Læsetid: 4 min.

Har Blixen fornemmet årsagen til farens selvmord?

Karen Blixens forfatterskab er i hvert fald i frapperende grad præget af temaer og motiver som enlige kvinder, hemmelige børn, utroskab, fadersvigt, dunkle familierelationer, udstødte familiemedlemmer og spørgsmål om ægte og uægte børn
Wilhelm Dinesens selvmord sårede Karen Blixen dybt og satte sig så stærkt i hende, at det kan aflæses i hendes mest selvbiografiske fortællinger. Spørgsmålet er nu, om hun faktisk har haft en fornemmelse af, hvorfor hendes far tog sit liv. Og om det har præget hendes forfatterskab

Wilhelm Dinesens selvmord sårede Karen Blixen dybt og satte sig så stærkt i hende, at det kan aflæses i hendes mest selvbiografiske fortællinger. Spørgsmålet er nu, om hun faktisk har haft en fornemmelse af, hvorfor hendes far tog sit liv. Og om det har præget hendes forfatterskab

Scanpix

27. marts 2015

Det er en sensation, at vi nu synes at have fået forklaringen på det, som Blixen-forskningen længe har undret sig over: Den afgørende årsag til, at Karen Blixens far – eventyreren, forfatteren, krigeren, indianerlivsudforskeren og folketingspolitikeren Wilhelm Dinesen – som 49-årig uventet valgte at hænge sig og efterlade sig kone og børn i 1895. Selvmordet sårede den kun ti år gamle Karen Blixen dybt og satte sig så stærkt i hende, at det kan aflæses i hendes mest selvbiografiske for-tællinger. F.eks. er fortællingen »Drømmerne« fra Syv fantastiske Fortællinger (1935), hvori den kvindelige hovedperson som pige forlades og svigtes af sin far i et brændende teater og aldrig bliver et helt menneske, tolket som et udtryk for Blixens egen erfaring af et ødelæggende fadersvigt. I »Drømmerne« udtrykkes svigtet også i et billede om et kaffetræs bøjede pælerod: »Ved du,« siger en af fortællingens personer til en anden, »at hvis Du, idet Du planter et Kaffetræ, bøjer Pæleroden, saa vil Træet efter en kort Stund begynde at udsende en Mængde smaa, fine Rødder nær Overfladen. Det Træ vil aldrig komme til at trives eller bære Frugt, men det blomstrer stærkere end de andre.« Farens selvmord blev Blixens bøjede pælerod: Hun blomstrede som farmer og forfatter, men fik hverken et harmonisk liv eller et barn. Pælerodsbilledet gentager Blixen i fortællingen »Det drømmende Barn« fra Vinter-Eventyr (1942).

Blixens halvsøster

Blixens far døjede angiveligt med depression og posttraumatisk stress, men nu har Wilhelm Dinesen-biografisten Tom Buk-Swienty sandsynligvis afdækket den udløsende årsag til farens gådefulde selvmord: Faren havde gjort familiens tjenestepige gravid, hvilket skamfuldt stred mod svigerfamiliens puritanisme. Da han hængte sig, var tjenestepigen gravid i sjette måned. Hun føder i dølgsmål en datter, Elida, der lever et ensomt liv på Østerbro indtil sin død i 1982, velvidende hun er Karen Blixens halvsøster.

Sammenhængen mellem Blixens liv og værk er tæt – forfatterskabet er åbenlyst skrevet på levet liv og dyrekøbte erfaringer – og Blixen-receptionen har af gode grunde haft en tendens til at forstå værket i lyset af forfatteren og omvendt. Buk-Swientys plausible teori puster nyt liv i denne lyst til biografiske læsninger, for hans teori kan forbindes med emner og passager i forfatterskabet på en måde, der er så konkret og påfaldende, at den rejser spørgsmålet, om Blixen mon faktisk (ubevidst) har fornemmet årsagen til farens selvmord? Det er således slående, hvordan emner, der meget direkte relaterer sig til aspekter af farens hemmelighed, præger forfatterskabet hen over cirka seks årtier: fra de tidlige ungdomsfortællinger, hun udkommer med i 00’erne, til hendes sidste fortællinger skrevet få år før hendes død i 1962.

