle andre Bond-film, hvor skurkene næsten altid er lidt queer.

I horrorfilmene bliver der skruet op for alting. De kan noget, andre film ikke kan. De kan skære ting ud i pap på en måde, der ville være plat i andre film. Tænk på den tunge symbolik i klassiske horrorelementer som zombier, vampyrer og spøgelser. Queer mennesker i horror har længe symboliseret det syge sind, og hvem har et sygere sind, synes filmene at spørge, end den mand, der gerne vil være kvinde?

Onde mænd i dametøj

Norman Bates i Hitchcocks Psycho (1960) var uhyggelig i forvejen, men det er først, da han trækker i sin mors kjole, at han kryber ind på mareridtets domæne. I 1980’er-slasher-serien Sleepaway Camp går det transkønnede i ét med det horrible. Det samme gælder i horrorklassikeren Ondskabens Øjne (1991), hvor den (måske) transkønnede Buffalo Bill går udenom Sexologisk Klinik og syr sig selv en ny krop – af andre kvinders hud. De mennesker er ikke bare syge i deres gerninger, men helt ind i deres kønsliv!

LGBT-organisationer kræver positive rollemodeller på film, fordi de ved, at hvis Buffalo Bill er den eneste trans karakter i biografen (og det var han), har de transkønnede ikke noget positivt at spejle sig i, og resten af verden får en undskyldning for deres fordomme og had. Og det er et legitimt krav, for så længe man kun har usynlige eller usympatiske biroller at spejle sig i, mens de andre har et uendeligt katalog af hovedroller, er det svært at se sig selv som andet end et uønsket og ligegyldigt biprodukt på samfundets store scene.

Heteroseksuelle mænd behøver netop ikke frygte at blive slået i hartkorn med kannibalen Hannibal Lector, for der var mere end en håndfuld andre heteroseksuelle, mandlige roller i filmen til at nuancere ham. Men det går, som det går for minoriteter. Der er én, der dummer sig, og så skal alle høre for det.

Bærere af horror

Men hvad nu hvis formålet med queer film ikke altid er at få nogen til at kunne lide nogen andre? Eller til at kunne lide sig selv? Og hvad nu hvis man kan finde mere styrke i Buffalo Bill end i den lidt sølle Tom Hanks i Philadelphia (1993). Når bøllerne står på gaden og stirrer, fordi man er queer, er det måske sjovere at identificere sig med en iskold massemorder end med en trist, fyret advokat, selvom man selvfølgelig aldrig ville myrde nogen i virkeligheden? Måske skal rollemodeller ikke kun være forbilleder. Måske har vi også brug for bagbilleder, som vi kan se på og sige: Jeg kunne godt blive sådan, men vil jeg det?

Queer-karakterer på film har længe været bærere af horror. De har båret horror til den sympatiske (heteroseksuelle og mandlige) helt, så han kunne slå den/dem ned, og de har båret på deres egen horror med selvmord, vold, ensomhed og aids. Men i starten af 1990’erne begyndte en en række queer-instruktører som Gregg Araki, Tom Kalin og Todd Haynes at lave film, der havde onde queers i hovedrollen, som man samtidig kunne identificere sig med. De var trætte af de postive rollemodeller, og deres film kom til at gå under betegnelsen New Queer Cinema. I queer-horrorfilm bærer queer-hovedroller horror til et samfund, der har gjort dem ondt.

Når man er vred på samfundet

Når LGBT-organisationer er bange for, at det heteroseksuelle samfund skal tænke grimt om queers, hvis de hører om Dahmer, Haarmann og Buffalo Bill, så søger de anerkendelse og fred. Men hvad så hvis man hader samfundet, fordi man ikke kan få sine hormoner, er bange for at gå i skole eller ikke bliver respekteret?

Hvis man har det som teenage-Jeffrey i Dahmer (2002), lige før han begår sit første mord på en heteroseksuel dreng, der tror, han er oprørsk, fordi han ryger pot og spiller guitar, og Jeffrey forudsiger alle oprørske heterodrenges fremtid:

»Du tror, du er rebel, ikke? Men hvorfor kan du så ikke se, at du følger den mest fascistiske lov af dem alle, hvis du kun har sex med piger? Kan du ikke se, hvordan du bliver programmeret? Det hele er forudbestemt. Du bliver gift og får et kedeligt job. Og før du ved af det, har du topmave. Og så begynder du at hade din kone, og hun begynder at hade dig, og så bliver du deprimeret, og så gider du slet ikke at have sex med nogen. Ikke engang dig selv.«

Hvis man kun kan spejle sig i karikerede skurke, usynlige fantomer eller sukkersøde varmluftsballoner af ’positive rollemodeller’, bliver det svært selv at blive en troværdig karakter i livets lange film. Dahmer skabte sin egen rebelske fremtid, og den blev ikke særligt pæn, men den var i hvert fald heller ikke hverken kedelig eller heteronormativ. Nu er han selv blevet en ond bøsse på film, og så må det være op til dig, om du vil se ham som skurk, forbillede eller bagbillede. Men nu har du i hvert fald valget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Håber du har set "the crying game". Her er der overraskede (i ordets bedste forstand) en god en af "slagsen". Fantastisk film.