Læsetid: 5 min.

Vejen ud af jernburet?

EU er et kuldsejlet, elitært projekt, som lider under skadevirkningerne af en alt for gennemsyrende liberalistisk ideologi. Det skriver den norske forsker Asle Toje, som i bogen ’Jernburet’ efterlyser en folkelig, europæisk konservatisme, som skal slå ring om nationalstaten
Asle Torje forsøger at puste liv og ideologi i konservatismen med sin bog ’Jernburet. Liberalismens krise’. Men han søger en romantisk nationalstat, der er et fatamorgana.

Asle Torje forsøger at puste liv og ideologi i konservatismen med sin bog ’Jernburet. Liberalismens krise’. Men han søger en romantisk nationalstat, der er et fatamorgana.

Willy Haraldsen

16. februar 2015

I den norske samfundsdebat er han kendt som ’FrP’s (Fremskrittspartiets, red.) intellektuelle alibi’: Den 40-årige Asle Toje er ikke en elsket figur blandt venstresnoede intellektuelle. Ifølge højreorienterede kommentatorer har han været så uønsket i det akademiske miljø, at han – efter endt ph.d.-grad fra Cambridge – havde svært ved at få ansættelse på norske universiteter. Det Norske Nobelinstitutt har dog godt kunnet få hans fortid som udenrigspolitisk konsulent for Fremskrittspartiet til at rime på en forskerkarriere, og det er fra den position, Asle Toje i efteråret udgav den kombinerede rejseskildring og debatbog Jernburet. Liberalismens krise.

Bogen har affødt intense debatter i Aftenposten om konservatisme og blandt de altid aktive norske Facebook-brugere. Mest overraskende er måske bogens modtagelse på venstrefløjen. I avisen Klassekampen – hvis politiske tilhørsforhold ikke er svært at gætte – tog politisk journalist Mímir Kristjánsson sig i, forgæves, at lede efter faktuelle fejl for at beskytte sin »venstreradikale dyd«: »Til trods for denne anmelders ideologiske fordomme er det vanskeligt at være uenig i grundtesen, nemlig at folkestyret i Europa er under pres,« mente Kristjánsson, som siden har indledt en artikelserie i Klassekampen om norsk konservatisme i dag.

Jernburets ni kapitler er alle bygget op om en rejsereportage fra et sted, der skal illustrere en pointe i Tojes overordnede argument. To af kapitlerne er domineret af interview: et med tyske Thilo Sarrazin, som i 2010 udgav den indvandringskritiske debatbog Tyskland afskaffer sig selv, og et med ’Charlie Hebdo-aktuelle’ Michel Houellebecq.

I de syv resterende kapitler tilføjer Asle Toje sine opmærksomme rejsebeskrivelser sociologiske og politiske pointer. I Ukraine eftersøger han det tabte, centraleuropæiske Galicien som eksempel på multikulturalismen som undergang; i reportagen fra den ikkeanerkendte udbryderrepublik Transnistrien illustrerer han truslen fra Rusland. I Kaliningrad stiller Toje spørgsmålet om, hvad nationalitet er, i rumænske Burgas ved Sortehavet ser han nærmere på flygtningestrømmen ind i Europa, og i Frankrig besøger han repræsentanter for Génération Identitaire, et antielitært borgerligt ungdomsinitiativ, der protesterer mod den multikulturelle tvang fra oven.

Den grænseløse liberalisme

Bogens hovedærinde er at vise, hvordan den europæiske elite i Bruxelles former EU efter en liberalistisk skabelon, som er ude af trit med den europæiske befolknings ønsker. Tojes titelbillede er hentet fra en af den moderne sociologis stamfædre, Max Weber, som i sit hovedværk Den protestantiske etik og den kapitalistiske ånd (1904) bruger »rationalitetens jernbur« som et skræmmebillede på et rationelt, bureaukratisk system, som er fremmedgørende for de mennesker, der befinder sig i det.

Toje – der i bogens forord betegner sig selv som en »tørlagt liberal« –diagnosticerer et Europa, hvor den herskende liberalistiske ideologi resulterer i en (alt for) liberal indvandring, afskaffelse af velfærdsgoder og større ulighed. Konservatismen, mener Toje, har mistet sit sociale projekt i takt med, at socialismen er svundet hen – og det er det sociale aspekt, han gerne vil have tilbage. Den del af argumentet har en oplagt appel til den norske venstrefløj.

