Læsetid 8 min.

Elsk din teenager!

Hvad får dog en flok voksne mennesker til at stille sig op foran en fyldt sal og læse deres teenagedagbog op? Fra dengang man var hormonforstyrret og fremmed i egen krop. Usikker, forelsket, ensom og liderlig. Højt!? Bare tanken giver koldsved. Men måske er der noget sundt i at vise den del af sig selv, der ikke har været gennem facebookfilteret. Og så får det folk til at grine. Skrige af grin
’Jeg håber, at teenagerne stadig skriver dagbøger derude. Jeg tror, det har en terapeutisk effekt at sidde rent fysisk og skrive og få fat i kernen af sig selv,’ siger Stinne Skovbjerg, der her ses som 15-årig i 1991 (t.v.), og som hun ser ud i dag.

’Jeg håber, at teenagerne stadig skriver dagbøger derude. Jeg tror, det har en terapeutisk effekt at sidde rent fysisk og skrive og få fat i kernen af sig selv,’ siger Stinne Skovbjerg, der her ses som 15-årig i 1991 (t.v.), og som hun ser ud i dag.

Sigrid Nygaard
13. marts 2015

Man ser det straks. På det klassebillede fra 90’erne som hænger på scenen bag den nu voksne Nikolaj Feifer, sidder han henslængt over navneskiltet med det ene øjenbryn hævet og et kækt smil på læben. Allerede som elev på Forældreskolen i 1996 var han en chef. Ikke til at skyde igennem. Og i sin dagbog fra de år er det da også sådan, han beskriver sig selv. Han omtaler endda sig selv i tredje person, Feifer. Det er den, han står på scenen og læser op: Dagbogen fra sine teenageår. Dengang han var helt vild med Linette, og hun vist også var vild med ham. I hvert fald lå de tæt på hinanden, da de sammen med vennerne holdt videoaften. Hun knappede sin trøje op og »lod Feiferman sejle på toppene af bølgerne«, læser Nikolaj Feifer op, mens salen brøler af grin. Og det stopper ikke, for Feiferman er ustoppelig. Derinde under Linettes trøje får han endda lov til »at bryde The Hoover Dam«.

Nikolaj Feifer læser op med perfekt timing og lige dele benovelse og bestyrtelse over det niveau af selvtillid, han som teenagedreng åbenbart besad. Han og syv andre nu voksne, men dengang teenagere, læser op af deres dagbog på Nørrebro Teater denne lørdag aften.

Det er ikke alle, der ligesom Feifer har sejlet på toppen af bølgerne. Han er noget særligt på mange måder. De andre krænger deres utilslørede teenagesmerte ud foran publikum. Der morer sig højlydt. Køber flere øl i baren og griner hæmningsløst af nogle af de mest pinlige og intime øjeblikke i et ungt menneskes liv. De griner af Björn Dotzauer, der som teenager nægtede, at han var bøsse: »Bare fordi jeg kun har været sammen med drenge, betyder det ikke, at jeg er bøsse. Sådan er det vel for alle drenge i starten,« citerer han. I dag er han selvfølgelig ikke i tvivl om, at han er homoseksuel. Men det krævede noget researcharbejde, og han var ihærdig. I dagbogen har han sat et mærke, hver gang han onanerede. Og de griner af Ann fra Varde, der var vred på sine forældre, dengang de ikke ville lade hende tage i byen i Holstebro: »Det er bare, fordi de tror, jeg vil bolle med Jan!« læser hun op fra et sidelangt raseriudbrud. Hun fik dog alligevel lov til at tage til Holstebro og konstaterer et par dage efter: »Kære Dagbog. I weekenden var vi i Holstebro. Jeg var sammen med Jan. Men kun henne i hallen ...« Og af Stinne fra en lille (meget lille) landsby uden for Århus, der også føler sig uretfærdigt behandlet af forældrene, der ikke vil lade hende gøre, hvad hun vil: »Jamen, det er da en krænkelse af menneskerettighederne!«

Mortified Nation

Stinne er faktisk grunden til, at de står der alle sammen i aften. For fire år siden fandt journalist Stinne Skovbjerg sine gamle dagbøger frem. Igen. For det har hun faktisk gjort mange gange i løbet af årene. I begyndelsen skrev hun små kommentarer i margenen, når hun måske var blevet et halvt år ældre og dermed, selvfølgelig, et halvt år klogere. Siden begyndte hun bare at smække bogen hurtigt i igen. Slam! Indtil den dag for fire år siden, hvor hun tvang sig selv til at læse det hele. Alle ulykkelige forelsker, alle pinlige branderter, alle skænderier med forældre og veninder. Gråd, vrede, bræk og kærlighed. Og det var jo sjovt. På tryg afstand var det sjovt. »Måske ville andre også synes det, tænkte jeg, og så begyndte jeg at lægge citater op på Facebook.«