Familiens sorte får

Forfatterskabet er i en frapperende grad præget af temaer og motiver som enlige kvinder, hemmelige børn, utroskab, fadersvigt, dunkle familierelationer, udstødte familiemedlemmer og spørgsmål om ægte og uægte børn. Eksempler: I »Karyatiderne« fra Sidste Fortællinger (1957) opdager en mand en gammel brevveksling mellem sin afdøde far og en kvinde, der afslører, at faren i al hemmelighed har haft et barn med en elsker, og at det martrede faren: »Her var da Midtpunktet og selve Hjertet i hele hans Verden, fra hans Barndom til nu, Aarsagen til hans Faders Vandringer, Landflygtighed og Død. Hemmeligheden var fundet og røbet.« Fortællingen »Det drømmende Barn« (1942) åbner med at opremse en families »Synder«, som bl.a. er: »uægte Børn og Selvmord«. Fortællingen »Familien de Cats« fra 1909 handler om »en stor Ulykke, som blev ved at følge familien de Cats, og som de aldrig kunne holde op at sørge over«: nemlig »det man kalder et sort får i en familie, og det var sørgeligere og mere forunderligt i denne familie end i nogen anden«. I »Drømmerne« er en af hovedpersonerne en mand, som også er »familiens sorte får«. Fortællingen »Alkmene« (1942), som handler om pigen Alkmene, gennemsyres af en gådefuldhed, der har beskæftiget mange fortolkere: Hvem er Alkmenes forældre? Fortællingen antyder nogle svar, men ingen har endnu løst gåden – som muligvis heller ikke kan løses. Pigens ophav skal – ligesom Elidas? – tilsyneladende ikke afsløres. Samme fordunklede familierelationer gør sig gældende i fortællingen »Aben« (1935), som handler om en ung kvinde og en ung mand, hvis enten mor eller far er fraværende; eller rettere: tilsyneladende fraværende, for det antydes nemlig på cirka syv måder – den ene mere subtil end den anden – at de har samme far, og at hun er født udenomsægteskabeligt.

Årsag til selvmord

Ligesom kvinderne i »Aben« er forfatterskabets kvinder ofte enlige eller ensomme, ensomheden gælder f.eks. to kvinder, der – som Elida – begge er lillesøstre: Rosa i »Peter og Rosa« (1942) og Eliza – det er tæt på Elida … – fra »Et Familieselskab i Helsingør« (1935). Også en ung kvinde i fortællingen »Sorg-Agre« (1942) føler sig ensom, men mere interessant er det, at denne fortælling blandt andet handler om, hvornår et barn er legitimt: Den unge kvinde er gift med en gammel mand, som ønsker, at hans nevø skal gøre hende gravid, så den gamle mand sammen med hende kan få et barn og videreføre slægten – fortællingen pointerer, at moren og ikke faren er afgørende for barnets legitimitet.

Man kan finde flere eksempler på elementer i forfatterskabet, der tæt forbinder sig med aspekter af årsagen til farens selvmord. Selvmordet bøjede som sagt Blixens pælerod og er i forfatterskabet omsat til æstetisk erfaring, men det interessante er nu, om Blixen kendte til eller fornemmede årsagen til selvmordet, og om fornemmelsen har sat sig dybt i forfatterskabet og kan kaste nyt lys over det? Og den anden vej: At Blixen æstetisk er dybt optaget af problematiske og dunkle familieforhold, ensomme kvinder, hemmelige børn, utroskab, fadersvigt, udstødte familiemedlemmer og ægte og uægte børn, og at optagetheden meget vel kan have et personligt udspring, understøtter Buk-Swientys forklaring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu