Læsetid: 4 min.

’Uden vrede kommer vi ingen vegne’

Den prisvindende dramatiker Cristian Ceresoli er rasende. Forkerte værdier har gjort det at være rig og berømt til et mere eftertragtet mål end det at være et tænkende og velfunderet menneske, mener italieneren, som har opsummeret sin vrede i det meget anmelderroste teaterstykke ’Lort’
Danica Curcic i den danske opførelse af Ceresolis stykke ’Lort’ om en kvinde, der drømmer om at blive berømt tv-realitystjerne.

Danica Curcic i den danske opførelse af Ceresolis stykke ’Lort’ om en kvinde, der drømmer om at blive berømt tv-realitystjerne.

Henrik Ohsten Rasmussen

3. februar 2015

Det er sjældent, man møder rendyrket passion over en kop halvlunken kaffe i en teaterfoyer. Men vildskaben stråler ud af manuskriptforfatter Cristian Ceresoli i den lille underbelyste café i Husets Teater denne eftermiddag – og samtalen er heller ikke mange minutter gammel, før Ceresoli leverer sin første kradse karakteristik af det moderne menneske:

»Jeg ser ikke mig selv som italiener, men mere som verdensborger, for uanset hvor i verden jeg kommer hen med ’Lort’, oplever jeg det samme åndelige forfald,« siger han.

»Kun få interesserer sig for den slags kultur, der tør stille spørgsmål, mens de fleste interesserer sig for tv-programmer, som gør grin med såkaldt virkelige mennesker. Men det er de virkelige mennesker, som ser på dette lort. De er så selvtilfredse, at det næsten gør ondt, og det gør mig grundlæggende rigtig vred. Og egentlig er vrede efterhånden nødvendigt, for ellers kommer vi mennesker jo ingen vegne.«

Så er vi ligesom i gang. Ceresolis stykke La Merda har på dansk fået den mundrette titel Lort og er et forsøg på at gøre op med idealet om, at man skal være rig og berømt for at være noget.

– Men netop det har vi da hørt før, har vi ikke?

»Muligvis, men det går jo ikke væk, bare fordi vi lader være med at tale om det,« siger Ceresoli og hæver så stemmen:

»I danskere aner ikke, hvor privilegerede I er, når det kommer til kunststøtte. Se, hvad der kan ske i lande, hvor kulturen ikke får massive indsprøjtninger. Der kan en tidligere klovn stille op til parlamentet og få masser af stemmer.«

En ny tankegang

Klovnen er den italienske komiker Beppe Grillo. Da han blev den store sejrherre ved det italienske parlamentsvalg i 2013, nægtede han imidlertid at danne regering. Der går, ifølge Ceresoli, en lige linje fra dette og til Lort, hvor en ung, splitternøgen kvinde sidder på scenen og krænger sit berømthedsbehov ud.

Med tiden bliver hun mere og mere desperat, og for Ceresoli er både denne kvinde og Beppe Grillo et resultat af det samfund, forrige generationer har skabt:

»Mine forældres årgange har fokuseret på én ting; objekter. Man vil have nye biler eller større køkkener, men man har glemt at pumpe penge i litteratur, film og teater. Det har givet folk tykkere tegnebøger, men vi er alle sammen næsten gået åndeligt bankerot. Resultaterne er tydelige i dag: Alle vil være rige og berømte, men de er ligeglade med, hvordan de bliver det – og det er kort sagt noget lort,« siger Ceresoli, der heller ikke vil høre tale om, at velfærdsforbedringer har skabt bedre forhold for de fattigere dele af befolkningerne i landene omkring os:

»Hellere fattig på bankkontoen, men rig på oplevelser end omvendt. Jeg kan ikke se et reelt acceptabelt alternativ til at være et tænkende og velfunderet menneske.«

Danica og druk

Midt i åndslivslektionen opstår pludselig et lille frikvarter, da Danica Curcic indtager lokalet. Den talentfulde skuespillerinde er kvinden bag den nøgne hovedrolle i Lort, og hun skal i sminken inden eftermiddagsforestillingen.

