Læsetid: 5 min.

Da sorte amerikanere blev fuldgyldige statsborgere

En ung studerende fra New York tog i 1965 billeder af en lang march arrangeret af borgerretsforkæmpere i Alabama. For nylig gravede han dem frem fra sine arkiver. Resultatet er et fascinerende indblik i et epokegørende øjeblik i amerikansk historie
To mødre kigger på demonstranterne fra deres veranda

To mødre kigger på demonstranterne fra deres veranda

Stephen Somerstein

10. februar 2015

I marts for 50 år siden hørte redaktøren for studenterbladet på City College i Harlem om en frihedsmarch, der var planlagt fra Selma til Montgomery i sydstaten Alabama under lederskab af den sorte borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King.

Stephen Somerstein greb sit fotografiapparat og hoppede sammen med en snes hvide og sorte studerende på en bus, der satte kurs mod det stadig raceadskilte Syden – en region, hvor efterkommere af millioner af sorte slaver endnu ikke nød fuldgyldigt borgerskab.

Somersteins korte rejse til Alabama blev til 200 fotografier taget i de sidste to dage af en fem dage lang march over bakker, gennem dale, bomuldsmarker og landsbyer, som 25.000 sorte og hvide, kvinder og mænd, unge og ældre, troende og ateister, intellektuelle og uuddannede, lønarbejdere og studerende deltog i.

Nu, 50 år senere, kan billederne, der var blevet gemt væk i fotografens private arkiv, for første gang ses på en udstilling arrangeret af New York Historical Society nær Central Park.

Marchen var kulminationen på en 10 år lang frihedskamp, der begyndte med en gruppe sorte aktivisters boykot af det raceadskilte offentlige transportsystem i Alabamas hovedstad, Montgomery, i 1955.

Gnisten, der antændte oprøret, var den sorte kvinde Rosa Parks, der i december samme år havde afvist at afgive sit sæde i den sorte sektion af en bybus til en hvid passager. Parks blev anholdt og sigtet for overtrædelse af Alabamas apartheidlove.

Efter årevis med ikkevoldelige aktioner – boykot, protestdemonstrationer og civil ulydighed – vedtog Kongressen i 1964 en række love, der forbød adskillelse af de to racer i det offentlige rum og institutioner i Sydstaterne. Borgerretslovene blev underskrevet af Texas-demokraten og præsident Lyndon B. Johnson.

Men for sorte amerikanere manglede indfrielsen af én fundamental rettighed: den fri udøvelse af alle amerikaneres stemmeret, indskrevet i USA’s forfatning. I 100 år efter borgerkrigen 1861-65 havde den hvide magtelite lagt hindringer i vejen for sorte borgeres optagelse i valgregistre ved hjælp af forskellige tricks, heriblandt prøver i læse- og skrivefærdighed.

Det var retten til at stemme, borgerretsbevægelsens sidste store slag handlede om. Med stemmesedlen i hånden håbede King og hans bevægelse, at ’negerne’ i Syden – som de hed dengang – endelig kunne opnå den politiske indflydelse, der tilkom dem som borgere.

Martin Luther King, der holder tale for 25.000 borgerrettighedsforkæmpere i Montgomery

Stephen Somerstein

Blod og sved …

Det tog blod, sved og tårer, og i sidste instans marchen fra provinsbyen Selma til Alabamas hovedstad Montgomery, at nå til det forjættede land, som King talte om.

Efter hans berømte tale på pladsen foran Alabamas parlament 25. marts 1965, der er så levende skildret i Somersteins billeder, vedtog Kongressen endelig ’Voting Rights Act’. Præsident Johnson underskrev loven i august samme år.

Tre år senere blev King myrdet. I dag vil mange sorte amerikanere hævde, at deres profets drøm endnu ikke er opfyldt. Republikanerne undergraver deres stemmeret med adskillige kneb: Sorte er stadig udsat for uforholdsmæssig mere politivold end andre befolkningsgrupper, og økonomisk set rangerer de stadig lavest i samfundet, både i indkomst og formue.

Det er på denne dystre baggrund, at de 50 udvalgte billeder fra Somersteins glemte arkivsamling skal læses.

De giver alle indtryk af et epokegørende øjeblik i amerikansk historie. Uagtet om det er et fotografi af hvide nonner og præster med den unge Andrew Young (senere FN-ambassadør) og John Lewis (kongresmedlem fra Georgia) i deres midte eller af de søndagsklædte sorte tilskuere langs marchruten eller den smilende folkesangerinde Joan Baez, afbildet stående alene foran en bræmme af politibetjente, formidler disse billeder en ukuelig optimisme for fremtiden.

Den unge Somersteins afgørende bidrag som fotograf i disse hektiske sidste timer af marchen er at vende linsen væk fra lederskabet og i stedet rette opmærksomheden mod de almindelige deltagere og de nysgerrige hvide og sorte tilskuere langs ruten gennem Montgomerys forstæder.