Konservativ påklædning

Asle Toje mener, at »Europas konservative i højere grad skiller sig ud gennem deres tøj end gennem deres politik«, og han kritiserer redaktøren for det konservative tidsskrift Minerva, Nils August Andresen, for kun at være konservativ, »dersom ’konservativ’ betyder ’liberal’«.

Kritikken af liberalismens overtagelse af den konservative ideologi har ramt de norske konservative i et land, hvor Høyre, det største regeringsparti, definerer sig selv som konservativt, men fører en liberal politik, hvor søndagsåbne butikker og flere midlertidige ansættelser er centrale sager.

Minerva-redaktøren har siden i et interview i Klassekampen beskyldt Toje for at være »venstrepopulist« og forsvaret en liberal og europæisk konservatisme, mens den norske uddannelsesminister, Torbjørn Røe Isaksen fra Høyre, et stykke hen ad vejen giver Toje ret: »En rendyrket liberalisme klarer hverken at stille rigtige spørgsmål eller levere rigtige svar,« udtalte han til Klassekampen. Røe Isaksen, en toneangivende norsk konservativ, påpeger, at liberalismen har svært ved at svare på, hvad der giver samfundet sammenhængskraft, og han efterlyser, at norske konservative udøver kulturkritik.

Mod en folkelig konservatisme?

For Toje går vejen ud af jernburet dog ikke primært via kulturkritik. Tojes løsning på Europas problemer går via en ideologi, som skal løse både problemet med arbejdsløsheden og indvandringen med et snuptag: en folkelig konservatisme, som skal genvinde kontrollen med nationalstaternes grænser og geninstallere en mulighed for, at den lille mands stemme bliver hørt.

Selvom Toje har et tydeligt kritisk og ideologisk projekt – antielitært og monokulturelt – munder det ikke ud i formuleringen af en sammenhængende nykonservativ ideologi. Bogens store styrke er rejseskildringerne, hvor Tojes nysgerrighed og hans lyst og evne til at få mange typer af mennesker i tale giver en velkommen stemme til frustrerede og fattige europæere og deres problemer – men bogen påpeger problemer i højere grad, end den anviser nye veje.

Den romantiske nationalstat

Når Toje anviser nye veje, er grundlaget lidt spinkelt, som når hans idealforestilling af en løsning på flygtningeproblemet er at lukke grænserne. Her forestiller han sig, at flygtningestrømmen mod Europa forsvinder, hvis man indfører en nultolerance og skarp bevogtning af nationale grænser. For en politolog, der har været på forskningsophold i USA, er det i bedste fald naivt at tro.

I det hele taget kan man mene, at en god del af beretningerne og konklusionerne – om EU’s misforhold mellem penge- og finanspolitik, om tårnhøj arbejdsløshed og migrationsproblemer bag det tidligere jerntæppe – ikke burde være særligt overraskende for en forsker i statskundskab. Forsøgene på at koble enkeltoplevelser og rejseskildringer til politisk forskning og teori er prisværdige i deres forsøg på at illustrere og tilgængeliggøre politik og statskundskab for et bredere publikum. De noget sparsomme baggrundsoplysninger om forskere og bogtitler – årstal angives ikke, og bogen rummer hverken noteapparat eller litteraturliste – gør det imidlertid svært for de ikkeindforståede at se Toje efter i kortene.

Som rejsebeskrivelse og guide til østlige dele af Europa er Tojes bog fremragende, og hans forsøg på at puste liv og idelogi i konservatismen er velkomment. Men den romantiske nationalstat, Toje er på jagt efter, er et fatamorgana – en tabt skønhed, som aldrig rigtig har eksisteret.

Asle Toje: ’Jernburet’. Liberalismens krise. Dreyers Forlag. 288 sider. 329 NOK

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men han tør i det mindste stille sig op og tage debatten om, hvordan vores lande skal se ud og hvor de (allerede) er på vej hen, hvis kursen ikke ændres.

Det burde rigtig mange lade sig inspirere af, særligt centrumvenstre folket, som efterhånden har fået berøringsangt over for alle grundlæggende forandringer - utroligt nok også dem, som de selv kunne havde indflydelse på, hvis de ellers kunne mobilisere lidt af deres ungdoms oprørstrang. Men den lader til at være helt forsvundet i takt med, at de har sat sig på de ledende poster og at vinkælderen er blevet fyldt op. Vi har jo aldrig haft det bedre, hedder det sig - altså dem vi omgås...