Læsetid: 8 min.

Tine lider af paraskavedekatria – frygt for fredag den 13.

Frygten for fredag den 13. trives stadig, selv om 1700-tallets kloge hoveder troede, skæbnetroen ville blive udryddet med naturvidenskabens mirakler. Mød Tine Kastrup, som lever med ét ben i videnskaben og det andet i overtroens verden
1700-tallets kloge hoveder troede, at skæbnetroen ville blive udryddet med naturvidenskabens mirakler. Mød Tine Kastrup, som lever med ét ben i videnskaben og det andet i overtroens verden

iBureauet/Mia Mottelson

13. februar 2015

I mandags satte 25-årige Tine Kastrup sig op på en spinningcykel i det lokale fitnesscenter i Randers. Hun indstillede cyklen til den rigtige højde, satte drikkedunken i holderen og klikkede skoene i pedalerne. Hun var klar til at begynde træningen, da hun opdagede, hvilken cykel, hun sad på. Nummer 13.

Hurtigt vristede hun fødderne ud af pedalerne, løsnede saddelhøjden og tog sine ting med over til en anden. Nummer 13 skulle hun i hvert fald ikke cykle på. »Det er ikke, fordi jeg tror, der vil ske en ulykke, eller at nogen vil dø, hvis jeg gjorde det, men det giver en forstyrrelse – en form for uorden – som jeg ikke kan slippe,« fortæller hun morgenen efter fra sin bil på vej mod arbejde i Bjerringbro.

Også i dag, fredag, er hun på arbejde i Profil Optik. Hun vil lave synsprøver, bestille brillestel hjem og hjælpe kunder med at finde nye briller. Ligesom hun plejer.

På den ene side er det en helt almindelig hverdag ligesom alle andre, og så alligevel ikke. Det er fredag den 13. En sagnomspunden dato, som Tine Kastrup allerede i sidste uge begyndte at bekymre sig om.

»Jeg vil ikke opføre mig anderledes, og jeg skal også nok stå op, men hvis der sker et uheld eller en ulykke, vil jeg føle mig sikker på, at det skyldes datoen,« siger Tine Kastrup, som betragter sig selv som meget overtroisk og hader tanken om, at datoen allerede popper op igen i næste måned og igen til november.

Den trettende engel

Frygten for fredag den 13. – som i fobiernes terminologi kaldes paraskavedekatria – er faktisk ret ny, selvom myterne om både fredagen og tallet 13 går langt tilbage.

I Biblen findes nogle af de ældste eksempler på, at 13 er et tal, man skal holde sig fra. Her beskrives Satan som den 13. engel, det 13. kapitel i Johannes Åbenbaring handler om Antikrist, og ved den sidste nadver sad Jesus og hans disciple 13 til bords, hvorefter Judas gik ud og hængte sig selv, og Jesus blev klynget op på et kors – på en fredag i øvrigt.

Men selv for ateisterne har 13 været betragtet som et dårligt tal, da det overskred 12-tallets fuldkommenhed. ’Der er 12 måneder på et år, der er to gange 12 timer på et døgn, hvad skal vi med et 13-tal, der ikke går op i nogen større sammenhæng?’ tænkte verdens første numerologer.

Men selve sammenkoblingen mellem fredagsfrygten og ulykkestallet 13 sker ifølge Dansk Folkemindesamling først omkring 1940’erne, hvor almindelige mennesker begynder at betragte datoen som en særligt skæbnesvanger dag.

Hvad det skyldes, er det aldrig lykkedes nogen at dokumentere, men der findes mange historier om det. Historien om den franske konge Filip den fjerde er én af de mest accepterede: I 1307 beordrede han netop fredag den 13. en blodig forfølgelse af tempelridderne, men den historie kender Tine Kastrup ikke.

Hun har heller aldrig undersøgt, hvorfor fredagen i den vestlige verden betragtes som uheldig og 13 som et ondt tal. Måske har hun ikke brug for forklaringer, fordi hun ikke kan forklare sin overtro. Den er irrationel, medgiver hun, men stammer helt tilbage fra hendes tidlige barndom, hvor forældrene bankede under bordet og sagde 7-9-13 for at gardere sig mod sygdom. »Det skete også tit, at vi sad 13 til bords, men så sørgede en eller anden altid for, at der blev sat en knappenål i dugen. Så var vi 14 hoveder,« siger hun.

