Læsetid: 6 min.

Skal man være mand for at sælge kunst?

Tre ud af fire kunstnere på de danske gallerier er mænd. Det til trods for at kvindelige kunstnere er i overtal på Kunstakademiet og kunstnernes brancheorganisationer. Den maskuline kunst sælger bedre, siger en tidligere gallerist. Men hvorfor egentlig?
Udstillingen rettes til på Galleri Martin Asbæk, der er et af de eneste gallerier i København med lige mange mandlige og kvindelige kunstnere. Her er det Nicolai Howalts fotografier. Almindeligvis er tre ud af fire kunstnere på de danske gallerier mænd.

Sigrid Nygaard

5. februar 2015

Shopper man kunst på de danske gallerier, kommer man sandsynligvis hjem med et værk, der er lavet af en mand. Kønsfordelingen på gallerivæggene er nemlig helt skæv. En opgørelse fra det nordiske kunstmedie Kunstkritikk viser, at 11 toneangivende danske gallerier i gennemsnit har 73 pct. mænd i stalden.

»Der er så mange gode kvindelige kunstnere derude. Men de har ualmindeligt svært ved at komme igennem til gallerierne,« siger kunstrådgiver og tidligere gallerist Christina Wilson.

En hurtigt kig på den københavnske galleriverden viser, at andelen af kvindelige kunstnere på topgallerier som Galleri Susanne Ottesen, Andersen’s Contemporary og Galleri Tom Christoffersen er nede på henholdsvis 19, 25 og 17 pct.

»Halvdelen af jordens befolkning er kvinder, og de har nogle interessante erkendelser af verden, som udtrykkes i kunst. Det bør vi selvfølgelig præsenteres for,« siger Christina Wilson.

Information har tidligere beskrevet, hvordan danske museer køber mere kunst af mænd end af kvinder; en tendens som altså også gør sig gældende på gallerierne.

Skævheden skyldes ikke, at der er flere mandlige end kvindelige kunstnere i Danmark. I 50 år har kønsfordelingen på Kunstakademiet været lige, og der er flest kvindelige medlemmer i kunsternes brancheorganisationerne. Så hvorfor er der fortsat markant flere mænd end kvinder på kunstgallerierne?

En kunstner er en mand

»Jeg har aldrig forholdt mig til det,« siger Jesper Elg, der ejer V1 Gallery i København sammen med to (mandlige) kolleger.

Netop nu pryder den abstrakte amerikanske maler Alicia McCarthy væggene, men det er ikke altid, at kunst skabt af kvinder fylder så meget på galleriet. Ud af V1 Gallerys 35 kunstner, er de otte kvinder.

»Vi ser på om kunstnerne har en praksis, der passer til galleriet, ikke på deres køn,« forklarer Jesper Elg.

Svaret er typisk for danske galleriejere: Man ser på kvalitet, ikke på køn, lyder det. Men det er ikke noget godt svar, mener Christina Wilson.

»Man kan ikke dække sig ind under, at man køber kvalitet. Alle moderne kunsthistorikere ved godt, at kvalitet er et subjektivt begreb. Vi har alle et mandeblik på tingene, der påvirker deres valg.«

Hun peger på, at kunsthistorien er præget af et mandligt blik, der påvirker vores syn på billedkunsten

»Vi kigger efter de ting, vi kende, og når vi så genkender dem, synes vi, det er kvalitet. Kvinder er jo præcis lige så talentfulde som mænd. Men når man ved, at det er en kvinde, der er afsender, så har mange fejlagtigt tendens til at se det som pjevset eller for flæset. Kvinderne kan have det på samme måde. Mange lader være med at købe kunst af kvinder, fordi de synes, det er for intimt,« siger hun.

– Sælger maskulin kunst også bedre?

»Ja, ja. Meget bedre. Helt sikker,« siger Christina Wilson.

