Læsetid: 7 min.

’Det er en sindssyg blanding af horror, gotik og følsomt drama’

Fem halvbrødre, en masse dyr, et beskidt og faldefærdigt hus, en ø uden for tid og sted. Det er nogle af ingredienserne i Anders Thomas Jensens nye film, ’Mænd og høns’, der også er hans første i 10 år. Information har som det eneste medie været med på optagelserne af en sorthumoristisk fabel om broderkærlighed, fadertab og livet i al dets absurde mangfoldighed
Anders Thomas Jensen (t.v.) beskriver ’Mænd og høns’ som en sort dramakomedie, der fortæller en forholdsvis enkel historie om to brødre, der forsøger at finde ind til hinanden.

Rolf Konow

5. februar 2015

Undskyld, vi tager den lige en gang til.«

Anders Thomas Jensen rejser sig fra sin plads foran monitoren og går ind i det, der indvendigt skal forestille – og på en prik ligner – et gammelt og meget faldefærdigt hus.

»Man kan ikke sige: ’Far nævnte det ikke’ … Vi skal lige have en høne ind … Det er ikke for at fluekneppe, David, men sproget betyder noget: ’Far har aldrig nævnt det’.«

Det er sommer, og jeg står midt i en stor og meget varm hangar på den tidligere Flyvestation Værløse, nu Filmstationen. Her er instruktøren og manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen i gang med at optage sin fjerde spillefilm, den begsorte komedie Mænd og høns – hans første film siden Adams æbler fra 2005. Foran mig står en stor kulisse, det indre af et hus, hvis ydre i virkeligheden findes i Tyskland og i filmen ligger på en ø et sted i Danmark.

En outreret fabel

Gennem en af dørene kan jeg se et par hvide høns, der sidder roligt i et hjørne af det, som måske engang var en stue, men nu er en rodet blanding af stue og værksted. Det blå tapet hænger i laser, og alt, hvad der står rundt omkring på gulvet og på det store spisebord midt i rummet, er beskidt, smadret og ødelagt.

I en gammel kørestol sidder en halvskaldet David Dencik i en nusset hvid skjorte, ved siden af på en stol sidder Søren Malling iført paryk, overskæg, skjorte og vest. De to skuespillere, der i filmen spiller halvbrødrene Gabriel og Franz, er ikke til at kende igen, og det samme gælder de tre andre hovedrolleindehavere i filmen, Mads Mikkelsen, Nicolas Bro og Nikolaj Lie Kaas, der også er i hangaren og spiller henholdsvis Elias, Josef og Gregor, og tilsammen udgør de fem en noget aparte brødreflok.

»Det her er beyond Udkantsdanmark,« siger Anders Thomas Jensen, der er mere afdæmpet, når han skriver manuskripter for andre – ikke mindst Susanne Bier og Kristian Levring – men som ynder at dyrke fabelen, det outrerede og umiddelbart ikke særligt skønne eller kønne i sine egne film. Filmene, der desuden tæller Blinkende lygter og De grønne slagtere, er dog også fulde af kærlighed, og ingen tvivl om at instruktøren har empati med sine bizarre personer. Således er Mænd og høns – der følger Elias og Gabriel, da de ankommer til den lille ø for at finde deres far og i stedet møder tre halvbrødre; alle fem har samme far, men forskellige mødre – en hyldest til livet i al dets mangfoldighed.

Livets store spørgsmål

Anders Thomas Jensen har clogs på fødderne og vipper utålmodigt med dem, mens han sidder foran sin monitor, en lille tv-skærm forbundet til kameraet, med hovedtelefoner på og følger med i, hvad der foregår inde i kulissen.

I scenen, der udspiller sig i det syndige rod, har Søren Malling og David Dencik – eller rettere Franz og Gabriel – næsten lige mødt hinanden for første gang, og de er i gang med en diskussion af en vis filosofisk dybde. Ligesom Adams æbler, der var baseret på Jobs bog, rummer filmen en række Bibelreferencer, blandt andet brødrenes navne.