Lykkeundertøj

I 2008 lavede analyseinstituttet Zapera en rundspørge for Kristeligt Dagblad, som viste, at hver tredje dansker betegner sig som overtroisk i sådan grad, at de tager varsler alvorligt og udfører særlige ritualer for at gardere sig mod uheld.

En britisk undersøgelse viser, at 42 procent af briterne er overtroiske, mens den amerikanske psykologiprofessor Stuart Vyse hævder, at over halvdelen af amerikanerne er overtroiske, og at kun 40 procent tror på evolutionen.

Men hvordan måler man overhovedet overtro? Er man overtroisk, blot fordi man går uden om en stige, der står og spærrer på fortovet? Og ’slår’ man ud som overtroisk i en undersøgelse, hvis man svarer, at man har lykkeundertøj, man tager på til eksamen eller jobsamtale?

Trods usikkerheden omkring omfanget af overtroiske mennesker er eksperter enige om, at overtroen står overraskende stærkt i en tid, hvor viden ellers er Gud. Folk, der lever af beviser og logik, kan også rumme troen på skæbnen. Et eksempel på det findes i bogen Dagligdagens gode og onde varsler, hvor forfatter Ib Askholm skriver:

»En betjent ansat ved Københavns Politi har fortalt mig, at de ved deres vagtskifter aldrig ønsker det nye hold en god og stille vagt eller held og lykke med vagten, da vagten så med sikkerhed vil blive ualmindelig travl og uheldig.«

Politiet er næppe mere overtroiske end andre, fortsætter han. Ritualet skal snarere ses som et håb om, at man ved hjælp af lidt ordmagi kan minimere tragedier, ulykker og død. På samme måde er Tine Kastrups ritualer en måde at helgardere sig på, fortæller hun:

»For nylig var jeg ude at køre med min kæreste, da en sort kat løb over vejen. Pr. refleks vendte jeg hovedet og spyttede over venstre skulder, selv om det var mig, der kørte bilen, og klatten ramte lige ind i ruden. Det er ikke, fordi jeg tror, nogen dør, hvis ikke jeg gør det, men jeg har det bedst med at være på den sikre side. Det giver mig en følelse af at være dækket ind. Hvis der så skulle ske en ulykke, sker det i hvert fald ikke, fordi jeg glemte at spytte over skulderen.«

Ligesom politiet, der arbejder ud fra beviser, arbejder Tine Kastrup som optiker inden for videnskabens verden. Alligevel tilhører hun også en verden, hvor bilradioen ikke må stå på et ulige lydniveau, og hvor hun kun bestiller biografbilletter til de lige sæderækker.

Verdens puslespil

Hvorfor viden og overtro kan sameksistere, sker ifølge Kim Toft Hansen, som har forsket i overtro i moderniteten, fordi videnskaben ikke giver os alle svar.

»Mennesker er indrettet til at søge sammenhænge. Videnskaben har højeste status og er ofte der, vi leder efter beviser. Men samtidig siger fysikere, at vi kun kender en tiendedel af det stof, universet bygger på. Det åbner op for, at vi søger sammenhænge, som ligger uden for det, vi allerede kender og tror på,« siger han.

Engang var overtroen langt mere udbredt. Det var før videnskaben. Da overtro var folketro og en måde at sætte verdens tilfældigheder i system på. Dengang vendte bønderne deres træsko på hovedet, inden de gik i seng, så heksene ikke kunne tage dem på om natten og bruge dem til djævelskab.

Nyste en ged, varslede det omslag i vejret, og hvilede to køer ryg mod ryg, var der som regel god sladder på vej til gården.

Men med Oplysningstiden opstod forestillingen om, at verden var et puslespil. De klogeste troede, at de havde alle brikkerne og bare skulle finde ud af få dem lagt rigtigt. Men da de kom i gang, så de, at der manglede nogle brikker, mens andre slet ikke hørte til. »Og dermed åbnede der sig en tro på, at der må være noget ud over den virkelighed, vi kan se, føle og røre,« siger Kim Toft Hansen om videnskaben og mystikkens sammenhæng. Den pointe illustreres i flere internationale undersøgelser, som viser, at de yngste – dem, der er vokset op i vidensamfundet – tilhører den mest overtroiske nulevende generation.