»Nå, var I ude og fulde den i går?« smiler Curcic bredt til Ceresoli, som pludselig smider de flammende øjne og med et næsten undskyldende blik kigger ned på diktafonen, som ligger og lytter intenst på bordet:

»Ja, øh, vi…«

Mere når han ikke at sige, førend Curcic opdager den lille diktafon og beklager den pludselige afbrydelse. Men sådan skal det nu heller ikke være, og Ceresoli forklarer skuespillerinden, hvor dejligt et sted Danmark er, og at her er mange rare mennesker. Curcic smiler – stadig en smule betuttet – og tripper mod omklædningen, mens Ceresoli vender sig med et grin fyldt af minder. Så trækker han vejret ind, og øjnene vender tilbage:

»Det, jeg mener, er, at vi som mennesker har glemt, hvad virkeligheden er. Reality-tv er jo ikke virkelighed, det er et spil på en skærm. Dér synes jeg, teatret kan tilbyde noget helt unikt. En øjebliksstemning og en foranderlighed, der gør, at tingene aldrig bliver det samme. Teater kan udfordre på nye måder hver eneste aften, hvorimod reality-tv har en skabelon, der næsten er umulig at undvige fra. Vi ved, hvad der vil ske. En skuespiller har i dag langt større mulighed for at påvirke sin rolle, end en reality-deltager har for at påvirke sin egen identitet. Teater kan være vores sidste udvej.«

De nøgne

For Cristian Ceresoli var det altafgørende, at hovedpersonen i Lort skulle være nøgen. Det gør nemlig noget paradoksalt ved vores opfattelse af stykket, mener han.

»Det er interessant, hvor mange der tænker over, at hun er nøgen. Se en almindelig tv-programflade. Der er nøgenhed overalt, men på teatret bliver alting mere virkeligt, og det understreger egentlig hele min pointe,« siger instruktøren, for så igen at lægge an til et stille vredesbrud:

»Der er ikke længere nogen blidhed over at være nøgen, fordi vi får nøgne kroppe smidt i hovedet hele tiden. Hvis dette fortsætter, vil man en dag kunne blive berømt for at være den, der ikke smed tøjet. Mit håb er, at vi i fremtiden vil hylde dem, der har noget på hjerte. Dem, der siger noget, som kan føre os frem mod en større forståelse. Såvel politisk som åndeligt, og derfor ligger der også mere blidhed og omsorg i at være vred, end i ikke at ville andre end sig selv noget.«

Danica Curcic kommer igen forbi bordet. Denne gang nærmest listende.

Ceresoli ser hende ikke. Han stirrer på diktafonen og sukker dybt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Bo Hessellund
  • Torsten Jacobsen
  • Martin Åberg
  • erik winberg
  • Steffen Gliese
Olav Bo Hessellund, Torsten Jacobsen, Martin Åberg, erik winberg og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Ja, kan I så se at komme ind og se noget teater fra Italien, der åbenbart på kunstscenen er virkelig leveringsdygtig i lort som udtryk for kunstnerisk forfald - "Merda d'artista" først og nu dette. Hvis dette kunne være et ungdomsoprør, er jeg på.

Lise Lotte Rahbek

Uden vrede kommer vi ingen vegne..

Nap en tablet, tag en times mindfullnes, se noget mere Vild med Dans, tjen nogle flere penge, tag på ferie.
Så går den utidige vrede nok over.

Steffen Gliese, Jakob Silberbrandt og erik winberg anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Stakkels Cristian Ceresoli.