Hun havde ret. De små brudstykker af ufiltreret ungdom blev så godt modtaget, at hun oprettede profilen Teenagedagbogen, hvor ikke bare venner, men alle kunne følge med. Så var det, hun hørte om fænomenet Mortified Nation fra USA. En gruppe collegevenner arrangerede oplæsningsaftener, hvor skiftende optrædende læste deres teenagedagbog op. Det bredte sig hurtigt til hele landet. »Det skal du lave, Stinne!« sagde en kollega. Og det gør hun så nu. Hun og kollegaen Rebecca Svensson arrangerer både En Pinlig Affære på Nørrebro Teater, og i april har programserien Kære Dagbog premiere på DR3.

Hudløs ærlighed

Men noget er sket med Stinne Skovbjergs opfattelse af projektet, siden hun første gang postede citater på Facebook. Det er ikke kun for sjov længere:

»Der er så meget, der er poleret i dag. På Facebook og andre sociale medier kan vi vise os selv frem i den photoshoppede version. Det er det, vi bruger det til. Når folk skriver noget, vi synes bliver for privat og for ærligt, så kan man næsten mærke det i hele kroppen: ’Uh, nej, det fortryder han i morgen, det dér’. Det her fungerer som et modstykke til det glansbillede. Vi skal simpelthen vise de sider frem af os selv, for det er det hele menneske,« siger Stinne Skovbjerg.

Men, indvender jeg: Personerne, der vælger at deltage og læse op fra deres ungdoms inderste, taler de ikke fra et privilegeret sted? Som erfarne og selvsikre voksne kan de med overbærenhed le af deres gamle usikre og kiksede jeg. Sorterer de ikke dem fra med seriøse ar fra ungdommen, der ikke kan fjernes med slettelak? Jo, det gør de, forklarer Stinne Skovbjerg:

»Vi skal ikke tage folk som gidsler i et underholdningsshow, hvor det at læse op kan blive traumatiserende for dem. Det er vigtigt, at der er en humoristisk distance. Man skal ikke føle sympati, men empati for dem, der læser op. For der er nogle genkendelige og universelle ting ved det at være teenager, og det er det, der får folk til at grine. Men så er der de oplevelser, som aldrig kan blive universelle og skal håndteres på en helt anden måde, end vi gør det.«

Men hun mener ikke, at det modsiger hendes pointe om, at et af målene er at få flere til at stå ved de mindre flatterende sider af sig selv:

»Det handler også om at vise, at der ikke kun findes den virkelighed, der passer til Facebook, og den, der absolut ikke gør. At vi alle oplever perioder, der er svære, eller gør ting, der ikke ser kønne ud på afstand. Jo mere sårbare og ærlige vi viser os selv, jo mere omsorg, empati og forståelse møder vi.«

I dagbøgerne stopper ærligheden omkring de 17 år. Det kan Stinne Skovbjerg konstatere efter at have læst mange af dem.

»Vi begynder at blive for selvbevidste. For velovervejede omkring, hvordan vi fremstiller os selv. Men inden da er det hudløs ærlighed. Og man får lyst til at række tilbage gennem tiden og give teenageren et kram.«

Degrassi High

På scenen strømmer omsorgen mod Stinne Skovbjerg, der som teenager blev forbudt af sine forældre at gå til halfest. »Der røg min sidste chance for at se Anders Møller,« læser hun bedrøvet op og sender et langt blik mod publikum. Dagbogen er slidt. En kinabog, der har haft det hårdt. En tidskapsel for folk, der var unge i 90’erne: Degrassi High, Phil Collins, Soundgarden, American Psycho og Martin og Victoria og Liv og Alexander. Fyldt med altoverskyggende forelskelse, raseri og fremmedgørelse. Stoffer og sex. Jeg ved det, fordi jeg har læst den. Den foreløbige kulmination på det dagbogsprojekt, der har fyldt Stinne Skovbjergs liv i flere år nu, er, at hendes egen dagbog i denne uge udkommer på forlaget Turbine. Den dagbog, hvori hun selv havde noteret, at hun ville dø, hvis nogen fandt den. Tanken om, at andre skulle læse hendes bekendelser, gav hende koldsved. Nu udgiver hun den.