Overtro smitter

For 25-årige Tine Kastrup handler overtro om kontrol. Overtroen giver hende nogle ritualer og systemer, hun kan putte ned over tilfældigheder, hun ikke kan styre.

Jeff Rudski, professor ved Muhlenberg College i Pennsylvania og ekspert i overtro, har tidligere udlagt fænomenet i magasinet Oestrogen:

»Vi har det ikke godt med tanken om, at ting er tilfældige, og vi vil gerne finde årsag og effekt. Nogle gange binder vi ting sammen, der slet ikke har noget med hinanden at gøre, men i virkeligheden er det nøjagtig den samme proces, som når vi finder ud af, at kanalen skifter, når vi trykker på en bestemt knap på fjernbetjeningen,« sagde han og pointerede dermed, at vi slet ikke kan gøre for, at vi lader os styre af myter og ritualer.

Tine Kastrup har selv lagt mærke til, hvor let folk lader sig påvirke af hendes overtro. Da hun i efteråret mødte sin kæreste, stillede han tit sko på bordet og kendte ikke noget til historierne om, at det ville føre til ufred i huset eller værre: varsle hans egen død.

I dag stiller han altid sko på gulvet, og den dag, hvor den sorte kat løb over vejen, og Tine Kastrup spyttede ind i ruden, rullede han selv passagervinduet ned og sendte en spytklat ud på vejen.

»Og da Profil Optik blev renoveret, sagde jeg til håndværkerne, at jeg ikke kunne have, når de gik under stigerne. Først grinede de bare af mig, men jeg lagde mærke til, at de alle sammen begyndte at gå udenom,« siger Tine Kastrup.

Stigeeksemplet er klassisk, siger Kim Toft Hansen og fortæller om en række forsøg, hvor man har stillet stiger op midt på fortov.

»En stor del af testpersonerne, som ikke ved, at de er med i et videnskabelige eksperiment, kvier sig tydeligt ved at gå under stigen, men har bagefter svært ved at forklare hvorfor. Der opstår et skisma mellem rationalitet og mytologi indeni personerne, som nok er meget sigende for, hvordan mange af os indgår i en kollektiv overtroisk bevidsthed,« siger Kim Toft Hansen.

Hotelspøgelser

Hans påstand er, at langt de fleste, som banker under bordet, går udenom stiger eller fjerner sko fra bordene, ikke ved, hvordan myterne er opstået, og hvad de siges at varsle. Helt ligesom Tine Kastrup, som gennem sin barndom er blevet ført ind i en kollektiv bevidsthed, der pr. automatik frygter sorte katte og fredag den 13.

Rent statistisk er der nu ingen grund til at frygte fredag den 13. Der sker hverken flere ulykker, uheld eller dødsfald – højst lidt flere indbrud, fordi tyvene arbejder i weekenden. Alligevel er der mange eksempler på, at samfundet tager hensyn til danskernes overtro og den frygt, der er tilknyttet tallet 13. Dengang TV-Byen lå i Gladsaxe, havde man ingen kontorer på 13. etage, ligesom der findes flere hoteller, som har sprunget 13. etage over. På Hotel d’Angleterre i København har man af hensyn til kunderne ikke noget værelse nummer 13, mens man om bord på flyselskabet SAS hverken har rækker eller sæder med nummeret 13. »Virksomheder, der skal sælge varer og oplevelser, er nødt til at anerkende forbrugerens virkelighed,« siger Kim Toft Hansen om selskabernes kommercielle hensyn.

»Hotellerne er ikke bange for spøgelser, men de er nødt til at tage hensyn til det dominerende mindretal i befolkningen, som tror på overtroens myter og varsler.«

Dem, der som Tine Kastrup, der ikke vil køre på kondicykel nummer 13, som krydser fingre, spytter tre gange over venstre skulder og glæder sig til, at fredag den 13. snart er overstået. For denne gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Frederiksen

Ro på. Det er kun når fredag d. 13. falder på en tirsdag at der er grund til at blive hjemme under dynen. Iflg. Walt Kellys 'Pogo', som blev bragt i Information frem til begyndelsen af 70'erne.