Der sidder han, med al sin afmagt og al sit stille raseri på Husets Teater, og så affejes det blot som en 'åndelivslektion' af den ellers sikkert velvilligt indstillede journalist, der måske hverken føler sig åndløs eller selvtilfreds, og som derfor ikke helt kan acceptere præmissen. Dér sidder han, den løjerlige lille italiener, med sit mismod, sin foragt og sine tømmermænd ('han er ikke bedre end os!'), vel vidende og konkret erfarende at ingen, nej ingen kan undslippe mediernes objektificering og kommercialisering af selv det mest nøgne, umiddelbare udtryk.

Stakkels Cristian Ceresoli.

Selv kunsten, som katalyserer hans vrede ind på scenen, må give fortabt, ubehjælpsomt fanget som den er i en postmodernistisk og ultra-medialiseret virkelighed, hvor betydningen kun varer lige så længe som udsagnet, hvorefter den fortrænges af andre betydninger fra andre udsagn, i en evigt flimrende strøm af...ja, af LORT.

Stakkels Cristian Ceresoli.

Hans uendelige nederlag indfanges vel bedst i følgende lille bitte anmelder-citat:

"‘The rage is nude.’ - Vogue

Eller i anmeldercitaterne i beskrivelsen til traileren her.
https://www.youtube.com/watch?v=V-q_7W7MPVg

Peter Hansen, Lise Lotte Rahbek & Torsten Jacobsen: hvorfor disse nedladende og ligegyldige kommentarer? Hvorfor bliver I så provokeret over at en mand er vred over noget som der egentlig er god grund til at være vred over? Har I set hans teaterstykke som faktisk er alt andet end noget lort?
Gør jer selv den tjeneste......!

Steffen Gliese, Morten P. Nielsen og Didde Elnif anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Thomas Bentin
Jeg er skam ikke nedladende og ligegyldig.
Jeg kan godt li vrede. Faktisk så meget, at jeg er enig med CC i, at uden vrede kommer vi ingen vegne.
Jeg udtrykker det bare på min egen måde. Med sarkasme.

Michael Kongstad Nielsen

Nu må man ikke håbe, Cristian Ceresoli alligevel spekulerer lidt i nøgenheden. Den slags plejer jo at trække kunder. Og det talentløse opvejes nemt af en nøgen kvindekrop. Italien har i mange år været kendt for talentløse reklamekanalers reality shows, så Ceresoli er vel opdraget, men kaster nu al skyld mod andre, blandt Beppe Grillo, hvilket er helt misforstået, eller bare et politisk udtryk for Ceresolis politiske og samfundsmæssige ståsted, for komikeren og politikeren Grillo kritiserer netop det italienske establishment, så noget tyder på, at Cristian Ceresoli er mere hyklerisk end ærlig vred.

Torsten Jacobsen

Hej Thomas Bentin,

Velkommen til debatspalterne på Information.dk

Jeg er ked af at du opfatter min kommentar til denne artikel som værende 'ligegyldig' og 'nedladende'. Den er ikke ligegyldig for mig, og, vil jeg hævde, burde heller ikke være ligegyldig for dig, hvis du da er identisk med den Reumert-nominerede danser og scenekunstner, som bærer samme navn.

Hvis du nu læser min kommentar med lidt større nænsomhed og interesse end du synes at have ofret på den i første omgang, er der en chance for at du vil bemærke, at mit ærinde ikke er at nedgøre eller ligegyldig-gøre hverken Cristian Ceresoli eller hans uden tvivl fremragende forestilling. Tværtimod har han min dybeste sympati, og den vrede han giver udtryk for genkender jeg kun alt for godt som min egen.

Min kommentar forsøger såmænd blot at belyse det håbløse paradoks en mand som Ceresoli er fanget i: For overhovedet at komme til orde, for at blive gjort til genstand for den interesse som mediet Information her udviser i forhold til ham, må han så at sige indgå en pagt med djævelen selv: Både hans han selv, hans holdninger og den forestilling som udspringer af begge dele, bliver her kommercialiseret i selvsamme mediemaskine, som han gør oprør imod. Han graver sin egen grav, han kan ikke vinde. Derfor kalder jeg det et 'uendeligt nederlag', og når jeg beskriver ham som 'stakkels' er det helt uden ironi. Som sagt er hans vrede min egen, og jeg har dyb medlidenhed med ham, i den afmagt han utvivlsomt føler.