»Tematisk er der noget om hele vores skabelse, og hvor vi kommer fra – det med at have livet og give det videre. Og med alle de spørgsmål er det på en eller anden måde naturligt at vende tilbage til Bibelen,« siger instruktøren på et tidspunkt, da jeg nævner det for ham.

»Har I overhovedet en filosofi eller et forhold til Gud,« spørger Gabriel, der har en uddannelse i filosofi og er den mest almindelige og velfungerende af de fem brødre.

»Nej, men vi havde engang et æsel. Det er da lidt derhenad,« svarer Franz, der har boet hele sit liv på øen og ikke har den store erfaringshorisont.

En aparte verden

Det er en absurd og morsom dialog, som kun bliver mere markant af omgivelserne og de to høns i baggrunden. Mellem de forskellige takes af scenen taler instruktøren og skuespillerne om tonefald og betoning, og hvordan replikkerne kan siges, så de virker bedst muligt.

Lytter man til ordene og kigger på monitoren, der viser, hvad kameraet ser, det vil sige hvad publikum engang vil se i biografen, bliver man suget ind i Anders Thomas Jensens aparte verden, hvor meget vendes på hovedet, og dialogen siger meget om de mennesker, der taler: Fra Elias’ fornuftsbaserede vantro og Franz’ næsten aggressive virkelighedsfornægtelse til Elias’ uselvstændighed og maniske liderlighed – han onanerer og taler hele tiden om damer – Josefs videbegær og leksikale formuleringer og Gregors næsten barnlige opfattelse af verden.

»Lad os lige lave én til,« siger instruktøren til David Dencik og Søren Malling.

»Der er en skidegod energi, men der er et eller andet med forståelsen. Malling, du må ikke lave dine pauser for lange. Du giver ham en chance. Man kan se, at du arbejder med det, han siger. Vi skal have én, hvor du er lidt mere spørgende, i forhold til hvad han vil.«

Malling svarer, at »så tror jeg, at jeg i virkeligheden skal være lidt mere skeptisk«.

Gotik og følsomt drama

»Det er alt, hvad Anders Thomas står for,« siger Nicolas Bro, der står uden for kulissen og ser på. Han er iført en beskidt, vissengrøn undertrøje og shorts og har langt hår og læbeganespalte ligesom de fire andre brødre – en fysisk attribut, de helst ikke vil have, at pressen får nys om allerede nu, og jeg lover ikke at sige det til nogen.

»Det er en sindssyg blanding af horror, gotik og følsomt drama. De er så skrøbelige, personerne, og samtidig så monsteragtige.«

Jeg kommer til at tænke på noget, Mads Mikkelsen sagde til mig tidligere på dagen, nemlig at Ole Thestrup, der har spillet mere eller mindre gale roller i alle Anders Thomas Jensens film, er den normale i Mænd og høns.

»Vi har en hel zoologisk have med her. Køer, grise, får og høns. Det er nogle folk fra Prag, der træner dem. Vi mødte dem på Adams æbler, hvor de trænede fuglene,« siger Tivi Magnusson, der sammen med sin søn, Kim Magnusson, producerer Mænd og høns. De to har produceret alle Anders Thomas Jensens film, også de kortfilm, han blev Oscarnomineret og vandt en Oscar for i 1990’erne.

Manon Rasmussen, der er kostumier på Mænd og høns, fortæller, at hun aldrig tidligere har klædt dyr på, men denne gang har hun holdt kostumeprøver med både får, grise, høns og en kalkun.

»Den var ikke helt stolt ved det. Den var lidt aggressiv, men det gik,« siger hun med et smil.

VM i filmbussen

Tre uger senere er optagelserne til Mænd og høns flyttet til Fyn, hvor et naturskønt område ved vandet i nærheden af Svendborg skal gøre det ud for et stykke af den ø, hvor det meste af filmen foregår. Det er sankthansaften, og på programmet er både en række optagelser i dagslys og nogle natoptagelser, hvor det tilmed skal regne, og Gabriel køres ned.