Bogstaverne er af den særlige fyldige slags, som mange unge piger skriver med. De står helt tæt og lægger sig nænsomt på linien. Runde og bløde a’er, der gør et blidt svirp med halen. De dybeste u’er og de rundeste o’er, du kan tænke dig. Som om bogstaverne skal rumme hele de store følelsers fylde. Som om sproget kun består af vokaler i de år. Uuuh, aaah, ååååh.

»En hel uge lavede jeg ikke andet end at græde efter at have læst alle mine dagbøger. Siden har jeg jo læst mange andres dagbøger, og jeg har fået enorm meget respekt for teenagere. Vi har en tendens til at grine lidt af dem. Til ikke at tage det seriøst og sige, at det bare er en fase. I virkeligheden kræver det sindssygt meget styrke at gå igennem det, man går igennem som teenager. Du oplever så meget for første gang, mens du er konstant hormonforstyrret. Du skal løsrive dig fra dine forældre. På et tidspunkt, hvor selv din egen krop er utryg, skal du løsrive dig fra de eneste, der altid har givet dig tryghed. Du skal opleve kærlighed for første gang og svigt og sorg på den konto. Sex for første gang, alt for første gang. Det kræver enormt meget, og du er så ung, og du er så uerfaren. Se lige på det,« siger hun, stopper og sætter nærmest et udråbstegn efter udbruddet.

»Det synes jeg ikke, vi giver teenagere den anerkendelse for, som de fortjener. Jeg er blevet fuld af beundring for, hvad de rent faktisk skal gå igennem.«

Ronnie

Kærligheden fylder det meste i Stinne Skovbjergs dagbog. Drenge. Lister med drengenavne og tal ved siden af dem. Pointtavler, antal kys. Den slags. Og så er der drengen. Ronnie. Hun mødte ham som 14-årig. Han var tre år ældre og kørte motorcykel.

»Han var min første rigtige forelskelse. Så intens en følelse oplever man ikke igen.« Ronnie, Ronnie, Ronnie. Han dukker hele tiden op i dagbogen. År efter år. Men hun fik ham aldrig, fortæller Stinne Skovbjerg. Mange fik hun, men ikke ham. I det hele taget var der meget, der ikke lykkedes for hende i teenageårene. Lidt for mange fester, lidt for mange stoffer. Endeløse skænderier med forældrene. Hun droppede ud af gymnasiet. Hang ud med folk, der i dag ikke er her mere. Og på et tidspunkt var der ikke andet at gøre end at forlade landet. Hun tog til USA, vendte hjem og blev journalist.

»Men du kan jo ikke komme væk fra kernen i dig selv. Du kan ikke ændre på det, der gør, at du ender de steder. Jo, jeg bor godt og pænt på Vesterbro og har arbejdet som journalist i 15 år, men den vildskab og de følelser, som gjorde, at jeg måtte opsøge de ting, det tror jeg aldrig forsvinder. Dem kan jeg tydeligt se i mig selv stadig.«

Og det er derfor, hun udgiver dagbogen. Den er sjov, men den er ikke kun sjov. Og den har haft en enorm betydning for hende. Det kan hun se nu.

»Jeg håber, at teenagerne stadig skriver dagbøger derude. Jeg tror, det har en terapeutisk effekt at sidde rent fysisk og skrive og få fat i kernen af sig selv. At du har et sted, hvor du kan komme af med de inderste ting, og lære den del af dig selv at kende, så du ikke begynder at tro på det billede, du lægger ud på Facebook. Og du ikke pludselig vågner op en dag og overhovedet ikke aner, hvem du er.«

Stinne Skovbjerg og Rebecca Svensson modtager løbende dagbøger fra folk, der tilbyder at læse dem op. Og det har slået dem, hvor ens vi er i de år. Få som Feiferman, men rigtig rigtig mange som Stinne.

»Jeg vil gerne minde forældre om, at de skal elske deres teenagere. Man slås og slås. Men for det meste er der brug for sindssygt meget kærlighed. Hvis man giver sine børn selvværd, så er der mange situationer, som de slet ikke vil havne i.«

Opfordringen er hermed givet videre. Elsk din teenager. Både den du var og den du har.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Lone Christensen
    Lone Christensen
Lone Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lone Christensen
Lone Christensen

Tak for at tage fat på et vigtigt emne. Jeg forestiller mig, at mange teenagere i dag ville kunne spejle sig utrolig meget i de gamle dagbøger.
Udover at kunne vække megen genkendelse, latter og tårer hos mange både unge og gamle, så vil de også kunne bruges som et forbindelsesled mellem generationer.