Jeg synes det er værd at bemærke, at Cristian Ceresoli, som utvivlsomt er et intelligent menneske, ikke sender en retningsløs anklage ud mod verden. Han har uden tvivl bemærket, at der ikke er mangel på vrede og overskud af selvtilfredshed i samfundet generelt, men snarere i ét, ikke ubetydeligt segment: Den selvtilfredse middelklasse, den produktive klasse, og ja - også i den kreative klasse af kunstnere, kulturformidlere og mediefolk, som både han selv, jeg, og du (hvis du altså er den reumert-nominerede danser) tilhører.

Men som sagt er der ingen udvej. Det ved Cristian Ceresoli uden tvivl godt, og det kunne han sikkert have haft en meget interessant samtale med en interesseret journalist om. På samme måde som vi to kunne have haft en interessant diskussion om kunstens berettigelse, det iøjnefaldende fravær af politisk kunst på landets etablerede scener, kunstens potens eller impotens, og sikkert meget andet godt.

Men det er jo desværre, forstår jeg, helt ligegyldigt?

Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
Morten P. Nielsen

Så er vi ligesom i gang. Midt i åndslivslektionen.

Det var tydeligvis for hård kost for journalist Casper Hindse, som tydeligvis føler sig politisk pikeret over Cristian Ceresolis præmis .

Har I ikke en journalist, der kan behandle stoffet på en kvalificeret måde, hvilket blandt andet indebærer at vi slipper for journalistens småborgerlige personlige kommentarer?

Hej igen Torsten Jacobsen.
Jeg kan se at jeg I så fald misforstod intentionen og tonen i din første kommentar. Det beklager jeg. Den overflødighed af sarkasme der i mine øjne dominerer kommentarsporet generelt på nettet gør det ofte svært at finde ind til de reelle meninger bag kommentaren. Og med dette i baghovedet fik jeg læst dine ord forkert.
Jeg blev selv så positivt overrasket over at stykket tages op på dansk, at der overhovedet er skrevet en artikel i danske medier om dette stykke og ovenikøbet med en lille intention om at lade instruktøren selv komme til orde,- selv om journalisten behandler stoffet på den mest overfladiske måde. Og derfor provokeret over de umiddelbare reaktioner, som jeg læste dem.
Men det glæder mig at jeg tog fejl - Og jo, jeg er den Thomas Bentin.

Vibeke Rasmussen, Steffen Gliese, Olav Bo Hessellund og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er ikke sarkasme, Thomas Bentin, det er ånd! Og jeg var absolut ikke nedladende. Jeg glæder mig over, at en stærk, nødvendig tekst i god, europæisk tradition har fundet en kongenial fortolker i Danica, der om nogen rummer den energi og forfriskende kreative destruktionstrang, der kan yde den retfærdighed.
Men det er også dejligt at se, at denne debat som den første om et kunstneriske-intellektuelt emne rent faktisk skaber refleksion. Måtte den ikke også blive den sidste, for i alt for lang tid har "kunst" i Danmark ikke fået nogen til at hæve et øjenbryn. Ligesom sproget i dag anses for totalt ufarligt - "det er jo bare noget, vi siger/tegner/skriver, hvorfor bliver I sure?" - har kunsten jo også været kørt ud på et sidespor, hvor folk ovenikøbet har kunnet vinde point på udsagnet "jeg har ikke tid til at læse skønlitteratur!"

Steffen Gliese

Eller også, Michael Kongstad Nielsen, har Ceresoli adgang til at forstå Grillo i en kontekst, som går hen over hovedet på os, der gør ham til en italiensk Jakob Haugaard?