Blomstermalerne

Så længe der har været kunst, har kunstscenen været domineret af ikoniske mænd. Monet, van Gogh, Dali, Picasso, Pollock. Selvom de danske kvinder fik adgang til Kunstakademiet 1908, har kvindernes rolle i kunsthistorien hovedsageligt udspillet sig langt fra ferniseringer og magasinforside.

»Man har fundet flest kvindelige kunstnere nederst i genrehierarkiet,« siger professor på Københavns Universitet og formand for Dansk Center for Museumsforskning, Hans Dam Christensen.

»De lavede dyremalerier, til nød portrætter, og så malede de blomster; noget man kunne gøre derhjemme. I modsætning til f.eks. historiemaleriet, der var prestigiøst og krævede omfattende figurstudier,« siger han og tilføjer: »Hvor der var kunstnerpar, har kvinderne ofte bevæget sig over i de mindre genre som akvareller eller stoftryk.«

Lisbeth Bonde, der er formand for kunstkritikerne, er enig. Ifølge hende er gallerikunsten mere konservativ end andre kunstformer, fordi den er påvirket af økonomisk spekulation.

»Man glemmer tit det økonomiske aspekt, når man diskuterer den manglende kønsparitet (forskellighed, red.) i kunstverdenen. Men det spiller en langt større rolle, end mange er klar over,« siger hun.

»Gallerierne satser ofte på sikre navne, som de har mulighed for at sælge, og mange kunstkøbere tænker traditionelt. Det er stadig udbredt, at når folk tænker på en kunstner, så forestiller de sig en mand, der går til ekstremerne og går planken ud,« siger Lisbeth Bonde.

Kønsfordelingen på landets gallerier står i kontrast til fordelingen på kuraterede udstillinger som Forårsudstillingen og Kunstnernes Efterårsudstilling. På den årlige Forårsudstilling, som i disse dage kan opleves på Kunsthal Charlottenborg i København, finder man 51 kvindelige kunstnere og 32 mænd.

Det usikre køn

Fra sin plads ved det hvide mødebord på kontoret på første sal i Bredgade 23, kan Patricia Asbæk se ned i baggården til Martin Asbæk Gallery, som hun åbnede med sin mand Jacob i 1975, og som i dag bestyres af hendes søn, Martin. To kvinder i mørkt tøj løfter forsigtig et stort indrammet og indpakket fotografi op ad en frossen metaltrappe og ind ad galleriets bagdør.

I sine 40 år som gallerist har Patricia Asbæk ofte bemærket, at branchens kvinder – både kunstnere og gallerister – har været mindre målrettede og minde villige til at løbe risici end deres mandlige kolleger. Det har holdt dem tilbage, mener hun

»Kvinderne er mere utrygge og mere detaljeorienterede i hverdagen. Mændene siger bare: ’Lad os suse derudad,« fortæller Patricia Asbæk.

»Hvis du er gallerist, så er det nemmere at arbejde med mænd. Pigerne tager mege tid. Man skal tale med dem om detaljerne. Det bliver for stramaj-agtigt. Man skal sidde i timevis og høre på dit og dat, og man får nærmest spat af det til sidst. Kan vi ikke komme videre? Piger er mere sarte. De skal plejes mere,« siger hun.

Dårlig selvtillid

I 2003 lavede de amerikanske psykologer David Dunning og Joyce Ehrlinger et eksperiment. Først bad de en gruppe mandlige og kvindelige universitetsstuderende vurdere deres egne evner inden for naturvidenskab. Så gav de de studerende en test, og til sidst bad de dem om at gætte hvor mange rigtige svar, de havde. Konklusionen var opsigtsvækkende: Selvom testresultaterne mellem kønnene næsten var ens, vurderes kvinderne konsekvent sig selv som dårligere end mændene. Eksperimentet er ét i en række af studier, der viser, at kvinder i højere grad end mænd undervurderer deres egne evner. Den dårlige faglige selvtillid kan være en del af forklaringen på, hvorfor færre kvinder end mænd finder vej til galleriernes vægge.