»Jeg ville fange det øjeblik, hvor sorte tilskuere ser demonstranterne marchere og forstår, at deres verden nu vil forandre sig, og at de vil få tilbudt muligheder, deres forgængere aldrig havde haft. De ville ikke længere leve i en verden, der var totalt adskilt fra de hvide,« fortæller Somerstein i et interview fra sin bopæl i Mountain View, California.

Den unge fotografs ambition var altså at adskille sig fra nyhedsfotograferne og afsøge alle de anonyme individer, hvis tilværelse – så at sige – havde fundet sted uden for det officielle USA’s historie.

»Til trods for den barske og uretfærdige behandling, de havde været udsat for, kunne jeg mærke en stolthed og værdighed. Hvad jeg så i deres ansigter, og jeg prøvede at fange med mit kamera for eftertiden, var det øjeblik, hvor de ophører med at være en adskilt og isoleret gruppe og tilslutter sig resten af samfundet,« siger Somerstein, der siden gjorde karriere som fysiker og forsker i Boston og Californien.

Demonstranter på vej til Montgomery

Stephen Somerstein

Forspillet og talen

Forspillet til marchen var blodigt og dramatisk. Historien beskrives i en ny Oscarnomineret spillefilm, Selma af den kvindelige sorte instruktør Ava DuVernay, der for tiden vises i amerikanske biografer.

Kings og hans medarbejderes første forsøg på at marchere til Montgomery bliver brutalt slået ned af ridende politi med knipler og piske på en bro, der fører ud af Selma.

I det andet forsøg har demonstranterne højst overraskende fået tilladelse fra en dommer til at marchere, men King stoler ikke på politiets gode vilje, selv om betjentene synes villige til at lade dem passere broen. Han beder i stedet demonstranterne om at falde på knæ og derefter vende tilbage til Selma.

Hele den amerikanske nation følger i åndeløs spænding, og for manges tilfælde med stigende indignation, den ikkevoldelige bevægelses forsøg på at marchere til Montgomery på deres tv-skærme. Efter at have set den brutale politivold har nogle hvide amerikanere desuden tilsluttet sig marchen i det andet forsøg.

Men King tør ikke give grønt lys til et tredje forsøg uden at sikre sig beskyttelse fra forbundspolitiet. Det får han til sidst fra præsident Johnson. Marchen starter 21. marts og forløber fredeligt. Kings hustru Coretta og hans medarbejdere overtaler ham til at begrænse sin medvirken til at holde en velkomsttale i Montgomery.

Det er for farligt for den amerikanske Ghandi at marchere i det åbne.

Talen er én af de vigtigste, Martin Luther King gav i sit kun 39 år lange liv. Det er her, han spørger, hvor lang tid det vil tage at finde vej til retfærdighed, og han med de udødelige og uoversættelige ord svarer:

»Not long, because the arc of the moral university is long, but it bends toward justice.«

Stephen Somerstein har manøvreret sig op på podiet, mens King taler. Vi ser ham i forskellige vinkler, hvoraf den virkelig originale og uforglemmelige er et billede af Kings nakke og skuldre bagfra, mens han taler til de 25.000 forsamlede mennesker nede på pladsen og såmænd til hele nationen.

Talerens skikkelse er ikke i fokus. Det er derimod de mange tilhørere, der andægtigt lytter til Kings oratoriske udfoldelser.

»Jeg var fascineret af tilhørerne,« fortæller Somerstein.

»Mange af dem kiggede ikke direkte på King og mit kamera. I stedet kiggede de væk; det var, som om de ikke ville bringe deres syn af ham i konflikt med hans budskab. De ville koncentrere sig om at lytte. Det var bemærkelsesværdigt.«

Udstillingen ’Freedom Journey, 1965’ med billeder af Stephen Somerstein af marchen fra Selma til Montgomery vises på New York Historical Society indtil 19. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Det er vel, som sådan en fin artikel, men ordne "'deres' profets drøm" lyder af den virkelighed, USA lever i idag, den økonomiske og sociale apartheid politik, virkeligheden for dagens efterkommere af slaver.

Fra artikel
"Tre år senere blev King myrdet. I dag vil mange sorte amerikanere hævde, at deres profets drøm endnu ikke er opfyldt. Republikanerne undergraver deres stemmeret med adskillige kneb: Sorte er stadig udsat for uforholdsmæssig mere politivold end andre befolkningsgrupper, og økonomisk set rangerer de stadig lavest i samfundet, både i indkomst og formue."

Torben Nielsen, Peter Ole Kvint, lars abildgaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Torben Arendal

Jeg vil gerne se de sorts egen billedere fra samme begivenhed!

Torben Nielsen, Peter Ole Kvint, lars abildgaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Men selvom de kunne samle sig politisk og blive en magtfaktor der kan sikre at den amerikanske drøm blev virkelighed for dem, sker det ikke!