Langs med vandet står en række såkaldte regnvejrstårne og skal sørge for, at vejret bliver lige præcis, som Anders Thomas Jensen gerne vil have det, og på et græsareal foran en lokal bed & breakfast står alle filmbusserne parkeret.

Skuespillerne bor alle i en luksuriøst indrettet bus, der til daglig bruges, når musikere er på danmarksturné. Den er udstyret med sovepladser, toilet, køleskab, borde, sofa, internet, satellit-tv og fladskærm, hvor de fem hovedrolleindehavere ivrigt følger med i fodbold-VM fra Brasilien. I pauserne fortæller Ole Thestrup historier fra et langt liv som skuespiller, og om noget fornemmer man det gode forhold, skuespillerne har til hinanden, og den varme, afslappede og humoristiske stemning, der er på optagelserne til en Anders Thomas Jensen-film.

Théâtre macabre

Det er i skuespillerbussen, at jeg på et tidspunkt i løbet af dagen får mulighed for at gå Anders Thomas Jensen lidt på klingen omkring Mænd og høns.

Han beskriver den selv som en sort dramakomedie, der fortæller en forholdsvis enkel historie om to brødre, Elias og Gabriel, der forsøger at finde ind til hinanden.

»Det er sindssygt ubevidst, den måde, mine film bliver til på,« siger instruktøren, »men jeg kan godt se, at der er mange elementer fra mit eget liv i dem, selvfølgelig fortalt på en omvendt måde. Der er noget fadertab og søgen efter familie og en mor og alt sådan noget, der tematisk går igen fra de andre film. Men jeg kan godt lide at holde det ubevidst og ikke rode mere rundt i det.«

Anders Thomas Jensen vil dog godt tale om, at hans historier og måden at fortælle dem på kræver et særligt univers, hvis publikum skal blive forført af dem.

»Lige præcis denne film har nogle overnaturlige elementer, som nok ville være svære at sluge, hvis det havde været i en dogmefilm. Historien forlanger et univers at blive fortalt i, som jeg ikke kan afsløre, fordi det er det, det hele går ud på. Men vi er længere ud over realismen, end vi har været før, og derfor skal filmens præmis være en anden end virkeligheden. Ellers vil det helt sikkert falde igennem.«

Han holder en pause og siger så:

»Det er théâtre macabre på en eller anden måde. Men denne gang har jeg forsøgt at trække mere af det menneskelige drama ind. Mænd og høns rummer dramatiske elementer og forhåbentlig også ægte følelser. Det er noget, vi har brugt meget tid på, og det er også det, der bliver spændende – jeg aner jo ikke, om det fungerer. Jeg sidder og taler i blinde. Der er ikke en kæft af os, som ved, om det holder, fordi vi har fulgt mange stier og afprøvet forskellige genrer genrer. Det bliver interessant at se det klippet sammen og finde balancen.«

’Mænd og høns’ har premiere i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Således er Mænd og høns – der følger Elias og Gabriel, da de ankommer til den lille ø for at finde deres far og i stedet møder tre halvbrødre; alle fem har samme far, men forskellige mødre – en hyldest til livet i al dets mangfoldighed." citat fra artiklen.

Og der er ingen der undret sig over at alle fem personer har læbe-ganespalte! Det er ganske enkelt genetisk umuligt at alle fem har læbe-ganespalte. Når de har samme far, men forskellige mødre. Hvorfor tror danske filmimstruktører altid at de ved bedre end samtlige biologer og genetikere i det her land.

Jeg kan forstå - ud fra hvad jeg har læst på adskillige sider på internettet, at en af pointerne er af faderen er en genial eller gal videnskabsmand? som vil skabe en ny race af mennesker eller? Og har lavet genetiske eksperimenter på sønnerne og på mødrene? eller? Tror I selv på at det ville medføre at samtlige fem drenge havde en IQ som var lavere end gennemsnittet....