»Du skal tage chancer, og det er ikke noget de fleste kvinder automatisk gør, fordi de skal avle børn, være derhjemme og dit og dat,« siger Patricia Asbæk, der også mener, at frygten for at løbe risici kan afholde kvinder fra at starte som gallerister.

»Der er en stor usikkerhed forbundet med at være gallerist. Du er lige så usikker som dine kunstnere. De fleste kvinder tager ikke risikoen og bliver ikke selvstændige. De ender som museumspiger og kunstrådgivere,« siger hun.

Et par hundrede meter længere oppe ad Bredgade er gallerist Christoffer Egelund ved at sætte sin næste udstilling op.

»Jeg tror, at mænd har lidt ekstra selvtillid og er bedre til at promovere sig selv,« siger han.

»I kunstbranchen skal man vise, at man er dygtig, og at man kan klare sig godt. Gennem hele barndommen lærer mænd at lave showoff og vise muskler over for hinanden,« sige Christoffer Egelund.

En øget bevidsthed

Kunstdebattører har længe peget på, at den skæve kønsfordeling på gallerier og museer skaber et fattigere kunstmiljø, fordi kvinders fortællinger og blik på verden ikke er repræsenteret. Spørgsmålet er, hvordan skævheden rettes op.

Ifølge Christina Wilson er der behov for en »en øget bevidsthed« om problemstillingen.

»I 1980’erne så man aldrig et billede af en sort kunstner på et kunstmuseum. Alle kunstnere var hvide middelklassemænd. Men så opdagede man, at der var et interessant narrativ, som man måtte bevidstgøre publikum om. Det kan også ske med kvinderne,« siger hun.

Men det kræver, at museerne – der i dag køber langt mere kunst af mænd end af kvinder – går forrest.

»Museerne bør starte. Hvis de laver store udstillinger med kvindelige kunstnere, så kommer man også til at sælge kvindelige kunstnere på gallerierne. Det er museumsudstillinger, der giver CV’et,« siger Christina Wilson.

For at imødegå problemet opfordrede Akademiraadet i december alle statslige kunstmuseer til at købe mere kunst af kvinder. Men det er en dårlig idé, mener Christoffer Egelund.

»Det er et dumt fokus. Det er jo det, kunstnerne laver, der er det vigtige. Ikke deres køn. Jeg synes ikke, man kan eller skal gøre noget ved det her. Det er lige så diskriminerende over for mændene, hvis man skal give kvinderne en fordel,« siger han og tilføjer:

»Kvinderne må selv være lidt mere oppe på beatet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Carstensen
Eva Carstensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

En gæst på Fanø besøger Johny Madsens galleri/værksted og spørger: Er det her maleri færdigt?
Hvor til Johny Madsen svarer: Hvis do vil køwet - så ær et!

Morten Østergaard, Morten Balling, Anne Eriksen, Bente Petersen, olivier goulin og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar

Det må vi have en kommunalt finansieret mobil app og en statsligt finansieret opkøbsordning til at rette op på. Det er jo institutionel sexisme. Et overgreb på kvinder indlejret i et sexistisk samfund.

Morten Østergaard og Peter Andreas Ebbesen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Hvis kvinderne er godt funderet i kunsthistorie og kunstfortolkning, så er de måske bedre end mænd til at sælge, men hvis det er kvinder, der bruger deres charme og intuition til, at forklare om kunsten....så er der vel ikke noget, at sige til, at køberne styrter ud af døren - kunst kræver en "forklaring" der holder og kunst er ofte for skrøbeligt til charme som salgs argument....:-)

Hvis Christina Wilson mener der er for få kvinder på eksisterende gallerier kan hun jo bare genåbne sit eget med politisk korrekt sammensätning på väggene. Der er fri näring i Danmark. Hvis der så ikke kommer tilsträkkeligt med kunder er konklusionen vel ikke at staten skal köbe restlageret?

olivier goulin

Undskyld mig, men er denne problematik ikke en smule overeksponeret på Information?

/O

Tino Rozzo, Michael Kongstad Nielsen, Morten Pedersen, Peter Andreas Ebbesen og Bente Petersen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

@peter hansen
hæ hæ... Uanset det, så er det nødvendigt, at diskutere kunst som noget andet end noget subjektivt.
Der er regler for gode kompositioner og sammensætning af farver, som er en nødvendig viden hos både mænd og kvinder, hvis de skal sælge kunst.... det er vigtigt at vide om en kunstner overskrider nogen grænser bevidst eller om kunstneren ikke aner, at disse grænser findes i forhold til eksempelvis sammensætning af farver...
Hvis man skal blive en god kunst fortolker, så må man have både den praktiske og den teoretiske kunst forståelse på plads, det er ikke nok at billeder bare "virker" på en....

Jeg havde egentlig forventet at de erfarne kunstkenderne havde en eller anden form for selvindsigt i hvorfor de primært udstiller værker af andre mænd. Men nej - sådan gør de bare, og de har aldrig tænkt over hvorfor. Sådan har det altid været og det skal man ikke komme og lave om på.

Det vi taler om her er finkultur. Her syntes jeg at den reaktionære argumentation virker lidt pinlig. Hvis jeg vil se forstokket åndeligt affald, sætter jeg mig foran min tablet og ser Netflix. Hvis jeg går på galleri eller museum, skal der altså nogle helt andre boller på suppen.

Poul Sørensen

Hele denne diskussion tager sit udgangspunkt i de begrænsede ambitioner folkeskolen har med sin (manglende) kunst undervisning. Faget formning syntes, at være en reaktion på faget tegning, som formning afløste i 1958, men måske har man været lidt for hurtig da man udenvidere kasserede tegning, da tegning er en af de måder, hvor man kan tilegne sig kunsten som andet end ideer og produkter....men også som en process. Det bliver nok desværre svært og ændre på indholdet i formning, fordi med indførelse af formning da slap lærerne for at lære elverne tegne. Forældre der kom med illusioner om at deres børn skulle lære at tegne kunne affærdiges med, at eleverne istedet havde lært at udtrykke sig spontant igennem fingermaling og dermed slap formningslæren også for selv at lære at tegne, som bekendt kan være en udfordring.... Hvis formning kom til, at indeholde et krav om, at eleverne skulle lære, at tegne, så kunne vi undgå hele denne diskussion, fordi så ville alle vide hvad de snakkede om....
http://www.folkeskolen.dk/521072/form

Som tone så farve - man skal ikke sleske for kunden, men hæve niveauet hos kunden - det sker i skolen;

Undskyld, problemet der diskuteres er ikke niveauet, men kønnet - jeg trækker mig i skam

Morten Balling

Forleden læste jeg en af Informerens andre artikler om emnet her, hvor Julie Elmhøj flere gange nævnte "dygtige kunstnere", og bagefter googlede jeg "what is good art?".

Ligesom da jeg i sin tid spurgte folk jeg mødte i den kreative verden, hvad ordet "æstetisk" betød, var svarende jeg læste meget lig det svar jeg fik på æstetik spørgsmålet. Noget ala "Jeg ved det godt, men jeg kan ikke forklare det med ord". Det svar har altid fået mig til at tænke på noget med en nøgen kejser.

Her er det værd at bemærke at svarene jeg læste kom fra nogle af verdens mest anerkendte kunsteksperter. Svarene varierede fra "God kunst er ligesom porno, jeg ved det når jeg ser det" til "bla-bla-bla-bla", men ingen kom med et reelt brugbart svar på, hvornår man kan sige at noget kunst er god kunst. Nogen mente sågar, at begrebet kunst var ligeså svært at definere som god kunst.

Som barn brugte jeg meget tid på kunstmuseer, og jeg var stor fan af Niels Strøbek's billeder (allermest det med de nøgne damer), men når jeg sagde det, blev jeg mødt af voksne, som sagde at han var født for sent, at guldaldermaleri ikke længere var kunst, samt at Strøbek ikke var en stor/god nutidskunstner. Heldigvis for Strøbek, er han siden kommet lidt mere ind i varmen i miljøet.

Dengang som barn konkluderede jeg at de voksne ikke fattede en brik om god kunst, og at god kunst (for mig) var det som fik mig til at føle noget. Det mener jeg stadig.

Til gengæld har tiden lært mig bedre at forstå, hvad det er der gør at noget kunst sælger. At være en anerkendt nutidskunstner drejer sig helt overordnet om held og netværk. Anmeldelserne af Damien Hirst' udstilling med hans første malerier efter bruddet med Saatchi, er et klassisk eksempel. Her så man tydeligt at anmelderne havde mest respekt for Saatchi's penge, og samtidig var det jo ret nemt at pege fingre af Hirst iført bar røv og dolk.

I disse år, er det populært at gøre værdi op i noget økonomisk, så måske er PSY vitterligt bare en af de største dygtige gode nutidskunstnere? Jeg mener, over to milliarder visninger på Youtube! :)

Til gengæld har jeg svært ved at se, at det med hvilken kunst der sælger, har noget som helst med kønsroller at gøre.

Søren Furbo Skov

»Alle moderne kunsthistorikere ved godt, at kvalitet er et subjektivt begreb.«

Hvis kvalitet er et fuldstændigt subjektivt begreb, som det må være hvis man ikke kan dække sig ind under det for at forklare skævheden, giver det ikke mening når hun senere siger

»Der er så mange gode kvindelige kunstnere derude.«
og
»Kvinder er jo præcis lige så talentfulde som mænd.«

For hvis objektiv kvalitet ikke eksisterer gør objektivt gode eller talentfulde kunstnere det vel heller ikke.

Søren Kristensen

Som også første kommentar er inde på, så er svaret på overskriften er: Nej, men det hjælper i den grad at være mand=fræk, aggressiv, nonchalant. Hvorfor? Fordi der skal en god portion selvtillid og i mange tilfælde også selvovervurdering til at bære selvrealiseringen som kunster igennem og derpå forlange penge for (især moderne) kunst, som i mange tilfælde kun koster en brøkdel af fremstillingsprisen (lærred, maling, gips, papir, tryksværte, what not) og i mange tilfælde heller ikke tager ret langt tid at producere, når først genkendeligheden=signaturen er på plads.

Den megalomania, der ofte nærer mandlige (især moderne) kunstnere, har de færreste kvinder og det tjener dem til ære. Men det er klart, at i en tid hvor kvinder prøver grænser af og ønsker at udforske mulighederne i de traditionelt mandsdominerede indsatsområder som kunst, politik og forretningsliv, vil deres 15% mindre og, for så vidt den rummelige sans (det er bl.a. det her med parallelparkering), begrænsede hjerner skulle forholde sig til nogle "nederlag". Lidt på samme måde som mange moderne mænd møder begrænsninger, ikke mindst på de videregående uddannelser, når de forsøger at booste deres sociale og empatiske kompetancer, hvor vi aldrig kommer på omgangshøjde med kvinderne. Eller lad sige, at hvis vi gør, så foreligger der i hvert fald en helt ny og forhåbentlig bedre situation.

Man kan også sige det ultra kort: Mænd er, ud fra en generel empirisk betragtning, bedre kunstnere (brugskunst og husflid undtaget). Sådan er det bare. Uden dermed være sagt, at Margrethe Vestager er en mand - for det ved jeg virkelig ikke noget om :)

"Man ser på kvalitet, ikke på køn..."

Ja, f..... ellers!!

PS: Hvis nogen her kender Patricia Asbæk, så giv hende et kram fra mig.

Michael Kongstad Nielsen

Et par dejlige muffedise-hjemmesko, tilretter-damen - som ikke er fin nok til at få sit navn nævnt - har på. Hun er ellers tæt på at være mere interessant end Nicolai Howalts fotografier.